Klumme

Vi skal beskytte vores døtre

...ikke mindst imod, at beskyttelsen bliver undertrykkelse
Debat
12. marts 2015

En diskussion på vore redaktionsmøde om den famøse Viborg-mappe, hvor mænd deler billeder af deres ekskærester, endte forleden med, at en kollega forsvarede Midt-og Vestjyllands politis opfordring til pigerne om at lade være med at udforske deres seksualitet med smartphones. »Når min datter bliver ældre vil jeg da også lære hende, at hun ikke skal dele nøgenbilleder af sig selv.« Diskussionen havde været høj og principiel, men der blev pludselig sådan en mærkelig tavshed. Som en bal på et billardbord bankede spørgsmålet tavst bordet rundt. Var der nogen, der ikke ville beskytte deres datter? Bare op med lappen hvis du vil lade prinsessen søle sig til gennem de sociale medier. Og hav så ellers en god arbejdsdag i det publicistiske projekts tjeneste.

Datter. Kan I mærke det? Den følelse i kroppen som det ord afstedkommer. Varme, omsorg, beskyttertrang. Og derfor har ordet altid været en favorit i politisk retorik. Det er vores »mødre, vores søstre vores døtre«, der udsættes for dette og hint. Hvis man virkelig vil have noget igennem, nytter det ikke at påpege, at pigerne eller kvinderne i en stor stamtavleløs pærevælling udsættes for ting, som vi ikke bryder os om. Så skal der en familierelation til. Og som konsekvens en beskytter. Og intet er i den forbindelse stærkere end døtrene. Derfor kan man også altid lukke en diskussion om f.eks. prostitution ved at sige: ’Men vil du have, at din datter var luder, hva!?, hva!?, hva!?” Derimod kan jeg ikke huske at have hørt en diskussion om Danmarks krigsdeltagelse blive lukket af med: »Men vil du sende din søn i krig?« (Og jeg kan med 100 pct. sikkerhed sige, at det i hele rødvinssnakkens verdenshistorie aldrig er sket det, at en diskussion om global ulighed er blevet lukket medspørgsmålet: »Vil du lade Villads eller Clara begå selvmord ved at drikke pesticider på en stubmark i Rajasthan, så den efterladte familie kunne overleve på forsikringssummen, når nu Monsanto havde gældsat dem uden udvej. Hva!? Hva!? Hva!!?« Men det er vist en helt anden historie).

Siden filmen Indiens døtre fik premiere i forrige uge, har debatten raset i Indien. Jeg gider nærmest ikke beskrive den officielle holdning fra Narendra Modis hindu- chauvinistiske parti, så den må I finde et andet sted. Men jeg gider godt dvæle ved de indiske feministers kritik af filmen. Blandt de mest hidsige røster er Kavita Krishnan. Hun mener, at selve filmens titel er kontraproduktiv for den lokale kamp mod seksuel vold, der fulgte gruppevoldtægten af og drabet på Jyoti Singh i 2012.

»Hvorfor omtales Indiens piger og kvinder som ’døtre’? Enhver, der var opmærksom på indholdet af de protester, der oversvømmede Indiens gader efter voldtægten den 16. december, ville have bemærket de kvindelige demonstranters vrede mod at blive identificeret som ‘døtre’, ‘mødre’, ‘søstre ‘ i stedet for som individuelle kvinder med egne rettigheder. En af kampagnens vigtigste pointer var netop afvisningen af ​​den patriarkalske protektionisme, der tilbyder ‘døtre’ beskyttelse, i bytte for deres frihed,« skriver Kavita Krishnan og slutter: »Begrebet ’Indiens døtre’ er altid blevet brugt af Indiens patriarker herunder de mest antifeministiske kræfter i den indiske regering. Hvorfor vælger en global kampagne mod vold mod kvinder at gøre det samme?«

Helt sikkert ikke af ond vilje. Sandsynligvis en, på papiret, uskyldig blind vinkel. Og måske netop derfor endnu vigtigere at belyse. For i de allermest kvindefjendske samfund finder man de stærkeste argumenter for beskyttelsen af kvinden. Ingen siger, at burkaen handler om, at kvinder ikke må gå frit, fordi manden så mister kontrol. Ingen siger, at kørselsforbud handler om, at de skal blive derhjemme, eller at deres manglede adgang til arbejdsmarkedet handler om, at man gerne vil beholde magten selv. Kroneargumentet er altid, at de skal beskyttes mod mænd. Og det i et sådant omfang, at man paradoksalt nok kan blive helt i tvivl om, hvorvidt verdens døtre over en bred kam ikke ville vågne op til bedre og friere liv, hvis verdens mænd i morgen besluttede sig for, at de ville gå lidt mere på fisketur eller blive lidt længere på arbejdet i stedet for at rende rundt og ’beskytte’ deres døtre.

Da jeg gik fra redaktionslokalet den morgen efter Viborg-diskussionen og fik noget ilt, koffein og nikotin stod det mig pludselig klart: Jeg havde ikke følt, at spørgsmålet om, hvad vi ville sige til vores døtre, gjaldt mig. Jeg har jo en søn. Og ved I hvad – det havde end ikke slået mig, at jeg burde have afbrudt og sagt: »Skal vi ikke bare aftale, at I beder jeres døtre om at give den fuld skrue? Så skal jeg nok fortælle min søn, at han ikke skal dele billeder af kvinder.«

Anna von Sperling er kulturredaktør på Information

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Birgitte Pedersen

???

Jo det kan vi godt sige.

Anne Mette Stage Laursen

Præcis, Anna von Sperling - ligesom vi ikke skal fortælle pigerne/kvinderne i vores samfund at de skal undgå at havne i situationer, hvor de kan blive voldtaget. Opføre sig på en bestemt måde, klæde sig på en bestemt måde, være på en bestemt måde, så de undgår voldtægt. Vi skal lære at man helt enkelt ikke voldtager.

Trist hvis vi repetere samme mønster under digitalisering.

lars abildgaard, Rasmus Kongshøj og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Ufrihedens trækvogn.
I ufrihedens trækvogn lægger mor sin agenda og den skal nu være din at slæbe rundt på, ligesom mor trækker rundt på rødstrømpemors agenda.
Den ufrihed du oplever, er således ikke i verden omkring dig, men trækvognen med mors agende du er bundet til.
Eller sagt på en anden måde, det er næppe gavnligt at gøre børnene til ambassadører for egne agendaer.

Og til selve indholdet af klummen: Hvis nogen kommer med hemmeligheder til mig, skynder jeg mig at dele dem med flest muligt, der ved, slipper jeg for at slæbe rundt på dem og folk holder hurtigt op med at belemre mig med hemmeligheder.
Så kommer du til mig, med hemmelige nøgenbilleder, lægger jeg dem på den første den bedste pornoside jeg kan finde.

Michael Bruus

Længer ned i problematikken:

Jeg kommer til at tænke på ”Eric Berne” ”hvad er det vi leger” og spillet ”strømpe”
En kvinde fremviser noget seksuelt, men mangler den fornødne situationsfornemmelse og kommer galt afsted med det. Alle forsøg på at gøre hende opmærksom på hendes andel i problemet bliver pure afvist.
Berne, påviser en arvlighed (social arv) i spillet der stammer fra en mor som spiller en farlige variant spillet.
Men læs selv ”hvad er det vi leger”.

Mikkel Nohr Jensen

"Enhver, der var opmærksom på indholdet af de protester, der oversvømmede Indiens gader efter voldtægten den 16. december, ville have bemærket de kvindelige demonstranters vrede mod at blive identificeret som ‘døtre’, ‘mødre’, ‘søstre ‘ i stedet for som individuelle kvinder med egne rettigheder. En af kampagnens vigtigste pointer var netop afvisningen af ​​den patriarkalske protektionisme, der tilbyder ‘døtre’ beskyttelse, i bytte for deres frihed,« skriver Kavita Krishnan"

Men sagen er jo at rettigheder kun eksisterer ved at nogen håndhæver dem. Helt konkret: For at du kan gå på gaden i sikkerhed for voldtægt er der nogle mænd der skal være klar til at sætte liv og førlighed på spil for at standse en voldtægtforbryder. Til gengæld for at risikere liv og lemmer forlanger mændene så at du påtager dig rollen som mor, datter, søster eller kone.

At acceptere det er naturligvis at gå på kompromis med din frihed, men spørg dig selv: Er det et urimeligt kompromis, i betragtning af at du forlanger til gengæld at mændene skal være villige til at dø for dig? Der er selvfølgelig grænser for hvor meget man skal gå på kompromis med ens frihed til gengæld for sikkerhed, men at man skal gå på kompromis i en eller anden grad er ikke urimeligt. Så kan vi diskutere præcis hvor grænsen går.

I øvrigt ligesom i alle mulige andre sammenhænge. Det er også et indgreb i din frihed at du skal betale skat, men det er prisen for den sikkerhed som staten, med dens sociale sikkerhedsnet, tilbyder.

Torsten Jacobsen

1. Hun blev voldtaget (observation)
2. Voldtægt er ulovligt (juridisk dom)
3. Voldtægt er et modbydeligt overgreb (moralsk dom)
4. Hun blev voldtaget, fordi... (årsagsforklaring)

Så langt tror jeg alle kan være med, voldtægtsforbrydere muligvis undtaget.

Problemet opstår her:

5. Hun var ikke blevet voldtaget, hvis blot hun havde.... (handlingsanvisning)

Det er meget vanskeligt at gå ind i en diskussion af (5), uden at destabilisere (3). Og destabiliseres (3), kan det korrumpere (4), som så igen korrumperer (5).

Derfor:

Voldtægt er et modbydeligt overgreb, som må fordømmes ubetinget!

Bob Jensen, Christian Meyer Nielsen, lars abildgaard, Jakob Silberbrandt, Viggo Okholm, Lise Lotte Rahbek og Torben Nielsen anbefalede denne kommentar

Igen med den viborg mappe! Jeg kan simpelthen ikke forstå, at der er så meget modstand mod at fortælle pigerne, at hvis de deler billederne, så er der en stor risiko for at de dukker op på nettet.

Det er ikke det samme, som at fortælle dem, at de skal skamme sig over deres kroppe. Det er ikke det samme, som at sige at det er deres egen skyld. Men en opfodring om at tænke sig om og ikke friste svage sjæle.
Samtidigt skal opfordringen gå til alle (mænd/kvinder/drenge/piger etc.) om ikke at dele private billeder, som ikke var ment til at blive delt. Når din ven eller bekendte sender dig et link til the fappening eller viborgmappen, så sig nej tak og fortæl dem, hvorfor det er forkert!

Hanne Ribens, Søren Sørensen, Mads Jakobsen, Tom Dalager, Vibeke Rasmussen, Morten Jespersen, Nic Pedersen, Karsten Aaen, Thomas Holm, ellen nielsen og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Helle Degnbol

En ultrakort sidebemærkning til denne levende og relevante klumme,
der er inspireret af en rædselsfuld og smuk og, på bedste vis, provokerende film.

I min sprogbrug betyder '(et lands) døtre og sønner'
først og fremmest landets kvinder og mænd,
men alle ord har heldigvis over- og undertoner,
og netop denne film har så rig en klangbund.
Det kan man spinde en lidt længere ende over,
og det gør jeg måske,
når jeg senere kommer tilbage til skrivedyret.

Karsten Aaen, Nille Torsen og ellen nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Der er 2 sider i ligningen: pigerne opfordres meget ihærdigt til at vise kød, for at drengene på den anden side kan "vurdere" om der er noget at komme efter.

Det er problematikken i, at vore døtre skal lære, hvordan de siger NEJ til at deltage i dette. Det er et forældre ansvar. Hvem ellers?

Helle Degnbol

Til det med filmens titel "Indiens døtre".

Hvorfor omtales Indiens piger og kvinder som ’døtre’?

Anna von Sperling svarer i sin gode klumme:

"Helt sikkert ikke af ond vilje. Sandsynligvis en, på papiret, uskyldig blind vinkel. Og måske netop derfor endnu vigtigere at belyse..."

Ovenfor har klummisten erklæret: "... jeg gider godt dvæle ved de indiske feministers kritik af filmen. Blandt de mest hidsige røster er Kavita Krishnan. Hun mener, at selve filmens titel er kontraproduktiv for den lokale kamp mod seksuel vold, der fulgte gruppevoldtægten af og drabet på Jyoti Singh i 2012."

Kavita Krishnan har skrevet:

»Hvorfor omtales Indiens piger og kvinder som ’døtre’? Enhver, der var opmærksom på indholdet af de protester, der oversvømmede Indiens gader efter voldtægten den 16. december, ville have bemærket de kvindelige demonstranters vrede mod at blive identificeret som ‘døtre’, ‘mødre’, ‘søstre ‘ i stedet for som individuelle kvinder med egne rettigheder. En af kampagnens vigtigste pointer var netop afvisningen af den patriarkalske protektionisme, der tilbyder ‘døtre’ beskyttelse, i bytte for deres frihed« ... »Begrebet ’Indiens døtre’ er altid blevet brugt af Indiens patriarker herunder de mest antifeministiske kræfter i den indiske regering. Hvorfor vælger en global kampagne mod vold mod kvinder at gøre det samme?«

Det er rigtig godt gjort, at klummisten alias Informations journalist sætter filmen i kontekst (af Informations redaktion og redaktørernes diverse forældreskaber), ligesom det naturligvis er mere end legitimt, at en Kavita Krishnan, i lyset af grusomheden og dens uendelig tunge, næsten uafrystelige sociale baggrund, raser, som her citeret.

Men hvor det er legitimt at rase i både Indien og Store Kongensgade,
så er det alligevel også godt at virre lidt med hovedet
og lade ordene komme til deres - ikke så entydige - ret.
Det er det fine ved ord, at de har en rigere klangbund end som så,
og betegnelsen 'Indiens døtre' har toner, overtoner, undertoner som filmen selv.

Fra min husdør opfatter jeg 'døtre' i 'Indiens døtre' (landets døtre) i tråd med ordbogsforklaringen:
"kvinder som er præget af eller knyttet til en bestemt tid, et bestemt land eller folk".

Der er blevet sunget:
"Derfor tabte Polens døtre deres muntre smil" og
"Frankrigs sønner, op nu at fægte" (Marseillaisen).

Her ryger vi ikke kun ind i forholdet forældre:børn,
her har vi forholdet til moderlandet/fædrelandet (opr. betydning: forfædrenes land),
uden at vi selvfølgelig udrydder alskens forestillinger om fædre/mødre, sønner/døtre.

Døtre/datter. En anden dokumentarfilm om samme voldtægtsemne hedder
"Daughters of Mother India" (Vibha Bakshi),
så ryger ordets paternalistiske protektionistiske tone lidt ud i registeret af over- og undertoner.

Den her omdiskuterede film (Leslee Udwin) hedder vist på engelsk "India's Daughter" (datter i ental).

Sådan en ordsyssel trækker ikke fra diskussionen selv
og fratager ikke nogen deres ret til at være både oprørte og rasende.
Men jeg tror ikke, der er tale om - eller jeg ser ikke - nogen blind vinkel.

Filmen begynder, som jeg husker det, med forældrene,
vi er helt tæt ved moderens smukke - smilende - ansigt, når hun fortæller om sin datter,
her vises og udsiges, så vidt jeg husker entydigt, forældrenes stolthed over deres datter,
den selvstændige kvinde
(de har nok også udtrykt frygt og bekymring og beskyttertrang, no wonder,
jeg husker det ikke så nøje).

Forholdet mor/forældre:datter vil vi ikke fratage filmen.
Jeg ville heller ikke gerne frakende producenten, instruktøren, film-/biofrafselskaberne,
hvem det end er, deres ret eller gode grunde til at kalde filmen om moderens og faderens datter,
den kvinde, der som en af "Indiens døtre" nu har fået masser af indere på gaden, for "Indiens datter" (India's daughter).

Det er en ualmindelig smuk film, en på bedste vis provokerende film,
den forekommer både sandfærdig og grotesk
i sin fremstilling af mænd og kvinder i deres/vores samfund,
og jeg synes, den har en fin titel.

Vibeke Rasmussen

Dokumentaristen bag filmen 'India's Daughter'/ 'Indiens Datter' (ental!), Leslee Udwin, har beskrevet, hvordan arbejdet med filmen var som at få sin sjæl dyppet i tjære, og hvordan intet rensemiddel i verden nogensinde vil kunne fjerne de pletter igen.

Sådan har jeg det også, endda efter kun at have set halvdelen af filmen. Der er så mange grusomme indtryk, som det synes umulig at glemme igen. Det, der bliver vist og fortalt i denne film, er så ondt og så uforståeligt, at jeg simpelthen ikke magter at tage det hele ind på en gang, men må dosere filmen. Samtidigt synes jeg også, at det er vigtigt at se den, uanset hvor længe det så vil tage mig.

De medvirkende mænds, høj som lav, syn på kvinder, voldtægten og volden – for det var jo ikke massevoldtægten alene den unge kvinde døde af, men af en efterfølgende ubeskrivelig dyrisk voldshandling – er næsten ufattelig. Det viser en mangel på medmenneskelig empati, som er dybt, dybt skræmmende. Og kvindens forældres sorg over ikke kun at have mistet en datter, men også de forbedrede levevilkår, som hendes arbejde som læge ville have kunnet give dem, efter de mange år, hvor de havde spinket og sparet, for at hun skulle kunne tage en uddannelse, er hjerteskærende.

Om filmen vil ændre noget i det indiske samfund, kan man tvivle på. Således beretter fx den svenske forfatter Henrik Chetan Aspengren, som selv har indiske rødder og er bosat i Delhi, hvordan debatten om filmen i Indien desværre har bevæget sig fra at handle om den seksuelle vold i samfundet til i stedet at handle om regeringens forbud mod visning af filmen, og han afslutter sit indlæg:

"En avgörande fråga har hamnat helt i skymundan när debatten numera kretsar kring Udwins film, snarare än sexuellt våld i stort. Det är frågan om männens roll för att en verklig förändring ska bli av. När Indiens premiärminister Narendra Modi höll tal vid Indiens självständighetsdag i augusti förra året förde han våldtäkterna på tal. Han frågade i talet varför det i indiska familjer är kvinnorna som förmanas, när det egentligen är sönerna som måste ändra attityd. Det ligger en stor sanning i detta och det är sorgligt att hans regering bara ett drygt halvår senare agerar som om orden inte vilade på annat än luft."