Kommentar

Børnehavebørn behandles som flokdyr

Kummerlige arbejdsvilkår i de kommunale børnehaver betyder, at mine kolleger og jeg kun lærer børnene overfladisk at kende. Hvad værre er: Børnene lærer også kun sig selv overfladisk at kende. For de får ikke mulighed for at udforske sig selv og verden
16. marts 2015

Jeg er pædagog i en kommunal børnehave. Dagen i dag lignede ufatteligt mange andre dage:

Fra klokken 7.30 til 9 modtog jeg alene gruppens børn (22 i alt). Klokken 9 kom min kollega, og frem til klokken 12 var vi to. Fra 12 til 14 var vi på legepladsen med børnehavens andre grupper. Her var vi fire voksne til 70-80 børn. Klokken 14 gik vi igen i grupperne, og klokken 14.30 havde jeg fri. Min kollega stod altså alene med gruppen frem til klokken 16.30.

Godt 40 procent af dagene byder på sådan en ramme. De resterende dage er der én voksen mere på stuen, dog kun i fem af dagens timer.

Når der så ofte kun er to voksne i stedet for tre, skyldes det, at der ved ferier og møder ikke er nogen vikardækning. Det begrænsede vikarbudget benyttes kun ved sygdom og er som oftest opbrugt efter ca. fire måneder.

Er vi tre voksne på stuen samtidig, er det muligt at etablere en tålelig ramme. Det er ikke muligt med kun en eller to voksne. Det er faktisk ganske rædselsfuldt at være på arbejde. Stresshåndtering og sænkning af barren er plastre, som ikke holder. Man føler sig ikke kun utilstrækkelig, man er utilstrækkelig. Både børn og voksne lider under det.

Alt for tit oplever børn og voksne, at dagen er præget af uro og manglende mulighed for at være afslappet og kunne være ordentligt tilstede. Børnene kan ikke opdeles i grupper, som de kan overskue, og de får ikke den hjælp, de har behov for. Det rare og afslappede findes kun glimtvis.

Slag og ukvemsord

Når et barn på to år og 10 måneder begynder i børnehave, har det absolut bedst af at møde den nye dagligdag stille og roligt og med en voksen i nærheden. Barnet bør lære de andre børn at kende i mindre grupper, og den voksne skal følge med i, hvordan samspillet er mellem børnene. Dagens rutiner vil være nye for barnet, og de bør indøves stille og roligt.

Måske har barnet for kort tid siden smidt bleen, og selv om det oplever en masse nye ting, skulle det stadig gerne huske, at gå på toilettet, når det skal. Desværre er en børnehavestart oftest forbundet med så megen uro, at barnet har svært ved at mærke sig selv ordentligt og derfor begynder at tisse i bukserne.

Ofte løber det forvirret rundt efter en voksen og leger kun sporadisk. Når det hentes af forældrene, er det opkørt eller træt som et alderdomshjem, fordi det har været seriøst på overarbejde.

Mange børn har en uheldig adfærd og sårer andre. Måske slår de, når de ikke føler sig godt tilpas, eller siger ting, som gør ondt. Det er den voksnes opgave at hjælpe barnet til at ændre adfærd, så ingen lider.

Skal det lykkes, skal barnet i en længere periode skænkes opmærksomhed og hjælpes til at handle anderledes. Med én til to voksne til 22 børn, kan det naturligvis ikke lade sig gøre. Alt for mange gange bliver der givet og modtaget fysiske og verbale slag, og alt for ofte er der ingen voksne i nærheden. Børnene lades i stikken, og det er sørgeligt at være vidende om. Socialisering kræver opmærksomhed og kontinuitet. Absolutte mangelvarer i dagens børnehaver.

Ofte kræver det samtaler med forældrene, når et barn mistrives. Mange af dem kan tages mellem stue og garderobe, men nogle kræver ro og længere tid. To medarbejdere kan gå til en sådan snak, hvis altså der er tre voksne på stuen. Men det betyder, at en enkelt medarbejder igen er alene med en stor gruppe børn. For at undgå det, udelades ofte dybere snakke med forældrene, hvilket bestemt ikke er til børnenes fordel.

Det kunne være så godt, hvis børnehaven var et sted, hvor problemer blev opfanget og behandlet, men det er den ikke i tilstrækkelig grad.

Sparsom voksenkontakt

Voksenkontakt er naturligvis meget vigtig og givende for et børnehavebarn. Det er ikke svært at regne ud, hvor lidt direkte kontakt 22 børn får, når de er sammen med én eller to voksne.

Det er en ulempe at være et velfungerende barn, for de voksne har travlt med at slukke brande ved de mindre velfungerende. Rigtig mange børn får ikke en ordentlig kontakt til en voksen i løbet af dagen. De får ikke en god snak eller en ordentlig krammer, og det må da betegnes som en falliterklæring. Det er da for langt ude, at der ikke engang er tid til at lytte ordentligt efter, når et barn har noget at fortælle. Men det er altså sådan, det er. Ikke mindst de stille børn er ilde stedt, for de overses ofte blandt deres mere højrøstede kammerater.

Under de kummerlige arbejdsvilkår, som mine kolleger og jeg bydes, lærer vi kun børnene overfladisk at kende – lidt af et paradoks, når det i højere og højere grad forlanges, at børnene skal måles og vejes. Hvad værre er: Børnene lærer også kun sig selv overfladisk at kende. For hvordan skulle de kunne andet, når de så sjældent får lov at udforske sig selv og verden?

Kreative tiltag og dyberegående pædagogisk arbejde er noget nær en by i Rusland, og børnenes potentiale kommer kun sporadisk til udtryk. Børnene beder rigtig tit om at få lov til at male, danse, lave yoga, bygge, hvile, snakke, eller få læst historie, og alt for ofte må vi sige til dem, at det desværre ikke lader sig gøre. Børnene behandles som flokdyr, og jeg har svært ved at se, hvordan de skal lære at mærke egne behov, når de så sjældent får lov at forfølge dem.

Det bør nævnes, at kun to tredjedele af personalet i de kommunale børnehaver har enpædagogisk uddannelse. Skal vi i nærheden af noget, som ligner forsvarligt pædagogisk arbejde, bør der være tre fuldtidsansatte med pædagogisk baggrund pr. stue. Derudover to medhjælpere på 20 timer og vikardækning ved alt fravær. Så ville vi kunne tage os anstændigt af børnene. Det kan vi ikke i dag.

Lene Simonsen er pædagog

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ulla enevoldsen
  • Ole Hansen
  • peter fonnesbech
  • Mark Strøm
  • Jørn Andersen
  • randi christiansen
  • Carsten Mortensen
  • Vibeke Svenningsen
  • Peter Jensen
  • Steffen Gliese
  • lars abildgaard
  • Anders Reinholdt
  • Torsten Jacobsen
  • Erik Nissen
  • Bill Atkins
ulla enevoldsen, Ole Hansen, peter fonnesbech, Mark Strøm, Jørn Andersen, randi christiansen, Carsten Mortensen, Vibeke Svenningsen, Peter Jensen, Steffen Gliese, lars abildgaard, Anders Reinholdt, Torsten Jacobsen, Erik Nissen og Bill Atkins anbefalede denne artikel

Kommentarer

Anders Reinholdt

Min hustru arbejder i en vuggestue. Her er forholdene identiske.

Men lur mig om ikke regeringen tørrer den af på kommunerne, der igen tørrer den af på de enkelte institutioner. Altsammen under henvisning til at det er et spørgsmål om prioritering. De burde alle skamme sig.

Som forældre er det bedste vi kan gøre at arbejde så lidt som muligt og være tilsvarende mere sammen med vores børn. Så vinder alle.

Ole Hansen, Sanne Sandberg, Christel Gruner-Olesen, Sabine Behrmann, Jacob Mathiasen, randi christiansen, Carsten Mortensen, Janus Agerbo, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Man skulle jo tro det var løgn. At man i 2015 naturligvis ikke kunne drømme om at indrette en tilværelsen for børn i så mangelfulde rammer.

Hvordan er vi endt i en situation, hvor forældre ikke ser nogen anden mulighed end dagligt og i mange timer at anbringe deres børn i omgivelser, hvor risikoen for svigt er så stor? Hvad er det for løgne og halve sandheder vi forældre må fortælle os selv og hinanden, for at kunne holde tanken om det ud?

At små børn har godt af at tilbringe mange timer væk fra forældrene hver dag, fordi det vil gøre dem til socialt kompetente og stærke, uafhængige individer?

At små børn bedst lærer sig selv at kende, bedst lærer at være tillidsfulde, sårbare, empatiske, af andre små børn?

At børn nok skal klare sig, og at et barneliv i for mangelfulde rammer ikke kan spores i det voksne individ, og selv hvis det kan, så kun som en robusthed, en styrke, en evne til at magte livets udfordringer?

Hvad er det dog for løgne, vi fortæller os selv? Og hvorfor? Hvorfor gør vi det her? Og hvad gør det ved vores børn?

Ole Hansen, Christel Gruner-Olesen, Ture Nilsson, Connie Brask, Britt Kristensen, peter fonnesbech, Jacob Mathiasen, Jørn Andersen, randi christiansen, Mads Bech Madsen, Carsten Mortensen, lars abildgaard, Martin Madsen, Birgitte D Pedersen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Elmer Pedersen

Denne proces med afvikling af muligheder for pædagogisk indhold og nærvær omkring børnene, har jo været i gang i adskillige år. Og det sker så samtidig med at kommunerne har iværksat sammenlægninger og fusioner mhp. meget store og uoverskuelige enheder. Alt sammen for at spare på drift og lønomkostninger. Og endnu værre ser det jo ud på SFO området, hvor der nu mange steder nærmest er tale om ren voksenovervågning

Christel Gruner-Olesen, randi christiansen, ellen nielsen, Steffen Gliese og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

"Kreative tiltag og dyberegående pædagogisk arbejde er noget nær en by i Rusland, og børnenes potentiale kommer kun sporadisk til udtryk. Børnene beder rigtig tit om at få lov til at male, danse, lave yoga, bygge, hvile, snakke, eller få læst historie, og alt for ofte må vi sige til dem, at det desværre ikke lader sig gøre. Børnene behandles som flokdyr, og jeg har svært ved at se, hvordan de skal lære at mærke egne behov, når de så sjældent får lov at forfølge dem." citat fra artiklen.

Ja, bare det dog var en by i Rusland - eller måske snarere i sovjet! her havde man nemlig (sådan som jeg forstår det) gode børnehaver med tid til børnene og tid til at gøre alle de her ting med børnene. Og tid til at lave alt det gode pædagogiske dybdegående arbejde....også af kreativ art...
Det er nok ikke noget tilfælde at Vygotskij og Luria er russere...

Steffen Gliese

Tag pengene fra virksomhederne - og vil de ikke betale, så tag virksomhederne. Økonomisk aktivitet i samfundet har ikke andet formål end at finansiere borgernes liv, ikke at sikre enorme formuer til en dum og degenereret overklasse.

Ole Hansen, Søren Kristensen, randi christiansen, Mads Bech Madsen, Carsten Mortensen og Janus Agerbo anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Alle burde gå hjemme og passe deres børn, så kunne man spare alle pengene til daginstitutionerne og pædagogerne ville blive overflødige. Ingen forældre behøvede længere at gå på arbejde, for nu kunne de leve af de sparede penge fra de nedlagte børnehaver og alle var glade og lykkelige.

Har et par forslag:
Forældre arbejd lidt mindre: F.eks. kan mor gå på 1/2 tid?
Nej, går ikke: Ligestilling, færre ferierejser, HK kan ikke lide deltid.

Højere skat: Øhh, HVAD?

Hug pengene fra andre områder: skole, fritid, ældre, genoptræning, cykelstier, kloakering, huller i vejene.
Vi stemmer selv: Jeg vil ikke have hugget noget fra mit område: ældre og genoptræning.

Gå ind i politik: nej, vi er "stressede" og har ikke overskud -desuden er det rarest at skyde skylden på andre.

Martin Nygaard

Far og mor arbejder 100 timer om ugen så de kan få en ny bil uden tag og parkere den i det rigtige postnummer. Børnene skal nok klare den hvis bare de kan se noget ramasjang til den hvide pasta når de kommer hjem fra institutions-fængslet.

Mor og far har altså et ansvar her!! Åben øjnene Forældre-skvat.

Steffen Gliese, Jacob Mathiasen og Birgitte D Pedersen anbefalede denne kommentar
Carsten Mortensen

Ja, og de voksne behandles også som de børn de er:
Hvad vil du helst have?
En cykelsti mindre eller en pædagog mindre?
En dagplejeplads eller en dårligere institutionsplads?
En flygtning mindre eller en skattelettelse?
Mennesker med lille evne til udsyn skal ikke stilles overfor større fordringer end de kan overskue...
Sådan har vi også indrettet samfundet, - og alt for mange 'bider på'.
Og den offentlige debat -bredt betragtet- begrænser sig også til den slags spørgsmål.
Jeg venter på at nogen rejser sig, får nok og smider de virkelige snyltere ud - og det er ikke kontanthjælpsmodtagerne eller flygtningene.

Ib Christensen, Jacob Mathiasen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
ellen nielsen

Det her handler om normeringen i institutioner.....

Martin Madsen.
Lige præcis!
10 milliarden kan række langt
til anstændige normeringer
i landets børneinstitutionerne og skoler i DK
efter systematiske nedskæringer gennem de seneste tyve år.

ellen nielsen

... Økonomisk aktivitet i samfundet har ikke andet formål end at finansiere borgernes liv...

Peter Hansen..
og her er børnene - alle børn i DK - morgendagens borgere - dem, som i dag prioriteres næstnederst lige over udslidte, gamle borgere...
når budgetterne lægges...

Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen, Jacob Mathiasen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Uintelligent yngelpleje - underminering af fremtiden. Dumt, dumt, dumt .... og så uempatisk overfor de små mennesker, at det grænser til sadisme og tortur.

Ole Hansen, Ib Christensen, Jacob Mathiasen og Jørn Andersen anbefalede denne kommentar
randi christiansen

Men jo ikke ligefrem nogen nyhed - har altid undret mig, at pædagoger og lærere finder sig i den maltraktering af deres job. Som en pædagog fra min søns børnehave svarede mig engang i femserne : jeg er jo tjenestemandsansat og kan derfor ikke strejke.

Ja pædagogerne er faldet til patten, da samfundet og forældre ikke accepterer eller forstår de strejker, som pædagoger i halv fjerserne og firserne turde på trods af fordømmelser.
Lige nu er den hel gal, hvor samfundet kræver målsætning og lærerplaner storledelse og E..og hans
pumpestok. Gad vide hvornår nok er nok. Og glem alt om at forældre generelt vil gå hjemme igen.

Mikkel Madsen

@Kjeld Smed: Nej, det er da ALT for konkrete forslag og prioriteringer.
Rigtigt ondt og DJØF-agtigt.

Det, du skal gøre hvis du vil like-hunte på Information, er at skrive en emo-post uden et eneste klart svar, meget ligesom Torsten Jacobsens post øverst...:-)

jens peter hansen

Bureau 2000 har skønnet, at 51 pct. af personalets tid bruges til børnene.
Ved opgørelsen af personale har Bureau 2000 medregnet ledere, pædagoger, pædagogiske assistenter og pædagogmedhjælpere. Derimod er fx elever, praktikanter og personer i aktivering ikke talt med.
Ja så.

Torben Knudsen

Det virker som om, at vi kun kan diskutere, hvordan vi skal videreudvikle den guiljotine, der i 50erne og 60erne aflivede børnenes adgang og ret til en tilværelse uden voksenindblanding.
Det største indgreb nogensinde i nyere tid med placering af børn fra 6mdr til 14år ? i lukkede institutioner under fuld kontrol.
Indgrebet med afskaffelse af f.eks., skolebørns egen frihed, samvær med andre børn efter kl. 13.00 uden voksenindblanding fra skolens slut til spisetid og om sommeren efter spisetid, fratog dem, med et voldsomt indgreb og vupti placering i den lukkede, udvikling og erfaring på egen og andre børns 'betingelser'.
Sociale og mentale burhøns,men pænt indpakket resten af livet.
Men da sigtet for de fleste, ubevidst, er at blive erhvervsaber for de 5%, så lader vi det øvrige liv ligge.
Den seneste udvidelse af den tid børn tilbringer i skolen er yderligere et unødvendigt overgreb.
Finpudsning af guiljotinen og lukke øjnene for konsekvenserne.
Luk de lukkede institutioner og se hvordan børn kan omgås i kvarteret og udvikle hinanden.
Jamen så kan far og mor jo ikke arbejde 8-10 timer hver plus transport, nej vel?
Jamen de ansatte da, spred dem ud i kvarteret i frivillige klubber, hvor børnene kan vælge at komme og gå!!!!!!!!!!!!!!!
Det at få børn og få dem udviklet og udlært kræver, at børnene får meget tid til at omgås hinanden uden voksen- og forælderindblanding, med mindre de skal syes eller er syge.
Det er næsen som at tænke på diskussion af slaveriet eller hoveriet, indtil man fandt på at afskaffe det.
Ved siden af frihedstøtten på Vesterbro er der plads til og behov for at opstille en frihedstøtte for børns frihed, forældre og voksen frihed. Ja i alle byer.

Jacob Mathiasen

Det er lidt let at skyde hele skylden på børnehaverne og optimeringen.

Problemet er jo at forældrene har bragt sig i en økonomisk situation, hvor de ikke har anden mulighed end at arbejde røven i laser og behandle barnet, som en byrde de skal skaffe sig af med.

Stress, Slik og børnetv bliver opdragelsen...

Forældre er helt generelt elendige til at forberede deres tid, som forældre - FØR de bliver forældre - og det ved socio-ingeniørerne jo godt - så man må jo erkende at det skal være en pseudo slavetilværelse at have barn med den tilhørende stress og afmagt.

Alternativet er desværre at vente så lang tid med at få børn at man er ved at blive en gammel nisse.

Jeg har ventet indtil jeg var 42 år med at få barn - netop fordi jeg vil kunne tilbyde mit barn at blive passet af os forældre - og kun tilbringe den tid, som kan være kvalitetstid sammen med andre børn - hvor det så end er...

Desværre er vores system bygget FULDSTÆNDIGT håbløst op - der er ingen muligheder for at vælge at have børnene et fleksibelt og varierende antal timer i børnehaven - man betaler altid for ALT for meget og i øvrigt så meget at det ikke kan klares uden at staten giver os nogle af vores egne penge tilbage - og så er det i øvrigt svært at få lov til selv at passe et antal børn og få pengene ud af staten, som de ellers ville give i støtte til den offentlige "torturinstitution".

Det offentlige er grådigt og mistror forældrene indirekte for gud ved hvad - det ligger i kortene når de gør det så svært at passe egne børn - og evt. 2-3 andres børn.

Her i familien arbejde far 2 dage om ugen og mor 5 dage - og vores lille dreng kommer næppe i institution - selvom det kunne være rart indimellem - systemet er simpelthen for asocialt og manipulerende. Man føler sig nogen gange som et insekt i et social-engineering eksperiment.

Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen og Birgitte D Pedersen anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Fristelsen har naturligvis været for stor i samfundets maskinrum hos de ledende centralistisk indstillede politikere og embedsmænds. For når det tilsyneladende fungere " så fint " i landbruget, jamen så lad os dog implementere svinestalds-logistikken og høste mængderabatten med store børnehaver, skoler og supersygehuse. (Mennesker og svin ligner jo i forvejen hinanden en del.)

I de økonomiske modeller man opstiller set de jo ud til at virke fint.

Men et er modellerne, noget helt andet er virkeligheden og den menneskelig trivsel.

Her fungere det bare slet ikke.

randi christiansen

Derfor jeg aldrig har kunnet holde ud at arbejde i såkaldte omsorgsfag - der er aldrig tid til omsorg. Det samme gælder rengøring - ikke tid til at gøre arbejdet ordentligt.

Og alligevel skal man arbejde røven ud

peter fonnesbech

Det er et meget besyndelig paradoks i at man på arbejdsmarkedet skal knokle røven ud at bukserne, men så når du har fri kan du købe alverdens teknologi + diverse apps til at gøre livet lidt nemmere.

Robotstøvsugere så du ikke selv behøver at støvsuge, remote kontrol så du ikke behøver at rejse, når du først sidder i sofaen.Microovne så du selv ikke behøver at lave mad. Online supermarkeder , så du ikke selv behøver at købe ind, osv.

Men glem for Guds skyld ikke at træne mindst 10 timer om ugen i dit fitnesscenter, men så har du osse fri, helt fri.

peter fonnesbech

Vi må ikke være dovne, men dagligt bliver der opfundet ny teknologi for at fremme mageligheden.
( dovenskaben)

peter fonnesbech

På den anden side skal pengene vi tjener, jo bruges hurtigt igen for at fremme vækseten, så vi ikke mister vores arbejde.

randi christiansen

Men sådan er det jo i et konkurrencesamfund, hvor det går ud på, at den 1% og co presser sidste livsdråbe ud af resten