Kronik

Discount- eller kvalitetsarbejdsmarked?

Hvad har Venstres kontanthjælpskampagne og Ryanairs indtog i Danmark til fælles? Det er arbejdsmarkedstiltag, der melder Danmark ind i et europæisk ræs mod bunden. Vi har hidtil fravalgt discountvejen, og kan fortsat gøre det
Repræsentanter fra fagbevægelsen står foran Ryanairs indtjekningsskranke i Kastrup Lufthavn og demonstrerer imod lavprisselskabet, som nægter at tegne en overenskomst på danske vilkår for sine ansatte.

Sigrid Nygaard

26. marts 2015

Billy er ansigtet på fremtidens arbejdsmarked. Han er 29 år og har fast arbejde som jord- og betonarbejder på den britiske jernbane. Men han aner ikke, hvor mange timer han skal arbejde, eller hvor det skal foregå. Han er ansat på en såkaldt nultimerskontrakt, kan blive fyret fra den ene dag til den anden, og har hverken ret til løn under sygdom eller feriepenge. Der er kommet flere Billy’er i Europa de seneste år. Inden længe vil de være reglen snarere end undtagelsen. Og hvis vi ikke vælger klart fra, vil de også blive hverdag i Danmark.

Europas arbejdsmarked var allerede under hastig forandring inden krisen, og det er kun taget til siden. Den stigende arbejdsløshed er gået hånd i hånd med mere usikre ansættelser, øget brug af deltid og flere arbejdende fattige.

I Storbritannien er der mere end 1,4 millioner personer, der som Billy er ansat uden garanti for, at der er fuldtidsarbejde, eller noget der minder om det, til dem. Og i Tyskland er 12 procent i dag midlertidigt kontraktansatte. Konsekvensen er, at det at have et arbejde ikke længere er en garanti mod fattigdom. I Storbritannien er knap 10 procent af dem, der har et job såkaldt arbejdende fattige. I Tyskland er der kommet dobbelt så mange arbejdende fattige i løbet af de seneste 10 år. De udgør nu 8,6 procent af de beskæftigede.

Usikkerheden breder sig

Lidt forenklet kan man sige, at Europa over det seneste kvarte århundrede har byttet gode industrijob ud med dårlige servicejob. I Italien og Tyskland er over halvdelen af de nye job eksempelvis opstået i lavtlønsbrancher – samtidig med at ansættelses- og indkomstsikkerheden er blevet svækket for de fleste. Usikkerheden er grunden til at det nye arbejdsmarked i dag kaldes prekært. I Danmark kan vi også se et betydeligt pres på arbejdsmarkedet. Social dumping er blevet hverdag, flere unge ansættes uden faste kontrakter, og i sektorer som landbrug og restauration er henholdsvis 29 og 25 procent af de ansatte allerede i dag arbejdende fattige. Uligheden er steget – også i Danmark. Men overordnet set er vi gået fri af den europæiske udvikling. Vi har haft en mere positiv udvikling i lønningerne, vi har formået at løfte vores arbejdskrafts kompetencer, vi har udviklet nye gode job til erstatning for de tabte, og vi har generelt sagt fra over for lavtlønsstrategien. Det skyldes politiske valg og arbejdsmarkedsparter som har fundet fælles fodslag om opkvalificering. Derfor har en større del af danskerne fået del i de seneste årtiers velstandsfremgang, end det har været tilfældet for befolkningerne i de fleste øvrige lande i Europa. Det er bemærkelsesværdigt og værd at være stolt over.

Lønpres fra Venstre

Men den danske vej er under pres. På den ene side har vi firmaer som Ryanair, der nægter at indgå overenskomster. Derfor kan deres kabinepersonale ikke forvente at tjene mere end 15.000 kroner om måneden – før skat naturligvis. For de penge skal de leje deres arbejdstøj, betale en bøde hvis de siger op og spare op, så de kan klare et træk i lønnen de dage, de må melde sig syge.

Presset kommer også indefra. Fra Niels Smedegaard Andersen i A.P. Møller-Mærsk, over højrefløjens meningsdannere til Venstres chefideolog, Claus Hjort Frederiksen, der ofte fortæller, at de lavtlønnede skal være klar til at arbejde for mindre, mens de fleste andre må forvente en længere periode med flad lønudvikling

Det er da også det mål, Venstre har med sin nuværende kontanthjælpskampagne. For i Danmark, hvor vi ikke har en lovbestemt mindsteløn, er der kun én måde for politikerne at reducere lønningerne. Det er ved at sænke de offentlige ydelser, man kan få i perioder uden for arbejdsmarkedet. Kontanthjælp og dagpenge fungerer nemlig som den bund, lønningerne kun sjældent vil blive presset ned under.

Så hvis Venstre vil have lønningerne ned, må de politisk gå efter at mindske overførselsindkomsterne. Venstres forslag om et kontanthjælpsloft vil derfor ikke kun ramme de svageste børnefamilier med arbejdsløse forældre. Det vil være startskuddet til en lavtlønsspiral, der vil gå ud over de mange danskere, der arbejder til de laveste lønninger.

Risikoen er, at vi også i Danmark får et betydeligt antal arbejdende fattige. Det siger de selvfølgelig sjældent højt i Venstre eller andre dele af lavtlønsstrategiens heppekor. Her taler de om muligheder for mennesker, der skal have hjælp til at komme ind på arbejdsmarkedet. Man har en humanistisk vinkel på presset på løn og arbejdsforhold: De lønninger, som gør, at folk rent faktisk kan leve af deres arbejde, er nemlig med til at holde de mindst produktive uden for arbejdsmarkedet, må vi forstå.

Ingen udsigt til bedre løn

Fortalerne for lavtlønsstrategien argumenterer således ud fra, at arbejdsmarkedet er som en trappestige, hvor ufaglærte kan begynde med 60 kroner i timen for så med tiden at kravle op til en løn, der er højere.

Det kommer bare ikke til at ske. Som en ny Cevea-analyse viser, har de lavest lønnede i de lande, der har kastet sig hovedkulds ud i lavtlønsstrategien, ikke fået en trappestige mod bedre løn og job. Det, de i stedet har fået, er indgangen til en udsigtsløs trædemølle. I Tyskland er deltidsjob for eksempel ikke et springbræt til et fuldtidsjob, men snarere en vej til vedvarende fattigdom. Og her fører arbejdserfaring fra de lavtlønnede job ikke til nye job med ordentlige lønninger. I 2010 havde 73 procent af de arbejdende fattige tyskere mere end et års erhvervserfaring, mens det blot var 55 procent i 1984. Særligt for gruppen med over 5 års arbejdserfaring har stigningen været markant, da mere end hver anden arbejdende fattige (55 procent) havde 5 års erfaring i 2010 mod kun godt hver tredje (37 procent) i 1984.

I Tyskland er det altså tydeligt, at det er blevet sværere at undslippe fattigdom gennem arbejds- og erhvervserfaring. Hverken Ryanairs lavtlønsjob i luftfarten eller de job, kontanthjælpsmodtagere skal presses til at tage, vil give en adgangsbillet til den danske middelklasse. I stedet vil de fastholde folk i lavtlønsstillinger og skabe en ny stor underklasse.

Det er den discountvej, vi i Danmark hidtil har fravalgt. Og det til trods for diverse globale kriser og en tiltagende global konkurrence. Vi har hidtil valgt kvalitetsvejen, og det kan vi også fremadrettet. Jeg skal ikke påstå, at det er nemt. Det vil kræve en koncentreret indsats, der både handler om udviklingen af vores virksomheder og arbejdspladser, om løbende opkvalificering af danske medarbejdere og om at sikre ordentlig lovgivning – blandt andet mod social dumping.

Det vil også kræve, at vi står sammen og siger fra over for de få, der vil underminere den danske model. For kommer der først for store sprækker i det danske arbejdsmarked, så havner vi i en nedadgående spiral. Men vi har et valg. Og det står mere og mere klart. På den ene side har vi et Danmark, der knækker midt over, med en klar under- og overklasse. På den anden side har vi et Danmark med fokus på lighed, ordentlige lønninger og muligheder for de fleste.

Skal vi ikke vælge kvalitetsvejen?

Kristian Weise er direktør for Tænketanken Cevea

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Carsten Søndergaard
  • Lars Hansen
  • Peter Günther
  • Jakob Silberbrandt
  • Bjarne Andersen
  • peter fonnesbech
  • Katrine Visby
  • Torben Arendal
  • Elisabeth Andersen
  • Nanna Wulff M.
  • Benno Hansen
  • Simon-Matti Hørlyck Campbell
  • Kirsten Svejgaard
  • Leif Koldkjær
  • Anne Schøtt
  • Ole Meyer
  • Rasmus Knus
  • Ivan Breinholt Leth
  • Dorte Sørensen
  • Niels Duus Nielsen
  • lars abildgaard
  • Niels Engelsted
  • Lise Lotte Rahbek
  • Ivonne Cordes
  • Ivan Gullev
Carsten Søndergaard, Lars Hansen, Peter Günther, Jakob Silberbrandt, Bjarne Andersen, peter fonnesbech, Katrine Visby, Torben Arendal, Elisabeth Andersen, Nanna Wulff M., Benno Hansen, Simon-Matti Hørlyck Campbell, Kirsten Svejgaard, Leif Koldkjær, Anne Schøtt, Ole Meyer, Rasmus Knus, Ivan Breinholt Leth, Dorte Sørensen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Niels Engelsted, Lise Lotte Rahbek, Ivonne Cordes og Ivan Gullev anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Van der Schleckel

Kære Hr. Weise.
Du benytter udtrykket arbejdende fattig flere gange igennem din artikel, men du glemmer at give definitionen på hvad en "arbejdende fattig" er....
Det giver ikke mening at begynde og diskutere/debatere, hvis præmissen er åbent og alle parter er enige om definitionerne.
Derfor, fortæl venligst hvad der definerer en arbejdende fattig.
Tak :o)

Carsten Ulendorf

Helt enig. Kampen for at genskabelse af væksten går via øget konkurrencedygtighed, der igen går via besparelser. Så når Ryanair får lov til at flyve fra Danmark, skabes der et pres på alle virksomheder i DK, der konkurrerer med Ryanair ... vi ser det hos SAS. Og så er skruen mod bunden startet.

Det er de svageste, der får lov til at betale kampen for øget vækst. Og når de svageste ikke kan betale mere, flytter politikerne blot fokus til den næste gruppe ... det er alle dem, der lige nu ser passivt til og flyver med Ryanair, fordi "ellers har vi ikke råd til ferie". Der bliver vist ikke meget passivitet over dem, når de opdager, at de er de næste til at betale.

Og alt imens håber vækstpolitikerne på et lille mirakel. På at kuren begynder at virke, før de skal til at skære i en store masses velfærd. Det mirakel kommer bare ikke, fordi betingelserne i dag er anderledes end før krisen ... ja, krisen kom jo, fordi betingelserne for vækst ikke længere kunne bære.

Samtidig har vi så politikere som Joakim B. Olsen, der udtaler: "Ryanairs lønninger vedkommer ikke mig som politiker. Folk har jo selv sagt ja til at arbejde for dem". Meget omsorgsfuld mand.

Hanne Ribens, Hans Kvisgaard, peter fonnesbech, Lene Christensen, Preben Haagensen, Steffen Gliese, Kirsten Svejgaard, Rasmus Knus, Rasmus Kongshøj, Niels Duus Nielsen, Poul Sørensen, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek og Rune Petersen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

"Der er en afskedstime, selv når der ikke er noget bestemt sted at tage hen."
Tennessee Williams
- Politikerne ved jo ikke, hvor dette ræs imod bunden ender. Selv hvis ræset imod bunden vil resultere i kinesiske lønninger for danskere, så er der ingen garanti for, at Europa kan holde sin økonomisk position i verden.... jeg vil tro snare tværtimod. - Vi må håbe, at grøn energi giver plads til vækst både i forhold til økonomi og klimatisk bæredygtighed ellers ser det sort ud...

Steffen Gliese

Hvis der bliver mangel på arbejdskraft, som politikerne forudskikker, vil høj løn og sikre forhold tiltrække den bedste og mest kvalificerede arbejdskraft til Skandinavien.

Gert Selmer Jensen, Preben Haagensen og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

En moderne samfundsorden giver plads til en relativt høj løn - men ikke til profit.

Ivan Breinholt Leth

Carsten Ulendorf
26. marts, 2015 - 08:45
"Og alt imens håber vækstpolitikerne på et lille mirakel. På at kuren begynder at virke, før de skal til at skære i en store masses velfærd."
'Vækstpolitikerne' fører ikke deres neo-liberale politik, for at undgå en situation, hvor de skal skære i velfærden. Det forholder sig lige omvendt, som artiklen også gør opmærksom på: "For i Danmark, hvor vi ikke har en lovbestemt mindsteløn, er der kun én måde for politikerne at reducere lønningerne. Det er ved at sænke de offentlige ydelser, man kan få i perioder uden for arbejdsmarkedet. Kontanthjælp og dagpenge fungerer nemlig som den bund, lønningerne kun sjældent vil blive presset ned under."
Forudsætningen for at antallet af lavtlønnede (arbejdende fattige) kan stige på arbejdsmarkedet, er altså, at overførselsindkomsterne sænkes. Følgelig er 'vækstpolitikerne' nødt til at tage udgangspunkt i et angreb på kontanthjælp og dagpenge. Alle lønmodtagere har derfor en interesse i at afvise disse angreb. Men det forudsætter, at man er opmærksom på denne skjulte dagsorden. Og hvor er fagbevægelsen henne i dette rådne spil? Fagbevægelsen har altid fokuseret på deres arbejdende medlemmer, og ladet de arbejdsløse sejle deres egen sø. Det er på tide, at de vågner op, og gør deres medlemmer (og befolkningen som sådan) opmærksomme på disse sammenhænge.
Fagbevægelsen burde måske også stille spørgsmålet, om den såkaldte danske model er forældet, og burde afløses af en lovbefæstet mindsteløn (helst i hele EU). Når arbejdsgiversiden bliver konfronteret med en lovbefæstet mindsteløn, henviser de blot til den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter forhandler sig frem til lønnen uden indblanding fra staten. Er denne model nu blevet et led i angrebet på lønningerne?
En anden sammenhæng, som CEVEA måske ikke er opmærksom på, er at nedskæringer i den offenlige sektor, er en forudsætning for, at vi kan have et arbejdsmarked med et stort antal 'working poors'. Antallet af personer, som kommer i arbejde ved lavere lønninger - hvis altså denne neo-liberale påstand overhovedet holder vand - vil ikke øge statens skattegrundlag, hvis lønningerne er på 'working poor'-niveau. Der er ikke meget skat at hente hos så lave lønninger. (I Tyskland er nogle af de fattigste arbejdende nødt til at modtage offentlige ydelser for at overleve.) Derfor er man nødt til først at slanke den offentlige sektor, for at man kan have en relativ stor del af arbejdsstyrken på lave lønninger. Ellers kan man risikere en situation, hvor den offentlige gæld eksploderer.
Venstre og andre neo-liberale kredse er i fuld gang med at forvandle velfæds-Danmark til et neo-liberalt paradis.

Hans Kvisgaard, Bjarne Andersen, peter fonnesbech, Elisabeth Andersen, Anne Schøtt, Lene Christensen, lars abildgaard, Preben Haagensen, Nille Torsen, Kirsten Svejgaard, David Adam, Lise Lotte Rahbek og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Åh det ville være så nemt hvis vi bare kunne give meget højere lønninger end resten af verden. Det ville jeg også ønske.

Men realistisk set er vi nødt til at harmonisere løn og skat i Europa. Det skal man være i katagori med klimabenægtere for ikke at kunne se. Lille dejlige Danmark kan ikke betale en masse mere end andre, og betale langt højere skat og overleve på den lange bane.

Herman Hansen

Jamen, så kan det jo for fremtiden langt bedre betale sig at være kriminel frem for at vente i elendighed fra nåden fra for oven til at tjene sit underhold. Fremtiden i den bane tegner sig rigtig sjov. Snart ligner Europa Afrika.

Herman Hansen

Jeg nægter at holde mig tilbage i dette uligheds cirkus. Hvorfor fanden skulle jeg dog det? Af loyalitet? Ha ha ha

Herman Hansen

Om jeg skal side i et lavtløns "fængsel" arbejde eller et rigtig fængsel er mig næsten ligegyldigt. En fange er jeg i begge situationer. Bortset fra det rigtige fængsel byder på husly og mad på bordet hver dag.

- Anders Hede

Hvorfor kan lille Danmark ikke det? Højere lønninger er vel lig med et større forbrug, bedre vækst, større bundlinie hos firmaerne, flere arbejdspladser osv? For ikke at glemme flere skattekroner til staten, bedre velfærd, og på længere sigt færre udgifter pga mindre sygdom, mindre social armod, mindre kriminalitet, mindre ledighed og den slags.

Hans Kvisgaard, Bjarne Andersen, Lise Lotte Rahbek, Lene Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Christian Meyer Nielsen

Anders Hede, du har for så vidt ret i at vi i Danmark ikke kan isolere os fuldstændig fra omverdenen, men omvendt betyder det vel ikke at vi skal lade os diktere af Tyskland og Storbritannien. Noget andet er, at vi vel er i en art konkurrence med andre europæiske lande, hvilket betyder at hvis vi forringer vores løn og arbejdsvilkår, ja så gør de nok det samme i vores nabolande.

Problemet med den udvikling vi ser nu, er vel dybest set at vi har opbygget et system hvor den vigtigste rettighed er individets ret til ubegrænset forbrug. Og man kan dog sige sig selv, at i et lukket system med begrænsede ressourcer, vil enkelt personers uforholdsmæssigt store forbrug af omtalte ressourcer, betyde tilsvarende færre til alle andre i systemet.

Lige nu er vi så vidne til en blanding af; dels en forsat ophobning af goderne på færre hænder, dels en fortsat vækst i antallet af hænder, og sidst men ikke mindst udpining af jordens ressourcer, der ikke kommer tilbage.

Ivan Breinholt Leth

Anders Hede
26. marts, 2015 - 20:02
Det er muligt, at danskere skal have lavere lønninger, men det skal ske ved omfordeling - ikke ved at skabe en hær af working poors og en elite af stinkende rige personer så magtfulde at de kan sætte det, som er tilbage af vores demokrati, ud af spil. Vækstmodellen er død - vi mangler blot at erkende det. Systemet i sig selv har ikke været i stand til at skabe vækst i produktion (kun vækst i form af bobler) siden 70erne og nogle korte perioder i 90erne. Dertil kommer de naturlige grænser for vækst og klimaproblemet. Hvis ikke vi mere kan vækste os ud af problemerne er omfordeling af den enorme rigdom, som vi allerede har skabt, den eneste vej til at undgå klimakaos, ressourcemangel og socialt kaos i form af stigende ulighed, miljøflygtninge og miljø- og ressourcekrige. Anbefalet læsning: Naomi Klein, This Changes Everything. Jørgen Randers, 2052, A Global Forecast for the Next Forty Years

ellen nielsen

Så længe kunder/forbrugere
går efter den billigste flyrejse på markedet,
at få sin stue malet 'sort', m.meget.m.,
støttes discount-udgaver af varer, service og lønninger
Forbrugere og kunder er selv kraftigt medvirkende til denne udvikling.

Hvis man er væksttilhænger - altså økonomisk vækst i BNP - og tilbeder materialismen, så er overskriften relevant : " Det er arbejdsmarkedstiltag, der melder Danmark ind i et europæisk ræs mod bunden. Vi har hidtil fravalgt discountvejen, og kan fortsat gøre det"
Men med en anden livsindstilling er det et "ræs" mod en bedre tilværelse.
Det kan vi ikke forvente, at vækstforblændede politikere kan se.
Derfor er følgende styring via love helt usandsynlige :
- Lavere arbejdstid uanset, hvad den danske models udøvere siger.
- Forbud mod overarbejde i længere perioder.
- Borger rettighed (og pligt) til at slukke for kommunikationsmidlerne ud over en vis tid.
- Pligt for off. arbejdsgivere til at ansætte ineffektive borger på fuld løn.
- Pligt for private arbejdsgivere over en vis størrelse til at ansætte en vis lille del samme borgere.
- Forbud mod skattebetalt støtte til løn.
- Tryghedssikring uden betingelser til afløsning for det nuværende repressive system.
- Ophøje den aftalte mindsteløn til lov.
- Herved at sikre at "det kan betale sig at arbejde".

Men man har lov til at drømme.

Peter Günther, Steffen Gliese, Hans Kvisgaard og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Harmonisering mod bunden.! Den laveste fællesnævner. I alle forhold. Det er målsætningen.!
Skøre ideer om at ville gøre det bedre/gøre en forskel. Har fortonet sig i mørket. Vi ledes af
åndsformørkede politikere, der blot følger lemmingerne ud over kanten. De ganske tørlagt
for nye ideer og visioner, for et fremtidigt velfærdssamfund. Med plads og respekt for alle.
Derimod er de helt oppe på tæerne, med nedbrydende hadekampagner, mod "byrde-
borgere, af enhver slags.!
Der er BNP-Borgere, og så er der alt det andet ros. Heil heil Konkurencestaten.!

Katrine Visby

En stigende tendens i Europa - og Danmark ryger med i faldet hvis folk ikke rejser sig samlet og gør oprør.
Globaliseringen og en lille elite, der bliver rigere, mens en større gruppe bliver fattigere. Det velfærdssamfund og den sikkerhed vi har, er ved at blive revet væk under os hvis vi ikke passer på.
http://politiken.dk/indland/politik/skyggekabinettet/ECE2423063/klapstol...

Katrine - Dit link er om professor Guy Standing.
Han var/er leder af forsøget i Indien om basisindkomst. Skrevet en bog derom.
Under andre omstændigheder, i et fattigt område. Men alligevel fantastisk og tankevækkende.
Se BIEN.

peter fonnesbech

"Det skal kunne betale sig for mine penge at arbejde, hele døgnet rundt.

Men hvis lønningerne bliver for høje, bliver mit udbytte jo for småt.

Det er da så logisk som den lille tabel."

Jørgen Petersen

"Ræset mod bunden" er en illusion og et skrækscenario, som er skabt for at promovere et mere socialistisk samfund, hvor det frie valg begrænses til fordel for at alle skal være "lige".

Lad os prøve at tænke situationen igennem. Hvad sker der i takt med, at lønningerne bliver lavere? Det må antages, at folk forlader jobbet, medmindre at alternativet er dårligere - for eksempel det at være arbejdsløs eller få en lavere løn i et andet job.

Hvad sker der, når en virksomhed har presset lønningerne i bund og flere vælger at skifte arbejde? Hvordan tiltrækker virksomheder nye og kompetente medarbejdere? Ret simpelt, de forbedrer løn-pakken, så folk gerne vil arbejde hos dem.

Husk på at markedet, nemlig os, selv regulerer lønnen igennem udbud og efterspørgsel :)

Mvh

Christian Meyer Nielsen

En lidt sjov kommentar Jørgen Petersen. Du starter med at sige at ræset mod bunden er "en illusion og et skrækscenario", og postulerer at markedet vil løse eventuelle problemer. Derefter forklarer du ellers ganske fint netop hvordan markedet er et ræs mod bunden. Du siger selv: "[d]et må antages, at folk forlader jobbet, medmindre at alternativet er dårligere...". På det globale uregulerede marked, vil lønnen vel på et tidspunkt udlignes, således at prisen på eksempelvis en hjemmeside, vil være det samme uafhængigt af om den er lavet i New Delhi eller i København, såfremt kvaliteten på arbejdet er den samme. Hvis vi så tager udgangspunkt i at lønnen vil blive presset ned til det punkt, hvor den blot er lidt bedre end alternativet, ja så vil prisen for at få lavet en hjemmeside, blot være lidt bedre end hvad der skal til for at opretholde en tilværelse i et indisk slumkvarter.

Se dertil den udvikling man ser mht. robotteknologi og miljø, hvor en stadig større del af alt arbejde kan varetages af robotter, således at folk uden en specialiseret uddannelse aldrig vil være rentabel at ansætte, samtidig med at der ikke er ressourcer nok til at brødføde hele verdenens befolkning. Så mener jeg ikke at ræset mod bunden er så urealistisk længere.

Steffen Gliese

Lighed er forudsætningen for frit valg. Når det er sagt, så er både robotteknologi og sikring af tilstrækkelige fødemængder - hvilket sidste faktisk allerede er tilfældet med en mere retfærdig og hensigtsmæssig omfordeling - forudsætningerne for friheden i fremtiden.
Økonomisk frihed vil altid være de fås frihed, frihed fra tvang og frihed til udfoldelse forudsætter en vis bundethed i forhold til det materielle livsgrundlag og andre aktiviteter, men disse skal nødvendigvis begrænses, efterhånden som teknologien kan overtage og blive overtaget af fællesskaberne.

Jørgen Petersen

Christian Nielsen - jeg forklarer, at "ræset mod bundet" ikke tager udgangspunkt i virkeligheden. Hvis arbejdsgiveren pludselig mangler arbejdskraft, fordi lønnen er for lav, så må han justere lønnen, så den igen er attraktiv. Gør han ikke det, vil virksomheden med tiden dreje nøglen, og det er næppe at foretrække. Med det in mente, vil de naturlige markedskræfter altid tvinge markedet hen til en ligevægt imellem udbud og efterspørgsel.

Tænk også på at arbejdsgiveren er i hård konkurrence med andre virksomheder om at fastholde og rekruttere de mest kompetente medarbejdere.

Mht. at en hjemmeside med tiden vil koste det samme, om den er produceret i New Delhi eller København, er temmelig unuanceret. Hjemmesider er ikke standardiserede produkter på lige fod med salt, kartofler, majs og olie. Hvad er kvaliteten af en hjemmeside? det afhænger vel af et hav af faktorer, såsom kundeservice, behovsaddækning, erfaring, omdømme, tidsforbrug, kreativitet, viden om det specifikke marked den er rettet imod, osv.

Jørgen Petersen

Peter Hansen - Hvordan kan lighed forudsætte det frie valg, hvis omfordeling netop fratager en retten til det frie valg? Kan jeg som individ sige nej tak til at være en del af den økonomiske omfordeling? Hvis svaret er nej, så kan lighed ikke forudsætte det frie valg.

Ivan Breinholt Leth

Jørgen Petersen. Du har ret. Omfordeling betyder begrænsning af frit valg for de mest velhavende. Men det indebærer samtidig en udbredelse af frit valg til en bredere del af befolkningen. I England har man gennemført brugerbetaling på højere uddannelser - sidst jeg så efter omkring 80.000 kr om året. Det begrænser ikke det frie valg til uddannelse for den mest velhavende del af befolkningen - kun for de nederste lag af befolkningen, for hvem 80.000 kr er en uoverkommelig sum. Skattefinansieret uddannelse øger dermed det frie valg for den brede befolkning, og sikrer formentlig også, at samfundet ikke går glip af den talentmasse, som findes i den mindre velhavende del af befolkningen. Man er ikke nødvendigvis ubegavet, fordi man er fattig.

Jørgen Petersen

Ivan - jeg er helt enig i din logik på dette område: "Man er ikke nødvendigvis ubegavet, fordi man er fattig". Men jeg er ikke enig i, at en statslig uddannelse er forudsætningen for succes i livet, se blot individer som Steve Jobs, Albert Einstein, Henry Ford, John D. Rockefeller, Mark Twain og så fremdeles. De har klaret sig flot, trods mangel på uddannelse.

I dag tilbyder Internettet ubegrænset adgang til en overflod af værdifulde informationer, som selv uddannelsesinstitutionerne ikke kan hamle op med. Det skal dog siges, at et kritisk syn og et stærkt filter er nødvendig. Tanken om at folk der ikke har råd til en statslig uddannelse fratages det frie valg, ser jeg som en undskyldning for mangel på kreativitet, proaktivitet og vilje.

Ps. talent fjernes vel ikke af ikke at gå i skole? og talent udvikles vel heller ikke kun igennem skoler?

Christian Meyer Nielsen

Jørgen Petersen man kan jo altid finde særlige tilfælde, og argumenter for at man ikke skal bruge en uddannelse til noget. Du nævnte Mark Zuckerberg og Bill Gates i din liste over individer der har fået succes uden en universitets uddannelse. Både Zuckerberg og Gates valgte imidlertid at droppe ud fra Harvard University, ligesom Steve Jobs valgte at droppe ud Reed College, som bestemt heller ikke er et billigt sted at fordrive tiden. Jeg vil nu alligevel mene at der er forskel på at have et valg mellem at droppe ud fra en uddannelse i verdensklasse, og så ikke engang at få chancen for at komme ind på omtalte mulighed. Einstein gik på ETH Zürich, der i dag regnes som et af de tre bedste universiteter i europa, næst efter Oxford og Cambridge.

Jeg kritiserer for så vidt ikke manglen på det frie valg. Det jeg kritiserer er, at nogen har det frie valg mellem at køre til skole i en Porsche eller en Ferrari, mens andre har det frie valg mellem at købe mad eller blyanter.

I flere årtier har omfordelingen og lighedsmageriet - sammen med det øvrige regelsæt - resulteret i verdens største offentlige sektor.
Det koster penge, som opkræves i skat hos flittige borgere. Jo mere skat, jo højere løn. Markedsmekanismen fungerer jo stadig.
Stadig flere borgere er helt udenfor skabet mod deres inderste ønske. Vi forstår ikke at dele.

Vi fik altså ikke mere lighed, men stadig mere ufrihed. Skandaløse forhold mellem borger og det offentlige står i kø. Det frie valg - forstået som frihed for den enkelte borger - er begrænset af statens trang til at styre befolkningen.
Jeg synes det er en regulær fiasko.

Nu står vi så med den store herskende klasse, som naturligvis ikke vil reducere sig selv.
Vi står med et lønniveau, der ikke kan stå mål med globaliseringen, hvilket betyder, at fiaskoen bliver mere og mere tydelig.
Politikerne lapper videre på det afsporede tog.
Discount eller kvalitet ???

Jørgen Petersen

Christian Nielsen - jeg tror vi hentyder til to forskellige fænomener. Jeg taler om det frie valg, altså det vi er givet fra naturens side, og mener grundlæggende ikke at mennesket har "ret til at kræve noget af nogen". Min liberalistiske tankegang er, at vi er født som frie individer, der kan gøre, hvad vi vil, så længe vi ikke skader andre eller tvinger dem til at gøre noget imod deres vilje.

Den lighed du efterspørger eksisterer ikke fra naturens side, eftersom vi alle er skabt forskellige (nogle lave, andre høje - nogle intelligente andre mindre intelligente). Det kan vi ikke lave om på.

At tvinge nogle til at betale skat, går stik imod tanken om det frie valg. At nogle ikke har råd til en uddannelse, begrænser ikke det frie valg, men blot ens muligheder. Jeg har f.eks. ikke råd til at købe et stort hus ned til vandet på strandvejen. Betyder det, jeg ikke har et frit valg?