Læsetid 5 min.

Elitens pauseklovn fra proletariatet

Jeg voksede op som buschaufførens søn. Nutiden drejer om sig selv på universitetet. Jeg har vænnet mig til at spise oliven, forsøger at tale med om smalle film og skyller nederlagene i Trivial ned med Ceres på toilettet for ikke at dø af skræk
Opvokset med en alenemor, der var buschauffør, er universitetet et kulturchok for Glenn Møldrup. Resultatet er, at jeg oplever at være tvunget til at lade min selvforståelse spalte som en vakkelvorn bro; mens jeg hjemme fremstår radikaliseret, agerer jeg for andre en udsendt pauseklovn fra proletariatet, der prøver for hårdt.

Opvokset med en alenemor, der var buschauffør, er universitetet et kulturchok for Glenn Møldrup. Resultatet er, at jeg oplever at være tvunget til at lade min selvforståelse spalte som en vakkelvorn bro; mens jeg hjemme fremstår radikaliseret, agerer jeg for andre en udsendt pauseklovn fra proletariatet, der prøver for hårdt.

Sophie Amalie Klougart
23. marts 2015

Jeg blev født i Horsens. Fem år efter tog min far sit eget liv. Begge mine forældre arbejdede som postbude uden prangende papirer eller netværk. Da kommunen havde vurderet dét, jeg genkalder som efterkrigstidens morads, foreslog den at fjerne min mindre bror og jeg. Min mor afslog lappeløsningerne, skyllede husstandens smertestillende ud i kummen og begyndte at køre bybus. Når ingen turde passe os, sad vi der i bussen og lærte provinsens brogede skare at kende.

Mens min bror vandaliserede specialskolen, låste jeg mig inde med min Nintendo. Over aftensmaden snakkede vi om klassens nye tyrker eller naboerne, som klagede. Huset så op til velhavende og kendte mennesker. Hvad de sagde, var sandt. Hvad de gjorde, var korrekt.

Min fortid er rodfæstet i noget, man kan kalde arbejderklassen. Nutiden drejer om sig selv på universitetet, mens fremtiden forhåbentlig vil udfolde sig i et endnu ikke udskældt akademisk erhverv. Jeg er med andre ord havnet i en narrativ krydsild, som kommer til udtryk i en lettere identitetsforvirring præget af ængstelig skam og stolthed. En skam, der følger stoltheden over at bryde med en ’klasse’. En skam over en stadig tiltagende selvhøjtidelighed. Skam over at væmmes ved baglandets lede og stolthed over at kunne opnå noget på trods af den. Her i livet midtimellem hersker en selvforståelse præget af ambivalente følelser.

’Ida’, kender du ikke den?

Da jeg i sin tid blev optaget på – eller accepteret af – universitetet, tænkte jeg, det var stort. Sikken bedrift at begive sig rundt mellem disse gule mure, prydet af himmelskydende bogtårne, det var, som viden kunne vokse. Kort efter erfarede jeg min naivitets jetlag fordampede, efterhånden som pensum udvidedes – ikke blot uofficielt – til at omfatte: Arbejde. Også frivilligt, selvfølgelig relevant for det forgyldte arbejdsmarked. Fitness, indtag af socialt bevidste fødevarer og rigtige film. Ida, kender du ikke den? Og skynd dig i øvrigt at blive færdig.

Studiet handler ikke kun om bøger, men forudsætter i højere grad oplagret kulturel kapital. Heldige unge viderefører deres allerede indlærte spilleregler. Unge, der stammer fra af andre samfundslag, må integrere reglerne på præmisser, de ikke selv har forhandlet. I hvert fald, hvis de ønsker at høre til. Og det gør man jo. Studielivet bliver således et eksistentielt tilværelsesprojekt i en meningssøgende tilhørsforståelse.

For eksempel fylder et britisk indieband i skrivende stund mit kollegieværelse med melankolske trommer. En anbefaling fra en sociologiven; »lyden« skulle være definerende for sin genre, og jeg anstrenger mig for at inkorporere kapitalen. Som da jeg gradvist lærte at spise oliven. Ikke fordi, de umiddelbart smagte ambrosisk, men fordi, symbolikken hørte sig til.

Eller til en forelæsning, hvor jeg sad foran en række piger med skulderlangt hår. En havde vundet guld til spinning. En anden var netop hjemvendt fra en weekendtur i London, kæresten skulle spille med sit band. Jeg forestillede mig dem nikke enstemmigt, skiftevis kalenderfremvisende, som var det passet til stressland.

Et stressland rigt på kapital, hvor elitære loger dikterer tidens trends. Et skræmmende land, hvor forskellen mellem skam og stolthed kræver balance på en knivsæg.

Men kære akademikerbørn, læn jer blot tilbage i vished om, at I er i jeres rødders vold. Nyd roen falde over jer med samme sikkerhed, som vi prisgiver underklassen. Enhver etableret social orden producerer sin egen logik for sin indbyggede meningsløshed, som Bourdieu skrev. Jeg ængstes derfor for de rodløse, os med ben i flere lejre. Os hvis selvforståelse i et vist omfang centreres i klasse-springets syntese, hvor intet er givet på forhånd.

Trivial i forældrekøbet

Konkret oplevede jeg syntesen fejle, da noget, man kunne kalde indledningen på et forhold, afsluttedes præmaturt. Fyren hjulede omkring på sin cykel med overskudshjelmen spændt om hagen, rank ryg og til tiden. Jeg fortabte mig i letsindet og manglen på indignation over virkelighedens stadig afviklende udvikling af den mellemmenneskelige sammenhængskraft. Hvad nytter det også at være sur?

I hans familie spiller man Trivial uden at skændes. Han synes godt om naturkategorien, men er i det hele taget godt dækket ind. Man er vel dannet. Sidst spillede vi i hans forældrekøb med medicinerholdet. Jeg var skræmt, og måtte liste et par Ceres ud på badeværelset. Jeg kendte svaret på et litteraturspørgsmål og tænkte, ’det kunne jo være’. Men det kunne det ikke. En af de andre tilbød i komediens allerømmeste scene at sprede handicappet, statistisk du ved?

Som rugekasse for og vedligeholdelse af fremtidens magtstrukturer fungerer den højere læringsanstalt upåklageligt. Men det sker, at vi midtimellem ikke lader os inddele af systemets binære kategorier. Og selv lille jeg krydser uundgåeligt bane med en hurtig fyr fra en hurtig familie.

Konfrontationen opleves som en treenighed af stolthed, skam og angst. Den indledende interesse giver vinger, men forfølges af skammen over ikke at slå til. Over ikke at have set Afrika eller gårsdagens Deadline. Jeg ængstes ved hans fremmedord og ’oppe i tiden’-referencer, jeg må google. Ængstes ved hans franske og skiture med familien. Og så ængstes jeg som ind i fanden ved forestillingen om min fremtidige løn- og eksistensberettigelse. Jeg finder scenariet kuriøst. Hvordan kan jeg retfærdiggøre, at det er blevet sådan?

Med toget sydpå

Når jeg tager toget sydpå, oplever jeg lignende barrikader i min fortsatte selvforståelse. Universitetets præstationsholisme udskiftes af en filtreret udgave, og jeg må oversætte ideer om miljø og kvindekamp til X-Factor fredag aften – alt sammen for ikke tro, jeg er noget, og ’glem nu ikke din familie’.

Selvfølgelig deler vi det danske sprog som en art fællesnævner, om end udgaven sydpå er spastisk, som Susanne Staun forarget beskriver de kulturelt ubegavede. Men gu’ opererer vi med forskellige indre samfundsmodeller og dermed forskellige sprog. Nogle børn må opdrages til at overkomme kultursammenstødet, de møder i skolens ’alle over én kam’-logik.

I den moderne shoppekultur ’bør’ man kunne jonglere flere identiteter. Det er alt sammen fint på overfladen, hvor borgere forklædes i statistikker om social mobilitet. Virkeligheden er dog en anden. For mig midtimellem føles det som at spille alle kampe halvt på udebane, hvor et tilhørsforhold til én gruppe går på kompromis med en anden. Det er som om, klassekampen har en indbygget trade-off. Glasbommene i grænselandet synes skræmmende høje, og vi må råbe ad hinanden i afmagt for at forene Camre-citater og ’luk røven’ med analytiske diskurser af fænomenet.

Resultatet er, at jeg oplever at være tvunget til at lade min selvforståelse spalte som en vakkelvorn bro; mens jeg hjemme fremstår radikaliseret, agerer jeg for andre en udsendt pauseklovn fra proletariatet, der prøver for hårdt.

Miseren opstår, fordi vi simpelthen er blevet så forskellige. Omsluttende om vores egne sociale sfærer og akser, berøringsangste og ude af trit med såvel dem ved vores side, som dem over og under os. Så forskellige og angste, at det forleden kostede mig en fyr med cykelhjelm.

Glenn Møldrup er studerende

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Lone Christensen
    Lone Christensen
  • Brugerbillede for Vivi Rindom
    Vivi Rindom
  • Brugerbillede for jonas larsen
    jonas larsen
  • Brugerbillede for Helle T. Sieg
    Helle T. Sieg
  • Brugerbillede for Astrid Lund Olstrup
    Astrid Lund Olstrup
  • Brugerbillede for Mathias Rasmussen
    Mathias Rasmussen
  • Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
    Gert Selmer Jensen
  • Brugerbillede for Benno Hansen
    Benno Hansen
  • Brugerbillede for Bob Jensen
    Bob Jensen
  • Brugerbillede for Ivan Gullev
    Ivan Gullev
  • Brugerbillede for Anne Eriksen
    Anne Eriksen
  • Brugerbillede for Anders Vang Nielsen
    Anders Vang Nielsen
  • Brugerbillede for Ingrid Uma
    Ingrid Uma
  • Brugerbillede for lars abildgaard
    lars abildgaard
  • Brugerbillede for Peter Taitto
    Peter Taitto
  • Brugerbillede for Hans E Johnsen
    Hans E Johnsen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Lise Lotte Rahbek
    Lise Lotte Rahbek
Lone Christensen, Vivi Rindom, jonas larsen, Helle T. Sieg, Astrid Lund Olstrup, Mathias Rasmussen, Gert Selmer Jensen, Benno Hansen, Bob Jensen, Ivan Gullev, Anne Eriksen, Anders Vang Nielsen, Ingrid Uma, lars abildgaard, Peter Taitto, Hans E Johnsen, Niels Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Undskyld mig men i slutningen af !960érne og 70érne så var omkring halvdelen af de studerende på universiteterne mønsterbrydere.
Bare for at give et par navne Nyrup Rasmussen, Lykketoft osv. senere kom Fogh Rasmussen og Løkke Rasmussen til. Ja det var vel færre familier i Danmark der ikke havde en eller flere mønsterbrydere i familien.
Hvorfor skal vi blive ved og ved at falde i svime . Var det ikke bedre at blive ved og ved at give børn fra "svage" familier mulighed så samfundet bliver ved at uddanne efter evner og ikke kun efter familiens økonomiske baggrund.

jonas larsen, Hannah Werk, Claus Nielsen, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Morten Kjeldgaard, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

Dorte Sørensen, du overser, at i 60-erne og 70-erne var mønsterbryderne i flertal. Den voldsomme udbygning af gymnasierne og skabelsen af en lang række universitetscentre betød, at der skulle langt flere elever og studerende ind, end borgerskabet kunne mønstre. Derfor fik en småborger som mig muligheden for at få en højere uddannelse. Hvilket jo også var hele ideen med alle disse nye uddannelsesinstitutioner - også de mindrebemidledes børn skulle kunne uddanne sig.

Jeg kan helt følge Glenn Møldrups redegørelse for sin indre splittelse. Forskellen på ham og mig er tilsyneladende, at der i min tid var masser af andre i samme situation som ham og mig, så jeg følte ikke, at jeg gik alene med problemerne. Men den generelle atomisering af samfundet, hvor kollektive problemer omdefineres til individuelle fejl, er jo med til at forhindre, at folk løser deres problemer i fællesskab. I stedet sidder de hver for sig og stirrer på deres mobiltelefoner, som om det skulle løse noget.

Vivi Rindom, jonas larsen, Hannah Werk, Olav Bo Hessellund, Helle T. Sieg, Claus Nielsen, Anne Schøtt, Mads Berg, Michael Reves, Paul Peter Porges, Anne Eriksen, Curt Sørensen, David Zennaro, Per Torbensen, Tuomas Sihvonen, Lise Lotte Rahbek og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Hans E Johnsen
Hans E Johnsen

Flot og ærligt indlæg - som berører en gammel student fra 60erne.
Indsigten er forbilledlig og der vil være mange unge studerende, som kan nike genkendende til mønsterbryderens idnetiteskrise. Der var nogle af os, som først opdagede problemet da det var for sent!

jonas larsen, Paul Peter Porges og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Dorte Sørensen
Dorte Sørensen

Niels Nielsen helt enig - både min mand og jeg er med i denne gruppe.
Så en tilståelse - jeg læste ikke artiklen igennem før jeg skrev mit indlæg - dumt - men i irritation over al den snak om mønsterbrydere.
I mine øjne var det bedre at tage ved " nældens rod" og blive ved med ,at samfundet giver mulighed for at børn stadig har mulighed for at udvikle og uddanne sig uden at skulle være afhængig af familiens økonomi mv.
Nedskæringer i kontanthjælp og et dårligere dagpengesystem osv er bestemt ikke et middel til at bryde den sociale arv som politikerne ellers er meget optaget af i "festtalerne"

jonas larsen, Claus Nielsen, Morten Kjeldgaard og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Hvad hjalp folk fra ikke-akademiske i gamle dage? Gode lærere i gymnasiet, i det hele taget et gymnasium, der forberedte på de færdigheder, et liv som akademiker forudsætter - om det så var at lære at danse lanciers!
Personligt har jeg altid kunnet slå de fleste i trivial (jeg er bedtydeligt dårligere i bezzerwizzer) - ja, en overgang holdt det mig med sprut i nattelivet, at jeg havde vundne flasker stående rundt omkring. Der sker et svigt af folk, der ikke har den sociale baggrund, når helt grundlæggende ting som paratviden, avislæsning, nyhedskiggeri, kulturel deltagelse nedprioriteres. Havde jeg ikke haft en dansklærer, der sørgede for interesserede gymnasiasters gratis adgang i musikforeningen, havde det da set dårligere ud med mit kendskab til moderne kompositionsmusik.
Men reelt er alle disse forhold og interesser jo blevet fortrængt fra samfundslivet til fordel for en tivolisering, som skjuler den alvor, folk, der kommer nogen vegne i samfundet, investerer i deres aktiviteter.

Brugerbillede for Lis Friis

Bare fordi man tager en uni-uddannelse og bliver akademiker, behøver man jo ikke at opføre sig som det, man kan kalde "den klassiske akademiker". Eller efterligne/tilegne sig disses sprog. -Heller ikke på vejen frem mod den endelige eksamen.
Kan man holde sig/komme væk fra det, slipper man for den splittelse, det talebesvær, den dobbelte fremmedgjorthed som artiklen også handler om. Det kræver kræfter, -og måske stærk tro på sig selv, -men er sgu frigørende.

At være 1. generationsindvandrer i det akademiske miljø er vanskeligt nok, men man har da i det mindste den fordel, at det betragtes af dem der hjemme som lidt flot og måske endda heltemodigt.
At være 2. generationsindvandrer -er det så småt ved at gå op for mig- er af mange grunde sværere og værre. For disse unge mennesker oplever vel sig selv som nærmest indfødte, og regner med at omgivelserne også opfatter dem som sådan -og forventer. at de er det. Så de oplever et større forventningspres udefra, -og lægger dermed større forventningspres på sig selv.
Samtidig holdes de ikke fast uddannelsesforløbet af den belønning, der ligger i at være "helt" (mønsterbryder), hvis man gennemfører uddannelsen, -eller modsat: den skam, det er, ikke at gennemføre. For vi 1.-generationsindvandere -deres forældre- hverken imponeres, hvis de holder ved, eller lader skammen falde over os -og vores, hvis de ikke gør. Og i øvrigt tror jeg heller ikke, at de unge 2.-generationsindvandrere har følelser i hverken denne ene eller anden af disse retninger.

Brugerbillede for Frederikke Lindahl
Frederikke Lindahl

Kære Glenn Møldrup, dejligt at du findes. Ikke som et eksempel på klasseklatrer, men som et generøst menneske, der har lyst til at dele dine erfaringer med os her på Information. Held og lykke med studierne og så håber jeg, at du finder fred med at være midtimellem, for det, du som menneske, kommer med, er særdeles tiltrængt - nemlig et blik, der kan se nuancer og som udfordrer mange i den-kreative-klasses selvfølgelighed over for egne værdier, erfaringer og referencer.

Tak for din indblik :-)

Lone Christensen, Vivi Rindom, jonas larsen, Hannah Werk, Helle T. Sieg, Brian Jensen, Michael Reves, Mathias Rasmussen, lars abildgaard, Paul Peter Porges, Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og Ivan Gullev anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for jens peter hansen
jens peter hansen

På KU spillede vi bezzerwisser eller hvad det nu hedder i pauserne. Min makker var 44 yngre end jeg er. Han hed Brian, haner fra et hul 30 km vest for Kolding og lidt nord for Vejen, hvor han havde gået på gymnasiet. Far var mekaniker, mor stod i bagerafdelingen i Brugsen, fortalte han. Vi vandt næsten hver gang, for han var fandme såååå god. Han havde al den kulturelle kapital der skulle til. I sommerferien tog han bl. a. til Balkan og i 5 semester læste han i Tjekkiet og læste i Olomouc, mens de artige københavnske drenge sad hjemme. Langt de fleste studerende har IKKE nogen forældre, der er højrøvede akademikere. Hold nu op med de klagen. De fleste med akademikerforældre ligner i øvrigt til forveksling alle andre unge. At gå ud efter Ceres og drikke det lort er imidlertid dårlig stil!!

Claus Nielsen, Pernille Jørgensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Anne Eriksen

I takt med at uddannelserne forringes og forarmes, er det grotesk stadig at skulle arbejde i "mønsterbrydere" og "social tabere"!
Det er alle de andre snart årelange "inddelinger" i socialklasser og andre stereotyper kun medvirkende til at stikke folk blår i øjnene over for de medmenneskelige kvaliteter, som vi alle har.
Er det ondskab, dumhed eller en grotesk udstilling af en af menneskets kedeligste sider - begærligheden?
Og dermed et ryk nedad til civilisationens udvikling.

Brugerbillede for Harald Johansen
Harald Johansen

Du skal nok blive god til at skrive. Som Carsten Jensen endelig kan.

Og der skal nok dukke en cykelhjelm op, som du kan passe. Å så er det nok osse galt. Men såent er livet helt indtil enden....

?

Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

I dag er det håndværkerne, som er de sande mønsterbryder. En hver idiot kan i dag tage en akademisk universitets uddannelse.

jonas larsen, Morten Jespersen, Tor Thrysøe og Morten Pedersen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Herman Hansen
Herman Hansen

Ligesom det vrimler med Ph.d studerende, som nærmest sprøjter åbenbaringer ud til højre og venstre.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Altså helt ærligt, hvis man ikke har fattet, at man er menneske før alt andet, sku man måske ha sine skolepenge tilbage. Symptomatisk for tidens overfladiske livssyn.

jonas larsen, Olav Bo Hessellund, H.C. (Hans Christian) Ebbe, Anne Eriksen, Tor Thrysøe, Jens Illum og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Men ok, hårde lærepenge - glemmer ikke, da jeg som 11-12 årig var gæst i en venindes hjem, som befandt sig et trin over min sociale status. Vi havde lært hinanden at kende på vore fædres fælles virksomheds feriekoloni. Det var en yderst uafslappet affære, og blev ikke gentaget - ærgerligt, vi hyggede os ellers godt sammen. Min egen søn er i startfemserne blevet disset af sin bedste børnehavekammerats forældre, som vi ikke delte socialgruppe med. Hvad skal vi med den slags åbenbart insubstantielle kærlighedsaffærer? Ingenting andet, end at lære livets sande værdier at kende. Dog ret synd, når det er de voksne, som spolerer et børnevenskab pga egne ambitioner.

jonas larsen, Michael Reves og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Torben  Knudsen
Torben Knudsen

At havne i baronens seng, hvis man ikke har en indre balance og tro på sig selv er en voldsom oplevelse.
I stedet for at forsøge at leve et liv pyntet med alle andres normer, kunne man arbejde på at leve sit eget liv med egen personlighed og nyde samværet med andre, i stedet for at betragte, det som et problem at andre er forskellige.
Iøvrigt tror jeg han har stjålet opgaveløsningen fra en sidsteårsstuderende.
En hel del af udtrykkene lærer man først på sidste semester.

Steffen Gliese, Pernille Jørgensen og Harald Johansen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Harald Johansen
Harald Johansen

Det kan da være ligeså voldsomt, at vågne i baronessens seng og se klart og være i balance.
For så skal man udspy sit klarsyn og blive til grin.

Så er det klogere at dukke nakken og gå i glemsel.

Eller man kan skrive til information.

Så levede man det døgn.

Brugerbillede for Charlotte Krarup Mouritzen
Charlotte Krarup Mouritzen

Det er hårdt arbejde, at skifte socialklasse.
Det ved de, fra de øverste lag ikke, de må desværre undvære en fantastiske dannelsesrejse, det er.
Det er hårdt, men mennesket indeni kan blive et stort menneske, hvis man husker hvorfra man kom, og kan bevare evnen til lige at holde sig i armslængde med den nye klasse... Og så et par Ceres i de små pauser.
Det kan føles ensomt, når den gamle klasse og familien begynder at se skævt til en, og man samtidig ved, at man ikke er ægte inkluderet inden nye.
Velkommen!

Brugerbillede for Pernille Jørgensen
Pernille Jørgensen

Det er trist, når man ikke føler sig som en oprigtig del af fællesskabet. Men at skyde skylden på klasseforskelle er ikke en sikker vinder. Årsagen er nok nærmere, at man enten omgås de forkerte typer, eller at selvværdet skal finpudses lidt.
Selv var jeg både ud af en akademiker familie og medicinstuderende. Men det betyder altså ikke, at jeg er en del af gruppen, der beskrives. Jeg derimod gik igennem studiet med præcis de samme oplevelser som skribenten; jeg kan nikke genkendende til det meste. Jeg skød dog ikke skylden på mine medstuderende eller deres ophav. Årsagen fandt inde i mig selv.

Brugerbillede for Gert Selmer Jensen
Gert Selmer Jensen

Pernille Jørgensen-20:29-
Undskyld mig, men måske er det en anelse "hovski snovski", at tale om en "finpudsning" af
selværdet, hvis det i øvrigt ligger i ruiner.!

Brugerbillede for Harald Johansen
Harald Johansen

Er jeg den eneste, der kan læse, at denne artikel er en afvist elskers skrig af smerte?

Og om han skulle blive en del af segmentet med hue og rosenblade til ægtesengen?

Hvad vil han gøre for at retfærdiggøre sit akademi?

Løse landbrugets jordmiljøs krise eller læse Bang, Wilde og Gide på en ny afgørende måde, som vil huskes i 500 år?

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

Bare til orientering: Tidens elite spilder ikke tiden med at gå og studere på universiteter - på godt og ondt. Det giver tilsyneladende plads til en del snobber i auditorierne som man så må håndtere.

Morten Jespersen, Gert Selmer Jensen og Jesper Frimann Ljungberg anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Niels  Møller-Larsson
Niels Møller-Larsson

Pernille Jørgensen: Man skal altså altid passe på med at læse sin egen historie over på andres liv. Og når du ikke mener samfundsstrukturer påvirker, hvordan en identitet dannes hos mennesker, vil vi nok være mange, der ikke er enige...

jonas larsen, Bob Jensen, Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jesper Frimann Ljungberg
Jesper Frimann Ljungberg

Nu er der stor forskel på miljøerne studierne imellem......
Der er klart stoppe studier... Og så almindelige studier

// Jesper

Brugerbillede for Kristian Rikard
Kristian Rikard

Henrik Brøndum,
Jeg forstår så udmærket, hvor du vil hen, MEN i mine øjne er "hemmeligheden", at der ikke
er en eentydig hemmelighed - men mange veje, der kan føre frem til målet.

Brugerbillede for Brian Jensen

Ærligt og rørende fortalt.

Usikkerheden, den ugengældte kærlighed, fremmedfølelsen...

Alt sammen følelser, man har under modning. Det er helt normalt. Nyd fasen i det omfang du kan!

Brugerbillede for twan  manders

Er det virkelig den kulturelle kapital der er problemet her ( og måske lidt de rige forældre ) eller er der snarere tale om den mere generelle ungdommens egocentrerede tilværelse hvor de laller rundt i selvforherligende statussymboler? Det nytter ikke at sammenligne med 70-80 ernes mønsterbrydere ( jeg er én af dem ) .. fordi vi var mange dengang. Dengang var solidaritet et nøgleord for generationen, sig udslag givende i en massiv venstrefløj ( dvs til venstre for SF ) og fokus på demonstrationer mod hvad som helst, navle pillende new wave og den deraf følgende mere ekstroverte punk musik. Arbejderklassen var dengang noget smukt, mens det nu om dagen er noget der forbindes med indvandrer og østarbejdere.

Det er din generation der er problemet Glenn og ikke din selvopfattelse af social afstand til de Nordsjællandske bimboer. Dyrk din egen historie og det du kommer fra. Intet at skamme sig over.

Brugerbillede for Line  Nielsen

i vor tid, er du en bro mellem høj og lav - vi har brug for netop stærke mænd, der kan formidle viden over klasseskel og kulturskel. Hold fast i din spændvidde, hvor end forbandet ondt den gør - det er beundringsværdigt og hæderligt arbejde - en sjældenhed i de "fine" kredse... TAK, MAND!

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

Jeg kan godt kende skelettet i historien. Min far var steward og min mor hjemmegående og jeg bildte mig selv ind at jeg skulle være arkitekt! Efter fem år på akademiet, blandt studiekammerater, som i mange tilfælde var vokset op langs Strandvejen og lignende steder, og uden nogen sinde at blive tilbudt et sommerjob på en tegnestue, fik jeg hold i ryggen og droppede ud til et job som postbud. Men i studietiden var også jeg en slags pauseklovn, eller maskot om du vi, og min største fortjeneste var måske, ud over at legitimere forestillingen om lige muligheder for alle, at jeg, med min blotte tilstedeværelse i de fine lokaler på Kgs. Nytorv, boostede mine bedre egenede medstuderendes selvtillid, alene ved sammenligning af social kapital. Helt spild af tid var det hele nu ikke, for vi lærte stort set det samme og meget af uddannelsen handler om at se verden på en bestemt måde, analytisk og kunstnerisk. Forskellen var bare, at jeg ikke kunne finde ud af omsætte min lærdom til en levevej. Men jeg vil altid kunne se verden med en arkitekts briller og det kan være meget underholdene, selv om man ikke kan se det på mig. I dag passer det mig meget godt ikke at være arkitekt. I amerikanske film, hvor der er brug for en taber eller en nar, er han altid arkitekt.

Brugerbillede for Marina Kasimova
Marina Kasimova

Og så gik jeg og troede, at i Danmark alle var lige.
Var det ikke Helle TS, der sagte mange gange at der var ingen sociale classer i det danske samfund længere?

Brugerbillede for Olav Bo Hessellund
Olav Bo Hessellund

randi - 23. marts, 2015 - 18:54'
Er bange for, at der er ret mange, der - som du skriver - ikke har fattet, at man er menneske før alt andet, og derfor burde have deres skolepenge tilbage.

Det menneskesyn, der ligger til grund for Bjarne Corydons konkurrencesamfund, indebærer, at mennesket først og fremmest vurderes på grundlag af sin sociale duelighed og samfundsæssige produktivitet.

"Det' fan'me uhyggeligt,du..." som Peter Schrøder plejer at sige.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Marina - man lader kun som om. Endnu eet af kapitalistbandernes og co's mange manøvrer til dække for bedraget, den falske fortælling, som det ovenikøbet er lykkedes at få de fleste danskere til at abonnere på og investere i. Uddannelses-og alle andre systemer er gearet til at facilitere de i forvejen priviligerede, dem med startpakkefordel, samtidig med at de underpriviligerede hjernevaskes med historier om at 'man kan, hvad man vil' 'ret og pligt' yde før man nyder' og tidens helt store slagnummer 'det skal kunne betale sig at arbejde'. Det er stadig kun ganske få % fra de underpriviligerede klasser, som får en højere uddannelse, om overhovedet nogen, og den sociale mobilitet er lig nul. En virkelighed, som de besiddende klasser gør alt for at tilsløre. Middelklassen betaler gildet qua skattesystemet, klart de er sure (ref klaus riskær) mens de bestikkes med krummer fra de riges bord, og levningerne tilfalder i stadig mindre grad de fattige. De unge drikker hjernen ud eller får stress og spiser præstationsfremmende stoffer for at klare eksamensræs, job og alle de mange krav, som stilles til mennesker i et konkurrencesamfund. Vi er - og desværre er vi ikke alene om at være det - et samfund i moralsk forfald, og håbet er, at der, med den smule intellektuelt, følelsesmæssigt og moralsk overskud, som stadig er til stede, kan mønstres en værdifornyelse og moralsk oprustning af det lammede danske folk. Alternativets politiske laboratorier er et godt sted at begynde.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Olav - gid det var så vel, at den sociale duelighed havde nogen betydning udover den konkurrencefordel, som evnen til at læse det sociale spil, giver. Alt kapitaliseres i et konkurrencesamfund og med samfundets deroute til følge. Et sundt og velfungerende samfund kan ikke baseres på jungleloven, fordi fraværet af omsorg og empati betyder manglende evne til at tage passende vare på grundlæggende eso-og eksoteriske værdier. Med bl.a. en truende klimakatastrofe til følge > 200 arter forsvinder daglig, ligesom planetens lunger - havene dør, fyldes med plasticaffald i stedet for af fisk, bittesmå plasticrester svæver i luften, indgår i vores kredsløb og via menneskets luftveje til de indre organer, methangasdepoter er tikkende bomber - listen er lang og udtryk for en utålelig, deprimerende og dominerende dumhed og/eller korruption - hvilket jo i sin essens er ekstrem dumt, fordi det er så ødelæggende for alles eksistensgrundlag. Men ellers er jeg enig i dit indlæg.