Kronik

Farvel Big Brother

Frygten for Big Brother dukker op, hver gang vi debatterer overvågning. Han får os til at koble overvågning med totalitarisme og står i vejen for en reel debat om overvågningens fordele og ulemper. Men pssttt ... Big Brother findes slet ikke i virkeligheden
Danskerne overvåges som aldrig før – men landet er knap nok et diktatur. Og overvågningen er måske heller ikke helt så effektiv som sit rygte.

Danskerne overvåges som aldrig før – men landet er knap nok et diktatur. Og overvågningen er måske heller ikke helt så effektiv som sit rygte.

Tor Birk Trads

Debat
20. marts 2015

Danskerne bliver overvåget som aldrig før. Overvågningskameraer følger enhver bevægelse. Oplysninger om, hvor vi er, og hvem vi ringer til, bliver opsamlet og gemt. Hver gang vi køber ind, bliver det registreret. Og det offentlige holder styr på vores sundhed, sociale forhold, økonomi, kriminelle løbebane og meget mere. Men selv om overvågningen er massiv, venter Big Brother ikke lige om hjørnet. Tværtimod indebærer overvågning i lige så høj grad omsorg og service – og så er den i øvrigt ikke nær så effektiv, som vi ofte forestiller os.

George Orwells roman 1984 bliver muligvis ikke læst i samme omfang, som den gjorde engang. Alligevel ligger dens pessimistiske tone som et baggrundstæppe for vores forståelse af overvågning. Orwell beskriver således et samfund, hvor den allestedsnærværende overvågning har ødelæggende konsekvenser. Overvågningen er hos Orwell den totalitære stats fornemste redskab, den er kærlighedens antistof.

Big Brother ser alt. Der er ingen steder, man kan gemme sig. Alt registreres, og Big Brother omsætter effektivt den enorme informationsmængde til et køligt overblik og derefter til arrestationer og tortur. Big Brother har tydeligvis ikke oplevet at drukne i data, og han kender ikke til underbelyste, ubrugelige overvågningsbilleder.

Orwells spøgelse

Selv om Big Brother er fiktion, kan man nemt genfinde Orwells overvågningsforståelse i den nuværende debat. Tydeligst selvfølgelig hos dem, der per definition er modstandere af overvågning. Det er dem, der er sikre på, at overvågning i sig selv fører til totalitarisme, og det er dem, der skatter deres privatliv højere end alt andet. Hvad privatliv så egentlig er for noget, må stå hen i det uvisse. Det defineres næsten aldrig, men bruges som trumf mod alle andre argumenter.

Men det er ikke kun hos modstanderne, at den orwellske overvågningsforståelse dominerer. Paradoksalt nok findes den også hos mange fortalere. De synes også at mene, at overvågningen er effektiv, og netop denne effektivitet vil de udnytte til at bekæmpe terrorisme, knivdrab, graffiti og forkert affaldssortering. Der er ikke det problem, som overvågningen ikke kan løse, hvis blot vi vil. Og det vil fortalerne, men hele tiden med opmærksomhed på, at for meget overvågning er farligt. Også fortalerne mener, at Big Brother er en risiko – bare ikke lige nu. Det er derfor, at overvågningen kan anvendes symbolpolitisk. Ved at pege på overvågning som en løsning viser man, at man er villig til at tage skrappe midler i brug. Overvågning giver potens.

Så i virkeligheden diskuterer fortalere og modstandere med samme udgangspunkt, og de benytter samme skala. Overvågning er effektiv, men hvis vi får for meget af den, bliver den farlig og totalitær.

Problemet er imidlertid, at så længe vi bevæger os på denne akse, får vi aldrig en nuanceret forståelse af, hvad overvågning er, og derfor bliver debatten steril, og de politiske beslutninger derefter.

Overser fordelene

Vejen frem er for det første at droppe den automatiske sammenhæng mellem overvågning og totalitarisme. Der er ikke noget, der tyder på, at jo mere overvågning, vi får, des mere udemokratisk et samfund kommer vi til at leve i. Hvis det var tilfældet, ville vi for længst have overskredet demokratiets grænser. Vi har ekstremt meget overvågning allerede i dag, men ingen kan med nogen rimelighed sige, at vi lever under Big Brothers diktatur.

Dertil kommer, at frygten for totalitarisme og det nogle gange maniske fokus på privatliv får os til at overse de positive konsekvenser, som overvågning kan have. Der er overvågning, der giver os et ordentligt sundhedsvæsen, rimelig skatteindbetaling og retfærdig udbetaling af sociale ydelser. Overvågning medvirker også til at fange kriminelle, og den gør, at vi kan passe bedre på vores børn.

Dette er muligheder, som vi allerede udnytter, og det skal vi blive ved med. Og vi skal ikke altid møde nye tiltag med en automatreaktion om, at overvågningen truer vores privatliv. Hvis det virkelig var tilfældet, at overvågning altid tager privatliv fra os, må man tro, at vi for blot få generationer tilbage var så private, at vi har været alene i verden. Men måske er overvågningen ikke altid en trussel mod det private, og i de situationer, hvor den faktisk fremmer fællesskabets interesse, er det måske ok, at privatlivet afgiver suverænitet?

Høstak, måske uden nål

For det andet må vi gøre op med forestillingen om overvågningens effektivitet. Faktisk er overvågning i mange situationer imponerende ineffektivt. Det er f.eks. ikke særlig effektivt, at politiet skal ud på gaderne og kigge op og ned ad husmurene for at se, om der skulle hænge overvågningskameraer, som måske kan have filmet noget, de kan bruge. Og hvis eftersøgningen giver pote, skal de finde ud af, hvem der kan give dem adgang til materialet og håbe på, at han er hjemme.

Først når denne proces er overstået, kan de gå i gang med at kigge på billederne. Og hvad ser de så? Måske slet ingenting, måske nogle mennesker, de ikke aner, hvem er. Og hvis de vil identificere disse mennesker, må de spørge andre politifolk, sætte billederne i avisen og gå rundt i opgange med små portrætfotografier for at lede efter en, der måske ved noget. Det gør politiet gerne, når det drejer sig om terror eller mord. Men de gør det ikke, når det drejer sig om graffiti, en bortkommen cykel eller tyveri fra en tankstation. Derfor er der alt andet lige større sandsynlighed for, at overvågning virker ved mord og terror end ved benzintyveri og knallertkørsel.

Den generelle pointe er, at overvågningen ikke virker, medmindre nogen får den til at virke. Og selv med en stor indsats, er det ikke sikkert, det lykkes. Jeg har talt med politifolk, som lang tid efter et drab stadig sad og så overvågningsmateriale igennem, men de vidste ikke præcis, hvad de kiggede efter, nogle af billederne var dårlige og måtte forbedres, andre måtte kasseres. Det var mere udfordrende end at finde en nål i en høstak, for politiet vidste ikke en gang, om der virkelig var en nål.

Disse erfaringer betyder ikke, at overvågning er virkningsløst. Den kan være virksom, men vi skal være varsomme med at tillægge den en effektivitet, der fører os lige lukt i Big Brothers åbne arme eller til et samfund med minimal kriminalitet og maksimal tryghed. Begge dele er forkert. Overvågning er ofte langt mere mudret, arbejdskrævende og bøvlet, end vi tror.

Big Brother er fiktion

Derfor kan vi ikke bruge Big Brother som generel model. Big Brother blev født i fiktionens verden, og den fastholder en fiktiv forståelse af, hvad overvågning er. Den fører til forfejlet overvågningskritik, som fokuserer på totalitarisme, undertrykkelse og individets ødelæggelse, men som i virkeligheden burde fokusere på langt mere jordnære problemer. Hvad skal der f.eks. til, for at et overvågningssystem hejser det røde flag og beder om en nærmere undersøgelse. Er hudfarve, køn, alder, oprindelsessted, seksuel orientering og andre almindeligheder tilstrækkeligt til at udløse alarm? Hvad gør man, hvis man uretmæssigt kommer i klemme i systemerne? Og hvordan sikrer man sig, at varmemesteren i en boligforening ikke selv begynder at lege politimand, når nu det rigtige politi ikke mener, at problemerne er store nok til, at de skal tage sig af dem?

Overvågning kan bestemt have udfordrende implikationer, som vi skal tage hånd om. Men det centrale spørgsmål er ikke, om vi skal have mere eller mindre overvågning, men hvordan vi får den rigtige overvågning. At svare på det spørgsmål kræver en nuanceret diskussion, der ikke har Big Brother som præmis. Så lad os sige farvel til ham.

Peter Lauritsen er lektor i informationsvidenskab på Aarhus Universitet

Serie

Hverdagsovervågning

Seneste artikler

  • Hvorfor finder vi os i kommerciel overvågning?

    19. marts 2015
    Alle mennesker kan lide at føle sig væsentlige og synlige. Derfor har vi paraderne nede, når vores personlige data høstes på nettet. Men efterhånden som privatsfæren invaderes af kommercielle interesser, skærpes vores kritiske sans
  • Alle har noget at skjule

    16. marts 2015
    ’Har man intet at skjule, har man intet at frygte’, lyder argumentet, når dilemmaet mellem retten til privatliv og befolkningens sikkerhed skal manes i jorden. Problemet er blot, at privatliv og sikkerhed ikke nødvendigvis er hinandens modsætninger; og at det, vi har at skjule, ikke nødvendigvis er af forbudt eller moralsk forkastelig karakter
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Det at man indsamler mange informationer gør ikke, at man bliver til Big Brother."

Peter Lauritsen:

Der er vist ikke nogen, der var i tvivl om, at du er fan af efterretningstjenesterne, men hvis du ser efter ovenfor en gang mere, så er jeg sikker på, du vil opdage, at der heller ikke er nogen, der hævder, at en enkeltstående faktor som dataindsamling i sig selv udgør en kompleks totalitet, som den der betegnes med begrebet 'Big Brother'.

Vi er enige om, at Big Brother er mere end blot dataindsamling, så lad os nu sige farvel til den stråmand.

Niels Engelsted

I kampen mellem tvivl og tro er denne verdens kapellaner kloge nok til at vælge troen. Der er hverken kald eller fremtid i at være en tvivlende Thomas, og insistere på syn for sagn. Folk skulle nødigt tro, at man var dissident eller kætter. Eller, som det hedder i vore dage, konspirationsteoretiker.

Niels Duus Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Morten P. Nielsen

Artiklen er jo nærmest 5. kolonne virksomhed.

Katrine Visby

Problemet er nok heller ikke graden af overvågning, men at den kan blive misbrugt, og kan bruges som magtmiddel.
Overvågning er et godt redskab til at fange voldsmænd, voldtægtsforbrydere, pædofile, tyve, dyremishandlere og politimænd, der bliver for voldelige overfor borgerne.

Men hvis de folk, der har adgang til overvågningsmaterialet, er selektive og ikke fremviser beviser på personer med store magtbeføjelser der begår lovovertrædelser eller dækker over folk indenfor høje positioner, der begår alvorlige forbrydelser, og ligefrem sletter materialet, så kan det være et stort problem.
Og hvis man i en politisk agenda er ude efter en bestemt gruppe mennesker, og via overvågningen finder den mindste lovovertrædelse, og slår hårdt ned, så er det magtmisbrug.

Til gengæld er overvågningen et stort problem, når man sætter små kameraer i apparater til hjemmet, og overvåger dem uden at de ved det.

Morten Rasmussen

Peter Lauritsen:
"Til sidst: Efterretningstjenester har det med at tiltrække konspirationsteorier (som illustreret oven for). Jeg tror, vi skal være glade for, at vi har dem, og jeg synes vi skal passe godt på dem. Det gør vi blandt andet ved at have et godt og effektivt tilsyn med dem. Men som jeg forstår eksperterne halter det lidt på det punkt."

Bemærker, at du bringer tro ind i din argumentation ("Jeg tror, vi skal være ..."). Her må du vel medgive at man lige så vel kan tro det modsatte. Det er umuligt, at føre et fornuftigt argument, når det ikke er på baggrund af konkret viden. En viden som umuliggøres af efterretningstjenesters hemmelige natur.

Tilbage har vi emperi: Den fakta vi har fra historien.

Man kan mene at vores danske efteretningstjenester er benigne, altruistiske størrelser, i dette øjeblik, hvor de masse-indsamler data om borgerne. Det er dog svært at sige det samme om vores samarbejdspartnere. Man skal ikke lede længe efter dokumenteret fakta om CIA og NSA, før man finder overgreb mod egne borgere; langt kortere tid tager det at finde overgreb mod non-US borgere. I den sammenhæng er der empiri for bekymring.

Hvis man så tillægger en antagelse om, at den gennemgribende overvågning, kan falde i andre hænder, gennem lækkage eller styre-skifte, er der helt klart grund til bekymring, for: Vi er vel ikke uenige om at den indsamlede overvågningsdata, potentielt kan bruges som et kraftigt magtmiddel?

Det er min opfattelse at vi beskytter vores borgere - nulevende og fremtidige - langt bedre, ved at totalt opgive masse-overvågning. Og så kom vi tilbage til tro :)

Lennart Kampmann

Det historiske eksempel gælder Holland, der formåede at lave gode folketællinger. Der blev registreret mange forskellige data, herunder religion. I 1900 tænkte man jo ikke at det kunne blive problematisk.
Men i 1940 blev det et problem, og man kan jo undersøge hvor mange hollandske jøder, der overlevede. Folketællingerne gjorde det i hvert fald ikke sværere for nazisterne.

Igen - det rager ikke nogen hvad jeg laver. Det rager ikke nogen hvad jeg tænker, det rager ikke nogen hvem jeg ringer til, det rager ikke nogen hvilke bøger jeg læser. Det rager ikke nogen hvad jeg kan lide at spise til middag.

Det der tæller er lige og fri adgang til sundhedstjenester, jobmuligheder, boliger, etc.

med venlig hilsen
Lennart

Sider