Kommentar

Et fattigt klimaråd

Hvis ’den grønne omstilling’ ikke skal ende i et kaos af fejlinvesteringer, skal der fastlægges en retningsgivende investeringsstrategi. Men Klimarådet har ingen særlige faglige forudsætninger for at løse den opgave, og dets beskedne årlige bevilling matcher ikke opgavens art og omfang
Debat
9. marts 2015

Klimarådet skal rådgive regering og Folketing om den strategiske planlægning af de meget store investeringsprogrammer, som skal gennemføres for at konstruere et energisystem, der kan holde samfundet i gang med et meget mindre forbrug af fossile brændsler end det nuværende.

Blandt de af klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen (R) udpegede medlemmer af Klimarådet er der imidlertid ingen med uddannelsesmæssig basis inden for energiplanlægning, energiteknologi eller energisystemanalyse. Formanden, Peter Birch Sørensen, er professor i økonomi. Fem medlemmer er eksperter i henholdsvis marinbiologi, forvaltning af økosystemer, jord-, natur- og arealanvendelse, biltrafik og statistik. Kun ét medlem – professor, cand. polit. Poul Erik Morthorst, DTU-Risø – har i sin forskning beskæftiget sig med energisystemer.

Dette klimaråd har nu påtaget sig ansvaret for en kompetent rådgivning om fremgangsmåden ved planlægning og implementering af et bæredygtigt fremtidigt energisystem: et teknologisk kompleks, der omfatter alle samfundets funktioner i bygninger, industrier, transportinfrastukturer, landbrug og skovbrug og den forsyning med elektrisk kraft og brændstoffer, der skal holde det hele i gang. Til varetagelse af denne altomfattende opgave har rådet fået tildelt en bevilling på ni millioner kroner om året. Det er mindre end 0,1 promille af de investeringer, rådets rådgivning drejer sig om – svarende til, at man til et byggeri til 100 millioner kroner kun afsætter 10.000 kroner til arkitekt- og ingeniørhonorarer.

Fejl at satse på træ

Klimarådet skal i udgangspunktet for dets arbejde stadfæste de rammebetingelser, der skal gælde for den teknologiske planlægning. Rådet skal derfor besvare to spørgsmål om Danmarks fremtidige afhængighed af udenlandske ressourcer.

Det første spørgsmål er: Skal vi i Danmark fortsætte med at udskifte kul og naturgas med importerede træbrændsler i form af træpiller og træflis?

Hidtil har man i det danske CO2-regnskab antaget, at forbruget af disse træbrændsler er ’CO2-neutralt’. De mængder, der globalt kan fremstilles og afbrændes uden en betydelig forøgelse af atmosfærens CO2-indhold, kan imidlertid kun erstatte nogle få promille af det globale kul- og naturgasforbrug. Hvis vi i Danmark fortsætter udskiftningen af kul og naturgas med importerede træbrændsler, kommer vi således til at lægge beslag på en i forhold til det danske brændselsforbrug uforholdsmæssig stor del af disse træbrændsler. Måske kan vi på den måde formindske den promille af det globale drivhusgasudslip, som CO2-udslippet fra danske skorstene og udstødningsrør udgør. Men det er uden betydning for klimaet, at lille Danmark demonstrerer en fremgangsmåde, som ikke kan bruges i større målestok.

Pas på fejlinvesteringer

Det andet spørgsmål er: Skal opretholdelsen af spændingen i det danske el-net under skiftende vejrforhold (vind og sol) og udsving i el-forbruget fortsat baseres på udveksling af elektrisk kraft med andre lande, eller – alternativt – på indenlandsk udnyttelse af den til enhver tid til rådighed værende elektriske kraft?

Besvarelsen af dette spørgsmål er af afgørende betydning for den koordinerede planlægning af de investeringsprogrammer, der skal gennemføres: Enten skal der investeres i en kraftig udbygning af el-transmissionsforbindelser mellem Danmark og vores nabolande som led i et vidtrækkende europæisk netværk, eller også skal vi i Danmark investere i varmepumper i kraftvarmeværker og anlæg til omsætning af elektrisk kraft til transportbrændstoffer. Og hvis den danske indsats skal have nogen som helst indflydelse på klimaet, skal den falde i tråd med den samlede europæiske indsats, og så kan Danmark kun udnytte en mindre del af de skandinaviske og alpine vandkraftressourcer til regulering af el-forsyningen under de over året og døgnene skiftende vejr- og forbrugsforhold.

Hvis ’den grønne omstilling’ ikke skal ende i et kaos af fejlinvesteringer, der fattiggør vores samfund, skal der på grundlag af sådanne klimamæssige, teknologiske, økonomiske og politiske overvejelser fastlægges en retningsgivende investeringsstrategi. Klimarådet har ingen særlige faglige forudsætninger for at udforme den rette strategi, og dets beskedne årlige bevilling er helt ude af proportioner med opgavens art og omfang.

Klaus Illum er docent emeritus i energiplanlægning og energisystemanalyse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Træ futter af på et øjeblik, det gør klimarådets resultater også...
Små penge - skal vi "demonstrere" vore grønne kompetencer? - eller prøve at undgå flere fejltagelser?