International kommentar

Grækenland må bryde ud af euroen

Syriza må indse, at de radikale forandringer, man har lovet sine vælgere, ikke kan gennemføres inden for rammerne af den fælles valuta
4. marts 2015

Den aftale, som nu er kommet i stand mellem Grækenland og EU efter tre ugers intense forhandlinger, er et kompromis indgået under tvang. For Grækenland er aftalens eneste fortjeneste, at den holder Syriza-regeringen oven vande og kampklar indtil næste gang: Grækenland bliver nødt til at forhandle en langsigtet finansieringsaftale på plads i juni og har betydelige gældsposter, der forfalder til betaling i juli og august. I de kommende fire måneder bliver regeringen nødt til at tage sig sammen, hvis det skal lykkes for den at forhandle sig frem til løsninger på disse vanskeligheder og gennemføre sit radikale program. Den europæiske venstrefløj har stor interesse i græsk succes, hvis den skal styrke sine chancer for et opgør med de nøjsomhedspolitikker, der kvæler kontinentet.

Forhandlingsfælde

I februar gik den græske forhandlingsdelegation i en fælde bestående af to dele. Den første vedrørte de græske bankers afhængighed af Den Europæiske Centralbanks (ECB) garanti for at yde dem den likviditet, uden hvilken de ikke kan fungere, og her strammede Mario Draghi, formanden for ECB, betingelserne for likviditet. Bekymret over den udvikling trak stadig flere indskydere deres midler, og i forhandlingernes slutfase mistede de græske banker en milliard euro i likviditet om dagen.

Anden del af fælden vedrørte den græske stats behov for finansiering til at servicere gæld og udbetale lønninger. Som forhandlingerne skred frem, blev finansieringsviljen mindsket. Anført af Tyskland ventede EU kynisk, indtil presset mod de græske banker nåede et feberklimaks. Fredag ​​den 20. februar måtte Syriza-regeringen acceptere en aftale eller konfrontere økonomisk kaos i den følgende uge, hvilket den stod helt uforberedt på.

Den aftale, der i sidste ende blev resultatet, har forlænget låneaftalen, hvilket giver Grækenland fire måneder med garanteret finansiering, som dog skal gennemgås nøjere og løbende af ’institutionerne’, dvs. af Europa-Kommissionen, ECB og IMF. Landet blev tvunget til at erklære, at det vil opfylde alle forpligtelser over for sine kreditorer – »til fulde og rettidigt«.

Endvidere skal Grækenland stile efter at opnå ’passende’ primære overskud, afstå fra unilaterale forhandlinger, der vil »indvirke negativt på de finanspolitiske mål« og iværksætte »reformer«, som går stik imod Syrizas valgløfter om at sænke skatterne, hæve mindstelønnen, tilbagerulle privatiseringerne og lindre nationens humanitære krise.

Elendighedstilstande

Kort sagt har Syriza-regeringen betalt en meget høj pris for at forblive i live, samtidig med at elendighedstilstandene i græsk økonomi gør dens stilling desto mere uholdbar. Væksten i 2014 var på sølle 0,7 pct. med et de facto-fald i BNP i sidste kvartal. Industriproduktionen faldt yderligere 3,8 procent i december, og selv detailsalget faldt med 3,7 procent til trods for julehandlen. Det mest bekymrende tegn er dog faldet i priserne på 2,8 procent i januar.

Vi taler her om et land, der sidder fast i en deflationsspiral med ringe eller ingen drivkraft til at forlade den. At insistere på nøjsomhed og primærbalancer er hævngerrigt vanvid.

De kommende fire måneder bliver en periode med stadig strid for Syriza. Der er næppe tvivl om, at regeringen vil få svært ved at få godkendt de revisioner, som ’institutionerne’ påtænker gennemført frem til april for at sikre frigivelse af nødvendige midler. Sandt at sige er den finanspolitiske situation så kritisk, at begivenhederne kan komme ud af kontrol endnu hurtigere. Skatteindtægterne er ved at kollapse, til dels fordi økonomien er så underdrejet, og til dels fordi mange grækere tilbageholder betalinger i forventning om en fritagelse fra de ekstraordinære skattebyrder, de i de seneste par år er blevet pålagt.

Men selv om det antages, at regeringen med held navigerer gennem disse udfordringer, står det tilbage, at Grækenland senest til juni må genoptage forhandlingerne med EU om en langsigtet finansieringsaftale. Fælden fra februar vil da stadig være der, klar til at blive aktiveret.

Hvad skal Syriza gøre, og hvordan kan den europæiske venstrefløj hjælpe? Det mest afgørende skridt ville være at erkende, at strategien med at håbe på radikale ændringer inden for den fælles valutas institutionelle rammer er nået til vejs ende. Den strategi sikrede partiet en valgsejr, fordi den gjorde det muligt at love det græske folk, at det kunne udfries fra nøjsomhedspolitikken uden en større konfrontation med eurozonelandene. At en sådan konfrontation er uafvendelig, er nu blevet uafviseligt.

Kapitulation

Skal Syriza undgå kollaps eller total kapitulation, er der brug for radikale foranstaltninger. Syrizas styrke ligger udelukkende i den enorme folkelige støtte, partiet stadig nyder. Regeringen bør hurtigt gennemføre skridt, der kan lette de seneste års enorme pres på græske lønmodtagere: forbyde tvangsauktioner, afskrive indenlandsk gæld, gentilslutte afkoblede familier til elnettet, hæve mindstelønnen og stoppe privatiseringerne.

Samtidig skal den græske regering møde op med en helt anden tilgang til de truende forhandlinger juni, end tilfældet var i februar. Euroområdet kan ikke reformeres, og der vil aldrig komme en ’venligsindet’ monetær union, der støtter den græske arbejderbefolkning. Grækenland må medbringe en komplet vifte af muligheder til bordet og være forberedt på ekstraordinære likviditetstiltag, vel vidende at alle eventualiteter kan komme i spil, hvis dets befolkning er rede.

Syriza kan samle opbakning fra den europæiske venstrefløj, men kun hvis den kan ryste sine egne illusioner af sig og begynde at foreslå fornuftige politikker, der måske omsider vil kunne befri Europa fra den absurditet, som den fælles valuta er blevet. I så fald har vi måske en chance for afkaste nedskæringspolitikkernes åg over hele kontinentet. Men tiden for dette er begyndt at rinde ud.

Costas Lapavitsas er økonomiprofessor.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

John Christensen

Unionen er STENDØD

ØKONOMIPROFESSOREN har formentlig ret i - at vi må forberede os på den KONFRONTATION i Europa før vi for alvor kan komme videre med en mere fremadrettet dagsorden.

Jeg ønsker ingenlunde et overnationalt styret EU, og ser gerne unionen som politisk projekt gå i tusind bitar.
Vi har i øvrigt ALDRIG tilsluttet os den udvikling ad demokratisk vej.

Lad falde hvad ikke kan stå.

Det mangfoldige og samarbejdende EUROPA skal der imod nok bestå. Det er i alles interesse.

God dag der ude

Torben Lindegaard

@John Christensen

Jeg er langt hen ad vejen enig i dit udsagn: "Lad falde hvad ikke kan stå".
I hvert fald når det gælder valutaunioner.

Hvis tyskerne og de øvrige Euro-lande har lyst til at betale den skat, som grækerne åbenbart ikke selv vil - ja, så fint med mig. Jeg går ud fra, at det tjener tyskerne og de andre Euro-lande bedst på det lange sigt.
Men jeg vil ikke betale til grækerne.

Vi skal i øvrigt ikke lade os narre af Costas Lapavitsas faglige terminologi"likviditetsoverførsler" til grækerne. Det er gode Euro, der bliver sendt efter dårlige.

Det er godt nok i overkanten, at grækerne selv tømmer deres banker for likviditet, undlader at betale deres skat - og så uforknyt forventer at andre lande fylder hullet op.

Kunne ikke være mere uenig
'Lad falde hvad ikke kan stå' er at forlade det solidariske princip. EU landende vil forfalde til nationale egosime - alles kamp mod alle, og overlade styringen af markedet til valutaspekulanter og multinationale selskaber .
Det vil hverken Grækenland eller de andre EU lande vinde ved på længere sigt

Torben Lindegaard

@Ole Falstoft

Du har helt ret i, at hvis Euro'en braser sammen og de 18 medlemslande går over til national valuta, så er der dømt fri leg for Warren Buffett & venner. Det kommer ikke til at gå stille af!!

Nationalbankerne kan indenfor visse grænser holde en valutakurs nede ved at lade seddelpressen køre, når markedet forsøger at spekulere kursen op. Men presset kan blive for stort, jævnfør Schweiz.

Men det er næsten umuligt for en Nationalbank at holde en valutakurs oppe ved at opkøbe den nationale valuta med fremmed valuta. Banken kan jo kun blive indtil valutakassen er tom. Så markedet vil så godt som altid vinde.

Hvis det kommer så vidt gælder, det om at få placeret sin pensionsopsparing i den rette kapitalfond. Førnævnte Warren Buffett har jo gjort det godt; men der kommer mange flere at vælge imellem - det bliver fri jagt på de svage valutaer.