Klumme

Hvid kvindes byrde

Det er tid til, at vi hvide, veluddannede middelklassefeminister begynder at lytte til andre end dem, der ligner os selv
3. marts 2015

Jeg er kvinde. Jeg er hvid. Og jeg er feminist. Altså er jeg en hvid, kvindelig feminist. Det er der i og for sig ikke noget mærkeligt i. Den danske mainstreamfeminisme og kønsdebat er præget af hvide middelklassekvinder og enkelte mænd. Det er først og fremmest deres stemmer, der taler og høres på sociale medier, i fjernsyn og på avisernes debatsider. Feminisme og køn betragtes og diskuteres ud fra den hvide middelklassekvindes oplevelser, der gøres almengyldige og normative.

Den hvide feminismes stærke greb i såvel den danske offentlige kønsdebat, som i feministiske og kønspolitiske rum, var det første, jeg tænkte på, da mit Facebook- og Twitter-feed i sidste uge svømmede over med lovprisninger af den amerikanske skuespillerinde Patricia Arquette. Hun har netop vundet en Oscar for bedste kvindelige birolle og brugte sin takketale til at komme med et kønspolitisk statement, som fik selveste Meryl Streep til at juble fra tilskuerrækken. »Til enhver kvinde, som har født. Til enhver af denne nations skatteborgere. Vi har kæmpet for alle andres ligestilling. Nu er det tid til, at vi får ligeløn en gang for alle i USA,« lød det. Og efterfølgende, da Arquette uddybede talen backstage: »Og det er tid til, at alle kvinder i USA og alle mænd, der elsker kvinder, og alle de homoseksuelle og alle de farvede, som vi alle har kæmpet for, kæmper for os nu.«

Vi hvide feminister klappede i hænderne. Sikke en tale! Eller hvad? Arquettes tale har fået massiv kritik på internettet og i en række især amerikanske medier. Her er en hvid, privilegeret kvinde, som ikke bare siger, at hun og hendes ligesindede har kæmpet for homoseksuelle og ikke-hvide, men som også mener, at det nu er deres tur til at kæmpe for kvinder som hende. I Danmark og i de store danske feministiske organisationer har der været stille. Betænkeligt stille. 

For vi hvide danske middelklassefeminister er ikke vant til at forholde os kritisk til os selv og vore egne. Det virker næsten overflødigt at tænke på kategorier som race og klasse i forhold til kønspolitiske perspektiver. Vi er jo kritiske i forvejen, ikke? Og vi sørger da også for at inkludere ikke-hvide kvinder i debatpaneler og til vores arrangementer. Vi trækker næsten på skuldrene, når det kommer på tale, det dér med hvid feminisme. Føler måske et lille stik af ubehag, men tænker: Er det overhovedet et problem? Vedkommer det egentlig os?

Det gør det. Vi må være kritiske over for den hvide feminismes monopol på, hvad der er væsentligt. For eksempel ved at indse, at vores måde ikke er den eneste acceptable måde at snakke og tænke køn på. Der er simpelthen en pointe i at lytte til andre end os selv. Det udvider vores verdensbillede, og gennem deres blik på køn og feminisme kan vi skærpe eget blik og forholde os kritisk til os selv. Samtidig åbner det op for både en udvikling af en system- og magtkritik og giver rum til en mere nuanceret feminisme og kønsdebat. Det ville klæde os at tage skyklapperne af. Sådan for alvor.

Det ville også klæde os at forsøge at afmontere den tendens til respektabilitetspolitik, som hersker i den danske hvide feminisme, hvor det er nemmest at blive hørt, hvis man er veluddannet, gerne en etableret debattør og har synspunkter, som mange af os andre hvide feminister er enige med. I højere grad at lytte til ikke-hvide kvinder og kvinder fra andre sociale lag og skabe rum for et fælles fodslag.

Jeg tror, Patricia Arquette har haft de bedste intentioner. Hvem kan være uenig i ligeløn? Men hendes blinde vinkel i forhold til at tænke for eksempel race og klasse ind i sin tale er et glimrende eksempel på, hvorfor det er så vigtigt at italesætte hvid feminisme. Ligesom de danske feministiske organisationers stilhed og manglende refleksion over kritikken viser, at det i særdeleshed er noget, vi har brug for at problematisere – også i en dansk kontekst.

På søndag er det 8. marts, og i år er det hundredeåret for kvinders valgret i Danmark. Det kunne være en passende lejlighed til at udvide og forsøgsvis afvikle den hvide middelklassefeminismes monopol i kønsdebatten og i de feministiske rum. Jeg melder mig i hvert fald under fanerne. Ses vi?

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Petersen

Kan man som kvinde vælge islam og vælge at gå med tørklæde og stadig være med i klubben?

Eller kan man som kvinde vælge at være hjemmegående husmor og stadig være med i klubben, selvom man lader sig forsørge af en mand?

P.S. Jeg er ikke ude på at provokere - jeg er oprigtigt nysgerrig.

Ups, er det allerede ved at være 8. marts?
Så skal Kvinfo's direktør igen til finde det gamle A4-ark frem, som den forhenværende direktør biksede sammen engang i tidernes morgen.
Det bliver en hård dag på kontoret.
Det må så være hende en trøst, at hun kan sidde på sin flade resten af året og score statskroner i millionvis til sit nytteløse foretagende.

Go' 8. marts til alle!