Kommentar

Hygger man sig på understøttelse, håner man fællesskabet

Når Carina, der ikke var fattig; Robert, der var doven, og Thomas, der bare finder kontanthjælp belejligt, bliver omdrejningspunkt i debatten om arbejdsløs-hedsunderstøttelse, begynder jeg at nære mistro til systemet
28. marts 2015

»Jeg nægter at skamme mig,« erklærede kontanthjælpsmodtager Thomas Steen Parum i kronikken den 21. marts. Men Thomas, du bør i den grad skamme dig. Ikke fordi du er kontanthjælpsmodtager, men fordi du ikke tager dit ansvar alvorligt. Jeg investerer mine skattekroner i dig, så du en dag kommer frisk ud på arbejdsmarkedet og deltager i at gøre vores samfund bedre for alle, inklusiv dem, der havner i samme situation, som du nu befinder dig i.

Det har uden tvivl været din mening at provokere, når du skriver, at når du nu ikke har et arbejde, kan du passe ungerne, gå lange ture med hunden og læse faglitteratur. Men hvad får samfundet ud af sin investering i dig, når du bruger den til at gå ekstra lange ture med hunden? Du føler måske ikke skam, men føler du slet ikke ansvar heller?

Du siger, at du ikke føler dig som en del af et fællesskab, men det er du, Thomas Steen Parum. Du er en del af det fællesskab, der ikke tager samfundet alvorligt. Af den gruppe, der er sig selv, deres familien og deres hund nærmest. Det danske sikkerhedsnet er kun sikkert, hvis de, der bliver grebet af det, tager det seriøst, kommer ud af den knibe, de er i, og hjælper til at gøre nettet stærkere. Det gør man ikke ved at gå længere ture med hunden.

Afsporer debatten

Jeg har selv haft brug for samfundets hjælp, og jeg betaler derfor min skat med glæde. Den skat, der giver mening vel at mærke. Når historier om Carina, der ikke var fattig; Robert, der var doven, og Thomas, der bare finder kontanthjælp belejligt, bliver omdrejningspunkt i debatten, begynder jeg at nære mistro til systemet. Vi skal ikke debattere, hvor meget vi får i offentlig støtte, for det er i det store billede slet ikke så interessant. Jeg går helt ind for, at man skal have nok til, at man kan leve et værdigt liv. Vi skal ikke debattere, om man skal have råd til at ryge, om man skal sælge sin bil eller sin PlayStation. Vi skal debattere, hvordan man er havnet i den situation, man er i. Vi skal ikke nødvendigvis spare penge ved at sætte kontanthjælpsloftet i funktion igen. Vi skal spare ved, at færre mennesker overhovedet havner i situationer, hvor de har brug for kontanthjælp.

Kommer man alligevel i den uheldige situation, at man modtager kontanthjælp, så har man underskrevet en kontrakt med sine medborgere. En kontrakt, hvor modtageren af understøttelsen lover at gøre alt, hvad der er muligt for at finde et arbejde. Det gør man, så de, der betaler kontanthjælpsmodtagerens løn, kan føle sig sikre på, at deres investering kommer tilbage igen, når de en dag selv får brug for hjælp. Derfor fungerer systemet ikke, hvis nogle snyder de andre. Vi skal kunne stole på hinanden, ellers krakelerer systemet.

Derfor skal vi ikke bruge tid på at konstruere kontanthjælpsloft, men på kontrol. Vi skal kontrollere, at du, Thomas Steen Parum, går ture med uopfordrede ansøgninger, ikke med hunden. Vi skal kontrollere, at du sidder med computeren og skriver ansøgninger, i stedet for at spille Ludo med børnene, der er blevet hjemme fra institutionen. Vi skal kontrollere, at du sidder og læser hvert eneste job-opslag på nettet, i stedet for faglitteratur. Gør du ikke det, må din kontanthjælp ryge. Ganske simpelt.

Det er bedre for samfundet, at du går med aviser eller sidder ved kasseapparatet i supermarkedet, end at du tager dine børn ud af institutionen og bruger dagene sammen med dem.

Væk med kontanthjælpen

Det skal kunne betale sig at arbejde, men ikke af de økonomiske årsager, som Venstre hænger sig i. Det skal kunne betale sig at arbejde, fordi vi gerne vil have et solidt fundament at bygge samfundet på, hvor ingen lever et uværdigt liv, men hvor vi hver især tager ansvar for fællesskabet og gør vores bedste.

Desværre tror jeg ikke, at det er muligt, derfor er mit forslag helt kort: Bortskaf kontanthjælpen og ændr dagpengesystemet.

Dagpengesystemet skal fortsat være en frivillig ordning. De penge, vi sparer ved at bortskaffe kontanthjælpen, skal bruges til at give dagpengemodtagerne bedre vilkår. Allerede her har vi afskaffet et helt centralt problem, nemlig at mange undlader at forsikre sig selv mod arbejdsløshed via a-kasserne, fordi de har kontanthjælpssystemet at falde tilbage på. Vi løser også dele af problemet med, at flere og flere ryger ud af dagpengesystemet ved at give dem bedre vilkår. F.eks. ved at gøre genoptjeningsperioden kortere. Jobcentrene skal samarbejde med vikarbureauerne, så dagpengemodtagerne kan komme hurtigt i vikarjob, hvis ikke de har udsigt til et job inden for deres eget fag, og dermed hurtigt genoptjene retten til dagpenge. Og lad endelig dem, der nægter at tage et arbejde, blive fritaget for retten til dagpenge. Køber man sig ind i et system, accepterer man også de vilkår, der følger med.

Gennemfører vi disse tiltag, så vil vi få et sikkerhedsnet, der redder dem, der gerne vil reddes, men lader dem, der ikke vil, leve deres liv, som de nu ønsker. Det betyder også, at du, Thomas Steen Parum, vil kunne tage dig den frihed at blive hjemme med dine børn, så ofte som du vil. Du vil kunne gå så lange ture med hunden og læse alle de bøger, du vil. Der vil nemlig ikke være et samfund, der forventer noget af dig, fordi det ikke har investeret i dig.

Og vigtigere: Vi kan komme af med den skam, du mener, kontanthjælpsmodtagere slæber rundt på. Lad os lave et nyt system uden indbygget skam, uden hierarki. Et system, hvor vi er sikre på, at alle gør det, de kan, for at komme i arbejde. I sådan et system vil vi have respekt for de uheldige, der på trods af hårdt arbejde ikke er kommet i arbejde. For vi ved, at det kun er dem, der vil ordningen, der er med i ordningen.

Skam bør kun ramme ham, der modtager systemets håndsrækning med den ene hånd, men tager hundesnoren i den anden.

Thomas Bruun Funch er selvstændig it-konsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ellen nielsen
ellen nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erik Pørtner Jensen

Man må håbe, at indlægget bare er god satire.. Time for grabbing some popcorn :-)

Kim Øverup, Anne Eriksen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Der er ikke megen psykologisk indsigt hos. skribenten.

Efter et par måneders ledighed, med afslag efter afslag, bliver det sværere og sværere at bevare gejsten.
Kun ganske få evner at sidde foran computeren i timevis hver eneste dag. Kræfterne/overskuddet forsvinder gradvist mens tiden går. Selvværdet aftager og pessimismen tiltager. Stressniveauet begynder at få indflydelse på ens omgivelser. Koncentrationen dykker.

Skribenten bør prise sig lykkelig for at ovenstående ikke indtraf hos ham; Men bør vide at han ikke kan spejle sig selv i andre. Han er ikke "den gængse model".

Mads Østergaard

Jeg havde en periode i mit liv på omkring 14 måneder ikke foretog mig noget særligt. I omkring 5 af månederne gjorde jeg rent 12,5 time om ugen for at tjene lidt. Derudover klarede jeg mig på en stor opsparing som jeg havde tilegnet mig ved et tidligere job. Jeg var single, delte en lejlighed med en ven, hvor jeg boede for 3000 om måneden, og jeg havde få faste udgifter. Jeg var ikke på dagpenge eller kontanthjælp, men betalte selv for min tid og min frihed.
Alligevel følte jeg en vis skam. Eller nærmere, de fultidsarbejdende fik mig til at føle en vis skam, over at jeg ikke arbejdede ligesom de gjorde. Jeg tog ingen håndsrækning fra samfundet, men alligevel var det ikke velset, at jeg ikke arbejdede og bidrog i særlig høj grad til samfundet. Samfundet fik mig til at føle mig doven. Det får mig til at tro, at Thomas Bruun Funch's idé om at kontanthjælpsmodtagere som Thomas Steen Parum bør føle skam, i virkeligheden bunder i, at Funch er misundelig på Parum's overskudstid. Funch mener ikke at det er fair, at Parum har lov til at have så meget tid, og især ikke når det er på statens regning.

Men det er en stor mistforståelse, at det bør være trist, hårdt og surt at være kontanthjælpsmodtager. Det er aldrig en fordel for samfundet at have triste borgere. Mange kontanthjælpsmodtagere vil være i en afhængig situation i et år eller mere, og derfor kan det kun være en fordel, hvis vedkommende lærer at trives i situationen, og samtidig får det bedste ud af den tid, dog selvfølgelig med det mål for øje, at man gerne skal i job.

Samfundet fik mig til at føle mig doven da jeg ikke arbejdede og spyttede i fælleskassen. Men den tid som jeg havde endte med at blive en rigtig vigtig periode i mit liv. Min far spurgte åbent ind til mig, og jeg kan huske at jeg fortalte ham, at selvom jeg ikke arbejdede, så lærte jeg en masse, og udviklede mig personligt. Det respekterede han, og han støttede mig. Jeg var 22 år, og havde pludselig mulighed for at gå og overveje mit liv. Jeg havde plads til at lytte til omverdenen, læse bøger, droppe dårlige vaner, og starte nye gode vaner. Jeg havde tidligere været med rådvild omkring hvilken retning jeg ville gå i mit liv, men i løbet af den her tid kom jeg tættere på mig selv, jeg lærte at mærke hvor mine interesser lå, og jeg fandt frem til, hvad der er vigtigt for mig i mit liv. Endelig, så fik jeg energi, gåpåmod og lyst til at starte en universitetsuddannelse.
Da jeg startede på universitetet mødte jeg derimod størstensdels rådvilde og stressede unge mennesker, som lige var blevet færdige med gymnasiet, som ikke havde overblik over deres tilværelse, som ikke havde særlig passion, som var meget i tvivl om hvilken retning de skulle tage, og om uddannelsen var korrekt for dem. Omkring 40 % droppede ud eller skiftede uddannelse inden for de første 2 år. De fleste af dem droppede dog ud indenfor det første halve år. Jeg syntes det var hårdt at være en del af alle mine medstuderendes forvirring over alting. Jeg ville ønske de også havde haft lidt mere tid i deres liv, til at lære sig selv og deres omverden lidt bedre at kende.

Det gavner samfundet at have bevidste borgere, som kender sig selv, som har fundet frem til deres passion, og som tager valg der gavner deres personlige trivsel. For så får vi mennesker som er glade, som ikke har brug for psykologhjælp, som ikke går ned med stress, som kan tage voksne beslutninger, og som føler mål og mening i deres liv. Den tid til at tænke er meget vigtig, og jeg er simpelthen så glad på Parum's vegne, når han beskriver hvordan hans ekstra tid som kontanthjælpsmodtager bidrager til sit eget og sine børns velvære. Det er velfærd, og det er fedt. Jeg synes ikke der er noget bedre end forældre som virkelig bruger tid på deres børn, så vi kan få formet nogle gode mennesker og gode samfundsborgere. Som kontanthjælpsmodtager skal man jo skrive et vist antal ansøgninger om ugen, og så længe Parum opfylder det, så gør han sig i mine øjne fuldt ud fortjent til samfundsstøtten. Det er bare med at få det bedste ud af tiden, mens man har den. Hvis Parum blev frataget sin kontanthjælp, så skulle jeg gerne deltage i en fond, som med fx 5 kr. om måneden støttede en mand som skrev 2 ansøgninger om ugen, og som brugte sin fritid på at tilegne sig viden, og på at give sine børn en god barndom. For skønlitteratur er heller ikke kun for sjov, der er rigelig viden at hente her.

Jeg er på ingen måde interesseret i at være del af det kynisk-ignorante samfund som Funch beskriver.

Laust Persson, Elisabeth Andersen, Michael Bruus, Peter Jensen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Marianne Christensen, Erik Pørtner Jensen , Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Funchs opfattelse bygger jo blot på den misforståelse, at der er uendeligt med arbejde at udføre - og at kun det arbejde, der udføres for en løn, har værdi, når det reelt er sådan, at lønarbejdet og det dermed forbundne fremmedgørende element i forhold til personlig udvikling og aktivitet minimeres.
Det er trist, at Mads Østergaard er nødt til at fremstille de simpleste sandheder som en eksotisk erfaring - når det er, hvad et civiliseret og dannet samfund altid har tilstræbt. Det nye er, at vi med teknikkens hjælp kan brede det ud til alle, der vil og ikke forbeholde det én formuende overklasse.

Laust Persson, Elisabeth Andersen, Peter Jensen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Marianne Christensen, Erik Pørtner Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

I øvrigt sjovt, at Funch ernærer sig i for tjenesteydelser, der tidligere blev betalt i liter-cola og chips.

Anne Eriksen, Karsten Aaen og Marianne Christensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

I øvrigt sjovt, at Funch ernærer sig i for tjenesteydelser, der tidligere blev betalt i liter-cola og chips.

John Christensen

I de 33 år jeg personligt har betalt til Arbejdsløshedsforsikringen - har den på intet tidspunkt været dyrere og ydet dårligere dækning.

I fremtiden ønsker jeg mig derfor hellere en ubetinget basisindkomstløsning, hvor alle som minimum har hvad der svarer til kontanthjælpens niveau, og hvor arbejde ikke medfører fradrag.
Systemet bør finansieres via jordrente og transaktionsrente på finansielle transaktioner, mv.

At være tvunget til at påtage sig vilkårlige lavtlønsjob i det prekære arbejdsmarked der lige nu breder sig som den sorte pest, skal slet og ret forbydes.
Mennesket i Norden er takket være blandt andet tidligere generationers indsats, og den teknologiske udvikling - endelig fri for lønslaveri.

Det er ikke en skam at udføre et arbejde - hvis du da ikke foretrækker at være fri.
Du yder efter evne og nyder efter indsats.
Når det en gang med tiden er opfyldt går vi efter - at yde efter evne og nyde efter behov.
Misundelse og skam ift arbejdsbegrebet, læser vi kun om i historiebøgerne!
Det er passe. Long gone - eller?

NO TO CORPORATE OVERTAKE - FIGHT BACK!

God dag der ude

John Christensen

Det er menneskeligt at fejle.
En ordentlig bommert derimod, forudsætter tit og ofte - at der er et IT system involveret!

Tror desværre ikke, at skribenten er hverken i det sarkastiske eller humoristiske hjørne! Desværre.

Michael Bruus

Når moral står alene, kan det blive frygteligt koldt, dumt og indholdsløst.
Et liv i systemets tjeneste mangler på ingen måde moral, til gengæld kan det udvikle sig lige så uheldigt som livet i Sovjetunionen, som også manglede at koble viden og ånd på moralen.

Vi ser det samme misforhold, i videnskaben som mangler at koble moral og ånd på viden. (Se informations artikler om børnehjemmene, sterilisationerne og hvide snit)

Eller i religioner som mangler at koble viden og moral på ånd. (Religionskrige giver bestemt livet fylde(ånd) (men ikke på den gode måde) og logisk er det ved gud heller ikke og moralen er også svær at følge))

Når én af de to andre i treenigheden mangler, bliver det noget lort, når to af dem mangler, bliver det en katastrofe.

Så moral alene, er en katastrofe, som de øvrige kommentere også, fra vær deres synsvinkel, har søgt at påpege.

Kors for en indskrænket omgang!! Man aner jo ikke om man skal grine eller græde....?

Det er jo for langt ude til at kunne tages rigtig alvorligt - på den anden side er det jo langt fra rigtigt sjovt...

Suk!

Erik Pørtner Jensen , Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar