International kommentar

Det, som ingen kan sige

For nylig blev jeg ekskluderet fra Dansk PEN. Bag sagen ligger en dyb uenighed om håndteringen af ytringsfrihedsdebatten. Mens Jerichow & Co. mener, at tolerance skal udgå fra den talende, mener jeg, at den skal udgå fra den lyttende
Debat
1. april 2015

Var det et politisk motiv, der lå til grund for, at undertegnede den 19. marts blev ekskluderet af bestyrelsen i Dansk PEN? Sådan spørger Peter Nielsen i Information (den 27. marts) og svarer nej.

Men han går ikke ind i substansen. Så lad mig kort skitsere forløbet. Den 27. februar videresendte jeg en PEN-mail til Fri Debat om, at Folketinget overvejede konsekvenserne af en ophævelse af blasfemiparagraffen, og at PEN ville skrive en erklæring herom. I det forum deler vi alle PEN’s syn på paragraffen, og jeg spurgte, om vi skulle skrive en erklæring, før PEN gjorde det. Ingen i Fri Debat reagerede – flere havde allerede givet deres mening til kende om blasfemiparagraffen – og jeg selv skænkede heller ikke mailen en tanke, før jeg fem minutter før bestyrelsesmødet i PEN den 19. marts blev trukket til side af præsident Anders Jerichow, som meddelte, at han havde kendskab til mailen, og at enten trak jeg mig, eller også ville han rejse et mistillidsvotum mod mig.

Jeg beklagede, at jeg havde videresendt mailen; det var ikke korrekt gjort; det kan der vel ikke være to meninger om. Hvad vi derimod er uenige om, er forseelsens karakter og rimeligheden i PEN’s reaktion: Hvis Fri Debat havde ytret det samme synspunkt som PEN, på hvilken måde ville det da have skadet PEN? Hvis Fri Debat havde gjort det kort før PEN, på hvilken måde ville det da have skadet PEN?

Hvorvidt fyringen er politisk motiveret eller ej, kan man kun besvare ved at gøre op, om den skade, som dette kunne have forvoldt PEN – eller den formelle forseelse i sig selv – er så alvorlig, at man blev nødt til at gribe til så ultimativt et middel som eksklusion, eller om sagen kunne være klaret med en reprimande.

Stemplet som illoyal

Hvad man end mener om dette, er det et faktum, at der har været et modsætningsforhold mellem mig og bestyrelsens flertal. Gang på gang har man bebrejdet mig, at jeg var »illoyal«, og jeg er flere gange blevet opfordret til at trække mig under henvisning til, at jeg ikke har overholdt formalia, eller at jeg ikke deler flertallets synspunkter.

Modsætningen handler i sin essens om, at mens Jerichow & Co. mener, at tolerance skal udgå fra den talende, mener jeg, at den skal udgå fra den lyttende. De to grundsyn har en række implikationer, som blandt andet betyder, at Jerichow mangler sprog til at begrebsliggøre, hvor alvorlig truslen mod ytringsfriheden er.

Et eksempel på det så man ved generalforsamlingen, hvor Jerichow gennemgik årsberetningen. Her blev dødsvolden på Charlie Hebdo og Krudttønden først nævnt til sidst; det var ikke et prominent emne, der krævede særlig opmærksomhed, og han understregede også, at selv om ytringsfriheden nok er under pres, må vi dog konstatere, at langt de fleste af os jo kan sige, hvad vi vil. I samme åndedrag fremhævede han også tonen som en del af årsagen til konflikten, og man kunne heraf udlede, at de, der ikke oplever at kunne ytre sig frit, delvis kan takke sig selv for deres velbegrundede frygt.

Det er et anstændigt synspunkt, vi skal huske på; hvor mange der kan tale frit. Men jeg forholder mig til det faktuelle: Hvad der ikke kan siges, uden at man behøver frygte for trusler og dødsvold. Og at dét, der ikke kan siges, dét kan ingen sige – ingen. Heller ikke Jerichow. Heller ikke Lidegaard, Haagerup eller Peter Nielsen.

Men denne indsigt kan de og deres meningsfæller ikke erkende, fordi de ikke selv føler trang til at sige det, som ingen kan sige. Derfor tilsiger deres eget erfaringsgrundlag ikke, at der er nogen nævneværdig fare, og i deres selvoptagethed kan de ikke sætte sig egentligt ind i, hvordan det må føles at være ved at blive henrettet eller at frygte for det. De har intet begreb om, hvor ydmyget man kan være af sin egen frygt for at sige det, som ingen kan sige, eller hvordan frygten korrumperer den enkelte og samfundet.

Af en eller anden grund besidder de ikke de kognitive evner til at indse, at man er en ondartet hykler, hvis man bryster sig af tolerance og demokratisk sindelag, hvis man ikke nærer en solidaritet med sin politiske modstander og forsvarer dennes ret til at sige det, som ingen kan sige – uden moderationer, uden noget feel good-fokus på ’hvor mange’, og uden negligering af dødsvolden, frygten og dens konsekvenser. De forstår ikke, at når de forråder andre i denne solidaritet, forråder de også hele det fællesskab, de selv nyder godt af, og som er det eneste bolværk mod voldsideologer af enhver art.

PEN’s positionsdans

Mit syn på ytringsfrihed har ikke været velkomment hos flertallet i Dansk PEN’s bestyrelse, men selv om det har været op ad bakke, har jeg fundet det vigtigt at blive og tage debatterne.

Men efter Charlie Hebdo og Krudttønden har jeg erkendt, at det er totalt nonsens at danse forfængelig positionsdans med PEN og andre anstændige. Det er et tåbeligt spild af tid at forsøge at få dem til at begribe det, som ingen kan sige. Efter dødsvolden er deres parasitære holdning til ytringsfrihed blevet endnu mere grel, og samtalen med dem har mistet relevans, hvis den nogensinde har haft det: De er uden politisk betydning, for de er kun optaget af positionsdans, og de kommer aldrig til at få et begrebsapparat for det, som ingen kan sige.

Tilbage står erkendelsen af, at den offentlige debats regulerende effekt har været utilstrækkelig både over for de anstændige og over for voldsideologerne. Det eneste rationelle og relevante er at forholde sig til, hvordan man gennem konkret politisk handling kan genskabe et samfund, hvor enhver kan tale frit uden at frygte for vold eller døden.

Birgithe Kosovic er forfatter og ekskluderet medlem af Dansk PEN’s bestyrelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Kjær

Birgithe Kosovic er tonedøv og illoyal og indrømmer det:"Jeg beklagede, at jeg havde videresendt mailen; det var ikke korrekt gjort; det kan der vel ikke være to meninger om" og "Gang på gang har man bebrejdet mig, at jeg var »illoyal«"
I alle foreninger er der grænser for illoyalitet overfor foreningen og dens flertal, og selvfølgelig er der en grænse for hvad de andre giver være med til. Alt det andet skriveri er et forsvar der ikke har med sagen at gøre, som et barn der forsvarer hun gentagne gange har stjålet fra mors pung og hvorfor skulle det slutte, det gik jo lige så godt. Hun har været illoyal, men hun troede bare hun kunne bliver ved og ved uden konsekvenser. Hun er ikke fyret, for hun var vel ikke ansat, hun er ekskluderet eller måske trak hun sig, og så må hun nøjes med Fri Debat som hun åbenbart er mere loyal overfor.