Kommentar

Inklusion rimer dårligt på Paradise Hotel

Hvordan skal vi dog kunne lære skolebørn inklusion og rummelighed, når de vokser op med reality-programmer, hvor deltagerne stemmer hinanden hjem, og eksklusion gøres til topunderholdning
20. marts 2015

'Inklusion' er et af de helt hotte modeord for tiden. Med folkeskolereformen er inklusion blevet emne for heftig offentlig debat.

Der skal gøres plads til Peter med medicinkrævende ADHD; Trine med tvangshandlinger, der gør, at hun tænder og slukker lyset i klasselokalet præcis syv gange, inden hun går ud til frikvarter og Kamilla med adfærdsvanskeligheder, der betyder, at klassekammeraterne ikke tør danne venskaber med hende, da de ikke ved, om hun kan finde på at slå, når hun bliver sur.

Alle skal inkluderes og tilgodeses i en helt almindelig folkeskole og deltage i et helt almindeligt klassefællesskab. På papiret kan projektet måske nok lykkes, men i virkelighedens verden er udfordringerne ofte så høj en mur, at vi ikke har stiger, der er høje nok til at hjælpe os over. De romantiske drømme om inklusive fællesskaber er i mange tilfælde utopi.

Tude-Hanne og vinder-Regina

Drømmen om inklusion i folkeskolen finder meget lidt støtte i den måde vores øvrige samfund er bygget op på. Her hersker konkurrencestaten, og når vi tænder fjernsynet, bliver vi bombarderet med det ene ekskluderende program efter det andet.

Det begyndte vel engang sidst i 1990’erne med den første omgang Robinson. Thomas Mygind tonede frem på skærmen og indførte os i reality programmernes univers.

Præmissen var, at deltagerne skulle konkurrere med deres meddeltagere og stemme dem ud én efter én. Man var en vinder, hvis man var den sidste, der stod tilbage. Kun sådan kunne man vinde den store pris.

Mange danskere blev hurtigt fanget ind af denne nye form for tv og så med uge efter uge. Nogle deltagere spillede spillet, andre var i deres følelsers magt. Jeg husker stadig Tude-Hanne, Vinder-Regina, Biker-Jens, som drillede Tude-Hanne og fitnessinstruktøren, som dannede par med lyshårede Kristian, og senere udsendte sin egen Arobicson-video. Tilsammen lærte de mig, at eksklusion kan være nervepirrende og spændende fjernsyn.

Senere fulgte de store tv-hit Big Brother og Paradise Hotel. Udstemningen var igen det bærende element, der kunne holde seerne tryllebundet i en længere periode. Pludselig havde vi seere også del i magten. Vi kunne stemme og deltage aktivt i selve eksklusionen. En eksklusion fra et minisamfund, hvor alle for en stund var i samme båd. Indtil båden kæntrede og værelseskammeraten eller den nye ven dolkede dig i ryggen.

Stem hende den klamme hjem

I frikvarteret ser jeg syv-otte børnerygge strække sig eller krybe sammen for, at alle kan se den lille skærm, hvor der skal stemmes endnu en deltager ud af Paradise Hotel. Børnene hepper på forskellige, men alle er enige om, at hende med det sorte hår er for klam og bare skal ud med det samme. De lever sig ind i det og diskuterer lystigt, hvem der har fortjent at vinde, og hvem der har været led og stukket sine venner i ryggen.

I timerne fortsættes den ekskluderende adfærd: »Nej, du må ikke sidde her«, »Nej, du kan ikke være med i vores gruppe«, »Gå din vej«.

Den ekskluderende adfærd er så indøvet i disse børn, født i 00’erne, at det er blevet en normaladfærd. Vi voksne kan så tænke tilbage på vores egen skoletid. Her eksisterede den ekskluderende adfærd selvfølgelig også. Dengang var der også børn, der blev holdt uden for fællesskabet og aldrig blev inviteret med. Men vi blev ikke indoktrineret med, at eksklusion er fantastisk underholdning.

Sluk tv’et

Jeg har, som de fleste lærere, ingen specialuddannelse. Min uddannelse var skruet sammen sådan, at den rammer bredest muligt og dermed ikke børn, der har diagnoser, adfærdsproblematikker med mere, som findes hos de børn, jeg nu er blevet pålagt at undervise og inkludere mange flere af end tidligere.

Jeg kan frygte, at det er en linje, politikerne vil holde fast i.

Hvordan vi på skolerne skal nå i mål med projektet er svært at gennemskue. Skal vi arbejde hen imod, at alle folkeskoler har specialklasser? En kollega, der arbejder i en specialklasse, sagde engang, at specialklasser på almindelige folkeskoler jo netop også bliver ekskluderede grupper. Hvor kan vi så begynde?

Medmenneskelighed og empati bør være på skoleskemaet. Den danske mentalitet, hvor vi har tendens til at tale om dem og os og pege fingre, skal skiftes ud med nysgerrighed, interesse og empati, hvis inklusionsopgaven på nogen måde skal kunne løftes.

Og måske bliver vi nødt til at slukke for tv’et eller finde underholdning i programmer, der ikke har eksklusion som slagnummer.

Mette Bak Tang er folkeskolelærer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Slettet Bruger
  • Christel Gruner-Olesen
  • Carsten Søndergaard
  • Tom Paamand
  • Anne Schøtt
  • Mikael Velschow-Rasmussen
Slettet Bruger, Christel Gruner-Olesen, Carsten Søndergaard, Tom Paamand, Anne Schøtt og Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bodil Waldstrøm

Det har altid været almindeligt i Danmark (og sikkert også i de fleste andre lande), at mennesker, der af en eller anden grund var anderledes end flertallet, blev udelukket, drillet eller mobbet. Det er sket i familien, i skolen, på arbejdspladsen – ja, overalt, hvor flere mennesker var sammen.

Det, der gør det anderledes i dagens Danmark, er, at nu gør alle det samme samtidig. Enten er man inkluderet, eller man er ekskluderet. Det er et meget stort problem, når et samfund går så meget i takt – og endda understøttet eller krævet af magtens elite (især politikere og medier). – Jeg mener, at det er vigtigt for hvert enkelt menneske hele tiden at være sig selv med egne værdier. Man skal turde sige fra over for gruppepresset og lade være med at samfundsmobbe. Man skal også turde protestere åbent, når gruppepresset lægges ned over alle i landet af magtens elite. Hvis toppolitikere og/eller medier går foran med at mobbe, hvad enten det er udlændinge, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse eller handicappede, eller de hele tiden presser befolkningen til at arbejde mere og mere, forbruge mere og mere, konkurrere mere og mere – så skal man turde sige fra, hvis man synes, det er en forkert måde at leve på.

Det er ikke naturligt, at alle mennesker i et helt land samtidig gør det samme. Menneskers liv og udvikling er forskellige, og det skal vi påskønne, for det giver mangfoldighed.

Det indebærer naturligvis ikke, at landets love ikke skal overholdes af alle, for lovene sætter rammerne, vi lever under til (forhåbentlig!) alles bedste. Det er op til de folkevalgte politikere at udforme love, der gør mangfoldighed mulig, og det er op til vælgerne at stemme på politikere, der magter dette.

Lisbeth Raun, Herdis Weins, Christel Gruner-Olesen, Søren Kristensen og Nille Torsen anbefalede denne kommentar

Kære Mette Bak Tang, Ih hvor har du ret, jeg har i mange år haft den samme fornemmelse, at der er et massivt "TRÆK" ind i skolen fra den omgivende verden, i forhold til de normer der gælder udenfor og dem man opsætter inden for skolens vægge. I mine øjne kommer indflydelsen, som går imod det inkluderende fællesskab også mange flere steder fra. Den mere eliteprægede idrætsudøvelse, fodboldkulturen, den evige hunger i medierne efter den hårde konfrontation mellem to parter i hver sin lejr. Hvis ikke børn havde øre og øjne uden for skolen, så kunne den drøm om fuld inklusion måske oparbejdes nedefra - men ikke så længe hele verden, som du påpeger hænger hinanden til tørre for det mindste fejltrin. Dit indlæg er lige spot on, jeg synes det kan ruske op i alle samfundslag - det er til at forstå og det er helt indlysende en samfund og skolebetragtning som herfra tåler gevaldig udbredelse til alle der gør sig kloge på skolens indretning.

Søren Kristensen

Hvad skal vi gøre: Spørg Citybois. De har svaret - eller er svaret, ifgl. Thomas Blackman, og de er oven i købet så almindelige, at de ikke engang når finalen i X-faktor. Nu skal vi så bare finde ud af hvordan vi sørger for, at alle unge vokser op i Gentofte og bliver født til lyst hår og en masse selvtillid.