International kommentar

Er Islamisk Stat den ultimative ondskab?

Når vi i forståelig afsky ser IS som ikoniske dæmoner, risikerer vi at blive blinde for det symbiotiske forhold mellem jihadisme og vestlig magtpolitik
10. marts 2015

Et eller andet ved udtrykket ’tøndebombe’ formidler ikke rædslens sande dimensioner. Måske er det, fordi vi forbinder tønder med øl og vin. Men tøndebomber er årsag til ufattelige lidelser. Ud over sprængstoffer indeholder de også skarpe metalsplinter, der skal maksimere blodbadet. Nedkastet fra helikoptere i højder, der umuliggør præcisionsbombardementer, benyttes de jævnligt af Bashar al-Assads regime – for tiden vores de facto allierede – og indtil for nylig også af Iraks regering. På blot et år har tøndebomber taget livet af over 6.000 civile i Syrien. Næsten en tredjedel af dem var børn.

Men Assads regime stiller ikke sine grusomheder demonstrativt til skue. Det udsender ikke videoklip med Hollywood-effekter – slowmotionsekvenser, closeups, stemningsbærende musik osv. I stedet anlægger Damaskus samme beklagende tone, vi kender fra vestlige magter, som da USA i Fallujah brugte hvid fosfor-ammunition:

»Vi beklager eventuelle civile tab (eller ’følgeskader’ – collateral damage – som Vesten foretrækker). Modsat vore modstandere foretager vi ikke målrettede angreb på civile osv.«

Assad-regimet slår muligvis langt flere ihjel. Men dets erklærede hensigter er nogle andre. Fordi vi ikke går efter at dræbe civile, bevarer vi vores moralske overlegenhed, tænker man sig i Damaskus. Og frem for alt har Assads regime ikke bortført vesterlændinge, ladet dem henrette og filmet det. Islamisk Stat er derfor i stedet blevet den ikoniske dæmon og det stof, mareridt vokser ud af – hvilket er præcis, hvad bevægelsen ønsker.

Vietnam, Laos og Cambodja?

I sommeren 2013 var offentlighedens fjende nummer et ubestrideligt Assads regime, der da også, efter alt hvad vi ved, på dette tidspunkt havde gasset hundredvis af uskyldige civile ihjel.

Men det er nu kommet på mode at tillægge IS en unik ondskab og mareridtsagtig mystik. Netop dette er, hvad de tørster efter. Både fordi de håber at skræmme deres fjender, så de bliver så bange, at de flygter fremfor at kæmpe, og fordi de styrker deres ry blandt sympatisører, hvilket igen tiltrækker flere jihad-rekrutter.

Her er et eksempel fra en klumme i en britisk avis: »I IS er vi vidne til et niveau af grusomhed mod menneskeheden, som vi efter nazismen aldrig håbede at skulle opleve igen.«

Virkelig? Hvad med Pol Pot og hans killing fields? Hvad med massemordet på en million kommunister i Indonesien i 1960’erne? Eller krigene i Den Demokratiske Republik Congo, der har kostet op til seks millioner mennesker livet og givet anledning til massekannibalisme? Hvad med den amerikanske tæppebombning af Vietnam, Laos og Cambodja? IS hugger hovedet af sine ofre, ganske som saudiaraberne, vores venner.

Hvorfor ikke analysere?

Jihad John blev for nylig identificeret som en Mohammed Emwazi og er ved at nærme sig Osama Bin Ladens niveau af berømmelse. Den tidligere Westminster University-studerende må fryde sig over at blive gestaltet som Vestens dæmonikon og blive så berygtet, at det kun modsvares af venerationen blandt Islamisk Stats sande troende. I en sådan atmosfære bliver ethvert forståelsesniveau, der går ud over: ’de er inficeret af en giftig ideologi’, set som tilløb til retfærdiggørelse.

Jeg ved ikke, hvordan Emwazi blev radikaliseret, og enhver, der hævder at vide det, er enten en tåbe eller en bedrager, men det giver helt sikkert mening at afsøge alle mulige faktorer. Det får vi bare ikke lov til, fordi alene dette forehavende risikerer at blive udlagt som en form for støtte til IS – ironisk nok af netop dem, der spiller bevægelsens spil.

Undskylder vi nazismens ugerninger, fordi vi analyserer, hvilken rolle Versailles-freden og den økonomiske verdenskrise kan have spillet for dens opkomst? Og hvis vi gerne må sætte den mest barbariske ideologi i menneskehedens historie i kontekst, hvorfor må vi så ikke gøre det med IS?

Vesten støtter jihadister

Hvad der gør det hele yderligere kynisk, er Vestens inkonsekvente holdning til jihadisme. Hvem andre var de vestlige magter med til at støtte, finansiere og bevæbne i Afghanistan i 1980’erne end den første større internationale gruppe jihadister, der siden hen skulle eksportere deres terror? Hvilke fundamentalistiske mellemøstlige diktaturer bevæbner og støtter vi i dag, selv om de gør deres yderste for at eksportere ekstreme ideologier og finansiere og bevæbne jihadister? Vi vidste, at jihadister ville gå til kamp mod oberst Gaddafi i 2011, og da vi bombede Libyen, gjorde vi os til deres de facto allierede. Takket være denne vestlige indgriben er store stykker af Libyen nu havnet under deres herredømme.

Også i Syrien har Vesten støttet jihadister. Da den amerikanske journalist Theo Padnos blev løsladt efter at være blevet holdt i fangenskab af al-Nusra Fronten i to år, aflivede han myten om, at vores ’moderate’ Frie Syriske Hærs allierede opererede uafhængigt af jihadisterne – to gange sendte de ham tilbage til hans bortførere. Og i 2012 afslørede undersøgende journalister, at vi udmærket vidste, at støtte fra vores allierede i Saudi-Arabien og Qatar ville ende hos jihadisterne.

Nogle vil kalde Vestens svimlende skift i udenrigspolitikken for uomgængelig realpolitik i en kompleks verden. Måske. Men 14 års ’krig mod terror’ er hidtil kulmineret i fundamentalistiske grupper.

En rationel diskussion af årsager og mulige løsninger er nærmest umulig. Vi skal simpelthen blot acceptere, at IS er ondskab i den mest rå form og lade det blive ved det. Bomber og fængsler er de eneste modtræk, vi har, og enhver, der siger noget, andet, er apologet, forræder eller begge dele. Og således kan det symbiotiske forhold mellem vestlig magtpolitik og jihadisme fortsætte.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Det er ligesom at vi lider at kollektiv hukommelsestab. ISIS/ISIL kan bekæmpes på samme måde som USSR blev det. Dvs. igennem økonomiske sanktioner. - Derimod vil bomber og fængsler blot bekræfte messiah komplekserne i deres selvforståelse.