Klumme

Johanne bliver mindst savnet i Enhedslisten

Selv om hun er partiets ubetinget største stjerne, er det især vælgere og politikere i andre partier, der vil savne Johanne Schmidt-Nielsen, hvis hun fældes af Enhedslistens rotationsprincip
Debat
21. marts 2015

De to TV Glad-reportere, Daniel og Jan, som i øjeblikket har deres eget politiske program på DR 2, gik direkte til værks i torsdagens program:

»Folk går og snakker om et forårsvalg. Er du glad for det?,« spurgte Jan.

Sammen med Daniel havde han sat Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen og Pernille Skipper stævne.

»Altså,« begyndte Johanne Schmidt-Nielsen sit svar. »Jeg kan jo ikke stille op til Folketinget, hvis det kommer efter sommerferien, og jeg vil selvfølgelig gerne stille op til valget.«

Men Daniel var ikke helt tilfreds med svaret. Det skulle være mere konkret. Han forsøgte i stedet: »Er det til Helles fordel eller ulempe, hvis valget kommer efter?«

»Det skal du ikke spørge mig om,« indledte Johanne Schmidt-Nielsen sit undvigende svar. »Jeg ved ikke, hvad hun tænker. Det er generelt et problem for mig, at jeg ikke er så god til at finde ud af, hvad hun tænker.«

Nu er det fortsat meget tvivlsomt, om Helle Thorning-Schmidt (S) overhovedet har besluttet sig for en specifik dato for valget til Folketinget, men én dato er sikker: Søndag den 7. juni skal Enhedslistens årsmøde stemme om en ny liste med folketingskandidater, og har der ikke været afviklet et folketingsvalg inden, kan Johanne Schmidt-Nielsens navn ikke optræde på den liste på grund af partiets rotationsprincip.

Nu kunne man tro, at Helle Thorning-Schmidt, Morten Østergaard og Pia Olsen Dyhr ville være interesserede i at sende kvinden, der har udfordret regeringen hver gang, det har været muligt og umuligt, langt ud i den politiske glemsel. Men det er de dybest set ikke. Pia Olsen Dyhr kunne måske spekulere i at ’stjæle’ nogle af Johanne Schmidt-Nielsens personlige stemmer, men for at give centrum-venstre de bedste vinderchancer, skal Johanne Schmidt-Nielsens navn stå på stemmesedlen. Hun formår nemlig at gøre det, som ingen af de tre andre partiledere gør: trække stemmer over midten.

Ifølge Politiko.dk’s oversigt over vælgervandringer, hvor målinger foretaget af Gallup fra valget i september frem til oktober 2014 er samlet, har Enhedslisten trukket over 17.000 stemmer henover midten og kun mistet nogle få tusinde til Dansk Folkeparti. Det kan ingen af de andre partier i centrum-venstre prale af.

Og potentialet er større, for det er Johanne Schmidt-Nielsen borgerlige vælgere giver den bedste vurdering af de fire partiledere hos centrum-venstre-partilederne. Da Analyse Danmark i december sidste år bad danskerne om »at bedømme hver enkelt partileders evne til at forvalte sit embede og være en dygtig og troværdig partileder og politiker«, fik Johanne Schmidt-Nielsen et gennemsnit på 4,5 på 12-skalaen. Pia Olsen Dyhr fik 3,6, mens Østergaard fik 3,2 og Thorning kun 2,4.

Selv om der nu er under 80 dage til, at Enhedslistens vedtægter fælder partiets til dato mest populære politiker, bliver der ikke talt ret meget om partiets plan B. Men den er klar: Retsordfører Pernille Skipper træder i Johanne Schmidt-Nielsens sted. Om en måneds tid begynder partiets kandidatudvalg at udarbejde den kandidatliste, som årsmødet skal stemme om i juni, og allerede nu spekuleres der i, om Pernille Skipper skal flyttes fra storkredsen på Fyn til København for at give Enhedslisten det nødvendige stjernestøv.

I hovedstaden har Enhedslisten størst potentiale til at hive enorme stemmetal hjem. Ved kommunalvalget i 2013 fik partiet i venstrefløjens højborg hele 19,5 procent af stemmerne. Med en markant og kendt kandidat vil partiet have mulighed for at score et lignende stemmetal ved folketingsvalget – og vigtigst af alt: Partiet har mulighed for at lave et kontrolleret lederskifte, hvor Pernille Skipper får al den gode presseomtale, som nye partiledere ofte får i medierne. Paradoksalt er det i Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen bliver mindst savnet.

Hovedpersonen selv, ja, hun er ikke i tvivl om, hvad en masse fritid efter sommerferien skal bruges til, hvis den ikke længere skal bruges på Christiansborg. Der står to ting på to do-listen: Tag et kørekort og gør en uddannelse færdig, forklarede Johanne Schmidt Nielsen forleden.

Casper Dall er leder af Informations Christiansborg-redaktion.

Klummen er udtryk for klummistens egne holdninger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Enhedslisten har tidligere fraveget rotationspricippet med lex Per Clausen, så mon man ikke kan gøre det igen?

http://www.bt.dk/politik/el-aendrer-rotationsregler

Rune Petersen, lars abildgaard, Markus Hornum-Stenz og Holger Madsen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

Hvis??

Søren Kristensen

Der er tre muligheder:
1. Johanne må blive, fordi Helle finder det opportunt. Jeg stemme på hende (Johanne), fordi det er muligt.
2. Johanne må blive, fordi: lex Johanne. Jeg stemme på hende fordi det er muligt.
3. Johanne må gå, fordi Helle har andre planer. Jeg stemmer på EL i ren sympati.

Martin Madsen

Johanne går til S, hvis hun ryger for rotationsprincippet...

Torben Knudsen

Pressen dyrkelse af 'darlings' skader disses f.eks. politiske arbejde.
Befolkningen hopper med og tankeboller Johanne ved enhver lejlighed, det ved pressen og derfor er hun på konstant.
I tennis er det Wozniakki og i fodbold,holder de stadig på Laudrup.
En så indskrænket presse, der efterlader alle andre i ubemærkethed, vel og mærke pressens ubemærkethed.

Holger Madsen

Lad Johanne blive Danmarks nye statsminister, - hun vil kunne slå både Helle og Løkke ud af regeringskontorerne. :-)

Thomas Andersen

@Artiklen

Jeg kan jo ikke stille op til Folketinget, hvis det kommer efter sommerferien, og jeg vil selvfølgelig gerne stille op til valget.

Johanne har jo allerede været valgt i to periode, så meget for deres selvbestaltede rotationsprincip!!!

Og potentialet er større, for det er Johanne Schmidt-Nielsen borgerlige vælgere giver den bedste vurdering af de fire partiledere hos centrum-venstre-partilederne.

Ja, og i samme analyse var det Thulesen Dahl som fik klart den bedste vurdering blandt alle partiledere af befolkningen. Ikke overraskende, de to har jo netop den rendyrkede populisme til fælles, begge lover de guld og grønne skove, begge ser de alle de andre som årsagen til alle problemer og for begge er løsningen på alle udfordringer let, lige til og total uden den ønskede virkning...

@Martin

Johanne går til S, hvis hun ryger for rotationsprincippet...

Ja selvfølgelig. Når først damen har fået kørekort og uddannelse går det jo nok op for hende hvor usympatisk ensidig EL's politik er.

Holger Madsen

@ Martin Madsen m.fl.

I mine øjne er der i dag kun et politisk parti, der tager kampen op mod højredrejningen i dansk politik, - og det er Enhedslisten.
Så når I bruger jeres energi på at mistænkliggøre EL , så ved vi jo hvor vi har jer.!

Holger Madsen

Jeg er ikke bosidende i DK længere, men følger dog lidt med i den hjemlige politiske diskussion, - og jeg må nok sige, at den er på et meget lavt niveau, - måske det laveste i Europa.

Prøv med dybe indåndinger, Thomas Andersen.

Peter Nielsen

Johanne har fordelen af at stå på sidelinjen hvor det at vælge og vrage er relativt ufarligt. Vi så det med SF - når du får et politisk ansvar, så fanger bordet. Det samme vil ske for EL. Både EL og DF har forstået at forvalte deres mandater bedst muligt under de to forskellige regeringer, hvad enten vi kan lide det eller ej.
Hvis man lytter til Johanne og hendes udtalelser, så skinner det tydeligt igennem at EL ikke har et decideret politisk ansvar - herunder økonomisk ansvar.
Om hun roterer ud eller får lov til at blive, ændrer ikke på at hun er en pæn kvinde, og ikke meget andet.

Thomas Andersen

Helt enig med Peter Nielsen, EL (og DF og LA) ved godt at de aldrig kommer i regering. Og at de dermed aldrig får ansvar for at føre en bæredygtig politik. Og med dette udgangspunkt er de jo let at vinde en del vælgere med umiddelbart sympatiske men dybt populistiske udsagn.

Og se bare hvordan det går når EL får ansvar. København ligger stadig laaaangt nede på ranglisten over kommuner når det kommer til social politik (jf. socialindeks.dk). Men til gengæld har deres miljø og teknik borgmester sørget for at de har fået totalt ubrugelige bycykler for 100.000.000 kr.

Niels Engelsted

Udåndinger ville være bedre, Claus.

Peter Nielsen

Gad vide hvor mange cykler de fik for 100.000...

Peter Nielsen

hold da kæft... 100.000.000 !!! det er jo vanvittigt... havde lige overset de sidste 3 nuller. Har set at det giver en gns. pris på lige godt 79.000 pr. cykel...
Der er ikke noget bedre end når det offentlige går i udbud -der skummer man leverandørfløde for alvor.

Thomas Andersen

@Peter

Der er indkøbt 2.000 cykler af 48.000 kroner. Dette giver en samlet pris på 96.000.000 kroner. Men så er cyklerne også totalt ubrugelige - bare se de time lapse film som florerer hvor man igen og igen og igen ser folk som forsøger at finde ud af hvordan man betaler for brugen af dem. Det er kun folk som har for let adgang til at bruge andres penge på andres formål som kan finde på at bestille bycykler for næsten 100 mio. kroner med indlagt batteri, hjælpemotor, stander med ladeindretning og tablet.

Peter Nielsen

@Thomas, så har de sgu´ fået kram for pengene. En skam at de kan fiske cyklerne op af søerne i løbet af året. Man græmmes over den udtalte inkompetence og lemfældige omgang med midler der findes i forvaltningerne rundt i vores kongerige. Forestil dig sådan en investering i et privat regi - der havde stået en række banker, aktieejere og andre investorer og forlangt en horisont på den investering og en usandsynlig god forklaring på hvorfor netop denne investering er en fornuftig idé.
Det bliver spændende at følge cykel udviklingen...