Klumme

Kald mig bare gentrifisse

Det kan godt være, at det generer Søren Ulrik Thomsens æstetiske blik, at middelklassen gentrificerer bylivet. Men det er bæredygtigt, at middelklassen bor, hvor den arbejder. I øvrigt er lavtlønnede ikke mere æstetisk tiltrukket af baghuse end bedre løn
Debat
27. marts 2015

Der, hvor jeg bor, skal vi have altaner. Mange af dem. Vi kan faktisk ikke få nok af dem, altanerne. Dem kan man nemlig gå ud på. Endda sidde på, hvis de møbleres klogt. Så lad dem knopskyde uhæmmet i foråret, siger vi, der hvor jeg bor. Men nu er det sådan, at vi bor i et af Københavns helt gamle arbejderkvarterer. Da jeg flyttede ind, rykkede en social- og sundhedshjælper ud. Bytte-bytte-grafisk-galleri-aldrig-bytte-om-igen, som økorabarberbørnene leger i baggårdene i dag. Jeg gentrificerer. Jeg er en gentrificianado. Og vil du kalde mig en gentrifisse, så tager jeg den med.

Men her kommer det mærkelige: Jeg er også den, der rødvinshulker over det forfald, moderniseringen koster byen. Jeg griner af dem, der vil have en å på Åboulevarden – DET synes vi simpelthen er for bogstaveligt i min symbolanalytiske husstand. Vi ønsker alt godt for ornitologer, men synes ikke, at de skal have det sidste pip, når det kommer til boliger på Kløvermarken. Og da vi har soveværelse ud til gården, så er vi blandt de første, der fnyser ’flyt på landet!’, når dem ud til gaden brokker sig over Distorsion. I kan godt se, at kompleksiteten i mig er så stor, at den er vanskelig at rumme – selv i en sammenslået lejlighed med indre trappe.

For et par uger siden sparkede Søren Ulrik Thomsen igen liv i den altid lurende gentrificeringsdebat – vi er middelklasseselvhadere nok til at danne et villigt publikum, og da haters must hate, er vi altid parate til at give os selv en tur. Det skete i et indlæg i Politikens ret fine serie Riv byen ned, hvor inviterede gæster pegede på, hvilke bygninger de gerne så revet ned, og Søren Ulrik Thomsen kørte en verbal bulldozer over en god del af de gårdanlæg, der i dag gør København attraktivt for børnefamilier.

Det ærlige ved Søren Ulrik Thomsen er, at han står ved, at anken er æstetisk. Selv arbejderklassen er næsten en slags æstetisk fænomen. Og han står ved sin manglende forhandlingsvillighed, når det kommer til definitionen af en storby. Som han skriver: »En by skal være kolossal, kompleks og kompakt for at være en rigtig storby.« Det bogstavrim er nu gjort til skamme af: »forstadsæstetikken og den ureflekterede dyrkelse af alt, hvad der er ’grønt’; plusordet som standser enhver diskussion,« mener Søren Ulrik Thomsen.

Jeg elsker også at besøge storbyer, hvor alt er højt. Jeg mener skam også, at en arbejderkarre skal nyde samme fredning som alle mulige andre byggerier, hvis dens arkitektoniske kvaliteter gør den værdig. Men jeg vil ikke være med til, at byen primært betragtes som en æstetisk størrelse. For i forhandlingen af byen bliver vi nødt til at tage udgangspunkt i de liv, der vil leves, og overveje, hvordan vi kan sikre, at vi med en vis rimelighed kan love, at der også leves gode liv om fem generationer. Det betyder, at byen må gøre sit for at finde svar på de helt store udfordringer. Engang skulle de fattige have lys ind for at smide sygdommen ud. I dag skal den middelklasse, der har økonomisk råderum til at vælge byen fra, have indlysende grunde til at vælge den til. For den hypermobilitet, der er forudsætningen for forstadslivet og derfor også for, at storbyen kan behandles som en særlig oase for skygge og neon er på alle måder ubæredygtig. Vi må og skal leve, hvor vi arbejder. Det forudsætter, at vi har lyst til at bruge vores ikke-produktive timer i vores by.

Forestiller vi os, at man om hundrede år kan anse klimakrise og stress som en tuberkulose, vi fik styr på, er jeg helt med på, at vi iværksætter Operation tilbage til de tre K’er. Indtil da må vi bruge kræfterne på at skabe en by, som alle vil bo i. Skal vi sikre, at det også gælder for de lavtlønnede, har vi boligpolitiske redskaber til det. For det er jo ikke sådan, at dem i de laveste indkomstklasser er særligt meget mere æstetisk tiltrukket af baghuse end de mere velstående.

Anna von Sperling er kulturredaktør.

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her