International kommentar

Klimasagen må reddes fra de politiske ekstremer

Indsatsen for at afværge farlige klimaforandringer undergraves af politisk polarisering – skal vi redde klimaet, må både alarmister og benægtere klatre op af deres respektive ideologiske skyttegrave
Debat
14. marts 2015

Klimaforandringerne er virkelige, de forårsages i hovedsagen af mennesker, og de truer hele den menneskelige civilisation.

Men vi kan godt afværge dem uden at afvikle kapitalisme, suspendere det frie marked og stoppe økonomisk vækst – udsagn, der fremkalder refleksmæssig modvilje på begge sider af klimadebatten.

For i dag er klimaforandringer ikke kun et problem, der vedrører videnskab eller energiteknologi. I stedet er ens holdning til den globale opvarmning blevet tegn på politisk identitet i en debat, der hjemsøges af ideologisk og tribalistisk konflikt.

Det, som bare burde være en videnskabelig konsensusopfattelse, er blevet et af vor tids største stridsspørgsmål. Hver et usædvanligt vejrfænomen, hver en stigning eller fald i temperaturen bliver der kæmpet om. En kuldebølge på den amerikanske østkyst udlægges som en sejr for nejsigerne, som eksemplificeret ved klimabenægter Jim Inhofes absurde sneboldkast i det amerikanske senat. Når den arktiske is smelter, fejres det omvendt som en succes af ’alarmisterne’.

Fakta som ideologisk gidsel

Videnskabens position – som formuleret af FN’s klimapanel (IPCC) – er, at opvarmningen af klimasystemet er ’utvetydig’; at de seneste 30 år har været de varmeste i de sidste 1.500 år, og at det er »meget sandsynligt, at menneskelig påvirkning er den dominerende årsag til den observerede opvarmning siden midten af ​​det 20. århundrede«.

Fortsætter tendenserne i emissionskurverne, er en opvarmning til +4C en reel mulighed før udgangen af indeværende århundrede. I så fald destabiliseres de store iskapper, og der sker katastrofale ændringer i vejrmønstre med kaos i økosystemer og menneskelige samfund til følge. Planetens temperatur vil sammen med CO2-niveauet være højere end i millioner af år.

Vi bør alle kunne blive enige om dette. Men det kan vi ikke. For den videnskabelige fortælling er blevet kapret af ekstremister.

Den klimakampagne, som den britiske avis The Guardian for tiden kører, er velkommen, men den risikerer beklageligvis at styrke polariseringen, fordi den er skudt i gang med to uddrag fra Naomi Kleins seneste bog, This Changes Everything: Climate Versus Capitalism. Venstreorienterede labber den slags i sig, mens andre ser det som bevis på, at videnskaben misbruges som dække for et ideologisk projekt.

For Klein, hvis fokus altid har været at bekæmpe kapitalismen, betyder klimaændringer blot, at vi skal tage den kamp til en ny fase. Klein undrer sig ikke over, at den nye ’krise’ nok må ’ændre alt’ for alle andre, men kun forstærker hendes egen årtier gamle ideologiske holdning. Hendes analyse af problemet er den samme, der gælder for resten af vor tids udfordringer – ansvaret ligger hos de multinationale selskaber, ’markedsfundamentalismen’ og den elite, som efter hendes opfattelse styrer medierne og demokratisk politik.

Derved bekræfter hun, hvad socialpsykologer længe har påpeget: At de fleste mennesker kun accepterer videnskabelige ’fakta’ i det omfang, de er kompatible med eller styrker deres egen politiske identitet og verdenssyn.

Den grønne venstrefløj tog da ivrigt klimavidenskaben til sig, fordi den syntes at bekræfte dybtfølte forestillinger om, at planeten er skrøbelig og den moderne civilisation i al væsentlighed destruktiv. Ydermere så klimavidenskab ud til at indvarsle den globale undergang, som det øko-malthusianske venstre altid havde håbet på.

Fra klimakrig til kulturkrig

Stillet over for venstrefløjens dystopiske verdenssyn har den politiske højrefløj valgt benægtelsen. Det sker ved at angribe videnskaben i en skjult krig mod den politiske ideologi, som den forestilles at tjene. Når halvdelen af ​​amerikanerne betvivler videnskabens indsigt i klimaforandringer, er det ikke, fordi de er dumme eller vildledt af den fossile brændselslobby, men fordi problemet med global opvarmning nu er blevet en lige så stor del af USA’s kulturkrige som abort og kreationisme.

Tro dog ikke, at miljøbevægelsen eller venstrefløjen har monopol på oplysningstidens værdier. De fleste af dem, der kæmper for klimasagen ud fra videnskabelig konsensus, er ved at falde over sig selv for at afvise den lige så store enighed omkring sikkerhed ved atomkraft og GM-afgrøder. Forskanset i deres respektive politiske skyttegrave ser ingen af ​​parterne ironien – eller den skade, de generelt forvolder på videnskaben.

Ved at insistere på at underordne indsatsen for at reducere kulstofemissioner under en bredere dagsorden om social revolution og afvikling af koncernkapitalisme, gør Klein ikke klimakampen lettere: Hun gør den politisk giftig. Ved at forkaste løsninger som atomkraft og avancerede vedvarende teknologier (det frygtede ’tekniske fix’) bekræfter den grønne venstrefløj, hvad deres politiske modstandere altid har mistænkt: At afværgelse af farlige klimaændringer ikke er dens primære, men højest dens sekundære mål.

Debatten foregår desuden i en vestlig boble. Ingen i Indien er i tvivl om, at skal hundredvis af millioner i Sydasien føres ud af fattigdom, vil det kræve produktion af ​​uhyre mængder yderligere energi – langt mere, end nogen nok så ambitiøs vestlig energisparepolitik kan kompensere for.

At fattigdommen i Den Tredje Verden må bekæmpes, er ikke til forhandling. Menneskeheden vil derfor fordoble eller tredoble sit samlede energiforbrug frem til 2050. Udfordringen er at udvikle og implementere teknologi, som kan levere denne energi på så kulstoffattig måde som muligt. Det må ske igennem en kombination af større energieffektivitet, mere vedvarende energi og indførelse af en ny generation af atom- og kulkraftværker. For at fremme den omstilling må vi også indføre en global skat på kulstof.

Men først må vi erobre klimadebatten tilbage fra de politiske ekstremer. Der er brug for en social konsensus, der kan række årtier frem, hvis dette civilisationsreddende projekt skal have en chance for at lykkes.

© The Guardian og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen M. Mollerup

Klimaproblemet kan f. eks. illustreres med flg. tal.
Yemens befolkning var i 1950 4,3 mio. I 2014 er den ca. 25 mio. og forventes i 2050 at nå op på 60 mio. Egyptens befolkning er på tyve år vokset med 23 mio. Tilsvarende tal kan nævnes fra en række andre lande. I gennemsnit er verdens befolkning vokset til det tredobbelte på mindre end 100 år. I Europa synes udviklingen at gå den rigtige vej, befolkningstallet er stagneret eller falder.

Niels-Simon Larsen

Jeg kan ikke anbefale artiklen. Atomkraft og GM-afgrøder er ikke løsningen, som det forslås, og grøn vækst heller ikke. Et andet sted i avisen bruges udtrykket 'de langsomme katastrofer' om de klimatiske ændringer, vi er midt i, og som rækker langt ud i fremtiden.
Det er da rigtigt, at kapitalismen, som Naomi Klein siger, skal reguleres, så den ikke ødelægger os. Hvis vi ikke vil gå den politiske vej, går det galt. Så enkelt er det.

Indtil nu har det vist ikke været muligt at påvise sundhedsskadelige bivirkninger forårsaget af indtagelse af GMO-fødevarer. Problemerne ligger andre steder: voldsom magtkoncentration hos patentindehavere som eksempelvis Monsanto, satsning på et ikke-bæredygtigt kemisk landbrug osv.
Og mht. atomkraft… Kunne det ikke være en overvejelse værd at vente med udbygningen, indtil man har fundet en løsning på affaldsproblemet? Og hvad med eksternaliteterne? Hvad er eksempelvis prisen pr. kWt fra de iranske a-kraftværker, når man medregner udgifterne til den oprustning i regionen, atomprogrammet har medført?
A-kraft bør ikke være en del af løsningen på CO2-udledning og klimaproblemet. Heldigvis kan vi sagtens klare os uden.

Torsten Jacobsen

Det var dog en imponerende gang sludder. Mark Lynas opstiller bekvemt to 'politiske ekstremer', en 'venstrefløj med dystopisk verdenssyn' og en 'højrefløj som lukker øjnene'. Mellem disse tilbyder han så sig selv og ligesindede, med en pragmatisk, videnskabelig, og objektiv tilgang til tidens problemer, som vejen og sandheden.

Men det er ikke muligt sådan at løfte sig selv ud af historiens og samfundets larm, og hævde et perspektiv, som ikke er grundet i ideologi. Ethvert perspektiv hviler på visse grundlæggende antagelser, en ideologi, som ikke forsvinder blot fordi man selv er blind for den. En sådan 'selvblindhed' er snarere et tegn på manglende refleksionsevne, og bør opfattes som en form for 'læsevejledning': "Beware, Here be Dragons!"

Mark Lynas lægger ikke fingre imellem, når han går i kødet på 'den grønne venstrefløj', i hans tekst repræsenteret ved Naoim Klein: Ikke nok med at den og hun er ramt af 'confirmation bias' i en sådan grad at forståelsen af klimaproblemet og tilhørende løsningsforslag uvægerligt kompromitteres, og det i en sådan grad at problemet forværres. Nej den 'grønne venstrefløj' glæder sig tilmed over hver eneste dårlige nyhed fra klimavidenskaben, thi dermed er kapitalismens uvægerlige sammenbrud rykket ét skridt nærmere.

Denne diagnose af en opportunistisk og machiavellisk 'venstrefløj' udtrykker Mark Lynas på følgende måde:

"Ved at insistere på at underordne indsatsen for at reducere kulstofemissioner under en bredere dagsorden om social revolution og afvikling af koncernkapitalisme, gør Klein ikke klimakampen lettere: Hun gør den politisk giftig. Ved at forkaste løsninger som atomkraft og avancerede vedvarende teknologier (det frygtede ’tekniske fix’) bekræfter den grønne venstrefløj, hvad deres politiske modstandere altid har mistænkt: At afværgelse af farlige klimaændringer ikke er dens primære, men højest dens sekundære mål."

Problemet med det citat er, at der er tale om en grundlæggende misforståelse af sagens rette sammenhæng. Mark Lynas overser åbenbart, at forståelsen for at der er 'grænser for vækst' længe har været en væsentlig og integreret del af kapitalismekritikken. Der er ikke tale om en opportunistisk inkorporering af et for den grundlæggende kapitalismekritik fremmed element. Det er meget lang tid siden at kritik af kapitalismen alene tog afsæt i spørgsmålet om social retfærdighed.

Men netop i sin stedmoderlige fremstilling af 'den grønne venstrefløj' afslører Mark Lynas sit eget ideologiske ståsted: En fantasiløs og defaitistisk accept af den globale kapitalisme, der åbenbart må anerkendes med samme nødvendighed som tyngdekraften. Det er da derfor heller ikke overraskende, at hans løsningsforslag antager så pinligt forudsigelige former: Stimulation af markedet gennem korrektion af enkelte 'markedsfejl' (global skat på Co2), og en håbefuld forventning om at markedet derefter vil frembringe en 'deus ex machina'.

Mark Lynas kan jo passende, her til slut, få en dosis af sin egen medicin:

Ved at fremhæve løsninger som atomkraft og avancerede vedvarende teknologier bekræfter Mark Lynas, hvad reflekterede mennesker kun alt for godt ser: At afværgelse af farlige klimaændringer ikke er hans primære, men højest hans sekundære mål. Af primær interesse er et forsvar for status quo, og et politisk og økonomisk system, som han ikke har fantasi til at forestille sig anderledes. Måske tjener det ham i sidste ende for godt?

Nille Torsen, Niels Engelsted, Aske Christiansen, Olaf Tehrani, Martin Madsen, Anders Vang Nielsen, Kisse Poulsen, Lise Lotte Rahbek, Aksel Gasbjerg, Ole Falstoft og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

"Den grønne venstrefløj tog da ivrigt klimavidenskaben til sig, fordi den syntes at bekræfte dybtfølte forestillinger om, at planeten er skrøbelig og den moderne civilisation i al væsentlighed destruktiv."

Nej. En fatal fejltolkning.
Det er menneskene, som er skrøbelige.
Planeten kan sagtens klare sig uden mennesker.
Menneskene kan derimod ikke klare sig uden vores habitat/planeten.
DERFOR er det civilisationen og menneskene der skal tilpasse sig kloden og ikke omvendt.
DERFOR er løsningen ikke teknologiske fix og mere atomkraft, der er løsningen.
Vi skal simpelthen forandre vores måde at bruge habitatet på.

Søren Fosberg, randi christiansen, Nille Torsen og Kisse Poulsen anbefalede denne kommentar
Thomas Andersen

@Lise Lotte

Må jeg foreslå dig - hvis du ikke allerede har gjort det - at læse IPCC, 2014: Summary for Policymakers, side 15. IPCC's anbefaling for at stabilisere CO2 niveauet under 450 ppm er at alle former for energiproduktion som udleder småt med CO2 skal næsten firdobles frem til 2050 - både vedvarende energi, kulkraft med CCS og atomkraft. Skal vi fire-doble andelen af vedvarende energi frem til 2050 har vi allerede ekstremt travlt. Man er naiv ud over alle grænser hvis man også tror på at vedvarende energi derudover kan erstatte hvad som svarer til 5 gange den nuværende produktion fra atomkraft.

Eller måske vi ikke længere skal tro på IPCC?

Alt dette sagt er jeg stolt over hvor langt vi er kommet med vindmøller i Danmark. Og glad for at vi ikke har gamle atomkraftværker. Men debatten kommer, specielt når fusionskraftværker i løbet af de næste 25-50 år bliver en realistisk mulighed. Eller når fisionskraftværker snart kan anvende det som i dag er affald fra eksisterende værker.

Se også http://report.mitigation2014.org/spm/ipcc_wg3_ar5_summary-for-policymake...

Det er komisk, at artikelforfatteren tror 'Viidenskaben' har en position - og at den skulle være repræsenteret af IPCC.
IPCC er først og fremmest et sammenrend af kvaksalvere og politiske kandestøbere, der - ved massive skræmmekampagner - forsøger at manipulere sagesløse befolkninger til at træffe forrykte beslutninger.

Niels-Simon Larsen

@Claus Jensen: Hvordan fandenifænghullet kan du anbefale Bo Carlsen? Nu synes jeg, du skal fortælle, hvem du i virkeligheden er!

Torsten Jacobsen

Claus Jensen er, så vidt jeg kan bedømme, altid skeptisk indstillet over for magtkoncentration og et deraf følgende krav om 'autoritet'. I dette tilfælde lader han dog tilsyneladende sine tilbøjeligheder løbe af med sig, idet han åbenbart ikke indser, at IPCC ikke har nogen form for autoritet overhovedet.

Niels-Simon Larsen

@Torsten: C.J. er mere kompliceret end som så. Han har ikke spor mod magtkoncentration ('den rigtige'). Desværre er han en hit and run-debattør, der ikke afslører noget om sig selv.
Jeg kunne jo også bare forbigå skvattet.

Knud Chr. Pedersen

Ekstremisme er vel opretholdelse af status que, hvor der ingen forandring sker?

Aske Christiansen

Forfærdelig artikel. Lynas beklager det han kalder "ideologiseringen" af fakta.
Man kunne med mere velvalgte ord kalde det en begyndende "gen-politisering" af fremtidens problematikker.
Lynas' klagesang lyder som en hyldest til teknokrati. Hvis vi bare kunne blive enige om at lade de vigtige ting blive administreret af videnskaben, så kan vi ligge og rode rundt med diskussioner om kontanthjælpsloftet - nå nej! Det har økonomerne vist svar på... nevermind!
Problemet er i øvrigt at han sniger en kunstig sammenligning ind i argumentet - nemlig at situationen omkring GMO eller atomkraft er den samme som i klimadebatten. Det er den bare ikke; der er ikke nogen der benægter GMO-teknologiers eksistens, eller bare deres menneskeskabte eksistens - det er vi alle sammen ret enige om. Men fordi vi har en fælles erkendelse, diskutere vi det i politiske og menneskelige termer, dvs. ud fra prioriteringsspørgsmål. Med klimadebatten er det ikke tilfældet. Benægtere er ikke kommet ind i prioriteringsdebatten, medmindre de bliver hævet og flået derind.

Og prioritering og politik er netop det der skal til for at skabe en nogenlunde ordentlig fremtid. Og tekniske løsninger er en ganske stor del af den fremtid, men at fokusere udelukkende på det, og afvise politikken som "ideologiserende" er rent knæfald for det selvbillede som naturvidenskaberne ofte besidder som sandhedens ubesmittede talerør - og altså en skræmmende tilslutning til en afdemokratisering af vores samfund.

@Lise Lotte Rahbek
Jeg kan støtte dig i din intention, men den argumentationsrække (planeten er ligeglad - vi skal gøre det for mennesket) er i mine øjne rigtig uheldig, og desværre alt for udbredt.
Hvad med alle de tusinder af andre livsformer (organismer) der må lide under vores fremskridt? Har vi ikke også et ansvar over for dem?

Michael Bruus

Ken Wilber opstiller i sin seneste bog ”Teorien der forklarer det hele” en hel anden forklarings modet, nemlig forskelige bevidsthedsniveauer.

Jeg kan varmt anbefale den, den kaster nyt lys over mange af tidens stridspunkter.

Søren Sørensen

Jeg kan nu godt lide at forfatteren snakker om at tilbageerobre klimadebatten fra de politiske ekstremer - mens han selv lægger ud med at fortælle os at hele den menneskelige civilisation er truet af klimaændringerne.

...lidt ekstremist er man vel altid? :-D

Herman Hansen

Som alt andet fornuftigt, kræves samarbejde hen over midten.

Mark Lynas har ret i meget af hvad han siger. Klimadiskussionen er en vestlig 'boble'.
Folk, der ikke ved hvor de skal få deres næste måltid fra, er ikke klimabekymrede.

Ben pile har også læst Marks artikel i the Guardian

http://www.climate-resistance.org/2015/03/a-decade-of-lynas.html

Internettet glemmer aldrig:

Mark Lynas debatterer med Bjørn Lomborg:

https://www.youtube.com/watch?v=TOg8IqkS4PA

WHO's franske afdeling har nu overbevisende resultater på at Monsantos Roundup er kræftfremkaldende på dyr og sansynligvis også på mennesker - og dette giftmiddel er fundamentet i Monsantos genmodificering af afgrøderne majs og sojabønner.

http://borsen.dk/nyheder/generelt/artikel/1/301431/who_roundup_formentli...

Det burde nu kunne slåes fast med syvtommersøm - at denne firma og dets produkter ikke burde have sin gang i Europa.