Da jeg var barn, så min far og jeg en tenniskamp sammen. En af spillerne var Martina Navratilova, der dengang stormede fra sejr til sejr. Jeg husker ikke resultatet, men hun vandt formentlig også denne kamp. Hvad jeg til gengæld husker er min fars kommentar:
»Det er ikke fair, at hun får lov til at spille, når hun ikke er en rigtig kvinde!«
Det gjorde ondt. Selv om jeg ikke var åbent lesbisk dengang, vidste jeg på en eller anden måde, at denne berømte lesbiske tennisstjerne havde noget med mig at gøre. Måske var det derfor, at jeg, da jeg som 21-årig i det mindste i mine egne tanker turde kalde mig selv for homoseksuel, besluttede, at fra nu af ville jeg have langt hår og gå med nederdel. Den maskuline lesbiske, den »forkerte« kvinde, skulle ikke være mig.
Længe holdt jeg selv fast i min selvforordnede feminine tøjstil. Men skæbnen ville, at kvinden i mit liv tilhører denne udskældte maskuline kategori, og i de senere år har jeg givet mig selv lov til at gå i såkaldt herretøj og hermed opdaget noget helt nyt i mit liv: glæden ved at købe og gå med tøj, jeg virkelig kan lide.
Homoseksualitet kan (men behøver ikke) give sig udslag i, at man ikke lever op til de forventninger, samfundet typisk har til, hvordan man skal klæde og gebærde sig som biologisk mand eller kvinde. Da en sådan kønsoverskridende adfærd imidlertid ofte er blevet set som anstødelig, har der inden for homobevægelsen været en tendens til at udgrænse de (alt for) synligt kønsoverskridende homoseksuelle for på denne måde at kunne fremhæve den homoseksuelle som en pæn og normal borger, som samfundet burde give samme rettigheder som de heteroseksuelle.
Men der er selvfølgelig dem, der stritter imod. Drags og de ’mænd i dametøj’, som medierne elsker at fokusere på i forbindelse med pride-paraderne, er måske også en intern homoprotest mod, at man som homoseksuel helst skal fremstå straight – ikke mindst i det offentlige rum.
Køn og seksualitet
Men situationen for den kønsoverskridende homoseksuelle er i de senere år om muligt blevet endnu mere kompliceret, efter at de transkønnede er blevet inkluderet i (den nu tidligere) homobevægelse. For i det nye LGBT-fællesskab er der en tendens til, at de transkønnede sætter sig tungt både på definitionen af relationen mellem køn og seksualitet og på definitionen af, hvem der kønsoverskrider, og hvem der ikke gør.
Noget, der nærmest må betegnes som et ufravigeligt dogme inden for det meste af transbevægelsen, er påstanden om, at køn og seksualitet intet har med hinanden at gøre. Og det skal man som transkønnet selvfølgelig have lov til at føle og mene om sit eget køn og sin egen seksualitet, men for mig – og nok også for en del andre homoseksuelle – hænger køn og seksualitet tæt sammen. Vores levede liv usynliggøres hvis det hævdes, at køn og seksualitet hos alle mennesker kan og skal skilles klinisk ad.
Den grimme ælling
Nu er det i praksis ikke nemt at finde ud af, hvem der egentlig tilregnes, skal tilregnes eller må tilregne sig selv kategorien transkønnet. Faktisk er det mit indtryk, at man blandt transkønnede bruger megen energi på at debattere det spørgsmål. Men der er bred enighed om, at dem, der ikke er transkønnede, er ciskønnede (føler sig som det køn, de er født med, red.), og er man ciskønnet, så har man rent ud sagt røven fuld af cis-privilegier.
Hermed usynliggør man imidlertid de kønsoverskridende homoseksuelle, der hverken kan genkende sig i:
• en identitet som en mand fanget i en kvinde krop eller omvendt. Eller i
• en identitet som en person, der problemløst kan eller vil tilpasse sig de forventninger, som samfundet typisk har til biologiske mænd henholdsvis kvinder. Og med hensyn til de såkaldte cisprivilegier: Nyder min kone virkelig godt af dem, når hun ikke kan få lov til at bruge dametoilettet uden at blive råbt an?
Vi lever i et samfund, hvor der eksisterer et selvudnævnt kønspoliti, der på forskellig vis disciplinerer dem, der ikke lever op til samfundets mange uskrevne love om, hvordan man skal klæde sig og gebærde sig som mand eller kvinde. Dette politi er faktisk ofte ret ligeglad med, hvilken identitet, man har. Det afgørende er, at man er den grimme ælling i andegården. Dermed være ikke sagt, at alle bliver hakket lige meget på. Der er ingen tvivl om, at transkønnede typisk mødes med mere diskrimination end kønsoverskridende homoseksuelle. Men erfaringen med at være kønsmæssigt anderledes deler begge grupper, alle forskelle til trods.
Karen M. Larsen er lektor
