Der er de seneste årtier sket en markant overgang fra velfærdsstatens fokus på lighed og universelle rettigheder til konkurrencestatens promovering af fleksibilitet, dynamik og opportunisme. Det er blevet populært at kalde den aktuelle danske stat en konkurrencestat. Hvor velfærdsstaten beskyttede befolkningen mod de negative følger af kapitalismen ud fra en keynesiansk forståelse og var orienteret mod det gode liv i et demokratisk fællesskab, mobiliserer konkurrencestaten til deltagelse i konkurrence på alle niveauer og betoner i en nyliberal optik individuelt ansvar og pligter i et aktivt arbejdsfællesskab.
Der er ingen tvivl om, at fortællingen om konkurrencestaten er mere overbevisende end forestillingen om, at vi stadig lever i en klassisk velfærdsstat. Men fortællingen om konkurrencestaten er også mangelfuld og misvisende – både som kontrast til velfærdsstaten og som karakteristik af den aktuelle samfundsudvikling.
Målet for velfærdsstaten var velfærd. Målet for konkurrencestaten er derimod ikke konkurrence, men vækst. Konkurrence er midlet, ikke målet. Alene af den grund vil det være mere præcist at kalde den aktuelle stat for en vækststat i forlængelse af velfærdsstaten, da vækst har erstattet velfærd som målet for staten. Men der er andre grunde til at kalde den aktuelle stat en vækststat, snarere end en konkurrencestat.
Fortællingen om overgangen fra en velfærdsstat til en konkurrencestat fremhæver kontrasten mellem de to statstyper og har derfor ikke tilstrækkeligt blik for dynamik mellem dem. Vækst er et essentielt led i denne dynamik.
For velfærdsstaten var vækst et middel, der blev taget i brug for at skabe bedre velfærd. I de seneste to årtier har vækst løsrevet sig fra sin status som middel og har manifesteret sig som et altoverskyggende mål. Tiden efter velfærdsstaten er dermed karakteriseret ved, at vækst er gået fra at være et middel til at blive selvstændiggjort som indiskutabelt mål for statens virke på alle leder og kanter.
Ved at se den aktuelle stat som en vækststat fremhæves målet for de aktuelle politiske bestræbelser, samtidig med at historikken omkring vækstens rolle i forskellige statsformer og den aktuelle krise bliver en del af fortællingen.
Ingen opskrift på succes
For Bjarne Corydon er konkurrencestaten en succes. Den ses som den eneste måde, hvorpå sociale fremskridt kan sikres og videreføres i en ny tid, der er præget af intens globalisering.
Den forståelse kommer til udtryk i de talrige reformer, denne regering har gennemført med henblik på, at forbedre den danske konkurrenceevne. Trygheden er reduceret med dagpengereform, efterlønsreform, kontanthjælpsreform og reformerne af førtidspensionen og fleksjobordningen.
Med folkeskolereformen skal danske skoleelever have øget faglighed og klare sig bedre i de PISA-test, der viser, hvordan vi klarer os i forhold til de lande, vi skal konkurrere med. Danskerne skal først og fremmest uddannes og motiveres til at blive kompetente deltagere i den tiltagende konkurrence. For at skabe større vækst.
Forståelsen af, at konkurrencestaten er opskriften på succes nu og i fremtiden, deles af det store flertal af politikere og debattører.
For et mindretal i debatten er fortællingen om konkurrencestaten en trædesten for kritik. I denne udlægning er konkurrencestaten et stort tilbageskridt i forhold til tidligere tiders velfærdsstat. Det handler om at beskytte velfærdsstaten mod de aktuelle angreb i konkurrencestatens navn.
Fælles for parterne i den toneangivende debat er det til gengæld, at konkurrencestaten indtager en sejrende position. Konkurrencestaten tromler derudad og er nærmest uovervindelig.
Det er også en misforståelse.
Den aktuelle stat er god til at skabe konkurrence. Men set i forhold til målet for statens politik, som er vækst, er den aktuelle stat basalt set svag og skrøbelig, en anakronisme i dyb krise.
Sideløbende med, at vækst er blevet solidt placeret øverst på den politiske dagsorden, er vækst blevet stadig mere vanskelig at opnå.
Konkurrence uden vindere
Den aktuelle vækstkrise er en decideret eksistentiel krise for vækststaterne i de rige lande. Det skyldes, at disse stater basalt set konkurrerer om at skabe høj vækst, mens vækstpotentialet efterhånden er for svagt til, at der er noget at konkurrere om. Det er en konkurrence uden vindere.
Det, vi oplever i disse år, er en gentagelse af billedet fra krisen i 1970’erne, hvor politikerne i første omgang fortrængte velfærdsstatens krise og skruede endnu mere op for velfærdsstaten. Det blev krisen ikke løst af – det blev den forlænget af.
Det er symptomatisk for det ensidige og ukritiske fokus på konkurrencestaten, at den aktuelle krise skal imødegås af en endnu mere stålsat og trimmet konkurrencestat. Men uanset hvad politikerne gør, udebliver væksten. Man fører politik for fortiden, ikke for fremtiden.
I stedet skal vækstkrisen bruges til grundlæggende samfundsforandringer i de kommende år. Det handler om grundlæggende accept af, at væksten er forsvundet. Det er hverken realistisk eller ønskeligt, at der igen skabes høj vækst.
Vi lever i et meget rigt samfund, og det skal vi værne om, men i stedet for fortsat at jagte væksten med store omkostninger for mennesker, samfund og klima skal vi vende blikket mod de muligheder, som samfundet samtidig besidder for, at fremtiden kan blive præget af bedre livskvalitet, bæredygtighed og demokratisering.
Staten kan spille en rolle i den proces, men måske handler det i højere grad om at skabe alternativer til såvel staten som kapitalismen, der begge forudsætter evig vækst og i forening kvæler alle ansatser til fremgang efter væksten.
Peter Nielsen er lektor på RUC og Maria Reumert Gjerding er folketingskandidat for Enhedslisten
Den herskende klasse forfølger mål, som ikke er realistiske - hverken fra en økologisk eller fra en økonomisk synsvinkel. Men den vigtigste boble er ikke bristet endnu: Illusionsboblen. Når det sker er alt muligt - lige fra en ny social og økonomisk orden til absolut kaos. Alternative tanker har aldrig været mere nødvendige, og alternativ tænkning har aldrig været mere trængt. Konformisme, fantasiløshed, individualisme og ligegyldighed råder.
"Det skal kunne betale sig at arbejde", er borgerskabets eneste svar på en krise, som ingen løsning har. Arbejde for hvad?
Selv lappeløsninger er man ved at løbe tør for. Se evt. Wolfgang Streeck:
http://newleftreview.org/II/71/wolfgang-streeck-the-crises-of-democratic...
Velfærdsstaten handler om konsolidering og stadige skridt i retning af frisættelse af den enkelte borger til at vinde indsigt og plads i verden, ikke på bekostning af andre, men i respekt for og sammen med.
En fremragende analyse, som formodentlig deles af langt den overvejende del af befolkningen
Sikke en omgang vrøvl, velfærdsstaten afløses af økonomiske apartheid.
De er afvikling af velfærd, til fordel for stigende ulighed, fra sammenhængskraft samfundet, med mulighed for, at bryde negativ social arv, til forsikringssamfundet, hvor de riges børn, kommer først, et økonomiske apartheid system, kan udøve løntrykkeri, over de socialt marginaliserede, det holder gruppen sultne og klar til, at tage 'to' job for, at få brød på bordet, det er de fuldtidsansatte fattige, hvis børn arver denne skæbne, skattelettelser til de velbjergede og deres erhvervsliv, sikre afvikling af velfærd, så de socialt marginaliserede, forbliver uden socialt fundament i konkurrencestaten og konstant sultne, så det er muligt, at presses gruppen ned i løn, for forøge konkurrencevnen i samfundet og skabe vækst, til de velbjergede, uden denne asociale, menneskeundertrykkende vækst maskine, kan kapitalismen ikke overleve, for forbruget falder, når alle har, det de skal bruge, konkurrencestaten er genindførsel af slaveriet til sikring af kapitalismen.
Afvikling af velfærdsstaten er overgang til forsikringssamfundet og økonomiske apartheid.
Velfærdsstaten rummer kimen til noget, som kunne være anderledes: At alle f.eks. kan gå ind på et bibliotek eller blive indlagt på et hospital og modtage samme behandling uanset social baggrund og økonomisk formåen. Det er klart, at dette strider mod markedets logik, hvor varer og tjenesteydelser ikke tilflyder personer, som ikke kan veksle disse mod et pengeækvivalent. Derfor er velfærdsstaten en historisk parantes i kapitalismens æra, som kom i stand på grund en kold krig (borgerskabets angst for det kommunistiske spøgelse), den kapitalbesiddende klasses trængthed efter den store depression og to verdenskrige. Jeg referer her til Thomas Picketty's fremragende analyse af den politiske, økonomiske udvikling fra omkring 1. verdenskrig til neo-liberalismens gennembrud i begyndelsen af 80erne.
Verden har focus på vækst, at konsolidere kapitalismen.
Det er grundlæggende et ledelsesproblem, der er ingen vision, ingen mål og derfor ingen strategi til udførsel, der skabes intet, der er langtidsholdbart, det er kort sagt noget rod.
Velfærdsstaten er under afvikling.
Det handler ikke om sikring af beskæftigelse, men alene om at fremme et øget arbejdsudbud, da der den kommende årrække pga. den globale finanskrise og navnlig gældskrisen i EU er udsigt til lavvækst så langt øjet rækker. Der vil ikke komme den stigning i efterspørgslen efter arbejdskraft, som er den nødvendige forudsætning for, at det øgede arbejdsudbud kommer i beskæftigelse.
Der er sket en kovending i forståelse af ret og pligt, hvor vægten nu forskydes fra lønarbejdernes rettigheder over imod arbejdsstyrkens pligter – pligt til at være i at være i aktivering og pligt til at søge og fastholde arbejde. Dvs. der sker en forskydning fra en velfærdspolitisk forståelse af ”ret og pligt” til en neoliberalistisk til.
Det vil betyde et øget udbud af arbejdskraft og vil pålægge folk udenfor arbejdsmarkedet en øget aktiverings – og arbejdstvang. Det vil også samtidig betyde lavere lønninger og ringere arbejdsvilkår.
Bare se hvad der sker nu med Ryanair. Vi er i Danmark ikke vant til sådanne arbejdsvilkår, men vil måske blive presset ud i det pga. lavvæksten.
Et utryghedsssamfund er ved at udvikle sig.
Den velfærdsstat politikerne lover os er ren valgflæsk.
For at den udvikling skal vendes, skal der helt andre boller på suppen. Jeg tror vi vil komme til at se store protestbevægelser i Europa i takt med de ringere vilkår og den stigende ulighed.
Og nye små yderliggående partier der vil have et opgør med nedskæringerne i Europa vil få flere tilhængere.
En fremragende analyse, som desværre nok kun de færreste (udenfor dette udmærkede forum) ønsker at forstå. Har lige skiftet en pære, men der står ikke hvor mange W den er på, hverken på soklen eller på glasset. Så travlt har de i den anden ende af verden, mens vi debatterer vækst eller ej.
Vækststaten - i forhold /modsætning til hvad ? Askesestaten !
Er valget ikke i stedet for - Stats-staten eller folke-staten.
Vi har demokrati ? Vil folket have vækststat, er det, hvad vi får.
Et mindretal kan skrige advarsler ud i æteren. Ingen andre lytter. Heller ikke politikerne.
Udtrykket "konkurrencestat" er et idiotudtryk opfundet til lejligheden, og forklarer ikke hvad denne "konkurrencestat" vil, men signalet via ordet handler om "markedet" og dets betingelser, som udtrykket er en slet skjult hentydning til.
Vi kender det også fra den berygtede "DREAM" model som anvendes til økonomiske beregninger af skiftende regeringer, som et orakel for de politisk økonomiske handlinger regeringer vil foretage.
I "DREAM" modellen arbejdes med det såkaldte "ligevægtsprincip" gældende for arbejdsudbuddet og -efterspørgselen, som ikke længere er eller vil være styret på nogen måde af staten, - men alene overladt til markedskræfterne.
Al læren fra Keynes er totalt smidt overbord i moderne dansk politik, og med "konkurrencestaten" vil markedskræfterne også blive det styrende for de politiske beslutninger i forhold til omverdenen, og dermed for danskerne og hele velfærdsstaten, som reelt kommer under afvikling, når det skal stå sig med markedskræfterne, - som intet har til overs for velfærdsstaten.
Der er tale om ren nedbrydning og afvikling af velfærdsstaten til fordel for markedet, og dermed den liberale ideologi, som den nye politisk økonomiske verdensorden, og her får politikerne ikke meget at skulle have sagt, - helt ligesom i Amerika.
Det ligner et demokrati derovre, og de kalder det et demokrati, og de afholder valg med jævne mellemrum, med det er kapitalen der afgør de politiske beslutninger, fordi det er kapitalen der betaler politikernes løn med deres bidrag til politikerne, - og kapitalen vil have noget for deres penge!
Vist ville LLR og CHF aflive velfærdsstaten dengang de sad i regeringen, - men HTS og BC har nu heller ikke gjort det så dårligt i den forløbne periode, - tværtimod!
Vækst? Af hvad? Endeløst og ufokuseret forbrug af planetens endelige ressourcer eller af hensigtsmæssig ressourceadministration/bæredygtighed med vækst i livskvalitet til følge?
Artiklen ekscellerer i upræcist sprogbrug, elastik i metermål og buzzwords i en lind strøm.
Konkurrencestaten har fået alle til at tabe hovedet og gå i selvsving, men prisen er for høj. Ressourcekostprisen betales ikke, og udgifterne overstiger indtægterne - en anden model må findes.
Tal dog om de egentlige, de grundlæggende udfordringer.