Kronik

Kontanthjælpsmodtager: Jeg nægter at skamme mig

Jeg har ikke et arbejde for tiden, så jeg kan pleje forholdet til ungerne, forkæle hunden med lange gåture og læse faglitteratur, jeg ikke tidligere har haft tid til. Er jeg en doven nasserøv? Nogle dage måske. Må Støjberg kalde mig det? Ja da. Christiansborg er ikke ligefrem en moralsk højborg, så hvis en politiker peger fingre ad mig, tisser jeg i nok bukserne af grin
Jeg har ikke et arbejde for tiden, så jeg kan pleje forholdet til ungerne, forkæle hunden med lange gåture og læse faglitteratur, jeg ikke tidligere har haft tid til. Er jeg en doven nasserøv? Nogle dage måske. Må Støjberg kalde mig det? Ja da. Christiansborg er ikke ligefrem en moralsk højborg, så hvis en politiker peger fingre ad mig, tisser jeg i nok bukserne af grin

Freja Hougaard Bagge/iBureauet

21. marts 2015

Der har været ytret mange meninger om Venstres kontanthjælpskampagne.

Om værdien af arbejde, om samfundsnassere og sofapampere. Inger Støjberg modtager den ene personligt henvendte kronik efter den anden. Her skriver forargede og desperate kontanthjælpsmodtagere om personlig og faglig skam, flosset selvværd, erfaringer fra bunden af samfundshierarkiet og værdien af arbejde.

Når alt kommer til alt, rummer teksterne vel nok et par sandheder, alle kan komme til enighed om. Snakken om Lars Løkkes sko er også blusset op igen. Uanset om det var en spøg eller en forhastet hjernebøvs, han ikke kunne holde inde, kan der ikke herske tvivl om, at en sådan udtalelse fra en privilegeret mund smager lidt af Marie Antoinettes kage. For kære Lars og Inger (alle andre kan springe de følgende sætninger over): 2000 kroner kan faktisk (og gør det jævnligt) brødføde en lille familie en hel måned. Og så kan en 37 timers arbejdsuge gange fire, pludselig lyde som en god investering. Et kontanthjælpsloft kan sætte et stort pres på en families daglige drift. Resultatet er mindre overskud, ikke incitament til at søge job.

Men dybest set interesserer jeg mig hverken for skogate eller Inger Støjbergs behov for en politisk sejr. Politik går op og ned. Politikerne skal have sejre og meninger for at nå til tops. Det er et spil. Og ih, hvor er det dog et forudsigeligt og kedeligt et af slagsen.

En plads på bunden

Det, der har fået mig til at gribe tastaturet, er den skam, som kontanthjælpsmodtagere åbenbart slæber rundt på.

Den forgangne uge bød på kronik og klumme af kontantjælpsmodtagere, der beskrev deres situation med vendinger som: »Skammen er handlingslammende«, »udstødt«, »vi fremstår som usynlige«, og »arbejdet er den primære identitetsmarkør«. (Katrine Arnfred den 10. marts og Sarah Elizabeth Daley den 14. marts). Disse mennesker føler sig stigmatiserede af samfundet og hænger i med neglene for ikke at blive ekskluderet af fællesskabet. Det er et tydeligt bevis på, at kontanthjælps- og arbejdsløshedsdebatten ikke handler om økonomi, men om social status og psykisk fornedrelse.

Og jeg forstår det ikke. For mig ser det ud som om, at skribenterne ikke kan se det virkelige problem. For hvis der er én ting, der brænder klart igennem på det papir, klummerne er trykt på, så er det, at den nuværende samfundsstruktur tildeles al for megen værdi og indflydelse på skribenternes liv, lykke og selvværd. Af skribenterne selv vel at mærke.

Når Sarah Elizabeth Daley eksempelvis skriver, at hun forgæves prøver at råbe Inger Støjberg op nede fra samfundets bund, anerkender hun, at penge eller job skaber et hierarki, som hun selv befinder sig nederst i. Hun accepterer med andre ord eksistensen af hierarkiet og ser sig selv som en del af det.

Men hvorfor dog overhovedet acceptere systemet? Mener Daley virkelig, at alle mennesker er inddelt af det? Hvis ikke, hvorfor så placere sig selv nederst i en orden, man ikke anerkender? Det smager ikke af kage, men af påtaget offerrolle eller den skinbarlige sandhed. For måske opfatter Daley virkelig, at samfundet er indrettet i denne hierarkiske model, og måske ønsker hun inderligt at kravle op på et af niveauerne over sit eget. Måske har hun en reel drøm om at blive en del af det store samfundsmæssige fællesskab, som hun føler sig uden for.

Personligt har jeg umådeligt svært ved at få øje på det det store samfundsmæssige fællesskab. Man kan sagtens opleve fællesskab på en fodboldtribune; på skaterbanen i Nørrebroparken; fra folk, der ejer gamle folkevogne og vinker i forbifarten; blandt religiøse, som så igen inddeles i mange flere fællesskaber. Men jeg har aldrig følt samhørighed med andre, fordi vi modtager en løncheck eller betaler skat. Og jeg har aldrig følt fællesskab med andre, blot fordi de – som jeg – modtager kontanthjælp. Hvilket fællesskab er det egentlig, Sarah og andre føler sig ekskluderede fra? Har de ingen venner, familie, foreningskammerater eller naboer? Altså fællesskaber af egentlig værdi. Hvorfor denne trang til at være et givende og ydende medlem af et samfundsfællesskab?

Selvvalgt skam

Sarah Elizabeth Daley udpeger selv den primære grund til sit ønske om at blive en del af de arbejdendes rækker: Når man er arbejdsløs, så skammer man sig. Klummeskribent Katrine Arnfred beskriver den samme følelse med, at der opstår en »lomme af luft og stilhed og flakkende blikke«, når hun fortæller, at hun er arbejdsløs. Og skam, ynk og fordomme samt det sidste nej i en række af afslag fra mulige arbejdsgivere, går ud over selvværdet.

Jeg er enig. Men det sker alene, hvis selvværdet ikke har været sundt og stærkt nok i forvejen, eller hvis det har været funderet på nogle forkerte værdier.

For er vi virkelig ikke stærkere som mennesker end det? Styrkes vores selvværd ikke tilstrækkeligt af kærlighed, hobby, spejl, latter og alenetid? Af livet i sig selv? Hvornår blev vi dog så afhængige af den sociale status, som følger med vores samfundsstruktur? Hvorfor har så mange af os valgt at gøre arbejdet til den determinerende faktor for vores selvværd?

Når alt kommer til alt, så er den model jo blot én version af mange mulige. Blot en skabelon til at afhjælpe al for megen forvirring.

JFK’s elendige og fortærskede: »Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land,« er lige så retorisk genial, som den er frihedsberøvende. Patriotisme på bekostning af personlig udfoldelse er som fællesskabsform næsten den værste. Fællesskabet, som det udstilles her, er ikke at efterstræbe.

Fritidsberøvelse

Et aspekt, der sjældent benævnes i debatten om kontanthjælpens søle af elendighed, er, at livet på kontanthjælp faktisk har værdi i form af den efterstræbte vare, vi kalder tid. Den går så hurtig, og vi kæmper alle for at få mere. Til os selv, til vores børn, til vores fri-tid. Så hvorfor ikke nyde den i en ufrivillig pause fra arbejdsmarkedet? Giv ungen en fridag med ægte kvalitetstid. Hvorfor ikke bekæmpe skammen og styrke selvværdet med den viden, at du er en fantastisk forælder. I min optik giver det højere social status end en plads på arbejdsmarkedet.

Og lad os i det hele taget erkende, at fornuftig omgang med andre mennesker, altså social intelligens og empati, ikke arbejde, burde være målestok for social status. Sådan bedømmer jeg mennesker. Ikke på deres job, aldrig på deres uddannelse.

Jeg har ikke et arbejde for tiden. Men jeg ser ikke mig selv som arbejdsløs. Jeg laver meget i løbet af dagen. Jeg kan holde ungerne hjemme og pleje vores forhold. Jeg kan forkæle hunden med lange gåture. Jeg kan læse faglitteratur om emner, jeg altid har været interesseret i, men ikke havde tid til. Jeg trækker vejret dybt og udvikler mig personligt, fagligt og forhåbentlig kærligt, og det skyldes al sammen tiden i ledighed. Er jeg en doven nasserøv? Nogle dage måske. Må Støjberg kalde mig det? Ja da. Christiansborg er ikke ligefrem en moralsk højborg. Hvor mange skandaler har de politiske ledere mon leveret de seneste 10 år? Hvad kostede krigen i Afghanistan? Hvor mange døde? De er modige nok til at sende andre i dyre krige, men kujoner nok til ikke at træffe store miljøbeslutninger, der kan true et genvalg. Hvis en af dem skulle vende sig og pege en fordømmende finger ad mig, ville jeg sikkert tisse lidt i bukserne af grin.

kronik@information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dorthe Jacobsen
  • Tue Romanow
  • Nille Torsen
  • Jørgen Steen Andersen
  • Jakob Silberbrandt
  • David Zennaro
  • Anders Vang Nielsen
  • Peter Hansen
  • Henning Pedersen
  • peter fonnesbech
  • Torben Arendal
  • Mads Østergaard
  • Niels Duus Nielsen
  • lars abildgaard
  • Ole Hansen
  • Aferdita Muja
  • Orla Finn Pedersen
  • Torben Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Rune Petersen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Nikolaj Callesen
  • Benno Hansen
Dorthe Jacobsen , Tue Romanow, Nille Torsen, Jørgen Steen Andersen, Jakob Silberbrandt, David Zennaro, Anders Vang Nielsen, Peter Hansen, Henning Pedersen, peter fonnesbech, Torben Arendal, Mads Østergaard, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Ole Hansen, Aferdita Muja, Orla Finn Pedersen, Torben Nielsen, Steffen Gliese, Rune Petersen, Lise Lotte Rahbek, Nikolaj Callesen og Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kronikøren skriver ret præcist:
'....Et aspekt, der sjældent benævnes i debatten om kontanthjælpens søle af elendighed, er, at livet på kontanthjælp faktisk har værdi i form af den efterstræbte vare, vi kalder tid.'

Netop den frigjorte tid bekæmpes jo særdeles voldsomt og vedholdende solidt systematisk ovenfra. Det er som om at selv denne - muligvis eneste - paradoksale kvalitet som 'arbejdsledig' kontra 'arbejdende' med hård hånd også skal fravristes 'de ledige', så misundelsen på tiden ikke breder sig blandt os slidende i slavehæren.
Der må for alt i verden ikke være nok penge i at være ledig, der må for guds skyld heller ikke være tid, nej, det må på ingen måde fremstå som et brugbart værdigt liv. Skulle det alligevel lykkes nogen at finde fodfæste i den situation, så skal de helst gå meget,meget stille med det ;-)

At insistere på at man kan være bidragende og givende helt uden et ansættelsesbrev er jo ganske uhørt!

Dorthe Jacobsen , Tue Romanow, Anders Kristensen, Brian Pedersen, Jakob Silberbrandt, David Zennaro, Sune Olsen, Stoffer Grønnegaard, Henning Pedersen, Glenn Lynge Andersen, peter fonnesbech, Elisabeth Andersen, Grethe Preisler, Claus Jensen, Vibeke Andersen, Mads Østergaard, Britta Hansen, Birgitte Gøtzsche, Karsten Aaen, Orla Finn Pedersen, Mads Hansen, Steffen Gliese, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Nikolaj Callesen anbefalede denne kommentar
Nikolaj Callesen

hvor er fællesskaberne? hvad er værdi og selvværdi? hvilken rolle spiller mantraet om lønkontrakten i det? Virkelig interessante pointer, og "hvor skal pengene så komme fra?" segmentet skal nok hurtig mane til fastholdelse af samfundets meget nytteidealistiske 'kontrakter', men godt med nuancering af værdi begrebet.

Brian Pedersen, David Zennaro, Kim Øverup og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Hvor befriende at læse.
Jeg skammer mig heller ikke. jeg har gjort det, men er holdt op, da jeg opdagede, at det ikke gjode hverken mig selv eller mine omgivelser lykkeligere, at jeg lignede et nedbrud og opførte mig, somom jeg havde begået en forbrydelse, hver morgen når jeg stod op.

Det er ganske rigtigt, at politikere af bedste evne forsøger at inddrage den tid man har, når man ikke har et arbejde og bytter sin tid væk for penge og forbrug.
Nyttejob og sådan noget pettigrørsbeskæftigelse er jo kun skabt til at forsøge at skræmme arbejdende mennesker fra at få gode ideer om at bruge deres livs tid
på andet end at tjene penge sammen til hus og bil og båd og sommerhus og nye gadgets og flere mobiltelefoner og stress og ferierejser med en samværsramt familie.

jeg bruger mit overskud på at få mennesker i arbejde (bla. i handelshverv) til at grine,
frivilligt arbejde, til at skærpe mit tastatur og i det hele taget udvide min horisont.
Ja - jeg ved det godt.
Jeg er system-farlig.
Og det skammer jeg mig på ingen måde over.
:)

Dorthe Jacobsen , Anne Schøtt, Gert Selmer Jensen, Tue Romanow, Jørn Boye, Brian Pedersen, Jakob Silberbrandt, David Zennaro, Stoffer Grønnegaard, Henning Pedersen, Glenn Lynge Andersen, peter fonnesbech, Elisabeth Andersen, Torben Nielsen, Vibeke Andersen, Britta Hansen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard, Ole Hansen, Birgitte Gøtzsche, Karsten Aaen, Orla Finn Pedersen, Kim Øverup, Mads Hansen, Steffen Gliese, Herman Hansen, Rune Petersen og Nikolaj Callesen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

"Kontanthjælpsmodtager: Jeg nægter at skamme mig" Kære kontanthjælpsmodtager. Du skal bestemt ikke skamme dig. Jeg har personligt arbejdet i over 35 år, betalt mange millioner af kroner i skat og begge dele med glæde. Du er i en nødsituation og du må hellere end gerne få nogen af mine skatte kroner. Dem under jeg dig gerne i din nød. Jeg har så men nok alligevel. Men lov mig du gør dit bedste for dine børn, ikke.

Jeg stemmer for dig. Altid.

God dag til jer alle derude.

Sven Dall, Jørn Boye, Brian Pedersen, Tommy Gundestrup Schou, Stoffer Grønnegaard, Glenn Lynge Andersen, Vibeke Andersen, Ole Hansen, Orla Finn Pedersen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Åh, det var godt at læse. Hele denne markedsidioti, hvor kun det, der sælges, har værdi, må forsvinde! Kun det, der løser reelt nødvendige opgaver i samfundet, kan det være rimeligt, at folk skal bruge deres ret afmålte tid på jorden til.

Tue Romanow, Jørgen Steen Andersen, Gert Selmer Jensen, Brian Pedersen, David Zennaro, Stoffer Grønnegaard, peter fonnesbech, Torben Nielsen, lars abildgaard, Aferdita Muja, Birgitte Gøtzsche, Kim Øverup, Lise Lotte Rahbek og Nikolaj Callesen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

jeg vil i øvrigt gerne takke en rigtig god ven for at skælde mig ud,
da jeg stadig skammede mig over at have tid, når andre arbejdede.

Han sagde kort og godt at jeg var træls at høre på, og om jeg ikke godt bare gad have et så godt liv som muligt og være glad, under de givne omstændigheder.
Vennerådet er hermed givet videre til andre, som måtte trænge.

Tue Romanow, Anders Kristensen, Brian Pedersen, Stoffer Grønnegaard, lars abildgaard, Birgitte Gøtzsche, Orla Finn Pedersen og Herman Hansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men hvis man læser kommentarerne på facebook, vil forargelsen ingen ende tage. Folke tror for meget om betydningen af deres egen indsats - og de tror vel at mærke også for meget på, at det er lønnen og ikke opgavens nødvendighed, der fører til den udførelse.
Men lur mig, om der ikke ville blive indsamlet affald, hvis vi måtte undvære skraldemændene! Folk gør jo også rent i deres egne huse og lejligheder - og de møder frem til fælles oprydning i gården, hjælper venner med at male etc. etc.

Jørgen Steen Andersen, Brian Pedersen, Stoffer Grønnegaard, Torben Nielsen, Aferdita Muja, Nikolaj Callesen og Herman Hansen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Venstre burde skamme sig med deres kampagne mod mennesker i Danmark, som i forvejen ligger ned og som ikke har ressourcerne til at forsvare sig. Deres ressourcer rækker ofte kun til dagen og vejen og gør dem til lette ofrer som vi har set dem gjort til det seneste år.

Brian Pedersen, Stoffer Grønnegaard, Elisabeth Andersen, Aferdita Muja, Lykke Johansen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Lad mig gætte, Thomas Steen Panum har ikke umiddelbar udsigt til at komme under langtidsformynderi på hundelortepatruljen. For andre kan det være en skrøbelig luksus at have selvværd nok til at føle sig hævet over den status, man har hos dem, der bestemmer ens skæbne.

Tor Thrysøe, Anders Sørensen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Vibeke Hansen

Jeg tilslutter mig også rosen til kronikke. Nej - selvfølgelig er det ikke en skam at være kontanthjælpsmodtager, eller for den sags skyld på hvilken som helst overførselsindkomst.
Specielt ikke i en tid, hvor arbejdsgiveren efter min mening har fået netop så meget magt, at ligeværdigheden mellem ansatte og virksomheden er brudt.
naturligvis bør kontanthjælp ikke bruges som en form for borgerløn, det devaluerer hensigten.
Til gengæld er jeg enig i den værdi, der ligger i at nogen faktisk er uenige i, at arbejde til enhver tid er evig saliggørende. Jeg tror på, at det er gavnligt, at landet ikke ligger dødt fra 8-5, men at der er liv i lokalområderne. Det må være muligt, at skabe rammer for det rent politisk, enten med lavere leveomkostninger eller en form for tilskud. jeg tænker på både børnefamilier, de der ikke kan se lyset i underbetalt arbejde od de, der bare ikke kan. Min holdning er den, at arbejdsgiverne sagtens kan få den arbejdskraft, de behøver, hvis politikerne giver dem mulighed, og befolkningen ikke er bange for udenlandsk arbejdskraft. Det er den skatteindtægt, landet får, der sætter muligheden for fleksibilitet. Navnlig nu, hvor det tyder på, at fremtidens vækst bliver bæredygtighed i modsætning til den gamle opfattelse af, at vækst sker via lave lønninger til gavn for kapitalismen.
Det var noget af en mundfuld, men hvor er jeg træt af , at mennesker skal vurderes efter folkestemninger.

Søren Kristensen

Artiklen er endnu et bevis på at kontanthjælpsmodtagere er forskellige, kommer forskellige steder fra og skal forskellige steder hen og at der er forskellige måder at tackle ledighed på og herligt at Information lægge spalter til. Om politikerne også lægger ører til er et andet spørgsmål. Men mon ikke de gør, for hvis de tænker som de plejer afhænger et nyt opsving jo på mange måder af om vi er i stand til at mobilisere denne sidste arbejdskraftreserve. Eller noget i den stil.

Steffen Gliese, peter fonnesbech og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Nu mangler vi bare antologien, " Glade og optimistiske kontanthjælpsmodtagere ".

Det kunne måske være et projekt for Informations forlag. Undertitlen skal naturligvis være:

" Helt moderne modfortællinger fra det virkelige liv."

David Zennaro, Henning Pedersen, Lise Lotte Rahbek og Bent Gregersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Peter Fonnesbech
Heh. Ja, eller: "Så længe vi er i live. En samling fortællinger fra kontanthjælpsoverlevere"

Selvom jeg er venstreorienteret, så synes jeg nu, kronikøren slipper let om ved at mene, man bare kan lade være med at føle sig forpligtet til at bidrage til samfundet. Jeg kan kun tænke: hvis alle tænkte sådan, hvem skulle så betale for kontanthjælpen?
Eller denne her: "Når alt kommer til alt, så er den model jo blot én version af mange mulige. Blot en skabelon til at afhjælpe al for megen forvirring".
Mig bekendt findes der dog ingen, slet ingen, modeller, hvor man kan overleve uden at nogle bestiller noget. Føden kommer nemlig, trods det kristne budskab om, at vi ikke skal bekymre os for føden mere end himlens fugle, ikke til os uden arbejde. At tro noget andet er, i bund og grund, ikke overlevelsesdygtigt på lang sigt.

Problemet med kronikken er ikke, at den forsøger at banke noget gejst ind i kontanthjælpsmodtagerne, men derimod at den forestiller sig, at disse kontanthjælpsmodtagere lever i et magttomt rum, hvor det kun er deres eget hoved, der kan bebrejdes i tilfælde af lavt selvværd. Den præmis har ikke klangbund i en virkelighed, hvor kontanthjælpsmodtagernes dagligdag og økonomi langt hen ad vejen reguleres af et politisk magtlag, som til stadighed fratager kontanthjælpsmodtagerne deres stolthed ved at true med hundelorteopsamlingsaktiviteter, lavere ydelser og diverse andre tiltag, som mest af alt minder om straf gennem pisk.

I filmen "Livet et smukt" formår faderen at skærme sin søns bevidsthed fra kz-lejrens vanvittige, sociale virkelighed, fordi han insisterer på, at virkeligheden primært er individuelt perciperet og ikke objektivt fælles. Men det er naturligvis fiktion og fuldkommen urealistisk. Når nogen har magt over andre (direkte eller strukturelt) og har straffevirkemidlerne til at håndhæve denne magt, har det selvfølgelig konsekvenser for den part, som ikke har magten - følelsen af mindreværd og i sidste ende afmagt ligger lige for. Og hvilket menneske påvirkes ikke af oplevelsen af, at resten af samfundet har vendt sig mod det og ser det som en belastning?

Elisabeth Andersen, Anne Schøtt, Nille Torsen, Lise Lotte Rahbek, Anders Sørensen, Tor Thrysøe, Steffen Gliese og David Adam anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Hvis alle tænkte sådan, hvem skulle så betale for kontanthjælpen?"

Alle tænker ikke sådan, langt de fleste vil gerne arbejde med noget, der både giver mening og en indkomst. At tro andet er at projicere sin egen ulyst til arbejde over på andre.

Tue Romanow, Brian Pedersen, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Niels Nielsen, man kan jo altid sige til vedkommende, at det vigtigste er, at det også er et valg, de selv ville kunne træffe.

Kent Hedemann

Du skal naturligvis ikke skamme dig over at være på kontanthjælp, det er en ordning vi har for at alle kan klare sig igennem en kort tid, til de igen kan klare sig selv og undgå at lægge samfundet til last.

Pensionist:
Jeg skammer mig over at blive betegnet som en byrde.
Men selvfølgelig, hvis vi bliver samlet i nogle store Byrdecentre i udkanten, kan vi måske hjælpe en sidste gang. Beboerne i udkanten har jo også alderen til flytte ind og deres huse kan så rives ned.
Byrdearbejderne kunne så pendle fra byerne og ud

Gert Selmer Jensen

I dagens Danmarks, konkurencestat, er der opstået rigtig mange "byrder", udfra et helt indsnævret
menneskeligt, værdisyn. Vi kunne også kalde Det for Cepos-Value, altså fokus på bundlinier, for-
rentning, nytteværdi, set ift. BNP. Andre samfundsparametre er ikke interessante.
Vi kan liste op: Ældrebyden, Ungdomsbyrden, Indvalidebyrden, Arbejdsløshedsbyrden, Pensions
byrden, Humanistbyrden, (uddannelse uden værdi), Udkantsdanmarksbyrden, (riv lortet ned),
slingrestuderendebyrden, (kan de for h...... ikke bare blive færdige), Miljøbyrden, (hvad er det ?)
etc. etc.! Samfundet er simpelthen en stor byrde.! (skal vi ikke bare rive hele lortet ned).?
Så vi kan komme videre, det er jo en klods om benet.

Elisabeth Andersen, Niels Duus Nielsen, Anne Schøtt, Tue Romanow, Thomas Brahe, Nille Torsen, Kim Øverup, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

Lise lotte Rahbek:

Du kan eventuelt starte med at læse selvhjælpsklassikeren over af dem alle fra 1948 af Dale Carnegie: " Lev livet uden bekymringer", på engelsk " How to stop worrying and start living ".

Da der desværre endnu ikke er udviklet et kursus af 2 aktør, som tager udgangspunkt i denne bog.

Og i tilfælde af akut mismod vil jeg anbefale Victor Franl's Psykologi og eksistens med særlig henblik på koncentrationslejropholdet.

Men ellers er/ kan tilværelsen som bistandsklient rummer en del særlige udfordringer specielt mht. den stramme økonomistyring, men når den disciplin er nogenlunde behersket, skulle jeg mene at mulighederne åbner sig ekstentielt, spirituelt , kreativt , socialt, you name it !

Det er bla. derfor at jeg mener at antologien kunne være vedkommende som modfortælling.

Gert Selmer Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det løse arbejdsmarkedstilhørsforhold, vi kan se frem til, kræver, at dagpengereformen rulles tilbage til før 1994! Her kunne man så som udgangspunkt tilbyde folk, der enten ikke tager en uddannelse eller bliver færdige med én, garanti for ansættelse i de 26 uger, der kræves for at opnå dagpenge. Hvis man kan finde et bedre job - og måske et varigt ét af slagsen - skal man selvfølgelig kunne forlade det, man er blevet tilbudt, men man kan måske også forhandle sig til bedre vilkår, hvis den allerede eksisterende arbejdsplads prioriterer arbejdet.
Vi er nødt til at se på de forskellige synspunkter, der gør sig gældende i samfundet, snarere end på ideologierne, der jo blot er modellerfor reelle interesser blandt forskellige parter.
Hvad det vel handler om, er samfundets objektive interesser og opgaver i mødet med forskellige temperamenter, socialisationsformer, antropologier, verdenssyn.
Således handler det for den selvstændige om at finde noget at tjene penge på, mens det for den uddannede snarere handler om at udfylde sin rolle.

Stephan Paul Schneeberger

argumnterne om at man ikke skal skammer sig er findt nok, men glemmer at der er kontanthjælpsomdager der realt ikke har penge til mad og husleje.

Det er også sådan at man faktisk får meget selværd fra sit arbejde, og i storste parten af de menesker jeg kender er arbejde set som det mest afgørende idenitetsmarkør, men den selvovervudering har netop kun magt over ens selv når man tror på den som den religion den fakisk er i virkeligheden.

teksten forfatter er klog om ikke at dyrke arbejdsreligionen, men denne arbejdsreligion er om man vil eller ej måske mere succesfuld end folkekirkens og de fleste frikirker sammen på engang.

Niels Duus Nielsen, Nille Torsen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Jeg er helt med på statsministerens slogan: "Det Danmark, du kender". Hvad jeg ikke er med på, er det Danmark, hun og mange andre politikere over halvandet årti har manet frem - det er et Danmark, der ikke er til at kende igen.

Lise Lotte Rahbek

Peter Fonnesbech
Åh, jeg har heldigvis overstået de værste tilpasningsvanskeligheder, og har aldrig haft det store behov for at have et skinnelagt liv,
så så længe jeg har til overlevelse og har mulighed for at udleve lidt passion, så går det. Men tak for litteraturhenvisningerne. :)

Menneskers største talent er tilpasning.
En arbejdsløs gennemgår visse faser af frustration, skam, selvbebrejdelser, vrede, misundelse, skyldfølelse over ikke at gøre NOK for at få et job, for det kan jo aldrig blive nok, før jobbet er vundet, osv,
som er delvist påført af omverdenen.
Måske burde man forsøge at beskrive disse faser, så de kan bruges til beroligelse af nye 'tabere', så de ikke førler sig helt alene om miseren.. ?

Niels Duus Nielsen og Gert Selmer Jensen anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

God ide Lise lotte, for jeg tror ikke at forlaget vil godtage min ide.

Det der , med Glade og Optimistiske, det er noget man naturligt kan vedhæfte pensionister, motionister, korsangere , sågar børn, men kontanthjælpsmodtagere, no way.
Pensionisterne har udtjent deres værnepligt, motionisterne gør noget, ovenikøbet noget sygdomsforebyggende, det gør korsangerne osse, og børnene er indtil videre uskyldige med mindre de får dårlige karakterer i skolen, kontanthjælpsmodtagerne burde vel slet ikke have nogen gang på denne jord ifælge visse individers opfattelse.

Netop derfor ville det være så dejligt provokerende med de glade og optimistiske kontanthjælpsmodtagere.

Men en eksistentiel brugshåndbog for folk som mere eller mindre uforskyldt havner på ydelsen, (hvilket de jo stort set allesammen gør) er en rigtig godt ide, som nok lettere ville være acceptabel i den store samfundsmæssige kontext.

Nu mangler vi bare nogen til at skrive den.

Lise Lotte Rahbek

Jeg er begejstret for det provokerende element i at agere
glad og optimistisk, Peter
og mon ikke der vil kunne trampes noget co-forfatterskab op af jorden.
Du - og evt andre interesserede - kan finde mig på FB.

Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

Det var så det tredje læserbrev fra kontanthjælpsmodtagere i denne måned, som dagbladet Informations debat- og kronikredaktør har fundet presserende nok til at bringe til offentlighedens kundskab som kronik i det forum, "hvor landets bedste hoveder diskuterer de mest presserende emner" .

Hot stuff! - som de siger henne om hjørnet nede i kælderen, hvor landets mindre gode hoveder diskuterer 'kontanthjælpsproblematikkerne' over en fadøl eller ti, før de går hjem i privaten for at delagtiggør deres venner og følgere på Facebook og Twitter i, hvor meget klogere de er blevet på emnet siden sidst, de lod høre fra sig i disse debatfora.

Og mens ulvene glammer, drager karavanen videre efter at have vederkvæget sig med hakkelsen fra døgnets rejsestald. Den ene mening kan jo være lige så god som den anden i et valgår, hvor enhver lille underdog er sin egen lykkes smed, når den står i stemmeboksen på Herrens mark med sin smørrebrødsseddel fra 'eksperterne på Fort Christiansborg' i den ene forpote og en blyant i snor i den anden.

Selv om jeg er liberal vil jeg citere : "Danmark for folket "
Hvem ellers for ?
Det hele er et psykologisk og kulturelt forhold, som kræver erkendelse fra.... ja, netop folket - nøjagtig som i den nye kolde krig.

Carsten Hansen

Herligt at nogen magter at få et godt liv ud af kontanthjælps-situationen.
Det er folk vel ondt.
Men trist at andre ikke har den styrke.

Folk er forskellige .

Gert Selmer Jensen, peter fonnesbech, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Grethe Preisler

"Danmark for Folket" - jamen altså! Det var jo Fremskridtspartiets slagsang, før stifteren Mogens Glistrup havnede i brummen, og de stuerene Pianister, som ikke er så liberale, at det gør noget, tog navneforandring til Dansk Folkeparti og vragede den til fordel for "I Danmark er jeg født, det kan jeg ikke gøre for" ;o)

"Vort muddermål er hæsligt, det har så fæl en klang,
hvormed skal jeg dog ligne og prise det i sang?
En halvgammel luder med rød og svampet tud
Men hu-un er så gæ-æv,
og hun holder stadig ud" (Benny Andersen)

Grethe Preisler

Snart flyder varerne ud for ens blik,
susen for ørerne, tungen slår klik.
Man peger i blinde, før alting blir sort
betaler ved kassen og skynder sig bort
tar hjem for at pakke sit indkøbsnet ud
selvom man ved, det gir gåsehud.

Aldrig en ting, der kan bruges til no'et
alskens besynderligt husgeråd
en rangle af sølv og en ternet BH,
hvad gør man ved sko, der er købt for små?
Mellem de mange fortvivlende fund
et hundedækken, men ingen hund,
en haveslange, men intet bed,
hvor længe skal dette mon vare ved?

Hjælp, giv mig styrke, jeg drages påny
mod valgavisernes udsalgsgny
vælger og vrager og køber i flæng
hundehus, tropehat, svømmebassin.

Således lyder mit vidnesbyrd:
billige tilbud har kostet mig dyrt,
så bind mig, bevogt mig, bedøv mig med vin,
og frels mig fra udsalg og sikker ruin.
(Benny Andersen)

Torben Nielsen, Søren Kristensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Gert Selmer Jensen

Leo Nygaard-19:36-
Du er en hård banan.! Det er jeg også.! Og mener at kunne overmande de værste udfordringer.
Men mit hjerte banker alligevel for de svageste.

Mit hjerte banker for de tolerante, de flittige, de frie, de hensynsfulde, de medmenneskelige, de demokratisk indstillede...........uanset hvor meget de ejer og tjener.