Klumme

En kontrolleret krop er en god krop

Det øgede fokus på den sunde krop er med til at skabe en kropspolitik, som er stærkt moraliserende og normaliserende, samtidig med at den ikke tager højde for f.eks. økonomiske privilegier. Det er dyrt at være sund, og vi viser vores overskud og værdi vi
24. marts 2015

For et par dage siden fandt jeg mine løbesko på bunden af en orange taske, kastet ind i mit klædeskab. Der lå de ensomt sammen med en halv flaske kildevand og hængelåsen til skabet i det fitnesscenter, jeg ikke længere er medlem af. Det var egentlig ikke, fordi jeg havde savnet dem, men da de nu lå der, tænkte jeg, at jeg nok måtte komme i gang med at løbe igen. Og måske også spise nogen flere grøntsager. Holde op med at ryge. Blive sådan lidt sundere, helt generelt. Og gerne lidt tyndere, altid lidt tyndere.

Så bliver det jo også snart sommer med bare ben, badetøj og blottet hud. Når jeg står i kø i supermarkedet, fortæller uge- og damebladenes forsider mig, at jeg skal sætte ind nu, hvis jeg skal nå at blive bikiniklar. Det dur ikke med flæsk og flomme. Med ’laden stå til’ og kaloriefornægtelse. Sund og slank er vejen frem, siger de. Igen.

Det er påfaldende, hvordan kroppen i den vestlige verden bliver mere og mere central og værdisættes som social markør, i takt med at vi er mindre og mindre afhængige af den i forhold til at få brød på bordet. Det hårde fysiske arbejde outsourcer vi til andre dele af verden og andre kroppe, mens vore egne kroppe formes, iagttages, kontrolleres og politiseres i et evigt sundheds-, krops- og performanceræs.

Vores fjernsyn svømmer over med programmer om livsstils- ændringer og hele byer, der skal tabe sig. Vi har KRAM-kampagner og læger, der med milde øjne udregner vores BMI. At løbe maraton er blevet en folkesport og flere og flere overvejer plastikkirurgi. De usunde og de overvægtige koster os penge, får vi at vide, med deres hospitalsindlæggelser og rygerlunger. Den sunde og slanke krop signalerer overskud og ’det gode liv’. Sund sjæl i et sundt legeme, som de sagde. Dengang. »Healthy is the new skinny,« får vi at vide. Et mantra, som lægger sig så fint i forlængelse af vores stigende fokus på den sunde krop som det nye sort. Ud med det begrænsende ’tynd’, og ind med det pluralistiske ’sund’. Eller hvad?

Det øgede fokus på den sunde krop er med til at skabe en kropspolitik, som er stærkt moraliserende og normaliserende, samtidig med at den ikke tager højde for f.eks. økonomiske privilegier. Det er dyrt at være sund, og vi viser vores overskud og værdi via vores kroppe. Ideen om den sunde krop kræver også store mængder af selvkontrol og individfokus. Kvaliteter som generelt hyldes i vores neoliberale samfund. For på trods af velmenende kampagner og slagkraftige paroler er det stadig kun særlige kroppe, som lukkes ind i vores fælles krops- og sundhedsforståelses hellige haller. Tykke kroppe bliver f.eks. sjældent set som sunde. Det er med til at kategorisere visse kroppe som ’rigtige’ og andre som ’forkerte’. Den sunde krop bliver lige så normativ, som den slanke krop.

»Healthy is the new skinny« er gammel vin på nye flasker.

Desuden har opmærksomheden på sund krop og kropskontrol – stadig – en kønnet slagside. En billedsøgning på ’slankekur’ og ‘sund krop’ viser næsten udelukkende billeder af kvinder og kvindekroppe. Der er heller ikke slankekure og sundhedstips i Euroman, som en veninde engang tørt konstaterede. Den sundhedsfokuserede kropspolitik rammer os alle, men kvindekroppens evige position som valutabærende i forhold til accept og fuckability, gør den til offentligt eje i forhold til kropskontrollens insisterende stemme. Det er svært for en ’ukontrolleret’ kvindekrop, at få lov til at eksistere uden anfægtelser og spidse bemærkninger, hvilket blev tydeligt med nyheden om, at den amerikanske plus-size model Tess Holliday var blevet signet til et bureau. Internettet svømmede over med kritik ikke bare af hendes krop, men af at hun promoverede et ’usundt’ ideal. Det er simpelthen sværere for kvindekroppen at gøre sig fri af kropsdogmer og idealer, fordi netop kvindekroppen altid har været offentlig ejendom og genstand for granskende blikke.

Løbeskoene ligger der stadig i den orange taske i bunden af skabet. Jeg æder budskaberne om bikiniklar og føler mig utilstrækkelig, når jeg hører om endnu en, der har løbet et maraton. Kroppen skal altid være klar, altid kontrolleret, altid sund, altid i fokus.

»I kan da bare være ligeglade,« lyder parolen. Skide være med normer og moraler, kure og kampagner. Men vi kan ikke være ligeglade, os ukontrollerede. Det får vi ikke lov til.

debat@informartion.dk

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja paradokserne står i kø...F.eks taler man i Folkeskolen om inklusion mens diverse eksklusionsprogrammer florerer, som X faktor og Paradise hotel...
Mht til kropsidealerne...Man må håbe at folk kan tænke selv og være ligeglade med de unaturlige af kropsidealerne ...Har du hår under armene, Katrine? Det har jeg - og jeg er ligeglad om det er inn eller ej.

Annika Tiin Nielsen

Jeg er nu flere gange de senere år stødt på argumentet, at vi træner for bedre at "kunne holde til et krævende arbejde", "for bedre at kunne klare hverdagen", for at "være rustet".

Sådan argumenterer f.eks. også hhv. Julie Zangenberg på sin blog og Mathilde Nordtoft i et fitnessblad her i marts. Jeg er med på, at det at være skuespiller er hårdt fysisk arbejde. Men den vigtigste forberedelse til et hverv som skuespiller må vel være forberedelsen til rollerne? (Og hvad siger en stjernedygtig skuespiller som Nicolas Bro egentlig til det synspunkt)?

Og: Er det ikke lidt skræmmende, at vi skal "ruste os" så meget til vores arbejde, at vi skal træne for at klare det? Jeg er med på, at træning giver energi og god karma tilbage til omgivelser og nær familie. Men når vi skal træne for at kunne "præstere" bedre på jobbet, er der da noget helt skævt, er der ikke?

Gert Selmer Jensen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Vi aner ikke, hvad der er sundt og usundt - og vi kan ikke være sikre på, at dette ikke er et rent individuelt forhold, dels genetisk, dels dannet under kroppens udvikling i barndommen.

Maria Bjørnsten

Denne artikel giver mig anledning til at sige noget, jeg længe har tænkt: jeg er SÅ træt af at jeg skal barbere mine ben, mine armhuler, min kusse, plukke mine øjenbryn og bruge make up hver dag (og huske at tage det af igen om aftenen, så min hud kan få luft). Tænk at være en mand. Så slap man for alt det.

Maria:
Så lad være med at barbere dig eller nøjes med en af de ting, du barberer. Kvinder bestemmer selv. Og lur mig om ikke mange mænd synes, det er skønt med en naturlig kvinde.