Kommentar

Kulturens danske radikaler

Et los i løgsovsen for at få lidt luft
21. marts 2015

Moderigtigt i det blånende segment er at udlægge danmarkshistorien entydigt, hvor folkeligt ufordærvet mandsmod kun fandt sted på trods. På trods af opportunistiske svigagtige politikere der forræderisk stillede sig hindrende på tværs af den tapres gerning og lod kampen for fædrelandet i stikken. Uden disse usselrygge, tilskyndet af kulturradikalismens femte kolonne, kunne danskerne have ydet den indsats i april 1940 der havde gjort en forskel mellem helt og kujon.

Sådan er det hele vejen igennem.

Den sagtmodige der siden tøvede med at erklære Polen, Bulgarien og Kina krig eller tvivlede på visdommen i at hælde bomber i hovedet på ørkenens skumle folk, hvor der i ny og næ også ryger et bryllupsselskab, står i skammelig kontrast til superdanskeren: Den der ikke tvivler, den der ikke ryster på hånden, men som en krydsning mellem Holger Danske, Kaj Munk og Spiderman i tide og utide demonstrerer fædrelandssind, passion og mod. Det usle forbehold er hans fjende. Modet er modet til at udleve passionen, opsøge udfordringen og gøre en forskel. Ofte foran skærmen i nationale store øjeblikke af håndbold for svedende kvinder i rødt og hvidt eller Grand Prix til ågerpris og en stor skål matadormix.

DR’s lavprofile generaldirektør, der til dato ikke er citeret mindeværdigt for andet end ambitionen om tv som sammenhængskraft og slik til kaffen, levede op til tidens trend og udtalte sig forleden til en anderledes højprofil af en kvindelig blåtonet kovenienspræst om – rigtigt gættet: mod og passion. Det tapre ligger vel sagtens i at turde omtale sig selv som modig – et mod som i mere bramfri fortolkning er ensbetydende med ikke at risikere en skid andet end den mainstream af bovlam lavere fællesnævner, DR jævnt hen leverer, og som æder sjæle op.

Selvfornøjede nikkedukker

Den samtalende præst faldt ikke om af grin eller stak generaldirektricen en på skrinet som en sundere sjæl ville have gjort. Det var et møde mellem to af surdejen, hvis samlede sum af dybsindigheder holder sig i almindelighedernes fladland. Den slags folk pynter sig med en traditionskongruent, stadig mere udbredt lyrisk udlægning af fortidens forudsætninger.

De selvfornøjede nikkedukker møder udfordringerne, opslår deres ridderhjelm og fægter med tilbagevirkende kraft mod døre der for længst er sparket ind. Når alle står på vid gab, stirrer den der orker ind i en småtingsverden af trivialiteter garneret af julepapir og frikadellehørm og den uundgåelige skål med mere matadormix på sofabordet.

En gammel traver som Søren Krarup er i den sammenhæng – men også kun i den – befriende. Krarup kan man da i det mindste ikke kalde trendy, da han altid (næsten) har sagt (næsten) det samme; bortset fra de gange han har modsagt sig selv, hvilket ikke er helt så få som han måske selv går og tror. Det bliver det selvfølgelig ikke mere forstandigt af, men man får i det mindste ikke kvalme, når den gamle slagsbror som forleden igen vælter møgspand nummer hvemfandenvedhvormange ud over dødsfjenderne, de kulturradikale, dem der kun har som mål og mening at sønderlemme fædrelandet til herberg for de fremmede og danskerne til fremmede i herberget. Somhansir.

Den nationalkonservative historieopfattelse, udbredt i blå fløj og ved at være flertallets, genoplivet og holdt i sving af Krarup og et kor af eftersnakkere, tegner et sært ugenerøst aborteret portræt af den dansker, man ellers ville have mindst besvær med at genkende ude på gaden, henne om hjørnet, nede i kælderen. Det er vel at mærke ikke hin opregnede Krarup’ske brave mand af folk og land med begge ben solidt plantet i mulden, den sindige der lavmælt uforstilt svarer enhver sit, ordløst men ubetinget elsker Danmark, kalder en spade for en gravemaskine og et pantebrev for en investering og er parat til at lade sig selv og især andre omkomme for sagen. I den virkelige verden, den konkrete, den Krarup og proselytter påstår de elsker så højt, lever et anderledes nuanceret, tolerant, lydhørt, venligt, mindre selvhøjtideligt, fredeligt oplag af arten, om hvem Nyrup Rasmussen engang kærligt bemærkede at når danskeren tager en kniv i hånden, tager han altid en gaffel i den anden.

Den dansker bliver man lettere lun om hjertet ved at dele stamme med.

Et par af den mere entusiastiske type var i radioen forleden, hvor de ivrigt mente at vi nu må se at få gang i sagerne med den integration og også have fat i muslimske bøsser og lesbiske der går og putter med det. Nu vi gøre noget for vores bøssemuslimer, det kan jo ikke nytte noget.

Med ét er de fremmede som os

Ud af skabet mand til mand og bliv gift i moskeen. For tilbøjelige kvinder af islam er to i samme niqab en menneskeret.

Det vil vi slås for!

Se, det er rigtige danskere, ordentlige landsmænd, der ikke får en prop, når nydanskere i beboerforeningerne ikke vil bruge penge på et åndssvagt juletræ eller spise svinekød i eget fedt.

I kampen for at fiske muslimske bøsser ud af ensomheden, ind på banen viser danskerne, de gode, sig fra deres bedste side:

Her har vi et problem, ét vi for længst har løst for eget vedkommende (skønt kirken strittede imod) – det er en udfordring – den gør vi noget ved. Så kan muslimer med løse håndled i fremtiden være i fred og uden bagtanker med røven i vejret bede til deres skæve gud. Vi snakker om det, vi snakker sgu om det med dem, og med ét er de fremmede også på det punkt lige som os. Det med frikadellerne og julen tager vi senere.

Se dét er en anvendelse af ytringsfriheden der vil noget, mildt sagt mere konstruktivt end selvforherligende hørm og krænkelser af andre guder, andre skikke.

Det er mandsmod.

Dét er kulturradikalisme.

Det bliver danmarkshistorie.

Uden selvforelsket forloren folkelighed og matadormix.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Tino Rozzo
  • Jakob Lilliendahl
  • Niels Duus Nielsen
  • Torben K L Jensen
Tino Rozzo, Jakob Lilliendahl, Niels Duus Nielsen og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer