Klumme

Lean er en mand fra Vigerslevvej

Lean hyldes i erhvervskredse. Men Lean er vel bare en slags Lea plus et ’n’. En pedel fra Hvidovre, man godt kan låne en skruetrækker af, men hvis man ikke ’husker, hvor den bor’, bliver det bemærket. Mon Lean ved, at han hyldes?
13. marts 2015

Det er ikke sjældent, man på karrierenetværket LinkedIn finder opdateringer i stil med: »Er bare SÅ tændt på at bruge to dage på non stop Lean-implementering sammen med alle de superseje mellemledere i firmaet.«

Det er ofte yngre, fremadstormende karriereryttere, der ynder at slå om sig med den slags. For de uindviede er LinkedIn lidt ligesom Facebook ville være, hvis Farmville og søde katte ikke fandtes, og hvis det udelukkende bestod af folk uden job, der forsøgte at lade som om, de havde job, men ’havde følehornene ude efter nye udfordringer’, og folk med job, der forsøgte at lade som om, deres job var spændende. Og i øvrigt ’havde følehornene ude … bla, bla, bla ... «

Mennesker, der beskæftiger sig med forretningsudvikling, får ofte for vane at overføre meget af deres fagjargon til resten af deres sprog. Det er de sådan set ikke ene om; Det gælder mange professioner, vennekredse, kulturkredse. I erhvervskredse støder man ofte på en lidt komisk forkærlighed for engelsk, mere præcist Business English. Et af de virkelig gode begreber fra denne skuffe er ’Lean’. Prøv at smage på det, ’lean’. Det er sådan noget, man er, når man dyrker triatlon, noget som forretningsudviklingstyper også rigtig godt kan lide. Det er et eller andet med at udfordre sine grænser og sætte sig mål og den slags. Men skriver man Lean med stort L – hvilket man overraskende ofte ser – så kan det også være navnet på en mand; Lean – udtalt ligesom ’Lea’, bare med et ’n’ på.

Man kunne godt forestille sig, at Lean er 46 år, og at han hedder Mortensen til efternavn. Han er nok ugift – han har haft både kærester og løse forhold, men det har bare aldrig rigtig klikket for Lean; forelskelse er jo svært, og Lean er måske heller ikke den mest udfarende person i verden.

Jeg tænker, at Lean arbejder som pedel på en folkeskole i Hvidovre, hvor han sætter tavler op og deler mælk ud. Man kan godt låne en skruetrækker af Lean, men det bliver altså bemærket, hvis man ikke »husker, hvor den bor«.

Leans mailadresse har altid bare været hans initialer, LM. Engang blev der ansat en ny viceinspektør, Lars Mitchell, som havde læst på DPU. Han talte meget venskabeligt med alle – lidt for venskabeligt til Leans smag – og arrangerede samarbejdsdage, hvor alle tværfaglige hold skulle give hinanden high fives, når de havde løst en opgave. Han havde egentlig været forbi en dag for at forklare Lean, at han havde tænkt over sagen, og at adressen lm@hvidskol.dk skulle overgå til ham, da det jo var vigtigt, at alle på skolen følte, at hans »digitale dør altid stod på klem«, hvad det så end betød.

Men da han to uger i træk havde modtaget en hel masse mails om vinduer, der ikke kunne lukke, og tilbud på printerpapir, så kunne den digitale dør så godt lukkes alligevel. Så nu er Lean igen LM. Lars søgte i øvrigt andre udfordringer efter et halvt år, så nu er det Lone, der er viceinspektør igen.

I sin fritid er Lean holdleder på et fodboldhold for 8-9-årige piger. Han var oprindeligt på drengeholdet, men de larmede simpelthen for meget, så han skiftede.

Der er heller ikke nær så meget bøvl med tyggegummi, når man skal vaske pigernes spillerdragter. Det er Sashas mor Tina, der er træner; Lean er der bare, for at få alt til at glide, så de kan koncentrere sig om fodbold.

Lean har i øvrigt også et ret flot saltvandsakvarie i sin toværelses på Vigerslevvej.

Og så kan Lean rigtig godt lide indisk mad. Lean er ikke så glad for at flyve, men kylling biryani smager jo lidt af fugl, som han siger. Og det må godt være lidt stærkt, synes Lean, helst »så røvhullet snapper efter buksekanten«.

Når alt kommer til alt, er mit indtryk, at Leans tilværelse er en del mere givende, end en rent nøgtern socioøkonomisk analyse ville antyde. Og netop derfor gør det mig så glad at vide, at alle de forretningsudviklende mennesker bruger så meget tid på at tænke og tale om Lean.

Ja, de holder sågar kurser om Lean og ophøjer ham til et professionelt ideal.

Hvorvidt Lean selv er klar over, at han er genstand for al den her opmærksomhed, er yderst tvivlsomt, men det tror jeg i virkeligheden også er sagen ret uvedkommende.

Espen Fyhrie er debatvært på information.dk

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu