Hvor blev jeg trist til mode, da jeg læste artiklen »Mentorordning fejler: Får ikke folk i job eller uddannelse« ( den 24. marts), hvori man kan læse Det Nationale Forskningscenter for Velfærds (SFI) konklusion af en såkaldt effektanalyse, der viste, at mentorordningen ikke får folk i job eller uddannelse. Jeg kan simpelthen ikke få det til at passe med den viden og de erfaringer, jeg har fået efter mange års beskæftigelse på området.
I 1997 blev jeg ved et tilfælde mentor for 15 udsatte unge på pumpevirksomheden Grundfos i Bjerringbro. Faktisk blev jeg headhuntet til opgaven. Jeg er udlært butiksslagter og var blevet træt af det hårde arbejde og de dårlige arbejdstider. »Hvis jeg ikke kunne lide at arbejde med døde dyr, så kunne det være at jeg skulle arbejde med levende mennesker,« tænkte jeg. Derfor tog jeg nogle vikarjob, som pædagogmedhjælper i nogle daginstitutioner. Det var her, en af mine ledere så mine evner for at arbejde med udsatte unge. En dag sagde hun, at hendes mand arbejdede på Grundfos. De skulle bruge en projektleder til et nyt og banebrydende projekt for udsatte unge i alderen 18-25 år. »Hvis du søger jobbet, får du det det,« lovede hun. Og det var rigtigt.
Overbevisende resultater
I begyndelsen visiterede vi alle typer af udsatte unge ind i projektet direkte fra gaden. Misbrugere, kriminelle, psykisk syge, sent udviklede, socialt udsatte. Vi havde ingen former for visitation overhovedet. Ingen i Danmark havde prøvet det før i den målestok. Jobcentermedarbejderne leverede villigt de unge ved porten. Jeg tror, vi gjorde alt det forkert, som man overhovedet kunne. Vi var overhovedet ikke klædt på til opgaven. Gennemsnitlig havde jeg 5-6 unge ad gangen, og det var ved at tage livet af mig. Jeg blev udbrændt og måtte sygemelde mig i en periode. Man kan simpelthen ikke rumme så mange problemfyldte unge i sit hoved, hvis de skal have ordentlig hjælp.
Efterhånden fik vi styr på organisationen, og jeg udviklede nogle værktøjer, som senere skulle vise sig at danne skole for mentorordninger i hele landet. 11 ud af de 15 unge, som jeg var mentor for, fik job på Grundfos i projektperioden 1997-1999. Mange mennesker fra hele landet valfartede til Grundfos for at høre, hvordan en tidligere slagter kunne få unge »uden for pædagogisk rækkevidde« i uddannelse og job. Først troede jeg, at jeg var noget særligt, men andre projekter viste lignende resultater. Fælles for dem var, at den udsatte borger fik en personlig mentor – et almindeligt menneske ansat på virksomheden – ikke en person fra ’systemet’. Afgørende var det også, at denne mentor fik uddannelse i sine roller og kendskab til grænserne, de rigtige værktøjer, samt at han fik den tid, det krævede til dagligt at kunne oplære den unge i de kompetencer, som vedkommende skulle bruge for at opnå ordinær beskæftigelse.
Blandt andet på baggrund af de erfaringer vi havde opnået på Grundfos, kom der i år 2003 en ny lov, Lov om en aktiv beskæftigelsesindsats (LAB-loven). Den gav jobcentrene mulighed for at uddanne og frikøbe medarbejdere på virksomhederne til at være mentorer for de udsatte grupper på arbejdspladsen. Det gav fantastiske resultater. Op mod 30-50 procent flere kom i beskæftigelse. I 2007 fik erhvervsskolerne også mulighed for at bruge mentorer. Undersøgelser fra Undervisningsministeriet viser, at frafaldet med denne ordning faldt med 50 procent.
Siden perioden på Grundfos har jeg uddannet 8.000 mentorer gennem mit eget konsulentfirma. Alle mentorerne har haft opgaven at støtte samfundets udsatte grupper – under uddannelse eller på jobbet.
Systemets mentorer fejler
Når jeg kigger på tabellerne fra SFI, finder jeg straks, hvad jeg frygtede. Der er ikke tale om mentorordninger i den oprindeligt tænkte form – altså en medarbejder, der er ansat på en virksomhed og støtter en udsat person til at fungere på en arbejdsplads, så han kan få job (virksomhedsmentor). Nej, ca. 75 procent af mentorerne i effektanalysen er jobcentrenes egne medarbejdere (tidligere kaldet bostøtte) eller private konsulenter, som jobcentrene hyrer til at mødes med de udsatte personer ca. 1,8 timer om ugen privat for at tale sammen. Sociale mentorer kunne man kalde dem.
Desuden har hver enkelt mentor i analysen gennemsnitlig haft 31 udsatte personer i testperioden 2012-2014. Det mener jeg er et urealistisk højt antal at skulle mentorere. Samtidig har kun en tredjedel af mentorerne har modtaget mentoruddannelse.
Hvad er det for en mentorordning, SFI har lavet en effektanalyse af? Først må vi definere udtrykket ’mentorordning’. Hvad er det? Som det oprindeligt var tiltænkt i LAB-loven fra 2003, er det en medarbejder på en arbejdsplads, der blev frikøbt og uddannet til at være mentor for at hjælpe udsatte ledige i job. Men det SFI primært måler på, er personer fra ’systemet’, der mødes privat med en socialt udsat, så de sammen kan drøfte vedkommendes livssituation. Med det kendskab jeg har til målgruppen, vil det i sig selv give en modstand mod succes. Måske er det især det, tallene i SFI’s tabeller viser.
Hvor er det ærgerligt, at ’mentorordningen’ i sin bedste form skal bovskydes med tal fra en analyse, der måske mest af alt viser, at systemets mentorer ikke er den rigtige måde at støtte udsatte på, når de skal i job eller uddannelse.
Tom Thinggaard Pedersen er direktør for virksomheden Men2r
