Læserbrev

Mentorstøtte hjælper udsatte

Debat
28. marts 2015

Information bragte tirsdag den 24. marts en forsideartikel om et resultat fra SFI’s undersøgelse af mentorordningen som aktiv beskæftigelsesindsats administreret af jobcentrene. Information koncentrerer sin omtale om ordningens manglende kortsigtede effekt på beskæftigelse og uddannelse. Det er imidlertid vigtigt at se undersøgelsens resultater i lyset af, at hovedparten af den nuværende mentorindsats har et stort socialt element, hvor over halvdelen af borgerne, som modtager mentorstøtte, ikke er vurderet job- eller uddannelsesparate. Dem, der modtager mentorstøtte, er personer, der på grund af deres personlige problemer er langt fra at komme i beskæftigelse. Målgruppen indeholder også hjemløse, stofmisbrugere, alkoholikere og voldsdømte.

Indsatsen over for disse borgere spænder bredt. Det kan således eksempelvis være hjælp til at få struktur på hverdagen eller få orden i økonomien, støtte til at komme af sted til lægen – så borgeren kan blive helbredsmæssigt udredt, støtte til at følge behandlingsforløb, indgå i dialog med borgeren om fremtræden som beklædning, hygiejne med mere og støtte til at ændre eventuel uhensigtsmæssig fremtræden.

Fra kommune til jobcenter

Indsatsens sociale karakter understreges af, at en del af den indsats, som nu ligger i jobcentrene, tidligere lå i kommunens socialforvaltning – den såkaldte bostøtteordning, som fungerer under serviceloven.

Hvis der er en virkning af den nuværende mentorindsats på beskæftigelse og uddannelse, vurderer vi derfor, at denne virkning først vil vise sig på lidt længere sigt. Afdækningen af det sociale elements store omfang er givetvis undersøgelsens væsentligste bidrag. Desuden viser undersøgelsen, at navnlig sagsbehandlere i jobcentrene har stor tillid til ordningen.

Hvorvidt borgerne på længere sigt opnår en arbejdsmarkedstilknytning, kan denne undersøgelse ikke sige noget om. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har fået udarbejdet en anden undersøgelse af mentorindsatsen for en noget yngre målgruppe. Undersøgelsen viser en beskeden effekt på uddannelse, og dermed at der kan være positive kortsigtede effekter af nogle typer målrettet mentorstøtte for nogle grupper.

Henning Bjerregaard Bach og Anders Bruun Jonassen, forskere, SFI

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her