Kronik

Mere selvpromovering, mindre indflydelse

Mens Folketinget mister indflydelse på lovgivningen, lufter dets medlemmer i stigende grad deres meninger om snart sagt alting hele tiden. Politikerne bruger åbne samråd, som de bruger sociale medier: til at promovere sig selv frem for at føre politik
Lige før nytår sagde Venstremanden Eyvind Vesselbo til Politiken som begrundelse for, at han ikke genopstiller til Folketinget: »Debatformen (…) handler om at genere hinanden og sætte de andre skakmat. Og det gider jeg simpelthen ikke deltage i«

Lige før nytår sagde Venstremanden Eyvind Vesselbo til Politiken som begrundelse for, at han ikke genopstiller til Folketinget: »Debatformen (…) handler om at genere hinanden og sætte de andre skakmat. Og det gider jeg simpelthen ikke deltage i«

Keld Navntoft

Debat
10. marts 2015

Det har altid været vigtigt for folketingsmedlemmer at komme i medierne. Og i dag er mulighederne bedre end nogensinde: Alle nyhedsmedier har netnyheder, som hele tiden skal opdateres; TV 2/NEWS er kommet til; de fleste folketingsmedlemmer er selv udfarende på medier som Facebook og Twitter, og de ytrer sig gerne om stort set alt.

Samtidig er flere opgaver blevet overladt til EU, regionerne, kommunerne og selvstændige statslige institutioner. Folketinget har reelt mistet indflydelse på lovgivningen i bredeste forstand de seneste 10 til 20 år, mens embedsmænd har fået stadig mere indflydelse. Det står klart, når man gennemgår skævvridningen af antallet af love vedtaget af Folketinget over for det stigende antal bekendtgørelser, som udformes af embedsmændene og udmøntes af ministerierne.

Samtidig med, at Folketinget mister indflydelser lufter dets medlemmer i stigende grad deres meninger om snart sagt alt. En tendens, der træder tydeligt frem, når man ser på udviklingen i folketingspolitikernes brug af forespørgsler, § 20-spørgsmål og åbne samråd. Alle foranstaltninger, der har haft til formål at holde ministre ansvarlige og skabe åbenhed i debatten, men er blevet et middel til selvpromovering for politikerne. Når jeg taler om, at Folketinget mister indflydelse på lovgivningen, taler jeg om lovgivning i bredeste forstand – altså både love, som Folketinget vedtager, og bekendtgørelser, som udformes af embedsmændene.

Antallet af vedtagne love har de seneste godt 20 år ligget på godt 200 i gennemsnit om året. I de sidste tre folketingsår: 207, 236 og 200. Så umiddelbart kunne man måske tro, at der ikke er sket ændringer i folketingsmedlemmernes mulighed for at øve indflydelse på lovgivningen. Men lovene er ofte meget overordnede – her er ofte tale om rammelove, som implementeres gennem bekendtgørelser.

Antallet af bekendtgørelser er således steget ganske voldsomt de seneste årtier. Pernille Boye Koch og Tim Knudsen skriver i bogen Ansvaret der forsvandt, at der er tale om en femdobling af bekendtgørelser fra 1984 til 2007. I dette årtusinde har antallet ligget på mere end 1.000 om året, og disse bekendtgørelser har folketingsmedlemmer normalt ikke indflydelse på, da de udarbejdes i ministerierne af embedsmænd. Der er altså tale om, at embedsmændene har fået mere at skulle have sagt – i modsætning til folketingsmedlemmerne.

Mange forespørgsler

En central opgave for Folketinget er at kontrollere regeringen – blandt andet gennem spørgsmål til ministre. Det skete engang først og fremmest via de såkaldte § 20-spørgsmål og i særlige tilfælde, forespørgsler. Når en journalist ringede til et folketingsmedlem – eller måske var det omvendt – med spørgsmålet om, hvad folketingsmedlemmet ville gøre ved et givent problem, kunne vedkommende svare, at han/hun ville stille et spørgsmål til ministeren. Måske var der også et andet folketingsmedlem, der havde sagt det, og så kunne der peges på en forespørgsel til ministeren – en lidt mere alvorlig sag i kraft af den efterfølgende debat i folketingssalen med deltagelse af alle Folketingets partier.

Selv om flere af de forespørgsler, der blev bebudet i pressen, aldrig blev til noget, var der rigtig mange forespørgsler i 90’erne og 00’erne. Der var således 70 af slagsen i både 1996-97 og i 2000-01. Det var under Nyrup-regeringen, hvor den borgerlige opposition med Venstre i spidsen etablerede et såkaldt tæskehold. Når en minister eller et folketingsmedlem fra et regeringsparti var i defensiven i folketingssalen, blev tæskeholdet hidkaldt.

De mange forespørgsler svækkede efterhånden pressens interesse, og kombineret med en vis selvjustits i partiernes folketingsgrupper faldt antallet af forespørgsler i 00’erne. I 2013-14 var antallet 38.

En tilsvarende selvjustits i forbindelse med at nedbringe antallet af § 20-spørgsmål, så man dog ikke. Antallet toppede i 2005-06 med 7.342 spørgsmål. Derfor blev der lavet ændringer i kriterierne for, hvad der kan stilles som § 20-spørgsmål, så antallet i 2013-14 var nede på 1.959.

’Vi skal jorde den minister’

I tråd med at ganske mange folketingsmedlemmer brugte § 20-spørgsmål og forespørgsler som personlig profilering, faldt deres værdi. Det samme sker nu med de samråd i folketingsudvalgene, som oprindelig foregik bag lukkede døre.

Lige før nytår sagde Venstremanden Eyvind Vesselbo til Politiken som begrundelse for, at han ikke genopstiller til Folketinget: »Debatformen (…) handler om at genere hinanden og sætte de andre skakmat. Og det gider jeg simpelthen ikke deltage i. Forud for samråd skriver folk rundt til hinanden: ’Kom nu, vi skal jorde den minister’. Man får ingenting ud af de samråd. Det er en stor tilsvining af ministeren.«

Ud fra den bedste mening om åbenhed blev det fra folketingsåret 1998-99 besluttet at give mulighed for åbne samråd. I folketingsåret 2012-13 blev der stillet 813 samrådsspørgsmål, heraf 727 i åbent samråd. I 2013-14 var tallene henholdsvis 677 og 582. Disse samråd anvendes i dag først af fremmest af folketingsmedlemmer, der vil profilere sig selv, hvilket understøttes af, at de transmitteres på Folketingets tv. Ejvind Vesselbos udtalelse til Politiken understreger desuden, at 1990’ernes tæskehold lever i bedste velgående i disse samråd.

Nogle samråd er relevante. Eksempelvis var det et åbent samråd, der fældede Morten Bødskovs (S) som justitsminister. Men der er tilsyneladende ikke noget filter, der frasorterer ligegyldige sager, som i bedste fald kunne være klaret med et skriftligt spørgsmål til en minister. I nogle tilfælde, hvor det drejer sig om forhold i kommuner eller selvstændige statslige institutioner, er det et spørgsmål, om det overhovedet er en sag for Folketinget, idet ansvaret ligger et andet sted end hos ministeren.

Ved mange åbne samråd er fremmødet i øvrigt meget lavt: Af de 29 udvalgsmedlemmer er det sjældent, at mere end ti er til stede. Oftest fem-seks stykker.

Tid til selvjustits

Måske kunne der blive plads til at reflektere lidt over tingenes tilstand med fire konkrete forslag:

1) Regering og opposition burde i højere grad leve op til et fælles ansvar for, at demokratiet og det parlamentariske system fungerer bedst muligt.

2) Ministre burde tænke over, hvordan de ville have det, hvis de som opposition fik de svar, som ministre selv giver i dag. Og oppositionspolitikere burde tænke over, hvordan de ville have det, hvis de som ministre blev indkaldt i åbne samråd om snart sagt alt muligt.

3) Folketing og regering burde se på, om det er hensigtsmæssigt, at Folketinget vedtager godt 200 love om året, og at ministerierne udmønter lovene i over 1000 bekendtgørelser, hvorved mere lovgivning i bredeste forstand overlades til ministerierne, dvs. embedsmændene.

4) Pressen burde reflektere over, om ikke der er en nedre grænse for, hvad der skal viderebringes af folketingsmedlemmers politisk ligegyldige udbrud på eksempelvis Facebook.

Der er selvfølgelig mange folketingsmedlemmer, der tager deres job som den lovgivende magt og kontrol af regeringen alvorligt. Men der er også ganske mange folketingsmedlemmer, der åbenbart mener, at deres job er at have meninger og udbrede dem, uanset hvad de drejer sig om.

Det så vi eksempelvis i forbindelse med afsigelse af en dom i Frederiksberg Ret i december sidste år. Flere folketingsmedlemmer udtalte sig og sagde i ret entydige vendinger, hvad dommen burde være. Kendte de ikke grundlovens bestemmelse om magtens tredeling?

Selvfølgelig skal folketingsmedlemmer have meninger, men det er måske ikke altid nødvendigt at udbrede dem offentligt, og det er vel heller ikke nødvendigt, at pressen bruger plads på dem. Hvad skal vi med udsagn om, at en bestemt præst burde fyres, at en forretning ikke burde skrive arabisk på skilte, eller at man har haft negative oplevelser i en biograf?

Aage Frandsen er tidligere folketingsmedlem for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg har aldrig forstået hvordan Eyvind Wesselbo havnede på den galej - Venstre. Han må have haft sine grunde og jeg ved at han også var venstremand da han med største selvfølgelighed lærte sine studenter om Frankfurterskolen, tilbage i moderniteten. Højt værdsat som underviser. Det tjener ham til ære at udtrykke skuffelse over hvad demokratiet har udviklet sig til.

Super vigtigt og relevant indlæg Aage Frandsen har skrevet her. Det er svært at være uenig i nogle af de 4 forslag, han stiller.

ja, der er nok at tage fat på.
Emne til vagkampen :
- Vil du/partiet fortsat øge EU`s magt og reducere folketingets ansvar.
- Vil du/partiet reducere EU`s magt og øge folketingets ansvar.
- Vil du/partiet ikke svare.

Rasmus Kongshøj

1) Regering og opposition burde i højere grad leve op til et fælles ansvar for, at demokratiet og det parlamentariske system fungerer bedst muligt.

- Hvorfor dog det? Demokrati er langsommeligt og besværligt. Man skal lytte, argumentere sagligt, og værst af alt risikerer man at skulle tale med almindelige mennesker som om de var ligemænd.

Demokrati kan i øvrigt også kun være en forhindring for at få gennemført den Nødvendige Politik.

2) Ministre burde tænke over, hvordan de ville have det, hvis de som opposition fik de svar, som ministre selv giver i dag. Og oppositionspolitikere burde tænke over, hvordan de ville have det, hvis de som ministre blev indkaldt i åbne samråd om snart sagt alt muligt.

Spørgerne er da bedøvende ligeglade med svarene. Det handler om at folk ser man spørger, så man kan få flere personlige stemmer og dermed fire år mere ved truget.

3) Folketing og regering burde se på, om det er hensigtsmæssigt, at Folketinget vedtager godt 200 love om året, og at ministerierne udmønter lovene i over 1000 bekendtgørelser, hvorved mere lovgivning i bredeste forstand overlades til ministerierne, dvs. embedsmændene.

Politikernes opgave er trods alt at vedtage lovene, men det er embedsmændene der skriver dem og tænker dem igennem. Det er vel egentlig fint nok, at politikerne vedtager et par love en gang imellem, så det ser ud som om de arbejder for deres ydelser. Arbejdsbyrden skal dog heller ikke blive så stor, at der ikke er tid til at diskutere frikadeller i daginstitutioner og andre væsentlige ting.

4) Pressen burde reflektere over, om ikke der er en nedre grænse for, hvad der skal viderebringes af folketingsmedlemmers politisk ligegyldige udbrud på eksempelvis Facebook.

Nej da. Vi skal hele tiden have breaking news og konfliktstof for at journalisterne kan få klik på reklamebannerne og likes på Facebook. Det giver gode tal på bundlinien.

Hvis de kun skulle rapportere det væsentlige, ville de fleste Christiansborg-journalister blive arbejdsløse, og dét er der ingen der har lyst til i konkurrencestaten.