Klumme

Misnøje til skade for mandstugten

Vietnambevægelser, rødstrømpebevægelser og andre 68-rørelser i venlig erindring – når nu USA’s krigsnederlag behørigt mindes, og kvindernes 100 års valgret med rette fejres
10. marts 2015

Forlaget Rhodos udsendte i 1969 i anledning af sit 10 års jubilæum et bogværk, hvert bind næsten en halv meter højt, 35 cm bredt, under samme titel som artiklens her. For: »Denne bog er skrevet til skade for mandstugten af Ivan Malinovski på papir kalligraferet på zink med megen møje af Dea Trier Mørch, tilrettelagt i samarbejde med Michael Malling og trykt med originalpladerne i Skjern hos Gullander i 1.500 eksemplarer hvoraf 250 på bøttepapir er signeret og nummereret«.

Så kom ikke her og sig’, at 68’erne med deres forskning for folket, lighed for alle og nedbrydning af professorvælder af alle slags ikke også havde sans for det enestående. Der netop er for – enhver.

For enhver er – enestående.

Fælles om at være historisk givet ganske vist, men derved også til at skelne fra alt andet og alle andre med hver deres anderledes historie. Naturhistorie såvel som verdenshistorie. Med Malinovskis ord, også da han tog navneforandring til Malinowski:

Lad os afskaffe al undertrykkelse

Herunder poesien.

Hvorfor

Skulle ikke hverdagen

Være et digt?

Ja, under asfalten gror græsset. Make love not war. Fantasien til magten. Spring kammerat, den gamle verden er efter dig. Det tegnede Dea Trier Mørch, det skrev hun romaner om, det læste rødstrømperne. Som vi læste Ivan Malinovski i netop ’68:

Leve som var der en fremtid og et håb

Virke

elske som om

trække vækkeuret op som sædvanlig

låne penge som i går

således også i dag

for at leve

væve pløje

skrive breve som om

de nåede adressaten

sige ’på gensyn

på torsdag’

for at leve

stå op som om det hastede

gå i seng

som om det ikke hastede

så blomster

ømme sig

vande dem

(…)

lægge kabalen uden at snyde

føre pennen penslen buen

møjsommeligt

følsomt

rigtigt

sådan

som rispigerne i Viet Nam

planter ris: som

efter en snor

’imperialisterne

må ikke tro vi har rystet på hånden’

Den dybe, inderlige sammenhæng mellem Vietnamkrigen og 1968-bevægelserne kan næppe fremstilles mere – sandt. I hvert fald ikke for den, der skriver disse linjer.

USA’s krig i Vietnam blev på fortræffelig vis gennemgået her i avisen i lørdags i anledning af et 50-års jubilæum, så den skal ikke nærmere uddybes her. Men Dea Trier Mørchs og Ivan Malinovskis Rhodos-værk – også som følge af kvindernes kampdag i søndags 8. marts i 100-året for at kvinderne fik valgret m.m. i Danmark – dukkede op i erindringen. Og dumpede ned fra hylden, stor og kostbar:

Misnøjen – med mandstugten i alle dens afskygninger.

Hvilket blandt uendelig meget andet også førte til, at jeg her i bladet 28. november 1974 skrev en leder med titlen »Talen for damerne« og konklusionen:

»Fra en kritik af den gamle kvindesagsbevægelse for blot at ville ligestille kvinder med mænd på mandssamfundets betingelser, udviklede rødstrømperne sig til at forstå, at de særlige kvindeværdier og mandeværdier ikke har ret meget med biologi at gøre, men derimod alt med det kapitalistiske samfund at gøre. Akkumulation, akkumulation, akkumulation, det er Moses og profeterne for det kapitalistiske samfund, beviste Marx, og et forsøg på at indsætte andre værdier fører ikke til større menneskelighed og fritid, økologiske hensyn, men til arbejdsløshed, så længe det sker på kapitalismens betingelser. Der er kvindebevægelsen endt. Der er den sorte bevægelse i USA endt. Der er alle bevægelser fra 1968 endt i det omfang, der stadig er livskraft i dem …«

En konklusion, jeg stadig kan stå ved.

Desværre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
  • Maria Francisca Torrezão
  • Jan Weis
Michael Kongstad Nielsen, John Fredsted, Niels-Simon Larsen, Maria Francisca Torrezão og Jan Weis anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels-Simon Larsen

Kunne man forestille sig en undertrykt gruppe rejse sig med krav om ikke at ødelægge noget uden at gøre sig til grin?

Niels-Simon Larsen

Hvad ligger over kravet om den lige (dumme) ret? Ligeret er kun første skridt på vejen til det egentlige. Som er hvad?
Hvorfor har manden ikke for længe siden fundet gralen og delt den med kvinden?

Niels-Simon Larsen

Det er måske kun længslen og bestræbelsen, der kan forene os, når nu målet ikke kan ses?

Der er nu et parti, der kaldet sig et længselsparti !!!

Michael Kongstad Nielsen

Tja, jeg ved ikke. Var den oprindelige kvindesagsbevægelse ikke ligeså god som rødstrømpernes?
"Mandstugten" - hvad er det? Er det ikke Kapitaltugten, der er det rette navn. Skulle mændene lægge sig ned i anger? Nej, de skulle kæmpe sammen med kvinderne mod kapitalen.

Mandstugt klinger på mandstro.
Og bringer mindet om en anden sang op til overfladen:
Sigfred Pedersens vise (1951), sidste to vers:

"Hans silkekappe har gyldne knapper,
kækt gynger fjeren på hans baret.
Og han er mandig og flot og tapper,
og på hans skjold er der ingen plet.
Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Men hvis han ser mig i pigevrimlen,
mon da mit hjerte kan finde ro.

Lad hjertet hamre, lad blodet strømme,
mens barmen runder sit hvide lin.
Snart kommer helten fra mine drømme,
... skønt ingen ved det, er han dog min.
Jeg plukker fløjlsgræs og ridderspore,
jeg plukker mandstro og jomfrusko.
Dig gi'r jeg alle mit hjertes blomster,
for du har taget mit hjertes ro."

Således skrevet af manden Sigfred,
uden tugt skulle jeg mene,
men med tro og indlevelse.
Visen var dog næppe hot stof blandt rødstrømperne 20 år senere,
skønt de inderst inde nok kendte til hjertets uro versus ro.

Mandstugt er tydeligvis en oversættelse af det tyske Mannszucht - et begreb fra den tyske litterære og militære verden - fra Schiller til prøjsernes Emma Gad for landsknægte og mordere i uniform - hvilket næppe har været Sigfred Pedersens inspiration til ovennævnte vers - men et rammende ord med totalitær bismag i Malinowskis kritik af Vietnamkrigen og militarismen - som også var med til at gøre overtegnede til vedvarende og indædt militærnægter ...