Klumme

Nordvest, et lurvet eksempel til efterfølgelse

Nordvest er Københavns problembarn med terroristreder og rockerborge. Derfor haster politikere ud med sociale tiltag og puljekroner, pædagoger og konsulenter. I stedet burde de tage udgangspunkt i, at kvarteret kan noget, som få andre kan: Det kan samle
17. marts 2015

Når jeg rammer højbanen ved Nørrebro Station – den, der officielt adskiller Nørrebro fra Nordvest – får jeg altid samme fornemmelse i kroppen. Ro og en klar følelse af hjem. Lige dér midt i myldret af mennesker, metrobyggeri, grønthandlere, shawarma-barer og fiskebiler, hører jeg til.

Nordvest ligger underligt udefinerbart klemt inde mellem Bispebjerg og Brønshøj, Vanløse, Frederiksberg og Nørrebro. Det er et kvarter, som ingen rigtig ved, hvor begynder eller ender, og som – på trods af mere eller mindre vellykkede kvarterløft og byfornyelsesprojekter – stadig har rollen som det mere polerede Nørrebros lidt lurvede appendiks. Hvor Nørrebro er hippe gader og cafeer, er Nordvest ’bland selv slik’-butikker og kaotiske loppemarkeder på Skoda-grunden, hvor du kan få en enlig gummisko eller en gammel Nokia-oplader.

Det er også Københavns evige problembarn med terroristreder på Glasvej og rockerborge på Svanevej. Det er her Omar El-Hussein blev skudt for en måned siden, og hvor jeg cyklede med mine børn i tomme gader forbi afspærringer og politi med automatvåben. Det er den slags, der får politikere til at ryste bekymret på hovedet og haste ud med sociale tiltag og puljekroner, som ikke tager højde for, at kvarteret faktisk kan noget, som få andre kvarterer kan. Det kan samle.

Det tænker jeg på, når jeg igen læser om, at vi isolerer os med vore egne. At vi er et samfund, der går på langs og ikke på tværs. At vi finder sammen om ensidighed, ensporethed og ’enhver er sig selv nærmest’. Ikke alle er lige i Nordvest, men hold kæft, vi er forskellige. Vi er akademikere, arbejdsløse, håndværkere, pædagoger, forfattere, kontanthjælpsmodtagere, grønthandlere, musikere, studerende, frisører, cykelsmede, pensionister, børn og frie fugle. Vi lever og bor og elsker og ånder ved siden af hinanden. Hver dag. Vores børn går i vuggestue, skole, børnehave og fritidshjem sammen. De leger sammen, og vi mødes på gaden, i supermarkedet og i Istanbul Bazar, som tit har tilbud på mangojuice. Der er så mange sprog i luften, at man snapper efter vejret.

Samtidig rummer Nordvest også de sidste rester af en gammel københavnerkultur, hvor generationer bliver født, vokser op og bliver boende samme sted. Det gør de i min andelsforening, som huser både bedsteforældre, børn og børnebørn. De har valgt at bo her, det har jeg også. Nu mødes vi i gården om sommeren og til jule- og fastelavnsfester. De viser mig helt konkret, at det der liv, jeg lever, ikke er det eneste mulige.

Nordvest lever op til det så politikerhærgede begreb: sammenhængskraft. Det er at være på fornavn med kasseassistenten i supermarkedet. Det er aldrig at føle sig bange på gaden. Det er gratis vaniljevafler og slikpinde til ungerne, når man køber ind hos grønthandleren. Det er lange køer foran hæveautomaten hver den første. Det er nedsmeltede biler på Bispevej og skrald på gaden. Det lugter af slumromantik, men er det ikke, for det er den eneste bydel i København, hvor jeg har følt så stor solidaritet mellem de mennesker, der bor der.

Paradoksalt nok, for bydelen lever ellers et stille liv, der ikke matcher de tilstødende bydeles hipster- og småborgerlighedsæstetisering. Eller måske lige netop derfor. Fordi Nordvest er en perle af en kulturel og social smeltedigel. Fordi det ikke er til at opdrive en økobager eller et sted, hvor man kan købe nærværende avis. Du kan få et franskbrød med birkes og allerhøjest en Politiken.

Det klæder København stadig at have steder, hvor den kreative klasse ikke har sejret. Det er med til at gøre vores by levende og rummelig og nærværende. Det skal vi huske på. Det kunne være, vi skulle styrke de kvarterer, hvor rummeligheden faktisk eksisterer på forhånd. Måske især nu, hvor debatten raser om et Danmark, som i stigende grad kløves på midten, hvor den økonomiske ulighed stiger, og hvor de sociale grøfter graves dybere.

For et par uger siden ramte foråret Nordvest. Solen skar igennem højglanspolerede byggetomter, betonhuse, autoværksteder og mellemkrigstidsbyggeri. På den lille plads ved hjørnet af Frederikssundsvej og Frederiksborgvej sad mænd og drak te foran det tyrkiske bageri, mens andre købte toiletbørster til en 10’er i ’alt mulig’-butikken Jumbo.

På en husgavl står der med meterhøje bogstaver »When will I get laid?«, og jeg tænker, at det er godt, vi har Nordvest, som aldrig står stille.

Katrine Arnfred er cand.mag. og skribent.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Dennis Laursen
Dennis Laursen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dennis Laursen

Så sandt, og så smukt skrevet. Det er sgu vigtigt at Nordvest holder stand, hvor Vesterbro og Nørrebro er faldet til den KU-studenter-/akademiker-provinsielle hipsterkultur, der har fortrængt områdernes traditionsfyldte arbejderklasse, med konverteringer af lejelejligheder til ejerlejligheder, og skyhøj leje i de resterende.
Det er efterhånden kun NV, Vanløse og Valby (og Sundby?) i Københavns Kommune, der stadig holder stand over for hipsterelitens besættelse af København. Stenbroen og Bryggen er allerede faldet.

Når det er sagt, så savner jeg dog en øko-bager her i Brøndbyøster, hvor jeg bor, og er vokset op som "3. generations" brøndbyborger. Men det er ikke det store problem; det meste af det brød, jeg konsumerer, er alligevel hjemmebagt.
Måske vi har overtaget den københavnerkultur, hvor generationer bliver født, vokser op og bliver boende samme sted? Det er jo her på Vestegnen, en god del af brokvarterernes arbejdere flyttede til i 50'erne og 60'erne (og som jeg selv er barnebarn af).

Kristine Skøtt-Jensen

Jamen, det lyder jo præcis som en ganske almindelig provinsby i det såkaldte udkantsdanmark :)

Søren Kristensen

Pas nu på med alt for mange artikler i Information om NV, ellers ender går det bare ligesom på Indre Nørrebro og Vesterbro, hvor den kreative klasse har eksproprieret det oprindelige klientel til who knows where.
Boede selv i NV i halvfjerdserne og dengang var det heller ikke for romantikere. I hvert fald ikke i traditionel forstand.