Kronik

Jeg var Omar el-Hussein

Jeg har røvet, stjålet og slået på tæven. Siddet i fængsel, hadet samfundet og hævnet mig på det. Religion blev en yndet undskyldning. Jeg blev reddet af et tilfældigt møde med et menneske, der havde overskud til at hjælpe. Det er en solstrålehistorie, men det er skræmmende, at den opstod så tilfældigt
Dagens kronikør var som teenager rasende på samfundet, og det udmøntede sig bl.a. i hærværk, indbrud og verbale slagsmål med især lærerne på hans skole. Indtil der var en af dem, der ændrede hans liv.

Dagens kronikør var som teenager rasende på samfundet, og det udmøntede sig bl.a. i hærværk, indbrud og verbale slagsmål med især lærerne på hans skole. Indtil der var en af dem, der ændrede hans liv.

Debat
14. marts 2015

Jeg har engang været som Omar, der for nylig skød vildt omkring sig ved Krudttønden og synagogen og endte med selv at blive skudt i Københavns nordvestkvarter. En vred ung mand, som rettede mit had mod samfundet.

Som Omar nåede jeg i min tidlige ungdom at lave en helvedes masse kriminalitet: utallige indbrud, biltyverier, røverier, meningsløs vold, trusler etc. Herudover oparbejdede jeg en uoverskuelig gæld til samfundet pga. sagsomkostninger, erstatningskrav.

Min karriere som det, medierne nok vil kalde en utilpasset indvandrerdreng, begyndte, da jeg var 12 år, og sluttede, da jeg var cirka 17 år.

I de år var samfundet repræsenteret i mit liv i form af de voksne, lærerne, pædagogerne, skolen, politiet og de hvide ansigter på tv, som sagde, at vi indvandrere var ukrudt, der skulle luges ud.

De gjorde mig vanvittigt vred, og mens jeg sad i ungdomsfængslet havde jeg masser af tid til at planlægge alle mulige hævnaktioner mod det samfund, som var skyld i min situation. Politiet, skolen og mine lærere skulle alle have en omgang. De skulle mærke konsekvenserne af at trampe på mig, skulle de.

Da jeg kom ud, smadrede vi en politibil i Nivå og væltede den om på taget. Jeg smadrede også alle vinduerne på den skole, jeg følte havde behandlet mig uretfærdigt. Senere stjal jeg alt deres nyindkøbte it-udstyr – dyre kameraer, projektorer og bærbare computere. Jeg var i princippet ligeglad med pengene, vi manglede ikke noget i vores middelklassefamilie. Men jeg elskede hævnen.

Jeg havde også fundet ud af, hvor min hadelærer boede og planlagde at smide en brændende mursten igennem husets rude som desserten til deres aftensmad.

Jeg husker tydeligt en episode fra en af timerne på skolen, som klart viser, hvor desillusioneret jeg var. Jeg havde som sædvanlig ikke lavet mine lektier og blev konfronteret med det af en af mine lærere foran alle de andre i klassen. Jeg følte mig ydmyget, uretfærdigt behandlet og begyndte at diskutere med læreren. Det endte med, at jeg kaldte hende for ’racist’. Hun smilede afklaret til mig og sagde:

»Jeg er gift med en sort mand.«

»Derfor kan du stadig godt være racistisk over for folk fra Mellemøsten,« svarede jeg.

Hadet og vreden i mig havde fuldkommen forvrænget mit verdensbillede, og alt blev tolket som kritik og optrapning af ’dem mod os’-identiteten.

Reddet på målstregen

Min redning blev min fjende. I dag er jeg med stor succes ved at etablere mig som professionel skuespiller og har to uddannelser bag mig samt en del erhvervserfaring takket være ubetinget kærlighed fra et tilfældigt menneske.

Det var min dansklærer fra grundskolen, der gjorde udslaget. I hans timer var jeg en stjerne. Det, han gjorde, var genialt. På en eller anden måde lykkedes det ham at finde ud af, at jeg var utrolig skrap til at læse mellem linjerne, når vi analyserede Tove Ditlevsens socialrealistiske tekster og Benny Andersen selvkritiske danske smil. Jeg havde status i hans timer, og alle de andre elever ville være i gruppe med mig.

Han var det eneste menneske, der nogensinde havde været der for mig ubetinget, og på en anden måde end min kære bror og mor kunne. Hver gang jeg havde lavet ballade – selv når politiet havde været oppe på skolen efter mig – sad han trofast på rektors kontor og tog mit parti. Han kunne se, at jeg ikke var mine handlinger. At det, jeg gjorde, ikke var udtryk for min identitet, men for min smerte.

Resultatet blev, at jeg læste til 10. klasses afgangseksamen, mens jeg sad varetægtsfængslet. Min tidligere lærer kom med alt, jeg havde brug for. Det lykkedes mig at få en o.k. karakter, og efterfølgende sørgede han i samarbejde med min mor for, at jeg kunne komme ind på Kildegaard Gymnasium. I de tre år, jeg læste på gymnasiet, boede jeg hos ham og kom væk fra det kriminelle miljø. Jeg blev mødt med en ubetinget kærlighed, hjælp og omsorg. Det var min redning.

Hovedparten af de unge, som kommer ud af kriminalitet, får hjælp fra sådan en mentor. Ofte er det et tilfældigt menneske, som er i stand til at se igennem alt hadet, vreden, angsten og sorgen. Hvis jeg ikke havde fået den hjælp på det tidspunkt, under de helt rette omstændigheder, havde samfundet været min fjende nummer ét. Det var ikke en integrationspakke, en integrationskonsulent, et integrationsprojekt eller SATS-puljemidler, som hjalp. Det var et tilfældigt menneske, som åbnede sit hjerte, hjem og mine øjne.

Brødre i ghettoen

Og hvor kom så al den vrede fra?

Fra jeg var helt lille, havde jeg det skidt. Min far var voldelig over for hele familien og nedgjorde os. Jeg klarede mig dårligt i skolen både socialt og fagligt. Sorgen og vreden voksede langsomt.

Jeg var et problem alle vegne, i hjemmet, i skolen, hos skolepsykologerne, i fritidsklubben, på fodboldbanen, legepladsen, gaden, til festerne, i byen og blandt de hvide børn.

Jeg havde meget svært ved at identificere mig med de hvide børn i skolen. De virkede barnlige og umodne. Det er almindelig kendt, at børn, som møder stor modgang, modnes meget tidligt i forhold til deres jævnaldrende. Derfor følte jeg en stor afstand til de andre. Jeg søgte identitet og fællesskab og fandt dem hurtigt sammen med drengene fra ghettoen. Vi var en familie, kaldte hinanden brødre og havde et vanvittigt stærkt sammenhold og loyalitet.

Vi begyndte med uskyldige ting. Stjal lidt slik. Det udviklede sig til røveri, indbrud, overfald og vold. Jeg var opslugt af had til alt og alle, der ikke var en del af gruppen. Og så kom DF og bekræftede alle mine falske fordomme om, at jeg ikke var velkommen. Partiet var som en katalysator for en næsten selvopfyldende profeti. De hader os, det er dem mod os. De er fjenden. Nu havde jeg et klart bevis for mine fantasier, og dermed fik mit had frit løb.

Jeg var ikke noget religiøst menneske, men meget hurtigt begyndte jeg også at bruge religion som en undskyldning. Hvis jeg ikke havde fået den hjælp, jeg fik, netop det tidspunkt den kom og under de helt rigtige omstændigheder, var jeg blevet et ekstremt farligt menneske.

Det fortvivlende er, at hjælpen kom tilfældigt. Det er ikke alle, der er så heldige, og så stiger risikoen for, at de ender som Omar. Han fik ikke en hånd på det rigtige tidspunkt.

Fjern etiketterne

Der eksisterer ikke noget dem og os. Blottet for alle etiketter, religion, ideologier, politiske overbevisninger, hudfarve, køn og seksualitet er vi alle mennesker. Men så længe vi bliver ved med at bruge den slags etiketter, vil vi tale forbi hinanden og aldrig finde fælles fodfæste.

Nogle mennesker bruger bevidst etiketterne til at manipulere andre – specielt igennem frygt for det fremmede. Utilpassede brune er blevet samfundets foretrukne ’dem’.

Men lad dig ikke narre, når frygten bruges som våben. Når nogen forsøger at manipulere dig til at være bange for ’de andre’. Bag manipulatorernes hårde facade gemmer sig mennesker, som er angste, svage og bange for at være sig selv. Bange for at give slip på deres illusoriske realitet. Vend angsten ryggen, ræk hånden frem, så kommer vi videre sammen. Det er jeg beviset på.

Alexander Behrang Keshtkar er skuespiller

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

peter fonnesbech

Arketypisk fortælling som rammer problematikken her lige på kornet.

jonas larsen, Henrik Christensen, Steffen Gliese, Lone Christensen, Klaus Lerkenfeld, Lykke Johansen, Eva Bertram, Jens Lerdorf og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Her beskrives integrationens natur og dens løsning på en åbenlys måde. En historie der er enestående, men som ikke burde være det

Hvem står i vejen. Alle de tvivlrådige "fædre" : " Fra jeg var helt lille, havde jeg det skidt. Min far var voldelig over for hele familien og nedgjorde os. Jeg klarede mig dårligt i skolen både socialt og fagligt. Sorgen og vreden voksede langsomt."

Hvor er løsningen : "Det var ikke en integrationspakke, en integrationskonsulent, et integrationsprojekt eller SATS-puljemidler, som hjalp. Det var et tilfældigt menneske, som åbnede sit hjerte, hjem og mine øjne."

Det er et faktum at integrationen er besværlig. Derfor - stop indvandringen og giv håbet til dem, der allerede er her og trænger til hjælp. Fortsætter vi ad konfliktvejen, ødelægger vi Danmark.

Klaus Lerkenfeld, Kim Kristensen, Preben Haagensen, Henrik Klausen, leni jensen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar

Alexander nævner ikke fundamentalistisk islam eller Israel/Palæstina konflikten, hvilket får mig til at betvivle hans udsagn i overskriften om at han var overhovedet var tæt på at være Omar.

Der er altså en ret stor forskel på at være utilpasset og fremmedgjort ungdomsforbryder og på at være ekstremistisk terrorist.

Alexander nævner kort en start på radikalisering : "Jeg var ikke noget religiøst menneske, men meget hurtigt begyndte jeg også at bruge religion som en undskyldning."

jonas larsen, Henrik Christensen, Steffen Gliese, Lykke Johansen, Ole Hilby og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar

Din mentor, og alle andre der vælger at bistå et barn der har et overset behov, burde have en "Oskar", den slags mennesker kan ingen undvære i et samfund. Pudsigt nok er de også ofte ret beskedne og går stille med deres bedrifter, trods de fine resultater :)

jonas larsen, Henrik Christensen, Viggo Okholm, Steffen Gliese, Kasper Kjær, Lone Christensen, Klaus Lerkenfeld, Lykke Johansen, Jens Lerdorf, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Henrik Petersen

Tak for et godt indlæg. Jeg tror du har ret, når du peger på, at vi i debatten generelt har svært ved at se "mennesket" men til gengæld har skræmmende let ved at se "mærkatet".

Det ulykkelige er, at fordomme let bekræftes på begge sider af den imaginære mur der lige så stille bliver bygget op mellem "dem" og "os".

Jeg vil ikke undskylde alle dine tåbelige handlinger. Jeg er glad for at høre, at du er kommet på bedre tanker. Du skal være velkommen her.

jonas larsen, Henrik Christensen, Steffen Gliese, Klaus Lerkenfeld, Lykke Johansen og Jens Lerdorf anbefalede denne kommentar

Alexander Behrang Keshtkars beskrivelse er underklassens historie ...og Aleander var heldig, at der var én i hans nærhed der forstod den. Sejt.

jonas larsen, Klaus Lerkenfeld, Lykke Johansen, Eva Bertram, Jens Lerdorf, Rasmus Kongshøj og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar

Hvordan kan det være, at jeg kender op til flere mennesker, opvokset på samfundets absolutte bund, været mobbeoffer nr. 1, kastebold i det offentlige system, har aldrig haft kærester eller venner, aldrig fået anerkendelse, og ydermere været uheldig i "genpuljen", og oven i hatten ej heller har nogen talenter, men til gengæld en masse skavanker, og derfor 20-årig æder flere piller end folk med gigt og hjerteproblemer på 75; hvordan kan det være, at disse mennesker aldrig har gjort noget kriminelt, aldrig har gjort en flue fortræd, aldrig har været vred på nogen, selvom de har været 120 % berettiget til at være vred på samfundet og andre mennesker? Mens på den anden side, så har jeg nu her set endnu et tilfælde på et barn af middelklassen, der vælger at blive kriminel.
Hvordan kan det være? Kan jer determinister fortælle mig det? For I mener jo, at kriminalitet er 100 % miljøbaseret.

Jannik Sørensen, Britt Kristensen og Kim Kristensen anbefalede denne kommentar

Dennis Baggers Laursen, fordi vi mennesker reagerer forskelligt på samme ydre påvirkninger - blot er der et statistisk sammenfald inden for samme ydre påvirkning. Når langt flere sorte end hvide sidder i fængsel i USA skyldes det at de sorte overvejende lever under de forhold der fremmer kriminalitet - men alligevel bliver ikke alle sorte fra slummen kriminelle.

For I mener jo, at kriminalitet er 100 % miljøbaseret. ...svaret må være et Nej.

jonas larsen, Henrik Christensen, Carsten Mortensen, Steffen Gliese, Lone Christensen, Klaus Lerkenfeld, Peter Jensen, Rasmus Kongshøj, Simon-Matti Hørlyck Campbell, Henrik Klausen, Niels Duus Nielsen, lars abildgaard og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Helene Brochmann

Denne historie burde også stå i Jyllands-Posten eller Berlingske!

jonas larsen, Henrik Christensen, Klaus Lerkenfeld, Eva Bertram, Jens Lerdorf, Ole Hilby og Rasmus Kongshøj anbefalede denne kommentar
Simon-Matti Hørlyck Campbell

@Bill Atkins
Det bør dog nævnes at sorte, statistisk set, straffes hårdere end hvide. At du som sort har en større chance for at få en hårdere straf for den sammen forbrydelse end hvis du var hvid.

Stærkt indlæg af Alexander Behrang Keshtkar
Der gør en flov og glad og bagefter lidt vred på det danske samfund, for at vi er så dårlige til at udvise selverkendelse og ligeværdighed overfor vores medmennesker.
For hvor har Alexander dog ret, uden menneskelig værdighed og samfunds identitet, visner mennesket i en person og enten går til eller begynder at hævne og forsvare sin statsborger ret.
Håber at Danmark snart får et 'tilflytter' parti, som kan sætte de værste racistiske partier på plads inde på Christiansborg, for de har svigtet en ret stor befolknings gruppe og ganske enkelt ikke gjort deres samfunds arbejde godt nok.

jonas larsen, Henrik Christensen, Steffen Gliese og Klaus Lerkenfeld anbefalede denne kommentar

@Bill Atkins:
At kriminalitet er noget, der kun er et problem på samfundets bund, er kulturradikal-kapitalistisk propaganda, der har til formål at dække over det faktum, at de sande kriminelle, findes i samfundets top. Jeg antager, at Informations læsersegment trods alt er oplyste nok til, at jeg ikke behøver at opremse eksempler.

Anbefal kommentar funktionen her er jo ganske smart. Så kan man lynhurtig se, at Informations læsersegment er så reaktionære og kulturradikale/højreorienterede, at de syntes det er mere synd for "Omar-typerne", end for de eksempler, jeg remser op.
Måske det skyldes det, at det danske samfund er så ekstrovert og individorienteret, som det er. Folk på samfundets absolutte bund, der lider og er ressourcesvage, men som ikke råber og skriger op og kræver opmærksomhed, får ingen hjælp. Mens samfundet straks er klar med SSP, forebyggende instanser og forhåndsret til lejligheder, når en person, der har valgt at begå noget kriminelt, kommer ud af fængsel, eller omgås i et bandemiljø.
Som socialist mener jeg, at den bøtte bør vendes 180 grader. Kriminalitet er ikke et udtryk for, at man er ressourcesvag - det er tværtimod et udtryk for, at man er enorm ressourcestærk. Røverier, vold, overfald, smugleri, tyverier, er alle ting, der kræver mange ressourcer at udføre.

Jannik Sørensen, Britt Kristensen, Ryan Smith og Kim Kristensen anbefalede denne kommentar

Dennis: jeg synes du overser den del af historien, som handler om Alexanders mange oplevelser med at høre sig selv og andre muslimer omtalt meget, meget grimt.
Men i øvrigt enig med dig i, at kriminaliteten i 'toppen' er udbredt og formentlig en del dyrere for samfundet end den i 'bunden'.

Ole C. Nielsen

Undertegnede kender historien.
Var igennem det samme.
Selvom jeg er ærkedansk.
Min redning blev et rederi som hed ØK. Som gav mig en uddannelse.
Og senere Søværnet.

jonas larsen, Henrik Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Josephine Fock

Stærk personlig artikel. Tak for det Alexander!
Josephine Fock
Spidskandidat for Alternativet

Michael Svennevig

Flot kronik.

"Folk på samfundets absolutte bund, der lider og er ressourcesvage, men som ikke råber og skriger op og kræver opmærksomhed, får ingen hjælp. Mens samfundet straks er klar med SSP, forebyggende instanser og forhåndsret til lejligheder, når en person, der har valgt at begå noget kriminelt, kommer ud af fængsel, eller omgås i et bandemiljø."

Ovenstående artikel er vist et eksempel på at kriminelle yderst sjældent har gode vilkår når de løslades, medmindre at de altså i forvejen er ressourcemæssigt velstillede. Det samme var Omar El-Hussein, som pga. sin kriminalitet blev diskrimineret i uddannelsesverdenen og i øvrigt intet resocialiseringstilbud fik efter end afsoning. Og da intet tyder på at myndighederne og de politiske beslutningstagere har tænkt sig at ændre nævneværdigt ved disse forhold, kan det være vanskeligt at få øje på din indignations berettigelse i så henseende, selvom det er svært at være uenig i at de grupper, du nævner, s behov også på mange måder sjofles.

jens peter hansen

Fra jeg var helt lille, havde jeg det skidt. Min far var voldelig over for hele familien og nedgjorde os.
Skrives der. Hvor kom altså hadet fra ??

Jannik Sørensen, Mads Østergaard og ellen nielsen anbefalede denne kommentar

Er problemet DF eller socialdemokratiet? Problemet er tingene er gået alt for hurtigt. Én skriver tidligere at integration er en svær størrelse. Og ja det er den! I det her tilfælde krævede den mandsopdækning fra én person, der tilfældigvis havde tiden og overskuddet. Smuk historie! Men kan det hænge sammen med, at den befolkningsgruppe redningsmanden tilhører får 1,09 børn pr familie, mens den befolkningsgruppe "den heldige" tilhører får laaangt flere! Ked af det, men den rene matematik fortæller os, at velfærdssamfundet (socialdemokratisk tankegang) får en ende.
Det er jeg meget ked af, når man kunne have eksporteret den smukke tankegang istedet for at påbegynde et urealistisk og selvudslettende projekt.
Ligeså snart folk bliver moderate får de heller ikke de mange børn - tror jeg heller ikke vores nye skuespiller får. Han kan måske tjene som inspirator, men det med vores system er, at de ressourcestærke ansvarlige betaler skatten, så de ressourcefattige kan få børnene.
Og imens vi sidder her og skriver ligegyldige ord, kun 1,09 børn befolkningsgruppen læser, er der gang i reproduktionen hos dem der med garanti ikke kommer til at kunne løfte velfærdssamfundet videre..

Steffen Gliese

Bill Atkins, Dennis Baggers Laursen, underklassen bøjer hovedet i fatalistisk accept, middelklassen opfatter uretfærdigheden og slår tilbage. Deri er forskellen. Deri er også kilden til stort set alle angreb til alle tider.

Dennis Baggers Laursen, Du skriver Som socialist mener jeg, at den bøtte bør vendes 180 grader. Kriminalitet er ikke et udtryk for, at man er ressourcesvag Naturligvis er du socialist - det er vi jo alle, hvis vi giver os tid til at analysere samfundet - men der er ingen ingen, - og ihvertfald ikke mig - der påstår at kriminalitet er et udtryk for, at man er ressourcesvag eller som du også skriver At kriminalitet er noget, der kun er et problem på samfundets bund.

Kriminalitet skal for det første opdeles i, ihvertfald, to kategorier: økonomisk kriminalitet som naturligt forekommer der hvor pengene flyder og som skyldes grådighed, og så berigelses- og voldsrelateret kriminalitet, som kan tilskrives flere påvirkningsfaktorer - som Alexander Behrang Keshtkar også er inde på: hadlampagner fra visse politikere, deraf følgende hævntrang, et tidligt bandeliv, forældrevold, alkohol eller stoffer, trangen til at hævde sig overfor et andre højere på samfundets statusliste.

Alt sammen forhold, alle, der kommer skævt fra statrt, kan nikke genkendende til - det mest belastende er forældrevold, -fornedrelse og -svigt... Hvilket Yahya Hassan også peger på i sine digte..

Peter Hansen, med hensyn til muligheden for at "slå tilbage", så skal du nok medregne samfundenes voldsmonopol, som i disse år vokser påfaldende, i form af flere og flere ansættelser inden for politi, vagtselskaber og fængselsvæsen samt at fattigdommen ofte indeholder en indbygget samfundsmæssig adskillelse. Gettho-dannelsen gør at de i underklassen slås med hinanden (se. Frantz Fanon). Der til kommer at millioner er gledet fra det du opfatter som den proaktive middelklasse og ned i underklassen. Vi kan studere alle aspekter af den udvikling i USA for tiden. Politiet skyder en fattig om ugen. 2600 børn under 12 år sidder med livstidsstraffe uden mulighed for løsladelse. Fatalisme - ja det tror fanden.

Kommer til at tænke på Løgstrup.

Måske bør sådan en artikel vække eftertanke hos vore kære folkevalgte. Jo stærkere og kærligere en indsats vi yder for at hjælpe de små, de halvstore og de store til et godt liv, jo mere får vi igen.

Dvs. husk personalenormeringerne skal op i daginstitutionerne, så der er tid for pædagogerne til at støtte op om børnene, husk at ekstralærere i skolen kan give et gevaldigt positivt løft i forhold til børnene føler sig set og støttet. Husk at familierne ikke må drukne i afmagt-stress pga. arbejdsløshed og dårlig økonomi, eller alternativt i stress pga. for meget arbejde og for voldsomme forventninger.

Og alle os andre mig selv inklusiv - husk lige Løgstrup... Når vi møder et andet menneske, så holder vi en del af dets skæbne i vor hånd.

Den indsats og de penge vi bruger på børnene kommer tifold igen....