Kronik

Er der en ’hvad har du på hjerte’- læge tilstede?

Flere bliver stressede, deprimerede, angste eller psykisk sårbare. Læger og eksperter foreslår, at vi bliver bedre til at lytte til vore krop. Men hvad i alverden betyder det? Vi har brug for sundhedspersonale, som kan hjælpe os med at forblive sunde, og ikke først sætter ind, når skaden er sket
Flere bliver stressede, deprimerede, angste eller psykisk sårbare. Læger og eksperter foreslår, at vi bliver bedre til at lytte til vore krop. Men hvad i alverden betyder det? Vi har brug for sundhedspersonale, som kan hjælpe os med at forblive sunde, og ikke først sætter ind, når skaden er sket

Ditte Ahlgren

Debat
30. marts 2015

KRONIK

»Det er stressymptomer, det dér. Prøv at lytte mere til din krop«.

Har du nogensinde hørt det før? Det har jeg – så mange gange, at pladen er ridset. Jeg ved, at jeg ikke er den eneste, der har hovedpine, spændinger i nakke, skuldre, kæbe, tinding, søvnproblemer, stemmeknuder, overspisning og uren hud. Nogle døjer med et par af tingene, nogle lider meget slemt, andre kender kun lidt til det. Jeg har givet mig selv hele baduljen – ikke på en gang, jeg er ikke helt ude at skide, men mere eller mindre.

I flere artikler om stress læser jeg om alt det, man selv kan/skal gøre, og jeg forstår, at konklusionen lyder: Der er én person, der gør dig stresset, ulykkelig, glad, og det er dig selv. Det kan jeg godt lide at tænke på – at man selv er chauffør i sin egen bil. Men hvis jeg selv sidder bag rattet, hvorfor bliver jeg så ved med at køre zigzag? Jeg ryger ikke helt af vejen. Men alligevel er jeg tit tæt på at køre galt, føler jeg. Min krop siger stop og har gjort det i årevis.

Stress er alles problem

Alle kurver og tendenser peger opad; der kommer kun flere psykisk sårbare. Herregud, stort set hele min familie og tætteste venner kender det, og det gør du garanteret også. Nogle får piller, andre kan klare sig uden. Det betyder, at det ikke kun er mit problem, at jeg eller mine nære har ondt i krop og sjæl. Det er samfundets problem, for det er samfundet, der betaler, når vi er kørt fast i rabatten. 20 procent af alle voksne danskere har problemer med deres psykiske sundhed hvert år. Psykiske lidelser udgør ifølge Psykiatrifonden den største sygdomsbyrde i samfundet med 25 procent i forhold til det samlede sygdomsbillede, mens kræft står for 17 procent og kredsløbssygdomme står for 15,2 procent. Jeg har ikke lyst til at bidrage til det tal. Ingen mennesker bliver stressede med vilje. Så burde vi ikke gøre mere for, at det ikke skal være sådan? Vi behandler først, når det er – eller er tæt på at være – for sent. Hvis du ringer med hovedpine for eksempel, så kan lægen ikke gøre andet end at sige: »Lyt bedre efter næste gang. Slap af. Spis sundt. Motionér. Sov. Spis D-vitaminer. Luft ud. Gå til yoga. Lev i nuet, husk det nu for fanden, husk det nu.«

Tjek, tjek, tjek, dobbelttjek, tjek, tjek, semitjek.

Tal ’kropssprogsk’

Så prøver du at lytte efter, og nogle gange hører du en rumlen. Nå, det er fordi du er sulten, ok. Du finder sikkert hurtigt ud af, at det kan være utrolig svært at regne ud, hvad dit kadaver prøver at fortælle dig, når det giver dig smerter. Nogle gange bør du ligge ned, andre gange det modsatte. Hvorfor er vi så elendige til det?

For et par år siden hørte jeg det der med at lytte efter på repeat. En af gangene var jeg ved talepædagog, fordi min stemme var blevet alt for hæs – et stressymptom – hævede mandler og det faktum, at jeg ikke trak vejret med maven. Mens vi er babyer, trækker vi vejret ned i maven. Så glemmer vi alt om, hvordan man gør. Børn taler langt bedre kropssprogsmæssigt, end voksne gør. Når vores kroppe siger noget, er det volapyk, og når vi så vil høre efter, så opdager vi, at vi ikke har nogen idé om, hvad grammatikken er. Det er som at lære et sprog forfra, bare uden nogen form for universel kasus.

I takt med, at jeg blev ældre og høstede gode karakterer, haft masser af job og klaret mig selv, blev jeg cirka 7.000 gange dårligere til noget, jeg kunne, da jeg blev født: At trække vejret! Jeg havde et kæmpe whatthefuck-ansigtsudtryk plastret i mit dengang 20-årige fjæs.

’Mine’ regninger til læge, halslæge, talepædagog, fysioterapeut, tandlæge, terapeut og tilskud til smertestillende er mere eller mindre alle sendt direkte til Staten Danmark. Og mange af besøgene har haft ét tilfælles: Det er selvpåførte stresskader. Og så er det ikke engang med vilje. Min hensigt har snarere været, at jeg skulle være en af dem, der løftede det tungere læs i samfundet. Du har sikkert hørt sangen før: Vi tror, vi kan det hele, men det kan vi – rimelig åbenlyst – ikke.

Vi vil ikke være nogen(s) belastning, vi vil faktisk gerne bidrage. Til familien, samfundet, verdenen. Vi fungerer for det meste i hverdagen, har masser af glæde og livsmod – men vi frygter, at hvis vi træder forkert, så ryger vi ud over kanten, ned i et sort hul. Vi hører om det så tit. Måske har vi prøvet det før. Been there, done that, bought the T-shirt. Retur: helst aldrig.

’Hvad har du i hjertet’-læge

Hvorfor gør vi det ikke nemmere eller billigere for folk at lære at stoppe op og mærke efter? Hvorfor har vi ikke et fag i skolen, der bare hedder ’hvordan har du det egentlig’ eller ’din egen sundhed’?

Facebooks ’hvad har du på hjerte’-princip er sødt nok – kunne vi ikke tage det med ud på vores arbejdsplads, sige: »Hvad har du i dit hjerte« i stedet for?

Tage fem minutter ved middagstid hver dag, hvor vi lige går ind i hjerterummet og rydder op?

Jeg er ikke politiker eller cand.mag. i samfundssammenhænge, så det er garanteret ikke så ligetil, som jeg gerne vil gøre det til. Men jeg tænker, at vi selv kan gøre meget i det små. Når jeg læser ’sådan undgår du stress’-artikler, så er stress vores eget ansvar, vores individuelle problem. Men vi har åbenbart brug for hjælp, så politikere, chefer, ledere, lærere, forældre kunne gøre mere end nu.

Jeg tænker også, at man kunne være tilknyttet en form for sundhedsfaglig person – en, du ikke først kontakter, når noget er galt, men som løbende gennem livet har kontakt til dig og kender din baggrund, så han/hun kan spørge ind og hjælpe dig til at forstå, hvad der sker, når din krop reagerer, som den gør. Ved en årlig telefonsamtale kan man blive spurgt om, hvor meget man sover, spændinger, hovedpinemønstre, kost, motion og så videre. Disse sundhedspersoner får så penge for at holde folk raske i stedet for at gøre folk raske.

Er det helt dumt? Vi er da nødt til at gøre noget, ikke?

Medicin er ikke for alle

Jeg tror, at hvis vi lærer at tale vores krops sprog i en ung alder, så ville antallet af folk, der har brug for sygemeldinger og så videre falde, og så vil vores psykisk syge måske få plads til bedre pleje. For selvfølgelig er der mange psykisk syge, som har brug for mere hjælp end en bette daglig selvkrammer. Tænk sig, hvis de kunne få endnu mere og bedre hjælp end nu. Vi kan godt. Nogle har brug for medicin og lidt mere hjælp, end jeg efterlyser, og så er det jo dejligt, at vi lever i en verden, hvor det kan lade sig gøre. Heldigvis. Men medicin er ikke løsningen for alle.

Jeg har de seneste år haft brug for hjælp til at fikse min krop fysisk og psykisk, så jeg selv kan mosle med den fremover, fordi jeg har fået at vide, at hvis jeg ikke passer på, så ender det galt – og jeg er langt fra den eneste med de fremtidsudsigter. Min generation har blandt andet været igennem et utal at teknologiske revolutioner på en kvart menneskealder, så det giver meget god mening, at vores kroppe ikke kan finde ud af, hvordan vi gerne vil leve og afstemme det med, hvad vi kan holde til. Jeg håber snart, at vi kan finde ud af det, og ellers efterlyser jeg håndbog i ’kropssprogsk’.

Maya Bech studerer nordisk på Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torsten Jacobsen

Gode overvejelser, men jeg vil gerne tilføje et perspektiv, som i en vis forstand vender problemstillingen om:

Måske handler det ikke så meget om en evne til at 'lytte til sin krop', men snarere om en evne til refleksivt at forholde sig til 'omgivelsernes forventninger'? Hvilke forventninger oplever jeg der stilles til mig? Og hvilke forventninger til mig selv har jeg internaliseret og internaliserer jeg fortsat, som et resultat af dette oplevede forventningspres? Er disse forventninger rimelige? Er jeg i stand til at leve op til disse forventninger? Er jeg overhovedet interesseret i at leve op til disse forventninger? Er disse forventninger i samklang med mine egne behov?

Sådanne overvejelser har til alle tider været menneskenes byrde og pligt. Oraklet i Delfi residerede i et tempel, på hvis gavl under en afbildning af Apollon stod skrevet: "Kend dig selv".
Dog er Apollons kolde lys og Dionysos' hede favntag to sider af samme sag: Krop og sind uadskillelig, som natur og kultur er det, som individ og samfund er det.

Her gives ingen nemme løsninger. Men man kan ikke starte med at ændre samfundet. Man må starte med at ændre sig selv, dvs. at kende sig selv.

lars abildgaard, Christian Meyer Nielsen, B Pedersen, Gert Selmer Jensen, Lise Lotte Rahbek, Anne Eriksen og Peter Günther anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Her er der forøvrigt en 'Hvad har du på hjerte'-læge, som har meget klogt at sige om forholdet mellem forventninger og stress:

Dr. Gabor Mate: 'When the body says No!'
https://www.youtube.com/watch?v=c6IL8WVyMMs

Michael Bruus

"Men hvis jeg selv sidder bag rattet, hvorfor bliver jeg så ved med at køre zigzag?"
Simpelt du mangler et af de tre pejlemærker her i livet, du skriver om krop og sjæl, altså du mangler en. Ånd.

”De tre store” er beskrev i storset alle religioner og af alle filosoffer.

Vores vestlige verden har storset slået gud ihjel og dermed også ånd, derfor virker den vestlige verden flad, indholdsløs og åndsforladt Og det gør ondt.

Lone Trunte, Peter Günther og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

Ganske morsomt lagt ud af Dr. Gabor Mate - og naturligvis hænger krop og psyke sammen med alt, hvad det indebærer...
Udover problemet med at vokse op (som kvinde) og ønske at gøre en forskel, så vil omgivelserne ikke være til megen hjælp i processen om også at tænke på sig selv.
Både arbejdsgiver, chef og kolleger kan nemt bekræfte, at du skal yde dit bedste - forstået som - mere end du egentlig orker.
Det er moderen til stress og - sygdom. Når så "superkvinden" kollapser, så er tilbuddet de evindelige piller og naturligvis "mærk dig selv øvelsen".
Dette gælder naturligvis også for mænd, som jeg dog oplever som en smule bedre til at sige fra?

Gert Selmer Jensen og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar

"Vi har brug for sundhedspersonale, som kan hjælpe os med at forblive sunde, og ikke først sætter ind, når skaden er sket"

Sundhedspersonale repræsenterer helt overordnet et behandlende og ikke forebyggende paradigme, som vi naturligvis ikke kan undvære - men hvis der reelt skal forebygges, må der nødvendigvis ses kritisk på vore sociale forhold, vore magtstrukturelle og fordelingspolitiske forhold, foruden naturligvis at give gode betingelse for at mennesker kan udvikle autentiske og bæredygtige selvforhold (jf., noget af dét, Torsten Jacobsen 11.10 er inde på). Det bidrager formenligt udmærket i mange tilfælde at lave centreringsøvelser, åndedrætsnærvær og åben samtale på arbejdsplads og andre steder, men hvis man udelukkende gør dét, er risikoen for at privatisere kampen mod de mange fødekæder betragtelig.

Elisabeth Andersen, Lise Lotte Rahbek, Lone Trunte, lars abildgaard og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Årsagen til de stigende problemer med at forstå os selv i samspil med omgivelserne er måske tankegangen at andre skal fixe mig - det er i hvert tilfælde ikke mig selv, der skal tage min adfærd op til revision..

Problemfeltet er nu også, at det er nødvendigt at lukke af for signaler for kroppen.
Samfundet er blevet så komplekst og folketingets medlemmer så en dimensionelle at hverdagens uretfærdigheder skriger til himlen. Hver dag bliver vi kørt over af uretfærdigheden og egoismen, nepotismen og andre ismer, så skulle man lade sig "såre" af det og ikke gøre sig hård, ville man være faldet fra hinanden for længe siden.

Der er f.eks. et paradoks over at man beslutter at bruge måske 200.000 kr. i hjælp til een kvinde der ikke kan blive gravid, når man tilmed har pålyst at det er hendes egen skyld.
Enten er hun enlig og ikke kan bekvemme sig til at samarbejde med andre i tilstrækkelig grad til at et samliv kan fungere, eller også har hun alt for høje krav til en partner. Eller også er hun så fortravlet i sin hverdag, at hun ikke giver sig tid nok til sex og derved nærvær med andre end sig selv.
Så kan vi reflektere over hvilken belastning børn får med sådan en fremmedgjort mor og de belastninger disse børn giver os andre med mindreværd og stress symptomer og mangel på en nærværende mor for slet ikke at tale om den manglende far figur de heller ikke finder i børneinstitutionerne og i skolerne.

Dernæst så vælger de samme politikere at forlange penge fra mænd der gerne vil gifte sig.
Da der faktisk er et fødselsoverskud på 2 % af mænd og mænd samtidig i forvejen har svært ved at finde sig en kone i et samfund med antisociale og fremmedgjorte kvinder, så må mænd jo ty til udlandet for at finde sig en kone. Det forlanger samfundet så 50.000 DKK for..

Undskyld mig, men hvor er retfærdigheden henne der?

Samtidig, fordi samfundets debatører fladpandede i deres verdens anskuelse, så det er odiøst og en fallit erklæring for en mand at "købe" sig en kone i et fattigt u-land og han bliver socialt udstødt og latterlig gjort.

Men en kvinde der er anti social og skaber børn der er potentielle trusler mod udgiftsniveauet til psykologbehandlinger er der i mod en helt og kommer i avisen som et forbilled?

I er vanvittige....

Kan I ikke lave børn, så er der noget i vejen med jeres sociale kompetencer og det har samfundet ikke brug for!!!

Maj-Britt Lassen

Jamen det sundhedspersonale findes skam allerede i de psykomotoriske terapeuter - de bliver desværre bare ikke brugt af sundhedsvæsenet så meget endnu. Det er en sundhedsfaglig Bachelor uddannelse på 3,5 år.

Psykomotoriske terapeuter arbejder grundlæggende ud fra en sundheds-/sygdomsbetragtning, der anskuer den menneskelige krop og psyke som et hele, hvor delene gensidigt påvirker hinanden. Dette konstante dobbelte blik kendetegner hele det psykomotoriske virkefelt, uanset hvilket specifikke faglige område den psykomotoriske terapeut har sit professionelle virke inden for. Ligeledes inddrages de sociale aspekter, som den/de pågældende klienter eller deltagere er påvirket af i deres liv og som dermed har indvirkning på deres velbefindende.

Det psykomotoriske arbejde kan overordnet deles i to praksiser: En behandlingsdel og en træningsdel. De to måder at praktisere faget på bliver ofte udøvet i en kombination.

Peter Günther

..det er igennem at tage ansvar for vores liv, vi bliver stand til at håndtere udfordringerne, evt. med hjælp fra andre.

Torsten Jacobsen

Peter Jensen skriver:

Det bidrager formenligt udmærket i mange tilfælde at lave centreringsøvelser, åndedrætsnærvær og åben samtale på arbejdsplads og andre steder, men hvis man udelukkende gør dét, er risikoen for at privatisere kampen mod de mange fødekæder betragtelig.

Meget vigtig pointe. For selv om jeg fortsat vil insistere på, at det i sidste ende kun er en selv, som kan nå frem til den åndelige modenhed som et autentisk liv forudsætter, så er det bydende nødvendigt at vi i fællesskab sætter et kritisk fokus på de strukturer i samfundet som kan virke hæmmende eller fremmende på en sådan autentisk livsudfoldelse. Det individuelle og det fælles ansvar kan ikke skilles ad, det er et og det samme.

Det er derfor vores diskussioner om alle samfundsforhold alt for ofte har det helt forkerte udgangspunkt. Der tales om økonomi, konkurrenceevne, behovet for tidlig påbegyndt og livslang uddannelse, om individets pligt i forhold til samfundet. Ordet 'produktivitet' anvendt på mennesker er symptomatisk for en kultur, der i jagten på det effektive har mistet blikket for hvad vi er, og hvilke grundlæggende behov vi har.

At kende sig selv, er at elske sig selv. Ikke som en narcissus, der kun har øje for refleksionen, dét de andre ser. Det er ikke en åndeligt moden selvkærlighed. At elske sig selv er en uforbeholden kærlighed og accept. Et blik for både lys og skygge, og den åndelige dybde til at rumme begge dele.

Elisabeth Andersen, Lone Trunte og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

Peter G.,

Det er ikke personen selv, der opfatter sin krop som en maskine, det er "sundhedsvæsenet", der betragter dig som en funktionsfejl.
Så kommer de tekniske udredninger som blodprøver og andre målinger og du kan sandsynligvis gå hjem med at produkt, der måske fjerner symptomerne - og så komme igen?

Sådan noget som stress og overbelastninger giver sygemeldinger osv. osv. Men der er ikke tid i systemet, slet ikke nu i "konkurrencestaten".
Derfor er der bedre muligheder i de forkætrede "alternative" behandlingsmuligheder, der ser mennesker som et hele (holistisk).

Torsten Jacobsen - der burde findes en dobbelt-anbefaling af dit sidste indlæg = XX

Herman Hansen

En efter min opfattelse stor fejl i det danske sundhedssystem er, at det ikke er muligt, at få hjælp før det er alt for sent inden for f.eks. psykiatrien. Dette skal sammenfattes med, at den hjælp der så endelig gives efter mennesket har banket på døren i måske årevis, og når mennesket inden i er ødelagt, er en hjælp systemet beslutter mennesket skal have hen over hovedet på det forsvarsløse menneske. Hvad mennesket inden i reelt har behov for tilsiddesættes af for systemets behov for at vise et resultat efter bogen. Så kan alle køre glade hjem efter fyraften uden der kan sættes en finger nogen steder. Opgaven er løst for systemet. Tilbage sidder mennesket inden i partienten med uforrettet sag. I bedste fald.

Jens Thaarup Nyberg

"Flere bliver stressede, deprimerede, angste eller psykisk sårbare. Læger og eksperter foreslår, at vi bliver bedre til at lytte til vore krop. Men hvad i alverden betyder det? Vi har brug for sundhedspersonale, som kan hjælpe os med at forblive sunde, og ikke først sætter ind, når skaden er sket"
Hvis problemet er korrekt beskrevet, er der nok ingen af de to forslag, der løser det.

Herman Hansen

"Flere bliver stressede, deprimerede, angste eller psykisk sårbare" Det kan så i CEPOS chagon bruges til, at dem der virkelig har behov for hjælp og måske førtidspension sorteres ind under, at sådan er der da mange som har det. Set på overfladen er psykiske lidelser blevet allemands eje, hvilket gør livet utålelig for dem som reelt virkelig er ramt. De er nemlig ikke i stand til, at komme uden om "almindeligheds" barrieren. De har ganske enkelt ikke ressourcerne til det. De er en del af de "overflødige".

Magnus Frimer-Larsen

"Speaking for myself, I too believe that humanity will win in the long run; I am only afraid that at the same time the world will have turned into one huge hospital where everyone is everybody else's humane nurse." - Goethe, 1787

Tommy Mortensen

Heldigvis har vi et sundhedsvæsen, som kan behandle vores symptomer og skader af forskellige slags, men årsager til sygdom kan de slet ikke behandle i tilfælde af psykiske lidelser.
Årsagerne kan være vanskellige at finde, specielt når man kun leder efter tegn i eller fra kroppen. Tænk hvis det syge, selve årsagen, slet ikke er i eller fra kroppen, men fx i måden, hvorpå vi omgåes hinanden. Tænk, hvis det syge er, at vi behandler hinanden som ting, og ikke som vi burde: mål i sig selv. Jeg tror på, at smerter og psykoser er kommunikative. De fortæller noget, ikke kun om det enkelte menneske, men også den verden vi lever i. En fortælling, som ikke bør kvæles med piller.

Tommy Mortensen

Heldigvis har vi et sundhedsvæsen, som kan behandle vores symptomer og skader af forskellige slags, men årsager til sygdom kan de slet ikke behandle i tilfælde af psykiske lidelser.
Årsagerne kan være vanskellige at finde, specielt når man kun leder efter tegn i eller fra kroppen. Tænk hvis det syge, selve årsagen, slet ikke er i eller fra kroppen, men fx i måden, hvorpå vi omgåes hinanden. Tænk, hvis det syge er, at vi behandler hinanden som ting, og ikke som vi burde: mål i sig selv. Jeg tror på, at smerter og psykoser er kommunikative. De fortæller noget, ikke kun om det enkelte menneske, men også den verden vi lever i. En fortælling, som ikke bør kvæles med piller.

Gert Selmer Jensen

Torsten Jakobsen-12:31-
Tak for dit link til Dr. Gabor Mate. Han er usædvanlig "spot on", på dette emne.
(Selvom jeg indimellem tror han er Bob Dylan). Hans tilbagelænede "flegma", er også behageligt.

Harald Johansen

Al den smerte mærker kun mennesker. De andre dyr spekulerer ikke, og finder derfor ikke på sådan noget som ånd.

Men for at dvæle ved ånd et øjeblik: Så er ånd luft. Sådan noget alle landdyr trækker; åndedrag.

Kvælning er den værste lidelse, som vi alle frygter; fordi vi ved at engang trækker vi vejret for sidste gang.

Så meget om ånd.

Harald Johansen

Åndelighed er når du trækker vejret sammen med dit barn, og du standser og barnet fortsætter.

Man kan kalde det evolution, fordi åndedraget fortsatte ligeglad med dig.

Stig Arensbach

Stress er ikke skadelig i små mængder, det er først når vi når et niveau hvor vi udsætter kroppen hele tiden. Jeg har nu været syg i snart fire år med en kronisk nervesygdom, hvor kroppen hele tiden arbejder.
Jeg har været helt der ude hvor jeg havde rigtigt ondt i livet, kunne overskue noget som helst havde store problemer med at få min hverdag til at fungere.
Så til sidst blev jeg sendt over til Josefine, hun lærte mig at komme på højkant igen, leve med min sygdom, forstå hvilke spilleregler jeg skulle leve efter, sætte de grænser der gør at jeg ikke brænder ud igen. I dag lever jeg med min sygdom på godt og ondt, det har selvfølgelig ikke været nemt at nå her til, men at få talt med en psykolog der kan få løst knuden op så livet bliver til at leve igen kan kun anbefales, selv om jeg selv skulle betale!
Jeg bruger stadigvæk Josefine idag, vi mødes ca. hver anden måned for at tale om tiden der er gået, det er idag lige så meget hende vi taler om som mig selv. På den måde for jeg lige løst de ting som går mig på i hverdagen.

Henrik Bjerre

If you cannot do the time - don't do the crime. Det er tydeligvis ikke sundt for alle at gøre karriere - forfatteren virker som en af dem der burde lade være.

Torsten Jacobsen

Henrik Brøndum,

Går du nu pludselig ind for borgerløn?

Henrik Bjerre

@Torsten Jacobsen

Nej dog ikke! Man kan nu godt holde sig selv i live uden at gøre karriere. F.eks. ved at blive gartner, pædagog, murer, fisker eller andet med et minimum af møder, telefoner, papir og jobudvikling involveret.

Stresssymptomer, som de beskrives i artiklen, kan være forstærkede eller forårsaget af miljøgifte f.eks. tungmetaller.
Desværre er vores offentlige danske sundhedsvæsen (stadig) ikke gearet til at diagnosticere de kroniske tungmetal-forgiftninger.
Og uden diagnose ingen behandling, på trods af, at mange hospitaler ligger inde med lægemidler til afgiftning ved tungmetal-forgiftning, men der er, desværre for de ramte patienter, kun kendskab i det offentlige sundhedsvæsen til behandling for akut tungmetal-forgiftning og ikke kronisk tungmetal-forgiftning.

Stress og udbrændthed er i mine øjne ikke problemer, som påligger sundhedsvæsenet. De er snarere symptomer på en sygdom i konkurrencestatens samfundsstruktur. En sygdom, som også giver sig udslag i mange andre symptomer, som f.eks. global opvarmning, forurening, skovdød, etc.

I stedet for at fokusere på hvad vi som enkeltpersoner skal GØRE for at undgå eller mindske stress (hvilket efter min mening blot er ved til bålet, eftersom flere opgaver blot giver mere stress), bør vi fokusere på hvad det er, vi gør, som giver os stress, og så LADE VÆRE med at gøre det. Alternativet har for nylig offentliggjort et forslag om at nedsætte standard arbejdsugen til 30 timer. Forslag som dette er utroligt vigtige, eftersom det griber fat om problemets rod; nemlig at vi simpelthen arbejder og producerer for meget! Det er derfor vi hver især får stress og går ned med flaget, og det er derfor planetens økosystem er på vej ud over kanten. Det hele hænger sammen, og en hvilken som helst behandling af lokalproblemer er blot symptombehandling.

Selvom det selvfølgelig kan være en fin nødløsning at omdanne det nuværende 'sygdomsvæsen' til et faktisk sundhedsvæsen, er det slet ikke der vi skal sætte ind, hvis vi virkelig vil problemet til livs. Vi skal simpelthen væk fra konkurrencekapitalismen. Intet mindre.

Mette Petersen

Vi løfter som individer og ikke som flok. Derfor går det galt. Sundhedsvæsenet kan ikke løse problemet med at samfundet stresser så meget at dem som er mest sårbare overfor stress (og som i øvrigt ikke lider af andre psykiske lidelser fra starten), må stå af ræset. F.eks. er der indenfor de særligt sensitive mange dygtige, kreative mennesker, men som bliver vraget på arbejdsmarkedet fordi man skal være åh så udadvendt, forandringsparat og netværksagtig morgen, middag og aften, for at kunne være med. Hvis man ikke kan være med på den, er man ude af det gode selskab og bliver betragtet som 'skør oveni bolden' som jobkonsulenten (der pludselig var blevet psykiater) sagde.

Vi får mest stress, fordi vi bliver fyret og ender i rendestenen, hvis ikke vi yder 200% hver dag på arbejde. Vi dør af sult of frost. Flere og flere stillinger kan ikke lade sig gøre, arbejdsmængden kan ikke overkommes af vor biologiske organisme.

Vesten er brudt sammen. Hvad gør vi nu, lille du?

Mette Petersen

Vi løfter som individer og ikke som flok. Derfor går det galt. Sundhedsvæsenet kan ikke løse problemet med at samfundet stresser så meget at dem, som er mest sårbare overfor stress (og som i øvrigt ikke lider af andre psykiske lidelser fra starten), også må stå af ræset. F.eks. er der indenfor de særligt sensitive mange dygtige, kreative mennesker, som bliver vraget på arbejdsmarkedet, fordi man skal være åh så udadvendt, forandringsparat og netværksagtig morgen, middag og aften, for at kunne være med. Hvis man ikke kan være med på den, er man ude af det gode selskab og bliver betragtet som 'skør oveni bolden' som jobkonsulenten (der pludselig var blevet psykiater???) sagde.