Kronik

Rullebåndssamfundet

Reform for reform omsmeder velfærdsstatens institutioner. Målet er at sikre, at borgerne kommer hurtigt og effektivt derhen, hvor arbejdsgiverne har brug for dem. Stilstand er fjenden. Men modstand vinder frem, for borgerne har svært ved at genkende sig selv i det billede, som en ny tids politik modelleres efter
Reform for reform omsmeder velfærdsstatens institutioner. Målet er at sikre, at borgerne kommer hurtigt og effektivt derhen, hvor arbejdsgiverne har brug for dem. Stilstand er fjenden. Men modstand vinder frem, for borgerne har svært ved at genkende sig selv i det billede, som en ny tids politik modelleres efter
25. marts 2015

Den yngre tyske sociolog Hartmut Rosa har beskrevet samtidens vestlige samfund som højhastighedssamfund: Spundet ind i en omsiggribende social acceleration, som han konkret finder tre steder. Dels i nye teknologiske landvindinger, som løbende gør transport, kommunikation og produktion hurtigere og hurtigere. Dels i accelerationen af store sociale forandringer i vores liv, der for eksempel kan aflæses i de stigende skilsmisserater og langt flere jobskift i løbet af karrieren.

Og endelig i en forøgelse af dagligdagens tempo generelt, hvor mennesker ser ud til at sammenpresse alle de enheder, som dagligdagen udgøres af, for at kunne få plads til flere af dem på mindre tid: Vi sover mindre, bruger mindre tid pr. måltid end tidligere, fordyber os mindre i bøger og i samtaler med menneskene omkring os for i stedet at kunne gøre mange ting – måske endda på én gang. Tilsyneladende drevet af en angst for at forpasse noget, fear of missing out som det hedder.

Lignende beskrivelser af social acceleration findes i en stor del af tidens mest læste sociologiske samtidsdiagnoser. Måske kan vi også bruge blikket for den øgede acceleration til at forstå den udvikling som vores danske velfærdsstat gennemløber i de her år. Løfter man blikket lidt og ser på, hvordan talrige reformer ændrer velfærdsstatens institutioner, står det i al fald klart, at mange af ændringerne tilstræber en særlig form for acceleration: en minimering af den tid, mennesker opholder sig uden for arbejdsmarkedet.

En reform af skattesystemet skal sikre, at det altid kan betale sig at arbejde. En reform af dagpengesystemet halverer den maksimale dagpengeperiode og fordobler genoptjeningskravet. En reform af førtidspensionssystemet reducerer tilkendelser af førtidspensioner meget drastisk. En reform af kontanthjælpssystemet indfører en række nye incitamenter for borgeren til at komme hurtigst muligt væk fra systemet. Og på uddannelsesområdet skal reformer understøtte, at studerende kommer hurtigst muligt igennem deres uddannelse.

Rullebåndets tvang

Fra lufthavnsbesøg kender vi alle til rullebånd – disse rullende fortove, der hurtigt og effektivt transporterer den rejsende fra a til b – fra afgangshal til gates. Her er stilstand og passivitet ikke blot uønsket spildtid, men alvorlige hindringer, der kan betyde, at man misser sit fly og sidder fast.

I en vis forstand omsmedes en række velfærdsstatslige institutioner i disse år efter rullebåndets forbillede: Livet, som leves uden for arbejdsmarkedet politiseres som passager – forbindelseslinjer, som er uden mål i sig selv og udelukkende tjener instrumentelle formål som ensrettede tuber, der leder mennesker fra et punkt og imod et andet. Her er skilte med »No standing at anytime« og »No Exit« bøjet i neon og allestedsnærværende. Optimering går ud på dels at gøre rullebåndet så kort som muligt, dels at øge båndets hastighed.

Er det ikke netop en sådan rullebåndslogik, der med de senere års reformbølger tydeligt har sat sig igennem i den velfærdsstatens rationalitet? Der betragter alle kroppe som arbejdsmarkedspotentiale, parate til at yde en indsats, og som med den ene hånd blokerer for adgang til førtidspension, mens den anden skyndsomt genner mennesker på dagpenge, kontanthjælp og SU fremad?

Hurtigere og hurtigere

Når denne rullebåndslogik er trængt så godt igennem, skyldes det for det første, temmelig banalt, at den flugter millimeterpræcist med tidens fremherskende økonomiske mantra: Et øget arbejdsudbud, lyder det, vil skabe sin egen efterspørgsel efter arbejdskraft, og er derfor en vej ud af den krise, som vi lige nu ligger og skvulper mismodige rundt i.

Ved at skrue tempoet på rullebåndene op på fuld blus sikres netop, at udbuddet af arbejdskraft altid er så stort, som det nu engang er muligt. Derfor skal arbejdsløse presses og søge job, selv om der kun er ganske få job at søge, og derfor skal studerende skyendes igennem deres uddannelser uden svinkeærinder, der giver unødig lærdom – ud til et arbejdsmarked, der ikke længere synes at skrige på deres arbejdskraft.

For det andet, og mere interessant, er rullebåndslogikkens indtog båret frem af en særlig fastforankret senkapitalistisk fortælling om, at menneskelig selvrealisering sker igennem et selvudviklende liv på arbejdsmarkedet. Det er en fortælling, som spirede frem igennem den sidste tredjedel af det 20. århundrede, og som i dag har rodfæstet sig som en stærk og svært modsigelig sandhed: Det er ved at udleve det evigt udviklende senmoderne arbejdsliv, at mennesker tilkobles egentligt livsindhold. Basta!

Fra dette selvrealiseringsethos henter de reformer, som i øjeblikket forandrer velfærdsstaten, en meget stor del af deres moralske rygdækning. De begrundes dermed ikke blot økonomisk – af kold og ussel mammon. De stiller sig ligeledes på samme side som den borger, de rækker ud efter: Dagpengereformens nedskæringer begrundes med henvisning til det ’perspektivløse’ i at sidde udenfor. Kontanthjælpsreformens nye, disciplinerende redskaber indføres med henvisning til, at ’ingen længere skal sidde passive uden for arbejdsmarkedet’. De facto blokeringen af førtidspensioner for mennesker under 40 år retfærdiggøres ved at henvise til de mennesker, der lige nu ’sidder passive uden for og ikke får mulighed for at realisere deres potentiale i et aktivt arbejdsliv’.

Kærlighed med straf

Grænserne mellem kærlighed og straf udviskes her fuldkomment – i øvrigt nøjagtigt som popgruppen Love Shop med et skarpt blik for tidens tendenser udpeger det i titlen på deres seneste plade. Nedskæringspolitik og etisk begrundet selvrealiseringspolitik er i heftig parringsleg og viklet så godt og grundigt ind i hinanden, at ingen længere ved helt, hvor den ene slutter, og den anden begynder.

Men sætter man glasset for øret og lytter til kritiske samtaler i offentligheden, er der alligevel et og andet, der tyder på, at borgere påduttes visioner om det gode liv, som de ikke nødvendigvis genkender som deres egne. Fra studerendes masseprotester, der fremhæver det gode og positive ved ikke altid at gå den slagne vej imod arbejdsmarkedet. Over kontanthjælpsmodtageres indædte modstand imod ’nye chancer’ og evindelige arbejdsprøvninger. Til moderne vidensarbejderes masseindkøb af Svend Brinkmanns bog Stå Fast!, der opfordrer til at sænke tempoet og fyre coachen.

Måske peger sådanne modstandshandlinger og -tanker ligefrem på, at der er ved at åbne sig en kløft imellem på den ene side den sandhed om det gode liv, der prædikes i politiske elitediskurser, når reformer skal vedtages; og på den anden side de visioner og ideer, der driver de kroppe af kød og blod, som rent faktisk skal udleve disse såkaldt ’gode liv’.

Så måske bliver der alligevel flere og flere, som nægter at lade sig føre med det accelererende rullebånd. Som møder rullebåndenes logik med trods og insisterer på at stoppe op, puste ud og måske endda misse den næstkommende afgang.

Mathias Herup Nielsen er ph.d.-studerende

Sofie Holm Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • David Zennaro
  • peter fonnesbech
  • Carsten Søndergaard
  • Torben Nielsen
  • Peter Jensen
  • Niels Engelsted
  • Kirsten Svejgaard
  • Nille Torsen
  • Espen Bøgh
  • June Beltoft
  • Jakob Silberbrandt
  • Britt Kristensen
  • Slettet Bruger
  • lars abildgaard
  • Bill Atkins
  • Ervin Lazar
  • Ole Meyer
  • Niels Duus Nielsen
  • Anne Schøtt
  • Lise Lotte Rahbek
  • Toke Andersen
  • Steffen Gliese
Stig Bøg, David Zennaro, peter fonnesbech, Carsten Søndergaard, Torben Nielsen, Peter Jensen, Niels Engelsted, Kirsten Svejgaard, Nille Torsen, Espen Bøgh, June Beltoft, Jakob Silberbrandt, Britt Kristensen, Slettet Bruger, lars abildgaard, Bill Atkins, Ervin Lazar, Ole Meyer, Niels Duus Nielsen, Anne Schøtt, Lise Lotte Rahbek, Toke Andersen og Steffen Gliese anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

At kalde det rationalitet er alt for venligt. Det er det rene vanvid.

Gert Selmer Jensen, Kirsten Svejgaard og Nille Torsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Alle gode gange tre: den store vittighed er, at mange udskifter deres kristne barnelærdom med buddhisme - en trosretning, der lægger vægt på vegeteren og afstand til den fysiske eksistens.

Lise Lotte Rahbek

Passivitet er ikke bare u(arbejds)moralsk,
det er nu blevet nærmast kriminalt.

Man skal ville noget. Hele tiden. Hele tiden være undervejs. På farten. I forandring. I acceleration.
"For tiden er så kort og det ku hænde,
vi kom for sent,
for sent til livets ende"

David Zennaro, Vivi Rindom, Carsten Søndergaard, Torben Nielsen, Peter Jensen, Michael Madsen, Gert Selmer Jensen, lars abildgaard, Kirsten Svejgaard, Nille Torsen, June Beltoft, Britt Kristensen, Vibeke Rasmussen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

I de teknologifikserede halvtredsere forestillede man sig en fremtid med rullende fortorve i byerne, hvor aller var på vej til eller fra et meningsfuldt arbejde. Lad det være et eksempel på hvor svært det er at spå om fremtiden.

Vibeke Rasmussen

Og måske kunne man endda se det som en kombination af rulle- og samlebånd?

Gert Selmer Jensen, Lise Lotte Rahbek og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

"Et øget arbejdsudbud, lyder det …"

De første gange jeg stødte på udtrykket 'arbejdsudbud' – som regel påhæftet ordet 'øget'! – opfattede jeg det rent umiddelbart som 'arbejdspladser'! Altså som at politikerne ønskede at øge antallet af arbejdspladser.

Senere, da den rigtige betydning gik op for mig, må jeg indrømme, at jeg, som man siger på engelsk, havde svært ved at 'wrap my mind around' den. Øge antallet af arbejdssøgende ? Når der nu ikke var arbejdspladser nok, til dem der allerede søgte?

Siden er det gået op for mig, at det er en ret almindelig misopfattelse. Kunne det mon være en bevidst kalkulation fra politikernes side? At forvirre begreberne? Eller er det at tillægge dem for meget … (udspekuleret) intelligens?

Bjørn Thrane, David Zennaro, Einar Carstensen, Carsten Søndergaard, Torben Nielsen, Michael Madsen, Gert Selmer Jensen, Lise Lotte Rahbek, Kirsten Svejgaard, Steffen Gliese, June Beltoft, randi christiansen og Jakob Silberbrandt anbefalede denne kommentar

Vibeke Rasmussen - Når man ønsker flere (desperate) arbejdstagere til færre arbejdspladser er det klokkeklart med det formål at trykke lønnen! Også selvom ingen af fortalerne vil indrømme det...

Carsten Søndergaard, Torben Nielsen, Peter Jensen, Michael Madsen, lars abildgaard, randi christiansen og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Torben Knudsen

Det kan siges kortere.
De 5%, der ejer det meste styrer som altid de 95% erhvervsaber, der lever et liv med 10-12 timers arbejde/ transport hver dag og ungerne, der kyles i bure, flotte burer,skilsmisser der øger og øger,børnetallet falder, der er ikke tid eller lyst til at producere burbørn, børnene udstyres i mangel af voksenkontakt med alle former for elektroniks udstyr og er ganske optaget og vi venter bare på de typer, der kommer ud af det.
Imens står 'Udkantsdanmark' tomt og fatter ikke, at ikke flere satser på et liv med et menneskeligt indhold, som helt radikalt starter med en udmeldning/ nedlæggelse af enhver form for burer, en skoletid til max kl 13 og til en genoplivelse af børns frihed sammen med andre børn i kvarteret med fri adgang til forskellige klubber idrætforeninger og hvad ved jeg, men først og fremmest til frit samvær med andfre børn uden indblanding fra voksne (Jeg elsker dig skatter , men du skal alligevel i bur!!!)
Bestem selv og vent ikke på stat eller kommune og skab dig et liv med indhold for dig og dine børn inden det er for sent.

peter fonnesbech, Carsten Søndergaard, Torben Nielsen, Vibeke Rasmussen, Michael Madsen, Karsten Aaen, Steffen Gliese, Katrine Visby, Jens Thaarup Nyberg, Kirsten Svejgaard, Niels Duus Nielsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

@Vibeke Rasmussen
".. Eller er det at tillægge dem for meget … (udspekuleret) intelligens?"
Nej, vist ikke - og ellers har de Dr. Spin til hjælp.

David Zennaro, Torben Nielsen, Vibeke Rasmussen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Katrine Visby

Jeg sidder også tilbage med det spørgsmål; når man øger arbejdsudbuddet, hvad sker der så?
Der kommer ikke flere arbejdspladser ud af det.

Til gengæld har arbejdsgiverne flere at tage af, og kan dermed presse prisen og forringe vilkårene for deres arbejdskraft, som er under pres.

Denne artikel fra "Kritisk Debat" beskriver meget godt hvordan regeringens arbejdsmarkedspolitik har udviklet sig fra welfare til workfare de sidste 20 år.
http://kritiskdebat.dk/articles.php?article_id=1217

David Zennaro, peter fonnesbech og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Politikker burde afkræves forklaring af befolkningen om, visionen bag den førte politik.

Skattelettelser, skatteunddragelse, løndumpning og overforbruget, der ikke kan blive meget større, 'globalisering', hvad betyder alt dette, for velfærdssamfundet i fremtidens Danmark, jeg tror befolkningen, bliver meget overrasket over, at ingen politikkere har svaret.

Der kommer 'ikke' et EU direktiv og redder politikkerne fra globalisering, det er politisk, op ad bakke nu, politikkerne i Danmark, har ikke haft sammenhængende politik i årevis, globaliserings udfordringerne kræver, at danske politiske partier skaber det, som alle har glemt, en selvstændig politik, fremtidssikret og realistisk politisk vision, med konkrete mål og politisk veldefineret strategi for realisering.

Vibeke Rasmussen

Udtrykket, nævnt i artiklen, fear of missing out, forkortet FOMO (ikke at forveksle med MOFO!) lærte jeg at kende i radioprogrammet Elektronista. Et program, som jeg kun sjældent lytter til, for selv om det er interessant at blive indført i den viden om alskens elektronik og 'gadgets' og 'what not', som værten og gæsterne begejstret fortæller om, bliver jeg stresset af bare at lytte til programmet! Oj, så langt bagud jeg er. Hvordan skulle jeg dog nogensinde kunne gøre mig håb om at indhente og forstå bare en brøkdel af al den viden! Og samtidigt kan jeg ikke helt sige mig fri for også at have en anelse FOMO.

Men forleden hørte jeg så i programmet om, hvordan børnehavebørn blev undervist i … programmering ! Og lærte om algoritmer! Er den viden/ kunnen virkelig nødvendig på det alderstrin? Hvad er det børnene skal nå? Engang var der tid til først at lade børn udvikle sig og deres motorik naturligt fx ved hjælp af tre-dimensionalt legetøj. Nu kan man ofte få det indtryk, at det ikke kan gå hurtigt nok med, at de i stedet, ved hjælp af blot en enkelt finger, lærer at kunne betjene en to-dimensional iPad. :(

Carsten Søndergaard, Peter Jensen, Steffen Gliese, Lise Lotte Rahbek, Philip B. Johnsen, Nille Torsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Pointen med at øge arbejdsudbuddet er den at så vil lønnen falde, f.eks. fra 100 kr. i timen til 50 kr. i timen. Og arbejdsgiverne vil så - gerne - ansætte dobbelt så mange mennesker....Problemet med dette er det her: Det virker ikke i et moderne samfund, hvor kapitalejerne ejer virksomhederne. Og kun er interesseret i en eneste ting: øget udbytte, øget værdi af deres aktier og øgede investeringer. Og de 50 kr. ekstra som de sparer her vil i dag gå til aktionærerne, ikke til at ansætte flere personer....

Og jeg har skrevet om det før, sagt det før: Allerede i 1970 havde socialdemokraterne visionerne for det moderne samfund klart! Man ville skabe et moderne gummimenneske, der kunne formes efter de krav, som erhvervslivet til alle tider stillede til det. Og i dag her i 2015 er dette her, erhvervslivet kræver: "Målet er at sikre, at borgerne kommer hurtigt og effektivt derhen, hvor arbejdsgiverne har brug for dem." Og derfor skal borgerne piskes.....igen og igen...for at komme hurtigt derhen, hvor erhvervslivet har brug for dem....

og tak ikke fejl, her: for socialdemokraterne har det altid været, lige siden Hedtofts og Krags dage, et selvstændigt mål at kapitalismen, øh, erhvervslivet skulle have det godt! For kun på den måde kunne DK blive et rigere samfund...og dt blev DK da også. Kagen blev større og større......men de fattigste forblev fattige....relativt set.....og sikkert også i absolut forstand...

peter fonnesbech, Carsten Søndergaard, Peter Jensen, Katrine Visby, Lise Lotte Rahbek, Philip B. Johnsen og randi christiansen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Grænsen er bare nået, for væsentlige vækstrater, så der er panik før lukketid, kun ved at øge fattigdommen generelt, kan der skabes lidt vækst, det prøver man så, men de der er i arbejde, har egentlig ikke behovet for, ret meget mere, af hverken stort eller småt og deres løn er på vej ned, globaliseringen rammer alle, så det der er tilovers, det bliver der sparet op af, eller afdraget gæld af, men ok, der kommer lidt vækst nu og da, men tendensen er klar, et skridt frem og to tilbage.

Lise Lotte Rahbek

Men.. hvor er det, rullebåndet ruller hen TIL?

Hvad er det for et samfund, politikerne af hvilken som helst bogstavkulør ikke er villige til at definere for deres vælgere? Hvor skal vi hen?

Jeg vil have et samund, hvor maskiner varetager det opslidende, kedsommelige arbejde og menneskene varetager planlægningen af, hvad der skal ske og hvor vi skal hen.
men jeg føler mig ofte hensat til et samfund som er ganske modsat - hvor politikere snder mennesker ud for at rydde strandene for skrald istedet for at opdrage menneskene til at rydde op efter sig selv -
og hvor politikere snakker om VÆKST og ignorerer, at den selv samme vækst fordærver vores levesteder og vores mad??

Der er altså noget helt galt.

Nille Torsen, peter fonnesbech, Carsten Søndergaard, Jakob Silberbrandt, Torben Nielsen, Philip B. Johnsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Tja..Var det ikke så tragisk, fordi politikkere ikke ønsker, at bryde tabuet, være ærlige glemme, at de er købte og betalte, at de kollektivt, derfor er visionsløse og handlingslammede, ville vi leve i en spændene brydningstid, med kreativitet i højsædet og ny skabetrangen, ville få for fulde omdrejninger, hvis ikke det, var så trist, ville det være fantastisk, nu ser borgerne istedet for, hvor demokratiet ender og plutokrati begynder.

Carsten Søndergaard, randi christiansen, Torben Nielsen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
peter fonnesbech

" Lidt galgenhumør på dødsgangen kan man vel aldrig tage skade af.

Vi skal nok nå dommerdag med 300 km i sekundet, hvis udviklingen bliver ved på den måde."

Jens Thaarup Nyberg og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det uhyre interessante er, at det burde være tydeligt for alle, at det er fuldkommen idiotisk - selv uden tanke på miljøet! Vi har forlængst passeret det punkt, hvor de fås udbytning af de mange giver mening, selv for de få