Klumme

Sådan er de jo, de andre

Hvad er forskellen mellem debat om kulturforskelle og fordomme – og hvor går grænsen mellem politisk korrekthed og velkommen høflighed?
2. marts 2015

Den venlige hvide mand ved min side trak på skuldrene. Han havde lige sat sig til rette med en tallerken Fish and Chips, mens hans frue havde bestilt en Custard Slice – en mellemting mellem det, man i min barndoms Sønderjylland ville have kaldt en cremesnitte og en napoleonskage.

»Der er klart en forskel – maorierne er federe, end vi er,« sagde han med et ubekymret smil. Jeg smilede usikkert. Mine børn begyndte at tale dansk – det gør de, når ingen andre skal forstå dem:

»Hørte du det – mors ven er racist,« hvislede den 12-årige, mens den 16-årige advarende skød tilbage: »Det ord du lige brugte, er altså det samme på engelsk, så nu ved han, hvad du siger, din Asshat.« Når de skændes, rækker det danske ikke, så vender de tilbage til engelsk.

I de sidste to uger har overtegnede opholdt sig langt væk fra det danske: på stranden i New Zealand. Her handler nyhederne om vejret, berømtheder, film, musik og truslerne mod landets sårbare økosystem (87 procent af New Zealands dyr er unikke, og megen fauna findes også kun her eller i nabolandet Australien). Computerne ligner noget fra slutningen af 1980’erne.

I Whangamata foregår der ikke det store. Mine forsøg på at tale om New Zealands bidrag til den standende krig mod IS faldt på stengrund og på tv’et, der stod i stuen, kunne man ikke opdrive en nyhedsudsendelse. Til gengæld kan jeg nu tale med om samtlige newzealandske og britiske reality-shows – den britiske Dronning pryder pengesedlerne, og i det hele taget minder livet om det sydlige England i 1960’erne.

Jeg observerede også, at de oprindelige beboere på New Zealand var noget rundere i det end de blegere senere tilkomne afarter. Men lige som jeg aldrig har deltaget i diskussioner om ’grådige jøder’, ’hidsige sydlændinge’ eller tror, at ’finner går med kniv’, er det ikke noget, jeg ville have bragt op i en samtale. Indtil mine venner nævnte det over frokosten.

Tilfældigvis befandt jeg mig samtidig på et af byens tre steder med WiFi, hvorfor jeg havde åbnet for mit newsfeed på Facebook. Her læste jeg på en af mine journalistvenners væg om en blogger på Berlingske: »Jeg tror ikke, der i de seneste 50 år har været noget så gennemført racistisk i dansk presse som Henrik Day Poulsens klummer i Berlingske. Det er ret vildt, at avisen vil lægge navn til den slags,« mente han. Hundrede af debattører var enige. Jeg har aldrig læst en linje af Day, men klikkede på indlægget, »Kan vi lære at leve med arabere?«, hvor Day bl.a. skrev om en mand, han havde mødt, der på »ligefrem« vis mente, at »man skulle holde arabere i kort snor og tale meget tydeligt og direkte til dem. Ellers misforstod de budskabet. Men det var langtfra umuligt at leve sammen med dem.«

Det lød fordomsfuldt. Som dengang en af mine diplomatvenner i Bruxelles sagde til mig: »Det bliver et helvede at få polakkerne med i EU. De er så højrøvede. De tror, de er bedre end de andre østlande, og fordi de er større, vil de altid bosse de andre. Bare vent.« Den slags kunne man selvfølgelig ikke ytre under datidens tiltrædelsesforhandlinger – slet ikke i det danske, hvor jublen over at få vore undertrykte fætre og kusiner med i det europæiske fællesskab var endeløs.

»Hold nu op, det kan du da ikke mene,« husker jeg, at jeg svarede.

»Vent og se,« svarede han. I de seneste to uger – hvor jeg på tryg afstand, Down Under, har set kendte danske debattører rive hovederne af hinanden over ytringsfrihed samt kalde hinanden særdeles uvenlige ting, har jeg derfor funderet en del over, hvor grænsen egentlig går. Hvornår diskuterer man høfligt kulturforskelle, og hvornår lufter man blot fordomme? Hvornår bedriver man akademisk analyse af religiøse traditioner og historie, og hvornår er man utidigt ideologisk?

Spørgsmålet kan gøres besværligt. Men svaret er ret simpelt: Man kan snildt iagttage forskellige slags mennesker, og man kan naturligvis med tilgængelig statistik godtgøre, at f.eks. visse befolkningsgrupper er mere kriminelle end andre. Sådan er det med afroamerikanere i USA, sådan er det i Danmark med visse grupper af indvandrere. Men man kan bare ikke bruge biologi – race eller etnicitet som forklaring. Her kommer man ikke uden om ’ydre’ faktorer – økonomi, klasse, ideologi og politik. Ellers er man netop racist.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC

Klummen er udtryk for skribentens egne holdninger

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu