International kommentar

Den ukrainske krigsskole

Krisen i Ukraine tegner sig på kort sigt til at være uløselig – den handler nemlig mere om pædagogik end om strategiske interesser
11. marts 2015

Den vedvarende uro i Ukraine sammenlignes ofte med den jugoslaviske krise i begyndelsen af ​​1990’erne, og vel er der ligheder. Men for at forstå, hvorfor konflikten mellem Ukraines regering og de russiskstøttede separatister bliver ved – og hvorfor en løsning virker fjern trods et års stadig mere brutale kampe – gør vi klogere i at fokusere på forskellene.

Den russiske præsident, Vladimir Putins, taktik i Ukraine har flere lighedstræk med den politik, som Serbiens præsident, Slobodan Milošević, forfulgte under Jugoslaviens opløsningskrige. Putins forvrængede paralleller og referencer til Anden Verdenskrig i den russiske propaganda tager naturligvis sigte på at opflamme den russiske nationalisme. De siges at være en tro kopi af Milosevics misinformationskampagner i begyndelsen af ​​1990’erne, der havde til formål at ophidse til en antikroatisk stemning blandt serberne.

Både Putin og Milošević styrkede desuden begge etniske fæller i de lande, som de ønskede at få kontrol over, før de iværksatte militære invasioner under påskud om at beskytte disse minoriteter. Endelig orkestrerede begge oprettelsen af ​​selvudnævnte ’republikker’ bag et andet lands grænser. I lyset af disse ligheder hævder flere, at de vestlige magter bør lade sig inspirere af deres tilgang til løsning af krisen i Eksjugoslavien, og at dette må indebære »dødbringende defensiv militærbistand« – våbentilførsel med andre ord – til Ukraine. Trods alt, lyder påstanden, kom Dayton-aftalen, der sluttede den bosniske krig, først i stand, da amerikanerne havde besluttet sig for at bevæbne kroater og bosniske muslimer.

Ny geopolitisk kontekst

Putins Rusland er imidlertid en modstander af en ganske anden størrelsesorden end Miloševićs Serbien. Rusland er ikke en fodnote i historien eller en Balkan-ministat. Det er en nuklear stormagt, som Ukraine vil stå chanceløs over for, uanset hvor gode våben vi sender til landet. Ja, faktisk må vi frygte, at vi med en sådan våbenbistand kun vil forværre blodsudgydelserne i Ukraine, uden at det lykkes os at overbevise Putin om at genoverveje sin holdning og støtte en varig fred.

Desuden har den geopolitiske kontekst over de seneste to årtier ændret sig. Under krigene i Eksjugoslavien udstrålede Vesten ikke blot en helt anderledes moralsk overhøjhed, men blev også set som uovervindelig på grund af sin sejr i Den Kolde Krig. I dag opfattes Vesten derimod som i tilbagegang, og Amerikas legitimitet som global leder drages i stigende grad i tvivl.

I den forbindelse gør Tysklands kansler, Angela Merkel, ret i at modsætte sig bevæbning af Ukraine. Men hun tager fejl, hvis hun tror, at forhandlinger med russerne vil kunne frembringe en varig løsning i stil med Dayton-aftalen, for de to konflikter er grundlæggende forskellige. Man kan sige, at hvor Jugoslavien oplevede en lokal krise med bredere europæiske konsekvenser, er Ukraine nedsunket i en europæisk krise med lokale konsekvenser.

Pædagogiske årsager

Milošević havde et klart strategisk mål: at skabe et Storserbien. Til det formål ville han enten gentegne regionens grænser eller i det mindste indgå en aftale, der gav selvstyre til regioner uden for Serbien, men med serbisk flertal. Forhandlingerne om at afslutte krigene på Balkan var netop mulige, fordi de var fokuseret på grænser på landkort.

For Putin har annektering af Krim været tilstrækkeligt, i strategisk forstand. Han er ikke længere så interesseret i at omtegne grænselinjer på kortene. Hans handlinger er ikke primært drevet af vilje til at annektere Donbas-regionen (som har ringe strategisk betydning for Rusland), oprette en landkorridor til Krim eller skabe en frossen konflikt.

Putin er stadig involveret i Ukraine af årsager, der altovervejende er pædagogiske. Han har en besked til det skinhellige Vesten. Og til de ukrainere, der higer efter at blive optaget i dens klub.

Budskabet til Vesten er, at Rusland ikke vil tolerere indblanding i sin baghave. I Putins optik skal Vesten erkende hele det postsovjetiske rum, minus de baltiske lande, som Ruslands eksklusive indflydelsessfære (at Kreml tilsyneladende ikke evner at foregribe Kinas modstand mod det russiske dominansønske – især i Centralasien, som er nøglen til præsident Xi Jinpings økonomiske vision – er en gådefuld forsømmelse i Putins strategiske kalkuler.)

Budskabet til Ukraine – og især dets nye regering – er, at landet ikke kan overleve, i hvert fald ikke inden for de nuværende grænser, uden Ruslands støtte. Putin ønsker også at demonstrere over for ukrainerne, at når det kommer til stykket, er Vesten ikke for alvor interesseret i at knytte dem til sig. Amerikanerne vil ikke kæmpe for dem, og europæerne vil ikke give dem de penge, deres regering så desperat har brug for.

Bedre end ingenting

Vestens motiver i Ukraine synes tilsvarende mere pædagogiske end strategiske: Det drejer sig om at vise, at Putins omtegning af grænser med militær magt er uacceptabel i dagens Europa. Håbet er, at økonomiske sanktioner tilsammen med russiske tab på jorden vil tvinge Rusland til ydmygt at acceptere sin status efter Den Kolde Krig som en tredjerangsmagt. Og yderligere at sende det budskab, at ethvert forsøg på at anfægte den amerikanskledede verdensorden vil være dømt til fiasko – og få alvorlige økonomiske konsekvenser.

Klare strategiske mål kan gøre det muligt for forhandlende parter at indse, at et halvt rugbrød er bedre end ingenting. Men to parter, der blot ønsker at give hinanden en lærestreg, mangler det fælles grundlag, der er nødvendigt for at drøfte sig frem til et kompromis, der vil være acceptabelt for begge. Dette er en af ​​grundene til, at forhandlingsrunderne om Ukraine kun ser ud til at producere tvivlsomme og kortlivede våbenhviler – og ikke den slags langsigtet løsning, der blev indgået efter den bosniske krig.

Stephen Holmes er professor i jura på New York University og Ivan Krastev er formand for tænketanken Centre for Liberal Strategies i Sofia, Bulgarien.

© Project Syndicate og Information.

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

New York Times 10.2. 2007
"Processen med NATO-udvidelse har intet at gøre med moderniseringen af alliancen," sagde Putin. "Vi har ret til at anmode," Mod hvem er denne ekspansion rettet? "
Svaret kom 2008:
NATOs Bukarest-topmødet i april 2008, hvor NATO annoncerede i slutningen af topmødet, at Georgien og Ukraine ville blive en del af NATO. Et par måneder senere, i september 2008, havde vi krig mellem Rusland og Georgien om netop dette emne. Her var et klart signal fra russerne om, at de ikke vil tolerere Ukraine eller Georgien blev en del af NATO.
Vesten blev helt overrasket over, hvad der skete efter deres kup 22 februar 2014. Det er sent gået op for Merkel, at Rusland er klar til krig på grund af Ukraine, fordi det føler sin eksistens truet.
Situationen i Ukraine er ikke nedtrappet, selv om vi har en våbenhvile. En våbenhvile løser ikke det grundlæggende problem, og det grundlæggende problem indebærer at få den politiske løsning. USA mener, at for at få en politisk løsning, skal der lægges mere pres på Putin. Vesten er interesseret i at få Putin til at række hænder op i vejret som tegn på overgivelse.
Ukraine er af fundamental strategisk betydning for Rusland. Så svært som det er for en vesterlændinge at fatte, er russisk historie en fortælling om buffere. Bufferne reddede Rusland fra vestlige angribere. Rusland ønsker et arrangementet, der efterlader Ukraine mindst neutralt.
Det giver absolut ingen mening at drive russerne i armene på kineserne, hvilket er præcis, hvad der sker som et resultat af denne strid om Ukraine.
China: Cooperation With Russia Needed, Foreign Minister Says. China will continue to seek more economic and diplomatic cooperation with Russia despite the sanctions Moscow faces over its involvement in the Ukraine crisis, Chinese Foreign Minister Wang Yi said, France24 reported March 8.