At være aktiv i en politisk ungdomsorganisation er det fedeste. Det er givende og inspirerende at omgås unge mennesker, der er fyldt med drømme og visioner for fremtidens samfund. Oftest er tonen i ungdomspolitik sjovere, mere løsluppen og uformel end det generelt er tilfældet i dansk politik. Men samtidig stadig at være konstruktiv. Er det ved at ændre sig?
I sidste uge blev jeg overrasket over at læse, hvordan formanden for DSU refererede til et eller flere af de borgerlige ungdomspartier som »en fanklub for en fordrukken formand«. Dette resulterede i, at der kort efter blev offentliggjort en video af selvsamme DSU-formand, tydeligt beruset.
Først sukkede jeg lidt og tænkte: »Den af jer, som er uden synd, skal være den første til at kaste en sten«, som der står i Johannes-evangeliet. For helt ærligt: hvor mange unge – politisk aktive eller ej – kan sige sig fri fra at have fået lidt rigeligt indenbords på et tidspunkt?
Vi er jo ikke politikere endnu. Vi er unge mennesker med drømme, håb og visioner. Vi er frivillige, der lægger rigtig meget tid, energi og arbejde i de ungdomspolitiske organisationer. Hvorfor gør vi det? Fordi det er fedt at blive udfordret på sine holdninger. Det er fedt at tage stilling. Sidst, men ikke mindst er det fedt at have en platform for debat og dialog.
Derfor er det bekymrende, hvis tonen i dansk ungdomspolitik går i samme retning, som det gør på det landspolitiske plan, hvor det flyder med hårde ord, og især de sociale medier kan være rå at debattere på.
Venskabelige drillerier
Jeg frygter, at udviklingen kan komme til at afskrække nogen fra at engagere sig i ungdomspolitik. Med de sociale medier er grænsen mellem offentlig og privat svær at finde, og det er problematisk, hvis man ikke kan ytre sig uden at skulle frygte personlig ydmygelse.
Lad os vende tilbage til det, som jeg ved, vi kan: Venskabelige, humoristiske drillerier med fokus på hinandens politiske dagsordener – ikke øldrikkende formænd, hvad enten de måtte være statsministerkandidater eller stå i spidsen for et ungdomsparti.
Hvem ved, hvis ungdomspartierne kan finde kammertonen frem, kunne det være, at andre ville blive inspirerede.
Sigrid Friis Proschowsky, Radikal Ungdom
