Klumme

Vækst

Så enkelt kan det siges – med ord. Uden ord
3. marts 2015

Pludselig får man en gave så usmykket stor, at ens mange ord ikke engang kan samle sig om et par bogstaver: t og a og k for eksempel. Det skete forleden søndag i Sankt Annæ Passage mellem Store Kongensgade og Bredgade i København. Vennen Knud Vilby havde været i Botanisk Have og nippet – ikke blomster og planter, buske og træer, for det er i den have vandalisme. En blasfemisk synd mod helligånden, som selv Vorherre ikke har magt til at tilgive. Men plukket vers og rim, havde han. Strofer med og uden fødder, som poetiske botanikere og botaniserende litterater lader levende vækster i den københavnske have blive karakteriseret, hyldet og tilbedt af. Som var det Edens Have. Og nu overrakte Vilby, omgivet af foreningen Informations Venner, en sådan lovsang til os allesammen.

Oprindelig sunget af Halfdan Rasmussen i 1954 med titlen »Vækst«:

Skoven kendte mig ikke.

Træerne tav hvor jeg gik.

Fremmed var jeg, en skygge

Skræmt af sit eget mørke.

Men da jeg rørte barken

sang det i mine hænder,

sang på et sprog jeg kendte,

hinsides alle ord.

Her havde Frie Ord gerne sluttet.

Slut med DØV, Den Økonomiske Vækst i grænseløs materielt forbrug og opbrug af naturgoder – på en ellers materielt begrænset klode svævende rundt i verdensrummet. For nu er opdukket en anden vækst at sætte i stedet. Væksten mellem bark og ved som Rasmussen tog sin tilflugt i. Eller som snarere tog ham til sig. Omsluttede ham så det sang i hans hænder.

Livets vækst i modsætning til kræftsvulstens vækst. Om denne sidste nu også i nationaløkonomisk forklædning og praksis var, hvad der i Den Kolde Krig få år efter Anden Verdenskrig og Hiroshima-bomben skræmte digteren med sit eget mørke, kan naturligvis spørges. Poesien lader sig dog ikke sådan svinebinde til digterens egen private biografi. Med sin præcision rammer poeten et sprog, hinsides alle ord.

Som forlener dem med betydning, de ellers kan savne.

Tag nu bare disse ord fra sekretariatsleder i Det Økologiske Råd, Christian Ege, som kommentarer til kapitlet om »Den økonomiske vækst og miljøet« i seneste debatoplæg fra Det Miljøøkonomiske Råds formandskab: »Vi glæder os over, at formandskabet klart slutter op om to-graders målet i klimapolitikken og tilkendegiver, at det kræver en hurtig opstramning af den globale klimapolitik ... Vi glæder os også over, at formandskabet erkender, at vi er nødt til at forebygge faren for klimakatastrofer. Vi savner realistiske virkemidler.

Formandskabet foreslår brug af afgifter eller omsættelige kvoter på globalt plan som løsning på udfordringerne, selvom det er åbenlyst, at dette ikke er en realistisk løsning, hvis vi skal nå to-graders-målsætningen inden for en overskuelig tid …

Det er positivt, at formandskabet erkender, at BNP er en mangelfuld indikator i forhold til såvel velfærd som miljø, samt erkender problemerne ved at styre efter vækst i BNP (med pengene som målestok), men igen mangler der forslag til, hvad man så kan gøre.

Der nævnes indikatoren ’ægte opsparing’, men denne giver også et skævt billede, fordi den bygger på, at man kan modregne miljø- og klimaforringelser i stigning i ’human kapital’, men en opgørelse der tillader nedslidning af miljø og klima, blot fordi for eksempel uddannelsesniveauet stiger, bidrager ikke til at løse problemerne.

Formandskabet konstaterer desuden, at den samlede danske produktion siden 1990 er steget med 40 procent, mens der kun har været svag stigning i det samlede fysiske materialeforbrug. Men man glemmer, at en stor del af materialeforbruget nu sker i form af import, fordi produktionen er lagt ud i Østen. Desuden er det ikke nok kun at undgå en stigning i materialeforbruget – det skal tværtimod falde i de rige lande, fordi det nødvendigvis kommer til at stige i ulande og vækstøkonomier i de kommende årtier.

Formandskabet har i det hele taget tendens til at underspille ressourceproblemet ved at sige, at når en ressource bliver knap, stiger prisen og så falder forbruget. Der er i det hele taget intet, som tyder på, at bæredygtig anvendelse af naturressourcer kan opnås uden politiske indgreb, og vi savner derfor forslag til sådanne i formandskabets debatoplæg.«

Vidunderligt, at det dybt imbecile og alligevel verdensdominerende BruttoNationalProdukt – BNP-penge-mål – nu får et skud for boven af endda selv Det Miljøøkonomiske Råds formandskab. Og naturen være lovet, at Det Økologiske Råd holder økonomerne fast på virkeligheden og driver dem videre ud af det megalomaniske pengefantasteri.

Inden for klodens egne grænser af materielle molekyler, atomer og subatomare størrelser skal der økonomiseres. Og det kan ofte være hårdt at skulle vælge politisk mellem de muligheder for vækst, der trods alt findes, og de nødvendigheder af afkald, som må respekteres.

Men det er poesien i Botanisk Have, der skænker lysten og kraften til det.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Michael Kongstad Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Maria Francisca Torrezão
  • John Fredsted
Michael Kongstad Nielsen, Niels-Simon Larsen, Maria Francisca Torrezão og John Fredsted anbefalede denne artikel

Kommentarer

Enkelt definition

Vækst = kapitalistisk svulmesyge – en yderst labil tilstand, som under gunstige omstændigheder kan medføre hanorganismens pralende stamina – som dog sjældent kan vare ved, men altid ender i en flovmand før eller siden …

Ejvind Larsen og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne kommentar
John Fredsted

Tillykke, Ejvind, med en velfortjent hyldest fra 'Informations Venner' for din 60-årige indsats for bladet.

Steffen Gliese og Maria Francisca Torrezão anbefalede denne kommentar
Michael Kongstad Nielsen

Man skal nok være medlem af broderskabet "Informations venner", for at forstå dybderne i denne klumme. Det kan jeg ikke prale af at være, men jeg sværger, at jeg heller aldrig har krummet et hår på nogen væksts hoved i Botanisk Have.

Om skovens træer og Halfdan Rasmussens »Vækst« må jeg sige:
at mennesker ikke burde være så fremmede i skoven.
Vi er født i den, eller i dens nærhed,
og burde kende den som vores egen rod.
Måske er det hvad Halfdan mærker,
når hans hænder rører barken.
Jeg fornemmer den langsomme vækst ved bøgetræet,
når jeg rører ved det,
men også den umådelige styrke og sejhed, der er i det,
som var det umuligt at vælte,
sådan bygges styrke op af langsom vækst,
uden kunstig gødning og hormoner,
og sådan styrke burde agtes, æres og bevares,
fremfor bulldozes og forbruges.

knud vilby, Maria Francisca Torrezão og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar