Læserbrev

Venstres sorte miljøpolitik

11. marts 2015

Venstre vil genindføre blokpolitikken på miljø- og klimaområdet efter en valgsejr. Og det står klart, at det vil betyde ganske omfattende ændringer i det danske landskab, langs kysterne, i bybilledet, for vandmiljøet og grundvandet, og for naturen og Danmarks klimaforurening.

Ændringerne vil kunne ses på landbrugsarealet, som dækker to tredjedele af Danmarks areal. Det vil kunne ses i de tre kilometer kystnærhedszone, som i dag kræver en vis argumentation for tilladelse til byggeri, men som efter Venstres forslag skal behandles som almindelig landzone med hvad deraf følger af muligheder for etablering af svinefabrikker og lignende. Kysttyveri, kalder Danmarks Naturfredningsforening det.

Venstres miljøpolitik vil bogstaveligt talt kunne måles i vandmiljøet, når udledningerne af kvælstof stiger med 10.000 ton efter at være faldet siden 1980’erne. Venstre vil også fjerne begrænsningerne for etablering af store butikker og varehuse, og yderligere butiksdød i gåafstand fra kunderne kan forudses at præge bybilledet.

Klimaforureningen alene fra landbruget vil stige med en million ton, og Venstre har officielt opgivet sit eget Grøn Vækst-koncept til fordel for noget, som man kalder grøn realisme. Dermed afblæses Anders Fogh Rasmussens målsætning om fossilfrit Danmark i 2050.

En ordentlig omgang

Det er det Venstre, vi kender, men det bliver et helt andet Danmark, vi får at se. Mest tydeligt bliver det langs kysterne, hvor Venstre i forvejen havde aftalt med SR-regeringen, at der skulle etableres 10 forsøgsprojekter med byggeri i vandkanten. Men det er slut med forsøg. Og den analyse, som Venstre fik bestilt om behovet for at ændre på Planloven og Naturbeskyttelsesloven må siges at være overhalet af Venstres politiske ambitioner. Det er en ordentlig omgang.

Jeg tvivler på, at Venstre har befolkningen med sig på denne omvæltning. Det kan være, at man stemmer Venstre eller på et af støttepartierne Dansk Folkeparti, Konservative eller Liberal Alliance af andre grunde, men det kan jo også være, at man ikke opdager, hvad Venstre egentlig vil. Jeg håber derfor, at der op til valget vil være en grundig diskussion om konsekvenserne af Venstres miljøblokpolitik.

Lisbeth Bech Poulsen, miljøordfører for SF

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Jensen
Erik Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu