Kronik

Skal vi acceptere et system, der fører til social deroute for så mange?

De positive tendenser i europæisk økonomi bør ikke skygge for kritikken af den økonomiske teori, som skabte fundamentet for 2008-krisen og stadig benyttes til analyse og rådgivning
Blind tillid til markedsmekanismerne var en af årsagerne til finanskrisen. Og konsekvenserne for dem, som blev ramt, var enorme – ifølge et britisk studie begik 10.000 borgere i Europa og USA selvmord som følge af krisen i perioden 2008-2010.

Dimitri Messinis

11. april 2015

I september 2008 medførte en amerikansk (og dansk) boligboble sammen med såkaldt kreative finansielle produkter som bekendt en finansiel nedsmeltning og økonomisk krise i international økonomi. Baggrunden for den miserable situation var, at interbankmarkedet, som er markedet for ind- og udlån mellem banker, frøs fuldstændig til. Ingen banker ville risikere at låne til banker med såkaldte subprimelån i porteføljen, fordi ingen kunne overskue, hvor lånene befandt sig på investeringsmarkedet. Den finansielle knude blev først løst, da politikerne greb ind med nationaliseringer, bankgarantier og økonomiske indsprøjtninger i milliardklassen.

Det økonomiske kaos blev bl.a. muliggjort af årtiers deregulering som følge af blind tillid til markedsmekanismen. Denne tillid medførte bl.a. et enormt boom i særdeles komplicerede finansielle produkter udstedt af banker i en proces kaldet securitization. Hertil kom, at reelt insolvente boligkøbere fik mulighed for at købe egen bolig i USA. Så længe man afmonterede rigide reguleringer, skulle markedsmekanismen nok sørge for resten, lød det dengang. Men markedsmekanismen fejlede. For da boligpriserne begyndte at falde, gik det galt – helt galt!

Markedslogikken var måske oppe i tiden pga. den neoliberale strømning, der begyndte i 1980’erne med Thatcher og Reagan. Men vigtigere var, at den blev blåstemplet af økonomer, der benytter den såkaldte generelle ligevægtsteori til analyse og rådgivning. Disse økonomer vil (næsten) altid anbefale deregulering, fordi deres analyser afhænger af mere eller mindre usagte antagelser om individet og markedets optimaltilstand.

Den usynlige hånd

Generel ligevægtsteori stammer fra slutningen af 1800-tallet, men ideerne til den nu matematisk formulerede teori er fra 1700-tallet. Her blev den merkantilske politik bestående af skrappe handelsrestriktioner kritiseret af et voksende borgerskab, der krævede frihed, herunder handelsfrihed. Og Adam Smiths økonomisk-politiske hovedværk Nationernes velstand fra 1776 blev det måske vigtigste værk i denne kamp. Ud fra den liberale tese om naturlig frihed og konkrete eksempler på det fornuftige i at begrænse statslige indgreb i samfundsøkonomien argumenterede Smith moralfilosofisk for den enkeltes økonomiske frihed.

Smiths centrale argument var, at markedsmekanismen sikrer en orden uden en planlægger. Når købere og sælgere kun har egen økonomisk gevinst for øje, vil de ledes som ’en usynlig hånd’ (en metafor om markedsmekanismen, som stadig er meget brugt), der sikrer optimal udnyttelse af samfundets ressourcer.

Smith var i sin tankegang klart inspireret af naturvidenskaberne. Som med Newtons mekanik forestillede han sig, at det økonomiske system ville søge mod ligevægt, nøjagtig som planetsystemet finder en ligevægt. Men det ville altså kun ske, når forudsætningerne om fri konkurrence og individuel frihed er opfyldt.

Denne naturvidenskabelige inspiration gav utvivlsomt Smiths teori videnskabelig tyngde, men for Smith havde Nationernes velstand også et klart politisk mål i en tid med begrænset frihed. Og den historiske kontekst bør ikke glemmes.

Objektiv videnskab

Sammenblandingen af økonomisk teori og politik ville de såkaldt neoklassiske økonomer mod slutningen af 1800-tallet gøre op med, heriblandt englænderen Alfred Marshall og franskmanden Leon Walras. De ville med baggrund i bl.a. Smiths tanker udvikle en helt værdineutral og ahistorisk økonomisk teori med naturvidenskabens metode som forbillede. Den økonomiske videnskab skulle kort sagt være objektiv og have samme generaliserbare egenskab, som naturvidenskaberne efterstræber.

Metoden, de neoklassiske økonomer valgte til at opfylde deres ambition med, blev groft sagt at sætte Smiths moralfilosofiske argumenter på matematiske formler. På den måde kunne de trække argumenterne helt ud af det politisk/ideologiske felt og matematisk (be)vise, hvordan markederne gik i ligevægt i ligningssystemer. Det krævede blot nogle enkle – men væsentlige – forudsætninger, som de neoklassiske økonomer hentede fra klassiske økonomer som Smith. Det gælder bl.a. antagelserne, der i dag hedder fuldkommen konkurrence (fri konkurrence) og rationelle (dvs. evigt økonomisk optimerende) agenter (individuel frihed) med fuld viden om nutid og fremtid. Begge begreber kan udledes af Smiths ønske om mere individuel frihed og fri konkurrence. Men nu var de pludselig blevet til et adfærdspostulat om mennesket som evigt økonomisk rationelt og en meget utopisk situation med fuldkommen konkurrence på alle markeder – der kun lader sig realisere i en matematisk modelvirkelighed.

Det er denne generelle ligevægtsteori, der benyttes til analyse og rådgivning i dag, og som legitimerede de økonomiske beslutninger om deregulering forud for 2008-krisen. Analyseresultaterne (og dermed rådgivningen) bliver ved anvendelse af denne teori forudsigelige, fordi konklusionen er givet på forhånd. Den matematisk formulerede teori er jo konstrueret således, at der (i hvert fald efter nogen tid) er fuld ressourceudnyttelse, så længe den ’automatiske’ tilpasning ikke forhindres af eksempelvis rigide reguleringer.

Kan ændres efter behag

Økonomer, der benytter generel ligevægtsteori, laver bestemt ikke dårlige analyser, og matematikken er der i sagens natur heller ikke noget galt med. Den er blot et nyttigt eller unyttigt redskab. Men hvad med grundantagelserne? Opstår der eksempelvis nogensinde en situation, hvor der er fuldkommen konkurrence med fuld ressourceudnyttelse, herunder eksempelvis fuld beskæftigelse? Og har aktørerne nogensinde fuld information om både nutid og fremtid?

Selv om det måske kan virke helt absurd at lave saglige økonomiske analyser på dette grundlag, er det ikke desto mindre grundlaget, de fleste økonomer benytter til analyse og rådgivning. Og selv om betegnelsen ’neoklassiske økonomer’ er meget bred, og økonomerne under denne betegnelse er indbyrdes uenige, har de alle som grundantagelse, at markedskræfterne sikrer ligevægt – i hvert fald på lang sigt.

Spørgsmålet, der bør stilles, er: Skal man virkelig acceptere et økonomisk system, der med jævne mellemrum udsætter store samfundsgrupper for social deroute? Ifølge et britisk studie har der været mindst 10.000 yderligere selvmord i Europa og USA som følge af krisen i årene 2008-2010. Vi bør derfor ikke glemme, at det økonomiske system er skabt af os mennesker og kan ændres efter behag.

Her må de folkevalgte på banen og ændre det økonomiske system efter de samfundsmæssige behov. Men de folkevalgte agerer foreløbig, som om det var objektiv videnskab, og mener, at den ensidige økonomisk-politiske styring blot er ’hardcore økonomi’, som nuværende EU-kommissær Margrethe Vestager udtrykte det i TV-Avisen i august sidste år.

Jeppe Lopdrup Gjerum er adjunkt ved VUC Vestsjælland Syd

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Morten Lind
  • curt jensen
  • Jens Falkesgaard
  • Espen Bøgh
  • Peter Knap
  • Ervin Lazar
  • Torben Nielsen
  • Steffen Gliese
  • Henrik Christensen
  • Lene Christensen
  • Torben R. Jensen
  • peter fonnesbech
  • Niels Duus Nielsen
  • Elisabeth Andersen
  • odd bjertnes
  • HC Grau Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Brian Pedersen
  • lars abildgaard
  • Rasmus Knus
  • Anders Barfod
  • Rune Lund
  • Søren Rehhoff
Morten Lind, curt jensen, Jens Falkesgaard, Espen Bøgh, Peter Knap, Ervin Lazar, Torben Nielsen, Steffen Gliese, Henrik Christensen, Lene Christensen, Torben R. Jensen, peter fonnesbech, Niels Duus Nielsen, Elisabeth Andersen, odd bjertnes, HC Grau Nielsen, Anne Eriksen, Brian Pedersen, lars abildgaard, Rasmus Knus, Anders Barfod, Rune Lund og Søren Rehhoff anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Ja randi, jeg ved godt, at der er en løsning, og jeg tror også, at jeg ved, hvad løsningen er. Hvad jeg ikke ved, er hvordan jeg formulerer mit løsningsforslag på en måde, så andre folk også vil acceptere det som en løsning.

Løsningen er, at vi alle sammen - undtagen de allerfattigste - skal give afkald på en lang række materielle goder. Som kontanthjælpsmodtager tilhører ved jeg, at det er muligt at leve et rimeligt anstændigt og hæderligt liv for næsten ingen midler.

Problemet er, at jeg ikke ved, hvordan jeg overbeviser resten af befolkningen, altså de mere velhavende, med politikerne i spidsen, om at verden ikke styrter sammen, hvis vi i stedet for tal - boligpriser og aktiekurser - begynder at gå lidt mere op i det gode liv.

Der er som om at bortfald af privat ejendomsret opfattes som: bortfald af ejendomsret. Men ejendomsretten forvandles jo til fælles ejendomsret samt individuel brugsret; en kæmpe kapitaludvidelse for samfundet. Tænk på forskellen mellem en privatskov og en statsskov.

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet er, Bill Atkins, at ingen føler ansvar for det fælles, det er desværre rigtigt. Men en opløsning af private ejerforhold kan antage nogle andre former, f.eks. fælleseje - sådan som denne avis engang havde det.

Randi Christiansen

Niels - argumentation og formulering er stadig en opgave - dog mest fordi der ikke bliver lyttet i tilstrækkelig grad. Skærpelsen af den økologiske udfordring er med til at intensivere forståelsen for nødvendigheden af en kontrolleret omstilling - forhåbentlig i tide til at undgå det ukontrollerede kollaps.

Randi Christiansen

Den private ejendomsret udspringer jo af et ikke tilgodeset behov for tryghed. Nu i 2015 ville det være passende, om et flertal kunne forstå det hensigtsmæssige i samarbejde fremfor indbyrdes konkurrence om og privatprofitering på de fælles overlevelsesressourcer og dermed tilvejebringe den nødvendige tryghed.

Touhami Bennour

Post fossilenergi era starter I 2016 I den Nye bygget by(Masdar) som betyder kildested på arabisk, I Arabisk Emirater. Hvor al energy er økologisk til hjembrug, til transport osv. Den få 40.000 indbygger. Se her også man behøver ikke at kopiere andre eller vente på nogle betingelser for at foretager noget. Og oven I købet er Emirater et olielang og er nr. 5 I oliereserver, men er den første der starter den bæredygtige energis era. Et anden ex.: som viser at man tænker nyt er: hvor mange arabiske lande med stor økonomiske midler, som dem fra Golfen, går fra oldtiden(beduinsamfund) til postmoderne samfund.Disse lande har ikke kendt til feudalt samfund og heller ikke rigtig kapitalistiksamfund(og heller slet ikke til slaveriet som arbejdeskraft. (Verden) er I en rivende fart.

Peter Hansen, jeg er klar over hvad ingen ejer føler (næsten) ingen ansvar for, og det var derfor jeg skrev "Statskov". Forskellen er jo kun om godsejerens egennyttige regler gælder, eller Statens demokratisk baserede regler gælder.

Under kapitalismen føler ingen måske ansvar for det, de ikke ejer. Men man behøver heller ikke påtage sig noget særligt ansvar for en naturskov andet end at lade den være, dvs. under trussel om bødestraf at følge de regler, der er for brugen.

Man kan så gå i gang med at lære børn, at natur og mennesker er andet end en profitmaskine. Det har vi godt kunne finde ud af før, og bevidstheden er større nu.

Under kapitalismen føler ingen måske ansvar for det, de ikke ejer. Men man behøver heller ikke påtage sig noget særligt ansvar for en naturskov andet end at lade den være, dvs. under trussel om bødestraf at følge de regler, der er for brugen.

Man kan så gå i gang med at lære børn, at natur og mennesker er andet end en profitmaskine. Det har vi godt kunne finde ud af før, og bevidstheden er større nu.

Randi Christiansen

Dette med at føle ansvar for det fælles er et spgsm om opdragelse, som jo igen forudsætter det gode eksempel. Som sagt, det sunde menneske er et socialt væsen, som vil være del af fællesskabet, naturligvis, og dermed føler medejerskab og medansvar. Vi lever i et univers hvis indre og ydre grænser, vi ikke kender - på den rejse er det altså temmelig dumt at spilde krudtet på at kriges. Når det går op for et flertal, rykker vi måske, med mindre den 1% udvider det miljø-og socioøkonomiske undertrykkelsesapparat, som pt hører til dagens uorden.

Randi Christiansen

Og hvad må alle, bill? Det må beskrives, og her den miljø-og socioøkonomiske omstilling kommer ind i billedet. Alternativet inviterer til at oprette/deltage i politiske laboratorier efter ønske, hvor borgerne kan politikudvikle og samtale med henblik på problemløsning/afklaring

Alle må tage en dukkert i havet, men alle må ikke brække grene af til bål på stranden...

Det opskaleringen af handlingen der er det afgørende.

Det er Kant.

At forestille sig, at grenen og træet, hvorpå den sidder, ingen eskistensberettigelse har udover den nytte den har for mig, kræver både moralfilosofiske krumspring, men også at der gøres vold på menneskets egen natur igennem en kolossal og vedholdende propagandaanstrengelse.

En sådan anstrengelse er for eksempel perversionen af fortællingen om The Tragedy of the Commons, som økonomerne får serveret.

Randi,
Alt du skriver lyder såre godt og jeg er absolut ikke modstander af ændringer.
Men skal disse ændringer føre os "tilbage" til en tidligere set form for fællesskab og brugsret?
Mange af disse systemer og samfund kunne bestå i kraft af at være små til mindre enheder.
De havde dog også kontroverser med andre omgivende små samfund.
Større samfund havde en stærk central styring baseret på magt - også rå magt.
Et samfund baseret på fornuft lyder besnærende. Er det Danmark, der skal lægge for, er vi stadig underlagt markedet og dermed konkurrencesamfundet.
Skal hele verden med er det en helt anden historie. Det vil kræve en uniform forståelse af den fremlagte fornuft og dermed én global kultur?
Jeg kan ikke lige lide udtrykket det sunde menneske du henviser til flere gange.

Randi Christiansen

Nå, er det nu blevet suspekt, at referere til sundhed? Som vel kort kan defineres som værende et fysisk og psykisk velfungerende menneske. Jeg er slet ikke ude i at detailregulere på området men påstår kun, at såfremt fordelingsnøglen vedr de grundlæggende overlevelsesressourcer er på plads, vil mennesker som en følge heraf være sunde. Klart at der er en del at rette op på, inden alle arvesyndens traumer er helbredt. En opgave der kan løses.

Problemet består i, at de faste konstanter, som det for overlevelse er mest hensigstmæssigt at respektere og samarbejde med, ikke anerkendes, ikke tages ind i regnestykket. Og når du betvivler, at vi som kollektiv i tide vil evne at forvalte vort fælles eksistensgrundlag fordelagtigt, så deler jeg din tvivl. Jeg ved bare, at der ikke er nogen vej uden om.

Det er en stor fed løgn, at det ikke skulle være muligt at implementere en for alle hensigtsmæssig ressourceadministration. Det er kun et spgsm om vilje, og hvis du vil vide, hvem det er, der ikke vil samt bilder andre ind, at det ikke kan lade sig gøre, så følg pengene.

Gert Selmer Jensen

Kjeld Smed-11:26-
Vi starter med, fra politisk hold, at genindføre en retorik, som er grundet i menneskelighed, og
empati.! Og ikke et bevidstløst knæfald for egoisme og grådighed. = Konkurencestaten.
Vi taler her om stort set, hele den politiske palet. (Med få undtagelser).
Så tror jeg vi vil have taget et skridt, i den rigtige retning. Med virkning over tid.!!!

Randi Christiansen

Jeg mener virkelig, at den materielle tryghed er helt afgørende for, at vi kan leve og udvikle os. Før den nøgle er på plads, bliver de væsentlige problemer ikke løst. Derfor er et opgør med konkurrencestaten nødvendigt. De, som nu formår at tilegne sig enorme mængder jordisk gods, er overhovedet ikke i stand til at forvalte den medfølgende miljø-og socioøkonomiske magt, herunder det økologiske aftryk, på en forsvarlig måde. Det er som om man - i de kredse hvor det burde være en selvfølge at være opmærksom på denne indlysende fare - slet ikke bemærker den. Hovedet i busken og de fattige kan vel spise kage. Der er lovmæssigheder i vores habitat/biotop, som nu krænkes på det groveste - prisen for dette neglect stiger for hvert minut. Ansvaret for disse grove krænkelser er hos de komplet inkompetente og uansvarlige, dumme og korrupte, personager, som indehaver fordelingsnøglen. Det er sq for primitivt - og som ind i helvede ærgerligt at vores enestående mulighed for et paradisisk liv på den blå planet unødigt skal spoleres.

Gert Selmer Jensen

Randi Christiansen-10:48-
Hvis du forsøger at tale "økologiske aftryk", med den ene %, trykker de bare på delete-knappen.
De kan jo ikke engang indse, at et velfungerende samfund for alle, udgør deres eget eksistens-
grundlag.! Du taler også om "Forsvarlighed". Det begreb kender de slet ikke.!
Jeg sympatiserer med dit indlæg. Men du er slet ikke i dialog med "zombierne".
Der skal meget grovere midler i brug. De reagerer ikke på almindelig sund fornuft og argumenter.
De er hardcore-kynikere, der kun kender magtens sprog.
Som Noam Chumsky, udtaler, så er motivet for de højreradikales kamp mod "wellfare-systemet"
ikke bundet i økonomi, men i deres afsky og modvilje, mod hele tankegangen, i at man skal være der for de svageste, når de har behov. Denne holdning placerer dem (efter min menning), i deres
egen kategori af "undermennesker. Det mener de så ikke selv.??? Surprise.
Den store eksponent, og inspirator, for disse menneskefjendske holdninger, udgøres bla. af
Ayn Rand, som (selvom afdød), udgør Saxo Banks, ideologiske forbillede.
Åndeligt armod, som så meget andet, kender ingen grænser.

Randi Christiansen

Gert, de skal vide, at de er gennemskuede af ihvertfald een fra folkedybet - dem og deres hangarounds, ingen nævnt ingen glemt. Selvom de nok er ligeglade. Og de skal vide, at det ikke 'handler om at være der for de svageste', det handler om, at de - i og med at DE er ansvarlige for den førte miljø- og socioøkonomiske politik - holder op med selv at fremelske det, de kalder svaghed. Som svend auken sagde 'først pisser de på os, og bagefter siger de, at vi lugter'.

Deres svindel er så gennemført, at det på trods af, at det er så åbenlyst, alligevel lykkes at bedrage så mange til at understøtte deres falske fortælling om konkurrencestatens velsignelser. Dumhed og/eller korruption?

Og når nu de færreste journalister eller andre tør lægge sig ud med oligarkerne, så mener jeg, det er på sin plads her, hvor det er muligt, at tilkendegive sin uforfalskede mening. Jeg går ud fra, at det ikke er farligt for mig, at vi endnu ikke har helt mafiøse tilstande. Men det går da den vej.

Sider