Kronik

Hvis bare du satte pris på din lærer

Engagerede og dygtige lærere kan glæde sig. De gør nemlig en kæmpe forskel for det enkelte barn, målt i kroner og ører. Desværre går det mindre godt med at tiltrække de fagligt dygtige unge til læreruddannelsen
Det er alt andet end ligegyldigt, om børn mødes af en fesen indsats eller af en skarp lærer, der kan og vil. Vi må som samfund så håbe, at det er netop disse lærere, der vælger og har lyst til at fortsætte som skolelærer.

Christian Liliendahl

21. april 2015

Målet var ikke til at tage fejl af, da et bredt flertal i Folketinget i 2012 reformerede læreruddannelsen: Flere fagligt dygtige unge skal vælge lærergerningen, så vi på sigt får et løft i folkeskolen.

Specielt én regelændring var i den forbindelse markant og synlig. Nemlig, at man fra centralt hold besluttede, at man som hovedregel skal have mindst 7 i gennemsnit for at komme ind på læreruddannelsen.

Reglerne trådte i kraft i 2013, så i dag kan vi kigge tilbage på to års optag og besvare spørgsmålet, om det indtil videre er lykkedes at tiltrække flere fagligt dygtige til læreruddannelsen? Den korte version af svaret er nej. Målet om ’mindst 7’ er på ingen måder indfriet. De studerende, vi kan få til at vælge lærervejen, kan ikke engang præstere et 7-tal i gennemsnit.

Optaget på uddannelsen sker fortsat via kvote 1 (hvor man altså skal have mindst 7) og kvote 2. Antallet af studerende i kvote 1 er en smule højere i 2014. Men alt i alt har det været upåvirket af reformen, skriver Styrelsen for Videregående Uddannelser i en nyligt udkommet evaluering:

»For ansøgere med 7,0 eller derover er søgningen til læreruddannelsen reelt set uændret.«

Ergo – ingen succes her.

Kom bare

Unge med et lavere karaktergennemsnit kan også komme ind. Men kun, hvis de er af den rette støbning, besluttede politikerne. Af aftalen om lærerreformen fremgår det, at skolerne via en optagelsessamtale skal foretage en »individuel afdækning af ansøgerens studieegnethed i forhold til både faglighed og profession (…) [og] sikre optag af kvalificerede og motiverede studerende«.

Slut med slaphed, slendrian og SU-rytteri. Unge lukkes kun ind, hvis de er egnede, faglige, professionelle, kvalificerede og motiverede.

Kun de rigtige skal lukkes igennem nåleøjet. Sådan var i hvert fald den politiske intention. Efterfølgende har det vist sig, at nåleøjet måske nærmere var en hulahopring.

Som det fremgår af grafikken her på den anden side, er færre blevet optaget de senere år. Antallet hænger sammen med, hvor mange der overhovedet søger, men det spiller også ind, at nogle vælger at blive væk, når de indkaldes til optagelsessamtale.

Er man først mødt op til en samtale, så er den stort set hjemme.

Ja tak og kom bare, sagde skolerne til 88 procent af de unge, der i 2014 mødte frem til en optagelsessamtale.

Året før fik hele 97 procent af alle fremmødte samme besked. Eller som Styrelsen for Videregående Uddannelser skriver i sin evaluering:

»Ansøgere, som møder op, er altså særligt opsatte på at blive optaget på læreruddannelsen.«

Ja, professionshøjskolerne mener ikke bare, at de fremmødte er opsatte, men åbenbart også, at ni ud af ti (af dem, der har mindre end 7 i karaktergennemsnit), er kvalificerede til uddannelsen.

Samlet set er situationen altså den, at skolerne optager færre af de virkelig svage. Men en ekstra tilstrømning af fagligt stærke studerende er udeblevet.

Det samme kan siges med økonomtermer: Resultatet af reformen er indtil videre, at man har mindsket udbuddet af pladser blandt de dårligst funderede, men man har ikke formået at øge efterspørgslen efter at blive lærer blandt de fagligt dygtigste.

Færre af de dårligste har utvivlsomt betydning for SU-udbetaling, stemning, frafald og den slags. Men når det kommer til det, det hele drejer sig om, nemlig at få flere fagligt dygtige undervisere til vores børn, så har vi som samfund intet formået at gøre ved problemet.

Glidning over årtier

Den aktuelle mangel på faglig styrke bliver i øvrigt ikke mindre grum af at blive sat ind i en mere historisk sammenhæng.

Hen over de seneste årtier er der sket en markant glidning i, hvilke typer af unge vi kan få til at vælge lærergerningen. Det ser man ved at tjekke adgangskravene og sammenligne dem fra 2013 med dem fra 1992.

For begge år har vi lavet en skala, hvor vi har rangeret uddannelsen med de højeste adgangskrav som nummer 1 og den med de laveste som nummer 100.

Tilbage i 1992 var nummer ét en universitetsuddannelse som f.eks. medicinstudiet. Nummer to noget lignende, men allerede på sjettepladsen fandt vi Zahles Seminarium i København. Spoler vi frem til 2013 er læreruddannelsen raslet ned ad skalaen. Den første af sin slags finder vi nu på 19. pladsen.

Tilbagegangen fra nummer seks til 19 er større, end det umiddelbart ser ud til. På uddannelse nummer 40 og nedefter er kravet stort set blot, at man er i live.

Tankeeksperimentet er at svare på, hvad der skulle til, hvis de lærerstuderende i 2013 fortsat skulle præstere til en sjetteplads. Og svaret er, at adgangskravet ville være et karaktergennemsnit på 9. Hvilket kun 15 pct. (i alt 409 ud af 2.655 lærerstuderende) af dem, der blev optaget igennem den koordinerede tilmelding i 2013, kunne leve op til.

Konklusionen ligger lige for: Fagligheden blandt dem, der ønsker at blive lærere, er faldet. Markant.

Man kan så sætte spørgsmålstegn ved, hvor stærk en sammenhæng der er mellem faglig styrke udtrykt ved karakterer og det at være en god underviser. Den er næppe én til én. Men her ser vi alene på de værdier, som politikerne i reformen har lagt til grund for at få dygtigere lærere.

Prisen

Vi ved, at der er en høj pris at betale, hvis børn får dårligere undervisning, end de kunne have fået.

Tre amerikanske økonomer har undersøgt, hvor høj den er. Chetty, Friedman og Rockoff offentliggjorde i 2014 to analyser i American Economic Review, en publikation, der i de kredse er blandt de helligste af hellige haller. Hvilket betyder: Før man får sin analyse publiceret, er den blevet gennemheglet, efterprøvet og gransket af en række stærkt kritiske kolleger.

De tre økonomers simple spørgsmål var: Hvilken betydning har det egentlig for et barns videre liv, om han eller hun har en fagligt dygtig eller en knap så dygtig lærer?

For at svare på det spørgsmål har de haft de helt store kanoner fremme. De har undersøgt 1,1 mio. elever i USA i perioden 1989 til 2011, og de har inddraget oplysninger om skoledistrikter, skattebetalinger, testresultater, demografi, lærere, indkomst, kvalitet af nabolag, universiteter, pensionsopsparing, teenagegraviditet og diverse forældreoplysninger.

Når man undersøger den slags, er der mange faldgruber. Den mest åbenlyse er, at børn af ressourcestærke forældre nok har en tendens til at finde sammen med dygtige lærere.

Den fejl har økonomerne undgået ved at undersøge betydning af lærerskift på den enkelte skole. Hvis f.eks. en 4. klasse på en skole klarer sig bedre end forventet, så holder de øje med, om klassens lærer f.eks. får job på en anden skole. Sker det, tjekker de, hvordan lærerens elever på den nye skole performer, og samtidig holder de styr på, hvad der sker på den gamle. Om nye generationer af 4. klasser får dårligere undervisning, end de ville have fået, hvis den dygtige lærer var blevet. Hvis lærerkvalitet betyder noget for eleverne på lang sigt, vil vi forvente, at de nye generationer af elever i gennemsnit vil klare sig dårligere end de tidligere elever.

Og resultatet? Lærerkvalitet har enorm betydning for, hvordan det siden går børnene. Det særlige ved analysen er, at den ikke bare fokuserer på, hvordan eleverne klarer tests. Hovedfokus er på, hvordan det går eleverne efter skoleårene.

I forhold til livstidsindkomst kan resultatet illustreres som følger: Forestil dig, at der er 20 lærere på dit barns skole. Og at de rent fagligt bliver rangeret fra nummer ét (den dygtigste) til nummer 20 (den mindst dygtige). I dit barns klasse underviser lærer nummer 10. Hun melder nu sin afgang. Som erstatning skal børnene undervises af den mindst dygtige, nummer 20.

Spørgsmålet er så: Hvad burde I som forældre være indstillet på at stikke i hånden på lærer nummer 10 (hvis det var tilladt) for at fastholde hende bare ét år ekstra? Svaret er en god rund million kroner. Dette beløb svarer nemlig til det tab af indkomst, som børnene må imødese, fordi de (et år tidligere) skifter til en dårligere lærer.

Eller sagt på en anden måde: Der er en tæt sammenhæng mellem en lærers dygtighed (eller mangel på samme) og den livstidsindkomst, eleverne senere får (og i øvrigt dermed også det skattegrundlag, vores velfærdssamfund får adgang til).

Samme sammenhæng finder forskerne i andre forhold. Dygtige lærere bidrager f.eks. til at mindske teenagegraviditet og til at forøge det generelle niveau af uddannelse i lokalsamfundet.

Forskningsresultatet bør – i lyset af det vigende faglige niveau blandt dem, som vælger lærergerningen – bekymre os samfundsmæssigt. Men det bør samtidig glæde engagerede, dygtige og ansvarsfulde lærere. De gør nemlig en forskel. Det er alt andet end ligegyldigt, om børn mødes af en fesen indsats eller af en skarp lærer, der kan og vil. Vi må som samfund så håbe, at det er netop disse lærere, der vælger og har lyst til at fortsætte som skolelærer.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ernst Enevoldsen
  • Claus Nielsen
  • Anne Eriksen
  • Torben R. Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Schou
Ernst Enevoldsen, Claus Nielsen, Anne Eriksen, Torben R. Jensen, Lise Lotte Rahbek og Poul Schou anbefalede denne artikel

Kommentarer

Udmærket initiativ med sådan en vidensbaseret mikroøkonomisk klumme.

Jørgen Salomonsen, Claus Nielsen og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Evne til at lære fra sig og engagere sig i børn i skolen er ikke nødvendigvis afhængigt af, at læreren er ekstraordinært dygtige - men det kræver selvfølgelig omløb. Det kræver dog især ro og evnen til ikke at reagere overilet ved spidsbelastning.
Undervisningen handler om at lære børnene det, vi alle som voksne ved og kan - lige fra kontanthjælpsmodtageren til atomfysikprofessoren. Det er snarere personlige kompetencer, der gør forskellen.

Torsten Jacobsen

Man kan så sætte spørgsmålstegn ved, hvor stærk en sammenhæng der er mellem faglig styrke udtrykt ved karakterer og det at være en god underviser. Den er næppe én til én. Men her ser vi alene på de værdier, som politikerne i reformen har lagt til grund for at få dygtigere lærere.

En ret væsentlig 'blind plet', må man sige. Samtidig er der jo et væld af omgivende faktorer, som spiller en ikke ubetydelig rolle for elevernes trivsel og indlæring. Nu er det selvfølgelig ikke et rimeligt krav at stille til d'herrer økonomer, at de i en så kort artikel som her, skal tage behørigt hensyn til alle disse omgivende faktorer, ej heller at de skal komme med et rimeligt bud på hvilken sammenhæng der er mellem faglig dygtighed og 'faglighed' hos den enkelte lærer. Det har d'herrer økonomer nemlig ikke forstand på.

Bottom line: Børn der har det godt i skolen lærer mere, og klarer sig som følge af både trivsel og læring bedre i samfundet efterfølgende, end børn der ikke trives så godt, og ikke lærer så meget.

Ryd Forsiden!

Henrik Christensen, Karsten Aaen, Anne Eriksen, Rasmus Knus, Steffen Gliese og Torben R. Jensen anbefalede denne kommentar
Torben R. Jensen

Der er sikkert en væsentlig forskel på skoler i USA og Danmark, både hvad angår mål med undervisningen og metoder.
Skolens ledelse, samarbejde i lærergruppen, støttefunktioner og forældreengagement er formentlig lige så vigtigt som den enkelte lærers evner.

Karsten Aaen, Anne Eriksen, Rasmus Knus og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Dygtige, velfungerende, glade lærere har afgørende betydning for ikke blot de børn, der aktuelt befinder sig i skolen, men for hele vores samfund. Det har vi vidst længe.

Hvorfor tillader danskerne så deres valgte politikere at ødelægge lærerarbejdet i den grad, at unge ikke længere gider være lærere og dygtige, rutinerede lærere i tusindvis flygter væk fra arbejdet?

Ernst Enevoldsen, Henrik Christensen, Preben Haagensen, Karsten Aaen, charlotte keck, Claus Nielsen, Anne Eriksen, ellen nielsen, Rasmus Knus og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Siden Bertel Haarder blev undervisningsminister første gang - og nedlagde lærerrådene samt igensatte en massiv tilsvining af lærerstanden - er det gået nedad med alt, hvad der gjorde lærerjobbet fristende (bort set fra lønnen).
Dengang jeg blev lærer, så var det, der fik mig til at vælge netop det, arbejdsbetingelserne. Dengang skulle man faktisk have et ret højt gennemsnit for at blive optaget på et seminarium - i hvert fald som kvinde; af hensyn til "folkeskolens behov for lige mange lærere af hvert køn" optog seminarierne lige mange mænd og kvinder - derfor kom mænd ind med et karaktersnit, der lå et par point lavere.
Som lærer blev man ansat på tjenestemandsbetingelser; det betød, at hvis man passede sit job ordentligt, kunne man beholde sin stilling - også, hvis man fik en skoleleder, man ikke kunne med. Det er derimod en myte, at man ikke kunne fyres, hvis man ikke duede - det kunne man godt.
Det er muligvis endda sværere i dag, for der er ikke så mange, der byder ind på jobbene - det er i pricippet nemt nok at fyre en lærer; men hvad hjælper det, hvis man ikke kan få en, der er bedre?
Man kunne dengang få et rimeligt selvstændigt job som lærer - uden at skulle være leder. Hvis børnene trivedes og lærte det, de skulle, så havde man stor indflydelse på, hvordan de skulle lære det.
Der var råd til lejrskoler, der var tolærerordninger til klasser med mere end 18, og man kunne selv tilrettelægge sin forberedelse, så man f.eks., mens man havde små børn, kunne tage sig af dem om eftermiddagen og så forberede sig, når de sov. Det havde så den ulempe, at man aldrig rigtig havde fri, der var aldrig en øvre grænse - men som sagt var der også fordele.
Der var et temmelig varieret udbud af efteruddannelse. Fik man et kursus på lærerhøjskolen, løb det over hele året, så man fik timerne indregnet i sin årsplan, så man f.eks. kun havde timer til middag om onsdagen og så gik på lærerhøjskolen - i modsætning til nu, hvor man kommer af sted enkelte dage, og der derfor skal vikar på - som man også skalforsyne med planer ...
Den nye reformskole, hvor politikere og embedsmænd sætter folk uden undervisningserfaring til at udvælge færdige undervisningsforløb fra skoler, "der har fundet mere ro end andre" - for så kan lærerne da klare mange flere lektioner - hvor en hærskare af bureaukrater vil kontrollere og planlægge, hvordan skolen skal køre - den slags skole kan ikke tiltrække lærere med ressourcer.
Prøv at læse udspillet fra KL, Skolelederforeningen og Børne- og Kulturchefforeningen: http://www.kl.dk/PageFiles/1295220/Ny%20praksis%20i%20folkeskolen.pdf
Hvilken ansvarsfuld, tænksom lærer kan finde sig i at skulle gå ud fra den pjece? I omtalen af teamsamarbejdet tillader de sig endda at anbefale en "teamspættebog" - hvis man behandler folk, som om de intet kan selv, så får man folk, der intet kan selv ...
Danmarks pædagogiske Oligarki lader til at ønske sig et system, hvor lærerens ingen indflydelse har - for så kan de sikkert finde mere lydige lærere, der er meget billigere i drift. Man må så bare håbe, at eleverne finder sig i det ... at de vil acceptere at lære noget, når de præsenteres for de færdiglavede undervisningsforløb af en flok læringsfaciliatorer uden autoritet og myndighed ...

Henrik Brøndum, Ernst Enevoldsen, Carsten Mortensen, Anne Eriksen, Henrik Christensen, Lars Riber , Preben Haagensen, Lise Lotte Rahbek, Karsten Aaen, charlotte keck, Steffen Gliese og Lars Jorgensen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det var jo præcis sådan, Thora Hvidtfeldt Rasmussen, at skolen skulle være vedblevet med at være.

Anne Eriksen, Preben Haagensen, Thora Hvidtfeldt Rasmussen og charlotte keck anbefalede denne kommentar
Kristian Rikard

"På uddannelse nummer 40 og nedefter er kravet stort set blot, at man er i live."
Barske ord i april! :-).
Bortset fra det, er jeg da enig med Poul Schou. Problemet med sådanne analyser er
bare, at med så mange variabler, der er normeret for, bliver jeg nok nødt til at finde kildematerialet, før jeg stiller mig helt tilfreds.
Men apropos pH.d cup forleden, så synes jeg, at artiklen fint viser, hvor svær den korte
formidlings kunst er.

morten andersen

Som jeg læser artiklen sættes der lighedstegn med god lærer=gode indtægtsmuligheder. Vel har det en stor betydning at have et arbejde der har din interesse og som giver et godt afkast, men der er vel også andre kvaliteter som børn vil have brug for at lære. Livsduelighed, lykkefølelser, etc.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Jo, Morten - det er jeg ikke uenig i. men er der nogen særlig grund til at tro, at det vil give mere livsduelighed til børnene, at man gør lærerjobbet uattraktivt - og at man vil have lærerne til at udlevere færdige forløb og administrere test af målstyret læring i stedet for at undervise?

Lennart Kampmann

De unge er ikke sådan at narre: Hvorfor søge ind til et erhverv, hvor det offentlige konstant ønsker at forringe arbejdsvilkårene, hvor eleverne hellere vil have fri og forældre ser skolen som den outsourcede opdragelse?
Det vil resultere i underbetalt slid uden anerkendelse.
Så de vælger med fornuften. Det siger sig selv.

Dermed er opskriften på at tiltrække dygtige kommende lærere også givet. Bedre løn og arbejdsvilkår, bedre karrieremuligheder, større anerkendelse.

Med venlig hilsen
Lennart

Michael Kongstad Nielsen

Det er lidt sygt med denne overdrevne hipe og interesse omkring folkeskolen. Der er masser af gode lærere, unge som gamle, bare tag det roligt, og lad dem udføre det hverv, som de godt kan lide, bare pressen ikke blandede sig så meget.

Der er ikke så mange områder, regeringen kan påvirke uden EU's indblanding. Derudover har langt de fleste en holdning til skolen, så man kan score billige point. Surt for lærerne, og surt for børnene.

Selvfølgelig er faglig kompetence vigtig, men den kan den studerende måske tilegne sig, hvis lysten og energien er der. Lærere skal i første omgang være interesseret i børn og deres læring og udvikling. Dernæst skal de kunne lære fra sig og have en naturlig udstråling og autoritet. Det kræver sin mand eller kvinde. Ret banale betragtninger, men derfor kan de godt være rigtige.

Torben Nielsen

AAU forsøgte sig i 2002, så vidt jeg husker, med at etablere en lærerbachelorudd. Dvs. at studerende på naturvidenskab stoppede som bachelorer med kompetence til undervisning i folkeskolen. Det blev så vidt jeg husker ødelagt af danmarks lærerforening, der ikke ønskede højere faglighed.

jens peter hansen

Dersom man har en bacheloruddannelse gives merit. En læreruddannelse tager 4 år. En bacheloruddannelse tager 3.

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Jeg ved ikke, hvorfor man i dag forestiller sig, at man kan være "god til at lære fra sig" uden at have en basal viden. Ganske vist tror jeg, at en lærer har mere brug for "bred" viden i nogle fag end akademisk viden om et specifikt område i et enkelt fag - derfor er en standard -bachelor måske ikke det ideelle valg.
Derudover har en lærerbrug for viden indenfor pædagogik og psykologi.
jeg forstår heller ikke, hvordan man skal have naturlig udstråling og autoritet, hvis man skal indtage en underordnet stilling uden indflydelse - hvis man i flyvende fart skal gå fra den ene børnegruppe til den anden og administrere færdiglavede undervisningsprojekter, man ikke har haft tid til at tilrette. Eller hvis kontakten til elevernes forældre skal gå gennem en kontaktperson, fordi læreren har så mange forskellige elevgrupper at præsentere programmer for, at han/hun ikke kan forholde sig ansvarligt til børnene.
Hvordan skal lærere opretholde naturlig udstråling og autoritet overfor børnene, når samfundet ønsker at nedskrive gruppens autoritet for at få opgaven løst billigere? Når samfundet ønsker lærere uden selvstændighed - men med stærk autoritetstro opad?

Thora Hvidtfeldt Rasmussen

Torben Nielsen: jeg ved ikke, hvorfra du har din indsigt i, at forsøget med en bachelor-uddannelse af naturfagslærere blev stoppet af Danmarks Lærerforening, der "ikke ønskede højere faglighed" (ja, der er stor tiltro til lærerne i den offentlige debat!).
Som jeg husker det, blev den startet, men gik i sig selv på grund af manglende søgning.
Den havde også flere afgørende problemer, som har bidraget den til hverken at gøre noget godt for skolerne eller for den enkelte studerendes fremtidsudsigter.
Som jeg husker det, var den specialiseret til et fag, fysik - og specialiseret til folkeskoleundervisning, så man med bachelor med dette valg ikke rigtig havde gode muligheder for at fortsætte til en kandidatgrad.
Hvis du, Torben Nielsen, kender til en skoleverden, vil du vide, at det ikke er tillokkende for ret mange at undervise i ét fag - slet ikke et fag med max. 2 ugentlige timer. Det vil give dig kontakt med 14 X 25-28 elever hver uge - samt stort efterslæb fra de uger, hvor de er i praktik, har emneuge eller lignende. Eventuelt vil det gøre det nødvendigt at dele dit job over to skoler, hvilket ikke vil gøre hverdagen mindre stresset.
Faktisk mener jeg, at situationen med fysik/kemilærere i folkeskolen er så grel, at jeg ville gå ind for en indsats for at skaffe universitetsuddannede undervisere til faget - men jeg ville gribe det anderledes an. For at skaffe folk, der var interesserede i opgaven, ville jeg tilrettelægge uddannelsen, så man kunne tage en bachelor i fysik og matematik med pædagogisk indhold - det ville formentlig tage 4 år. herefter kunne man tage nogle år i folkeskolen - fik man så lyst til at fortsætte sin uddannelse, skulle man have mulighed for at gå i gang med kandidatuddannelsen i et af fagene. Eventuelt kunne man jo så have deltid i folkeskolen samtidig.
Hvis man så skyndte sig at afskaffe den håbløse misk-mask naturfagsprøve, hvor eleverne skal til prøve i biologi, geografi og fysik/kemi samtidig i 20 minutter - hvor lærer og censor ikke behøver at have undervist i mere end et af fagene - så kunne der være håb for naturfagsundervisningen.

Henrik Brøndum

Hvis man vil finde flere gode hoveder til skolen ....må man finde et andet sted hvor der er gode hoveder der spilder tiden.

Ynglingsobjekterne er jo politikere (nøjes med 100 folketingsmedlemmer), bureaukrater, journalister, skatteadvokater, markedsføring ..... men batter det af noget?