Kronik

’Jeg har betalt skat i kommunen, før du fik hår på tissekonen’

Vi har i årevis angrebet sagsbehandleres mulighed for at tage ansvar for de folk, de egentlig skulle hjælpe. I Nakskov fulgte jeg fiskeren Ib til en dokumentarserie, og hans historie er et kafkask eksempel på, hvordan pligtopfyldende sagsbehandlere gør, hvad loven foreskriver, men ikke, hvad der virker
Ib Lybæk Andersens hus var kondemneret, og han ville gerne flytte, men han var rasende, fordi han mente, kommunen ikke ville hjælpe ham.

Koncern TV-

Debat
24. april 2015

Ib Lybæk Andersen er gammel fisker. Da jeg mødte ham, boede han på Jødevej i Nakskov i et hus med fugten hængende som tunge dråber i loftet, uden strøm og varme. Ib var førtidspensioneret med en arbejdsskade og boede med sin søn på 16 år og varmede huset ved blandt andet at hælde sprit i en gryde, som han så satte ild til.

Huset var kondemneret, og Ib ville gerne flytte, men han var rasende, fordi han mente, kommunen ikke ville hjælpe ham.

Vi fulgte Ib gennem et år til dokumentarserien På røven i Nakskov, hvoraf første afsnit blev vist i aftes på TV 2. Undervejs i forløbet viste det sig, at Lolland Kommune på trods af en massiv arbejdsindsats var gået skævt af Ib, og at sagen var gået i hårknude.

Ibs historie er karakteristisk for mange af de folk, jeg har mødt. Ib snakkede med mange forskellige kommunale medarbejdere. Det virkede ikke, som om nogen kendte ham fra hans gode sider. Ingen kunne i hvert fald trænge igennem med det helt simple budskab, at man faktisk gerne ville hjælpe. Han blev sendt fra kontor til kontor, og hvis han havde bare den mindste tillid til systemet, før sagen gik i gang, mistede han den undervejs.

De brød et løfte

Fordi Ibs hus var kondemneret, havde han ifølge loven krav på at få anvist en anden bolig. Det havde kommunen også gjort, men Ib syntes ikke, de havde lyttet til ham. Kommunen havde foreslået Ib, at han flyttede ind i et socialt boligbyggeri og tilbød lån til indskuddet. Men Ib ville ikke ind i »en stærekasse«, som han sagde. Ib havde huset fyldt med fiskegarn og grej, han havde samlet gennem et langt liv. Han havde altid boet i hus og kunne ikke se sig selv i en lejlighed.

Ib oplevede kommunen som arrogant, når den kun tilbød ham noget, han ikke ville have.

Efter flere klager og en simpel fejl i kommunens sagsbehandling lykkedes det Ib at overbevise kommunen om, at han måtte finde et hus selv, som han kunne få støtte til at flytte ind i.

Ib finder et hus, som på alle måder passer ham storartet. Det er oven i købet billigere i indskud end den lejlighed, kommunen har tilbudt. Her er en stor garage til fiskegarn og knallert. Indskuddet er på 12.600 kroner, og kommunens folk går aktivt ind i at få huset forbedret og godkendt til genhusning. Så langt så godt. Men så opstår den situation, der får sagen til at kollapse. Kommunen har lovet Ib et lån til indskud til det sociale boligbyggeri, men fordi der er tale om en privat udlejningsejendom, kan kommunen ikke yde lån efter boligstøtteloven, men er forpligtet til at se på Ibs økonomiske situation. Derfor ryger sagen til et andet kontor. Sådan er reglerne, og ingen i det offentlige system kan forklare meningen.

Men kommunens folk anbefaler flere gange i forløbet, at man finder en løsning på Ibs situation. En medarbejder, som Ib taler med, sender sagen videre til et nyt kontor med besked om, at han »bifalder, at der støttes op økonomisk«, og hende, der har brugt uanede kræfter på at få løsningen med Ibs hus i stand, »håber, at man kan bevilge Ib hjælp til indskud«. Men det kan man ikke. Det kontor, som ser på Ibs ansøgning, følger bare loven og siger nej.

Ib føler sig snydt. Først lovede de at hjælpe, og nu vil de alligevel ikke.

Kommunen havde givet et løfte, som de brød.

Tal pænt

Ib ringer i raseri til en sagsbehandler og siger: »Jeg har betalt skat i den her kommune, før du fik hår på tissekonen.«

Ibs sprog er skabt af et liv på havet, og føler han sig presset, bliver det ikke bedre. Sagsbehandleren beder Ib om at »tale pænt«, og han svarer igen med eder og forbandelser og kræver, at borgmesteren eller som minimum kommunaldirektøren ringer ham op. Herefter går dialogen i stå. Kommunen afventer, at Ib selv betaler indskuddet og virker i øvrigt opgivende, fordi Ib Andersen har været »meget grov i sin sproglige tone«. Kort tid efter ryger en indberetning af sted til Børn- og ungeforvaltningen i kommunen, fordi det er uforsvarligt, at Ibs søn, Nicolai, bor i ejendommen.

En aktindsigt viser, at i hvert fald seks mennesker i kommunen bruger tid og kræfter på Ibs sag. En af disse har eksempelvis 54 gange i en periode på et år været i gang med Ibs sag og har noteret telefonsamtaler, udarbejdet genhusningstilbud osv. Papirerne viser også, at kommunen gerne vil yde hjælp til huslejen i det hus, Ib selv har fundet, og man tilbyder i overensstemmelse med loven at give huslejestøtte i ti år på samlet 162.800 kr. Ib forstår aldrig, at hvis man oversætter de kommunale ord om indfasningsstøtte, så er der tale om reel hjælp. Ikke til depositum, men til husleje.

Ib afviser i dag, at kommunen nogensinde tilbød at hjælpe med det hus, han selv havde fundet. »De ville kun give penge til lejligheden,« fortæller han.

Der må ikke gå følelser i den

En af dem, jeg har snakket med om Ibs sag, er tidligere formand for socialrådgiverne, Bettina Post. Hun mener, at det er karakteristisk for de sager, hvor det personlige kendskab mellem borger og socialrådgiver ikke er til stede, at sagsbehandleren reagerer hårdere, når borgeren bliver grov i munden. Nutidens sagsbehandlere har tendens til at blive reduceret til administratorer, som sørger for, at lovgivningen og de formelle sagsbehandlingskrav overholdes, mens beslutningerne træffes i nogle visitationsudvalg, som er optaget af økonomi, og som ikke kender borgerne.

Det økonomiske fokus, som har været særlig markant siden kommunalreformen, betyder, at man mange steder organiserer sig på en måde, så sagsbehandler og borger ikke lærer hinanden at kende, for så ’går der følelser i den’. I stedet organiserer kommunerne sig med teams, hvor en gruppe sagsbehandlere har et fælles ansvar for nogle hundrede sager, men hvor ingen rigtig kender borgerne. Borgeren har ikke sin egen sagsbehandler.

»Men al erfaring viser, at det er det modsatte, som virker. Hvis vi skal hjælpe udsatte familier, er det afgørende, at sagsbehandleren kender dem, de arbejder med. Det er jo relationsarbejde dette her,« siger Bettina Post.

En sagsbehandlers kompetence

Ib siger helt fra start, at han kun kan bo i et hus. Kunne man forestille sig et system med en sagsbehandler, der umiddelbart accepterede dette og sagde til Ib: »Det hjælper vi dig med, hvis du selv finder et rimeligt hus, der er til at betale.« En sagsbehandler, som herefter er i stand til at holde sit ord uden at skulle sende sagen videre til et andet kontor, der ikke kender sagen. Eller helt utopisk: Hvad med en sagsbehandler, der har tid til at tage forbi Ib, og som ved, at selv om Ib bander, kan man sagtens lave aftaler?

Det ville kræve, at Ib havde en enkelt sagsbehandler, og at denne faktisk havde noget beslutningskompetence. Det er næsten umuligt at forestille sig at give sagsbehandlerne og kommunens folk den slags arbejdsbetingelser, hvor man ikke detailstyrer deres arbejde væk fra sammenhæng og mening. I stedet bruger man, som i Ibs tilfælde, et hav af ressourcer på at sende sagerne frem og tilbage mellem forskellige kontorer, og i sidste ende er det medvirkende til, at arbejdet spildes.

Ib lever videre i nogen tid i huset på Jødevej. Hans undulat, Marley, klarer fint det dårlige indeklima, men selv får han mere og mere ondt i hovedet. Lægen fortæller ham, at han bliver nødt til at flytte. Ib er stædig. Han vil ikke ind det sociale boligbyggeri. I stedet flytter han ind hos en ven, hvor han midlertidigt kan bo sammen med sin søn.

Lars Borking er tilrettelægger på dokumentarserien ’På Røven i Nakskov’, der har seks afsnit og vises hver torsdag kl. 20.00 på TV 2. Det første blev vist i går. ’På Røven i Nakskov’ er blevet kritiseret for at kaste et negativt lys over Lolland-Falster. Lars Borking giver svar på tiltale i dagens kulturtillæg

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Peter Hansen (uden billede)
Din beskrivelse lyder .. højeksplosiv. :-/

Jeg ville allerhelst undvære støjende naboer. Det bliver vist bare ikke i dette liv.
Tomme, billige udlejningshuse har vi ikke for mange af her på egnen, så jeg øver mig i støjtolerence. Måske gør det mig til et bedre menneske med tiden. Eller halvdøv

Peter Hansen

Nakskov kommune var jo klar til at smide en masse penge efter Ib, 160.000 i boligstøtte over en 10 årig periode og de tilbød ham også det de skulle efter lovgivningen, en egnet bolig til ham og hans søn.
Men for Ib var det et princip, han mente jo at han havde betalt indskud til det nu kondemneret hus, og derfor ikke ville betale et nyt, men man mister jo nu engang sit indskud når man har misligholdt lejemålet.
Det er jo ikke en menneskeret at få stillet en villa til rådighed og når Ib i realiteten selv kunne købe sit eget hus, altså selv være i stand til at forbedre sin situation, så er kommunen ikke længere forpligtet til at gøre mere.

Hjemmehjælp er jo heller ikke for dem der ikke gider, men for dem der ikke kan.

Lise Lotte Rahbek

Nej, konstant støjende naboer er ikke det bedste der findes, men man har så nogle muligheder, enten kan man tage en snak med dem der støjer, man kan klage over dem, så de tilsidst bliver smidt ud, eller man kan flytte. Er det sociale tilfælde, hvor de to første muligheder er nytteløse, ja så må man flytte eller indkøbe høreværn, ellers må du kræve at kommunen stiller en villa tilrådighed :o)

Henriette Bøhne @ Det er hverken nemt eller billigt at være fattig og ender ofte i mere eller mindre fantasifulde løsninger, så som opvarmning med sprit i en gryde.

Jamen Henriette, ved du ikke at i DK da er kontanthjælpen på op til 450.000,- pr år, har jeg læst eller set for ikke så længe siden. Hvordan kan man så være fattig?

Gert Selmer Jensen

Giv Ib Lybæk, det han beder om, og lad ham så være i fred. Han er åbenbart et særtilfælde, og fred
være med det. Glem formynderiet, det virker ikke.
Jeg har selv boet i en båd, i en havn, i 9 år hvor der var flere "Ib èr", og de fungerede fint, hvis de
fik fred til at leve helt på egne præmisser, og i fred for konstant indblanding, i dette og hint.
Personligt, finder jeg det, ikke alene ønskeligt, men også uundgåeligt, at der skal være plads
til de "skæve" eksistenser, ligesom man ikke skal spilde resourcer, på evindelige forsøg, på
"genopretning", med det formål at passe ind i det lille "bokssystem", som rigtig mange mennesker og politikere er så begejstrede for. Det er Ib èrne bare ikke.
Og jeg lægger gerne en del af mine skattekroner, til bevarelse af den personlige frihed, til at
være "en skæv eksistens".!!

Niels Duus Nielsen, Anne Eriksen, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lone Christensen

Jeg har ikke set udsendelsen, men læst artiklen på BT om, hvordan det er gået for Ib siden han deltog. Heraf fremgår det, at Ib ikke ønskede at optage et nyt lån efter endelig at være blevet gældfri, hvilket jo giver mening. Og hans søn er nu blevet optaget på Søfartsskolen og Ib har istandsat hans nye hus. Man kan sige meget, men udfra de få oplysninger virker Ib da ikke helt tosset og hjælpløs.

Se artikel her: http://www.bt.dk/film-og-tv/paa-roeven-i-nakskov-saadan-bor-ib-i-dag

Peter Hansen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar

Lone Christensen - rigtigt godt eksempel på, at vi sjældent hører hele historien, før vi tager stilling.
Det gælder desværre også DEN grad for en del politikere, der lader deres overbevisning og grundlæggende etik - undskyld "etik"fremmedeord for mange politikere, slå det op i ordbogen, før i åbner munden næste gang.
Jeg har set, tilrettelæggeren af udsendelserne her i Information har forsvaret - men for f..... i det betændte miljø, der er i Dk i dag, hvor politikere næsten dagligt nedgør ledige, førtidspensionister m.m. så kan det vel ikke komme bag på en, der har gennemgået en journalistuddannelse på akademisk niveau, at "folkedybet" reagerer - og det omfatter også de pæne akademikere (som mig selv) på information - negativt. Og når de gør det, har du tilrettelægger, der ville noget andet, ikke gjort dit arbejde godt nok.

Gert Selmer Jensen

Ib Lybæk, er en type man altid har lyst til at sludre lidt med, og man får garanteret noget med på vejen. Almenmenneskeligt, og måske gode ideer/inspiration. Hvis vi så går helt over i den modsatte grøft, og tænker sig et møde med eksempelvis Morten Østergaard, ja så ville jeg skifte "fortov", af
bar frygt for, i bedste fald, at spilde min tid. Men sådan er der jo så meget.

Sider