Klumme

Branche i krise

Journalister står i dag over for en overmagt af kommunikatører. Det kunne man sagtens opfatte som et næsten eksistentielt problem for faget
Debat
29. april 2015

Sidste mandag blev USA’s fornemste journalistiske hædersbevisninger, Pulitzer-priserne, uddelt. Blandt modtagerne var 31-årige Natalie Hauff, som sammen med en kollega havde lavet en artikelserie i avisen The Post and Courier i Charleston, South Carolina, om stigende hjemmevold. En anden prisvinder, Rob Kuznia fra den lille avis Daily Breeze i Torrance, Californien, havde med to kolleger afsløret korruption i det lokale skoledistrikt.

Fælles for Hauff og Kuznia var, at de begge arbejdede med pr og kommunikation, da de modtog prisen. De havde forladt dagbladsjournalistikken til fordel for en lidt sikrere og bedre betalt branche. De repræsenterer dermed en slags øjebliksbillede af en typisk situation for journalistikken. Dens forretningsmodel er truet, mens pr- og kommunikationsbranchen synes at trives.

På Facebook så jeg forleden DR’s tidligere USA-korrespondent Torsten Jansen sammen med syv andre glade medarbejdere i kommunikations- og pr-virksomheden Lead Agency med hævede glas i en jacuzzi på et hotel i Båstad. Blandt partnerne i Lead finder vi også tidligere chefredaktør for Dagen og redaktør på Aktuelt og Politiken, Kresten Schultz Jørgensen.

Tidligere dygtige journalister som Michael Kristiansen og Michael Ulveman er blandt kommunikationsbranchens tunge drenge. Studievært og TV 2-Nyhedschef Jens Gaardbo blev kommunikationsdirektør i medicinalfirmaet Lundbeck, startede sit eget firma, men vendte tilbage til skærmen. Han var i modsætning til mange af kollegerne mere journalist end forretningsmand.

Når man tager helikopterturen hen over den danske journaliststand og Dansk Journalistforbunds omkring 17.000 medlemmer begynder der at danne sig et billede af en profession, der i stigende grad deles op i næsten lige store grupper.

Tusinder er blevet ansat i kommunikations- og pr-job, mens gruppen af medlemmer, der ernærer sig ved at bedrive ’gammeldags’ journalistik udgør mindre end halvdelen af medlemmerne.

Den planlagte fusion mellem Journalistforbundet og Forbundet Kommunikation og Sprog er foreløbigt lagt på is. Men kommunikation og journalistik overlapper under alle omstændigheder hinanden mere og mere. Nogle kalder sig ovenikøbet ’kommunikationsjournalister’ – hvad det betyder, aner jeg ikke, for journalister, der ikke kan kommunikere, burde opgive faget – og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har kurser i ’kreativ kommunikation’.

Men der er forskel på journalistik og kommunikation. Førstnævnte skal være kritisk og ikke mindst uafhængig for at gøre sig fortjent til sin titel. Kommunikation er et lige så hæderværdigt fag, men noget helt andet.

Grænseområdet mellem den uafhængige kritiske journalistik og den journalistiske formidling af bestemte kommercielle, organisatoriske eller politiske interesser bliver større og større og sværere og sværere at navigere i. De 10 største kommunikationsvirksomheder omsatte i 2012 for godt 300 millioner kroner – i dag er omsætning og indtjening givetvis større. De første kommunikationsvirksomheder – for eksempel JØP, Ove & Myrthu – bestod primært af journalister, men i dag er der tale om en branche, der bliver mere og mere professionaliseret af folk med akademiske uddannelser af både kommunikativ og forretningsmæssig karakter. Antallet af arbejdspladser er steget ikke bare i kommunikationsbranchen, men endnu mere i offentlige og private virksomheders samt interesseorganisationernes presse-, pr- og kommunikationsafdelinger, mens antallet af nye journalistiske job på rene journalistiske arbejdspladser er faldet.

Journalister står i dag over for en overmagt af kommunikatører og tidligere journalister. Det kunne man sagtens opfatte som et næsten eksistentielt problem for faget.

Lasse Jensen er mediejournalist Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kurt Loftkjær

Kritisk journalistik er truet

"Journalister står i dag over for en overmagt af kommunikatører og tidligere journalister. Det kunne man sagtens opfatte som et næsten eksistentielt problem for faget."

Det kan ikke afvises. En af årsager er, at aviserne afregnes direkte hos forbrugeren ved en daglig kvalitetsbedømmelse. Hvis man ikke får den avis, man mener, at man må kunne forvente eller hvis man føler at de elektroniske medier, som vi næsten alle abonnere på, dækker ens behov, så må man formentlig imødese, at avisjournalistikken bortvælges.

Kommunikation fra private firmaer og offentlige institutioner kan ikke fravælges uanset kvalitet og omfang og vi betaler alle indirekte for den form for ensidig envejskommunikation.

Journalistforbundet burde overveje, om udøvere af kritisk journalistik og udøvere af ensidig kommunikation kan finde rum i samme forbund!

Preben Haagensen, Anne Eriksen, Lene Christensen, Peter Madsen, Lise Lotte Rahbek og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Ligeledes, Kurt Loftkjær, burde organisationerne overveje, om deres mediestrategi er sund, og om de ikke i højere grad burde betragte udgivelsen af egne publikationer som en omkostning end som en mulig forretning. Fagbevægelsen døde, da den tog livet af sin egen presse.

Lars Dahl, Preben Haagensen, Anne Eriksen, Lene Christensen og Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne kommentar

Man kan også diskutere seriøsiteten i, at man tilsyneladende frit kan skifte fra den ene rolle til den anden. Gå fra journalistik til 'kommunikation' og tilbage igen.

Eller være journalist, dernæst spindoktor for et politisk parti og derefter igen blive journalist og underviser på medieuddannelsen.

Lars Dahl, Brian Pedersen, Troels Brøgger, Lene Christensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

En kedelig ændring
fra fokus på at få tingene gjort,
og til at tale om at få tingene gjort,
fremstille uendelige mængder af PR-materiale om at få tingene gjort
og failitere 'dybsindige' dialoger om, hvordan man bedst muligt får italesat tingenes tilstand uden at skulle ændre for meget ved status quo.

Niels Engelsted

Men der er forskel på journalistik og kommunikation. Førstnævnte skal være kritisk og ikke mindst uafhængig for at gøre sig fortjent til sin titel. Kommunikation er et lige så hæderværdigt fag...

NEJ, DET ER IKKE!

Lars Dahl, Espen Bøgh, Brian Pedersen, Preben Haagensen, Torben Kjeldsen, Anne Eriksen, Troels Brøgger, Henrik Leffers, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Herdis Weins, Lise Lotte Rahbek og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Problemet for megen såkaldt 'kritisk' journalistik er dens stræben efter 'objektivitet'. Journalisten skal ideelt set forholde sig objektiv. Men en sådan tilstræbt objektivitet udelukker jo dermed en egentlig kritik (kritik: via fransk critique af græsk kritike (techne) 'bedømmelseskunst', af krinein 'bedømme').

Det er da også derfor at så megen journalistik, i al sin lige-gyldig-hed, ikke formår at løfte sig over en flad rapportering af det partikulære, uden evne til at sætte det ind i en helhedsforståelse. Helheden har man hverken tid, evner, eller interesse i at beskæftige sig med. Den højt besungne 'vagthund' reduceret til en tæppetissende papirtiger, hvis knurren som oftest blot er dække for en grundlæggende (selv)tilfredshed med tingenes grundlæggende (s)tilstand.

Kan man bedrive kritisk journalistik på fuld mave? Jeg tvivler...
http://journalistforbundet.dk/Job--lon/DJ-lonstatistik/Find-longennemsnit/

peter fonnesbech, Brian Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Engelsted
Jeg vil dog indskyde et aberdabai til din ellers udmærkede kommentar:
Hvis vi taler om kommunikation som historiefortælling (eventyr, bøger, film, radio.. osv) er kommunikation et hæderværdigt og gammelt fag.
Men når kommunikationen bevæger sig over i propaganda, PR, reklamer og merkedsbodsråberi, så går glansen af sct. Gertrud.

Niels Engelsted

Forvir nu ikke begreberne, Lise Lotte.
Du ved godt, hvad Lasse Jensen taler om.

Og hvis det endelig skal være, finder man næppe større historiefortællere og eventyrdigtere end vores kommunikationseksperter og spindoktorer.

Lars Dahl, Espen Bøgh og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Det er ellers ikke mit indtryk, at fusionen mellem Journalistforbundet og Forbundet Kommunikation og Sprog er skrinlagt? Emnet bliver i hvert fald ivrigt debatteret, blandt andet i forbindelse med det forestående valg af ny formand, og kandidaternes holdning til spørgsmålet, pro eller kontra. Som udenforstående har det i øvrigt overrasket mig, at journalister ikke over en kam og helt kategorisk har afvist den sammensmeltning!

Men de helt store tabere er/bliver under alle omstændigheder os: Mediebrugere, seere, lyttere, læsere … os, borgerne.

Anne Eriksen, Herdis Weins, Lars Peter Simonsen og Niels Engelsted anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Lars Werge er faktisk netop blevet valgt som ny formand for Journalistforbundet.

"Samtidig har de to kandidater været uenige om en mulig fusion med forbundet Kommunikation og Sprog. Her har Uffe Gardel været kritisk og ment, at for megen tid er blevet spildt på at arbejde med fusionen de senere år, mens Lars Werge er stor tilhænger af en fusion."
[…]
"Trods de forskellige holdninger til fusionen bakkede de begge op om det ændringsforslag, der blev vedtaget af delegeretmøde onsdag, hvor essensen er, at fusionen er lagt død, men samarbejdet mellem de to forbund skal udvikles."

Michael Kongstad Nielsen

De rene journalistiske arbejdspladser dyrker i dag meget andet end uafhængig kritisk journalistik.
Dels fordi de ikke kan stå for den magt de har til at vinkle og udvælge, sortere og bestemme, hvilke kilder de taler med, og hvordan verdens begivenheder bliver præsenteret og bearbejdet, kort sagt - de ser verden med politiske briller på. Og dels fordi der fyldes masser af udenoms stof på, journalistisk uvæsentligt, men formodet underholdende, og journalisterne skriver flere og flere personlige klummer, hvor verden ikke bare ses gennem arbejdspladsens vedtagne profil, men helt ind gennem journalistens private, personlige facebook-agtige filter. Hvilken interesse læseren skulle have i det fortoner sig i det uvisse.

Spørgsmålet er, om der efterhånden er så stor forskel mellem journalistik og kommunikation?
Hvad er Lasse Jensens fx?

Brian Pedersen, Preben Haagensen, Anne Eriksen, Bo Carlsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Problemet kan udstrækkes meget længere, Steen Sohn. Det er f.eks. højst uheldigt, at folk, der tidligere har haft bestemmende funktioner i samfundet, ansættes i akademiske stillinger på alverdens universiteter, hvor de frit kan propagandere for deres politiske synspunkter og den ræson, der har ligget bag social ingeniørkunst.
Et klassisk embedsmandssystem fastholdt embedsmanden i et bestemt system, fjernet fra det almindelige arbejdsmarked, og politikere blev ikke betragtet som fødte ledere, men tværtimod som bærere af synspunkter, som de repræsenterede på vegne af interessegrupper i samfundet.

Lars Dahl, Brian Pedersen, Preben Haagensen, Anne Eriksen og Lene Christensen anbefalede denne kommentar
Søren Kristensen

Må jeg foreslå at en kommunikationsjournalist er en journalist der foretrækker at interviewer en anden journalist om et emne, frem for selv at åbner døren ud til virkeligheden - med alt hvad det kan indebære af ubehageligheder og tab af comfort. Men født, som jeg er, i Tvillingernes tegn, og mageligt anlagt tilligemed, forstå jeg til fulde kommunikationsjournalisten. Jeg ville aldrig kunne klare mig i felten.

Vibeke Rasmussen

Problemet med journalister der 'shopper' mellem det ene øjeblik at være ansat af og repræsentere Christiansborgspolitikere for i det næste at være ansat på et medie og dermed skulle 'servicere' borgerne, og omvendt, bakser jeg også med at have en meningsfuld – læs: realistisk – holdning til.

Strømmen den ene vej, kan jeg godt acceptere: Insideren, der skifter job og efterfølgende bliver blogger, kommentator eller lignende og derigennem med sin erhvervede viden kan indvi mig, borgeren, i og gøre mig klogere på, hvad der egentlig foregår bag 'Borgens tykke mure'.

Jobskiftet den anden vej, synes jeg derimod, er mere problematisk: Journalisten der fra at have været en del af den såkaldte 'fjerde statsmagt' og har repræsenteret mig, borgeren, pludselig hopper over på den anden side for nu i stedet at hjælpe en politiker med – sat lidt på spidsen, men alligevel – at skjule sandheden for mig, borgeren.

Men man kan jo ikke forbyde et sådant jobskifte. Det må til syvende og sidst være op til pågældendes egen moral og professionelle etik, om springet er ønskeligt og troværdigt.

Steffen Gliese, Anne Eriksen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Troels Brøgger

Den udvikling der beskrives i atiklen er faktisk allerede et problem for demokratiet. Der er helt klart ikke nogen mening i at beskrive pressen som en slags vagthund. Man kunne snarere beskrive det meste af den som en skør kamphund der bider tilfældigt til højre og venstre som den har lyst til.
Det andet store gamle begreb "den uvildige embedsmand" findes nok heller ikke så stor udstrækning mere.
Denne rasende håndhævelse af individet og dets personlige tilfredsstillelse som det højeste og eneste vigtige må stoppe hvis vi skal tilbage til at have flere rigtige journalister og flere embedsmænd der tilstræber at være uvildige. Hvis fællesskabet har erstattet individet som det højeste og vigtigste, vil der høre legitimering og større anerkendelse i at forsøge at tjene dette. Enhver kan så udføre sit arbejde med sigte på at styrke kvaliteten af det fælles, frem at skamride sin kæphest. Dette vil forbedre alt fra politibetjente over sygeplejersker til politikere og bankansatte.
Jeg ved godt det er en utopi, men kom ikke og sig at "det hører fortiden til", det er et spørgsmål om at træffe et moralsk valg, og det kan man også gøre nu.

Henrik Bjerre

Jeg fatter ikke et muk.

Hvis jeg ejer en avis - sælger jeg to produkter:

Jeg sælger avisen selv, den vil folk betale mindre og mindre for - men der betales dog i forventning om, at der er andet en reklamer i avisen.

Jeg sælger announcer - annoncørerne regner med at avisen har læsere.

En gang var der så en klog mand der opfandt PR. PR går ud på at snige en annonce i avisen uden at betale - få "budskabet" ind under det redaktionelle stof. Jeg har i egen person fabrikeret en del "pressemeddelelser" mv. gennem tiden - mest på det kulturelle område - og fået gratis spalteplads. Nogen gange har redaktøren "udenfor citat" sagt: "Du bliver nødt til også at indrykke en annonce hvis vi skal trykke det der!"

Hvis journalister og redaktøren ikke kan modstå det meste af "presset" fra PR-folk - så er de ikke deres opgave voksen og deres avis vil sansynligvis lukke - det er jo det samme som at sælge annoncer og glemme at sende regninger? Er der noget nyt i det?

Herman Hansen

Tiderne med at afdække politiske skandaler er afløst med tildækning af politiske skandaler... Økonomi er den nye Gud.

Herman Hansen

Nu er nyheder og journalistik i dag jo ikke andet end overfladisk og ligegyldigt google statistik journalistik.

For rigtig journalistik koster penge. Og ingen interesseser sig for dem alligevel.

Steffen Gliese

Detektor var et lamt program i dag, der slet i tilstrækkelig grad tog DA ved vingebenet og afslørede deres manipulerende tilgang til sammenligningen med Sverige.
DA skulle hellere bekymre sig om at sikre sin egen eksistens ved at få uddannet nogle flere erhvervs- og handelsskoleelever, der er nok, der ikke kan finde fodfæste, fordi der ikke er et krav om, at virksomhederne skal uddanne.

olivier goulin

I forlængelse af artiklen og dens pointer, kan man så tilføje, at aviserne også i mindre og mindre grad bliver skrevet af journalister - og i større og større grad af læserne selv. Den seneste trend af læserbrevsjournalistik, som har fundet vej til alle landets aviser - ikke mindst den, du nu sidder og læser - hvor gud og hvermand offentligt kan få luftet deres idiosynkrasier, er måske i nogens øjne udtryk for en demokratisering af journalismen, men i visse andres øjne, udtryk for et markant tab af journalistisk kvalitet i dagbladene.

Men det er jo ret klart at se den økonomiske fordel ved at fylde aviserne med gratis artikler - af desværre ofte meget tvivlsom kvalitet.

/O

Henrik Bjerre

@olivier goulin

Du tager fejl. Hvis der er noget der forhåbentligt kan få journalisterne til at vende tilbage til: "News - not views!" er det da gratis "views". At betale for meninger er da en absurditet.

olivier goulin

@Henrik

ikke forstået.

/O

Henrik Bjerre

@Oliver Goulin

Jeg læser dit indlæg som om du ser "læserbrevsjournalistikken" som et tab - jeg mener det er en gevinst.

Hvis offentligheden kan få meninger gratis - må det alt andet lige tvinge de journalister der vil bevare deres brød til at levere det man ikke kan få gratis: Nyheder - gerne dybdeborende historier fra den politiske virkelighed.

Lars Dahl, Steffen Gliese, Gert Selmer Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Henriette Rasmussen

Ja, jeg hygger mig nu stadig over det manglende komma mellem 'tidligere' og 'dygtige'. ER det med overlæg?
"Tidligere dygtige journalister som Michael Kristiansen og Michael Ulveman..."

Steffen Gliese, Vibeke Rasmussen, Lise Lotte Rahbek og Henrik Bjerre anbefalede denne kommentar
olivier goulin

@Henrik,

Ja, ok

/O

Torben Selch

Branche i krise?
Der er ellers nok at tage fat på.

Lars Dahl, Steffen Gliese og Brian Pedersen anbefalede denne kommentar
Bo Johansen

Det viser måske bare, hvor tandløs det store flertal af den danske journaliststand er. Det er stort set accepteret som normen, at en kollega pendler mellem spin funktion eller kritisk journalist funktion.
Men okay, hvis man ser sig selv og sit fag som værende i formidling og kommunikations branchen giver det jo mening.
Er det selve journalist uddannelsen den er gal med? Rekrutteringen?
Hvorfor er der så få journalister der ønsker at være i kritisk opposition til den enhver tid siddende politiske magt?

Vibeke Rasmussen, Steffen Gliese og Michael Kongstad Nielsen anbefalede denne kommentar
georg christensen

Hvis journalist branchen føler sig i krise, skyldes det måske dem selv. De har måske lagt sig for meget op på siden af magthaveren, og glemt den "slaven" (samlet underdanig), som selvstændig, til fordel for enehersker symbolet. Hvis "journalisterne" føler sig i krise, skyldes det kun, at de ikke er i stand til at styre sig selv, og alt for mange opfører sig som lobbyister og ikke længere som journalister.
Det er jo næsten ligegyltigt, hvor man ser journalisten henne i dag , så opfører tingestern sig som klovne i en eller anden cirkusforestilling på lige fod med magtbegæret, og kommer alt for ofte i klemme mellem forskellige interesser, vel nok bare for ikke selv, at komme på forsiden som en "idiot" på grund af sin egen manglende "neutralitet".

Mads Jakobsen

Jeg er ikke sikker på at der (længere) er stor forskel på PR og journalistik. Journalisterne går jo også efter at producere et produkt der taler til følelserne og vækker genkendelighed hos den udvalgte målgruppe. Du kan altid gætte vinklingen på et indslag eller en artikel hvis du ved hvilken TV station eller avis der bringer den. Det er så forudsigeligt at det ikke er nyheder. Du behøver ikke at læse det. Vi ved jo på forhånd at Ekstra Bladet synes at det er for galt, at TV Avisen er bekymret men mener at det nok skal gå, og at Information argumentere for at det er synd for fattige kvinder i den tredje verden.

Og journalisterne er stolte af det. De er stolte af deres evne til at lægge deres egen person til side og sælge varen. Det betragter de som professionalisme. Og det vel også. Men det er nøjagtig den samme professionalisme som en PR mand lægger for dagen. Så hvorfor ikke skifte side og få bedre løn?