Dårlig ide at gøre tvangsadoption til den lette løsning

Det er en ingen hemmelighed, at anbringelser af børn uden for hjemmet er en kostelig affære for det offentlige. Med det formål at skubbe kommunale udgifter over i private hænder, via tvangsadoption, vil socialminister Manu Sareen ændre adoptionsloven. Hvor det ifølge loven i dag skal være »godtgjort«, at forældrene varigt vil være ude af stand til at varetage omsorgen for barnet, skal det i den nye lovgivning kun være »sandsynliggjort«. Og denne ændring i formuleringen er slet ikke ligegyldig. For den baner vejen for, at det offentlige kan tvangsadoptere sig ud af de kommunale administrative og økonomiske forpligtelser, anbringelser af børn udgør. Det vil nemlig blive de fremtidige adoptanter, som skal afholde udgifter for barnet. Tvangsadoption bliver dermed en let løsning i en presset kommunal virkelighed.

Som ministeren selv skrev i Berlingske den 27. marts, skal »et udsat barn ikke være systemets prøveklud, og der skal være andre muligheder for at hjælpe barnet tilstrækkeligt«. Det er besynderligt, at ministeren tilsyneladende ikke mener, at de foranstaltninger og tiltag, som ligger under hans eget ressortområde, har til formål at gøre dette.

»Sindssyge og åndsvage«, som det så elegant er formuleret i adoptionsloven, skal åbenbart lettere kunne blive frataget deres juridiske status som forældre og forholdet til deres børn. Som følge af deres handicap kan de nu blive vurderet varigt ude af stand til at varetage omsorgen for barnet. (Vel og mærke også selv om de frivilligt måtte have anbragt barnet i pleje.) Dette var aktuelt i en sag fra Rødovre Kommune, hvor kommunen, for indeværende, har succes med denne usmagelige øvelse.

Ministeren glemmer

Lovforslaget åbner nemlig ikke blot op for muligheden for, at kommunens og Ankestyrelsens fortolkninger, vurderinger, antagelser og spekulationer om forældres fremtidige evne til varetagelse af omsorg for barnet lægges til grund for afgørelser, men hensynet til, at forælderen kan »spille en positiv rolle for barnet i forbindelse med samvær«, er taget fuldstændig ud af lovforslaget. Ser man på resuméer af sager om adoption uden samtykke fra Ankestyrelsen, vil man opdage, at netop samværsparagraffen i mange tilfælde er det eneste, som forhindrer en gennemførelse af tvangsadoption. I sager, hvor resultatet bliver, at børn bortadopteres uden deres forældres samtykke, kan det vel ikke være ministerens alvor, at der skal slækkes på dokumentationskravene i afviklingen af et så betydningsfuldt forhold som forholdet mellem børn og forældre?

Ministeren glemmer, at selve forholdet mellem barn og forældre også ophører med vedtagelsen af denne lovændring. Ændringen bygger på den forskruede antagelse af, at stabilitet og kontinuitet i børns opvækst, kun kan sikres gennem tvangsadoption og bringes i fare ved samvær med en handicappet mor eller far. Kontinuitet og stabilitet kunne måske også sikres ved at minimere skift af plejefamilier, sagsbehandlere og institutioner gennem børnenes opvækst.

Et knus hver 14. dag

I de tilfælde, hvor barnet er adskilt fra en eller begge forældre, og hvor det ikke strider mod barnets interesse, har det ret til at bibeholde personlige relationer og direkte kontakt med forældrene. Disse rettigheder er fastlagt i FN’s Børnekonvention, som Danmark har tiltrådt. Det er trist, at ministeren tilsidesætter internationale konventioner, som skal sikre børns rettigheder. Samtidig bevæger han sig også væk fra den internationale udvikling på adoptionsområdet, hvor man i stigende grad bevæger sig mod såkaldt family-preservation og ikke mod en total afvikling af forhold mellem børn og deres familier.

I praksis vil vedtagelsen af dette lovforslag betyde, at flere børn mister retten til samvær med deres forældre. Dette kan meget vel blive realiteten, da ministerens lovforslag er alt for vagt formuleret. Især når det drejer sig om de »særlige tilfælde«, hvor samvær kan finde sted efter en tvangsadoption. Handicappede forældre, som ligeledes er sikret rettigheder – blandt andet i FN’s Handicapkonvention – bør støttes og opmuntres til at have samvær med deres børn med de ressourcer og rammevilkår, de nu engang har. Ikke med lovens magt frakendes deres forældrerettigheder. Her bør man tage udgangspunkt i hvad-de-kan og ikke i hvad-de-ikke-kan. Hvis en handicappet persons omsorg for sit barn begrænser sig til at kunne give barnet et knus hver 14. dag, så er det her, at støtten til samvær skal starte – ikke her, at tvangsadoption skal kalkuleres og kalibreres. Tvangsadoption kan aldrig blive et mål i sig selv, når det strider mod barnets interesse og fungerer som en ’fix -it–all-løsning’ for anbringelser af børn uden for hjemmet, hvor alt det gode starter, og al fortid slutter.

Heidi Borg Jørgensen er uddannet cand.scient.adm