Kommentar

Dansen om guldkalven

Forrige søndag var mit barn og jeg til landbrugets årlige Økodag. Og hvis det stordriftskoncept, vi var vidne til, er repræsentativt for den fremmeste velfærd for køer i dette land, står det virkelig skidt til med dyrevelfærden
Debat
28. april 2015

»Det er mælk,« siger den seksårige, omme fra bagsædet, om det lille (bitte!) logo på parkeringsvagtens vest. Vagten peger fremefter, ud på marken og op. Ligesom den næste vagt også gør det og den næste.

Vi er ikke de eneste, der har fundet på at ville se på dansende køer denne søndag. Bilen moser sig frem, følger det tydelige spor, der er dannet i græsset i det kuperede terræn. Det er landligt på den gode, forårsagtige måde, da vi træder ud. Bortset selvfølgelig fra de mange hundrede biler. Og endnu flere mennesker.

Allerede på lang afstand ser man køerne, ikke de dansende, men dem foran indgangen til stalden, ved spejdernes bod, ved forhindringsbanen, ved cykeltraktorbanen, ved toilettet, ved teltet med smagsprøver. Og ikke mindst rundt langs hegnet om marken, hvor horderne stimler tættest sammen for at få udsyn til løjerne.

Vi tager opstilling allerbagest, hvor marken ender. Jeg er ubehageligt bevidst om det mærkværdige i, at den seksårige endnu aldrig har prøvet at få stød på et elektrisk hegn. Dem er der ikke mange af i brokvartererne.

På slaget 12 åbner dørene, og køerne gungrer ud. Der er spjæt, hop og stangen. Og sikkert nok også drama ved hegnet, hvis man er nået frem i tide til at være rigtig tæt ved.

Jeg læste et sted, at køerne faktisk ikke danser af glæde, men bliver stressede af at komme ud af de vante omgivelser. For et ukyndigt øje som mit er det svært at afgøre, hvad der foregår. »Se køerne slås,« ville nok ikke sælge så godt blandt børnefamilierne. Det er ikke dramaet, den årlige Økodag – landbrugets mest besøgte og omtalte event – bliver solgt på.

På besøg i kalvevuggestuen

Nede i vores ende af marken tager de det rimelig roligt, køerne. Og det er da ganske fornøjeligt at stå der og stene over, hvor kantet sådan en ko egentlig er.

Så er der turen tilbage, rundt om mudderpølen, der trods det tørre vejrlig nok godt kunne byde en bysko modstand. Ind omkring staldene, hvor de tilbageværende køer står tæt i deres eget lort. Hvor kalvene allerede, når de er få dage gamle, ligger alene i små bure, adskilt fra moder-koen. Og når de er lidt større, i lidt større indhegninger, der kaldes ’kalvevuggestue’ og ’kalvebørnehave’ for hyggens og formidlingens skyld, men måske desværre også ret rammende, hvis man ser på de få kvadratmeter pr. individ. Det er sådan, vi opbevarer afkommet.

Tilbage i køerne udenfor, de lange og menneskelige. Hos spejderne venter vi en tid på at få at vide, at plasticbeholderen med fløde, med hvilken man kan kærne sit eget smør, er udsolgt. Barnet står i kø til forhindringsbanen, imens jeg kigger opgivende på rækken, der venter på gratis smagsprøver, yoghurt, mælk, ost. Jeg magter det ikke. Og har måske også en lidt dårlig smag i munden over hele stordriftskonceptet.

Hvis dette er den dyrevenlige udgave, velfærd for køer, så er det logik for burhøns, at det generelt står rimelig skidt til.

Det kan undre, at det kaldes misrøgt, når en landmand lader stå til, så dyrene dør af sult, men ikke når hver 20. ko eller kalv dør før tid af enten yverbetændelse, ben- og klovproblemer eller manglende ædelyst, som det er tilfældet i det konventionelle landbrug. Selv her, hos de økologiske velfærdskøer, er det forstemmende, hvor lidt der er nok til at udgøre et godt koliv.

Slå en rude ind

Man kunne forestille sig, at hver ko skulle have plads til at bevæge sig hele året rundt. Plads nok til at der ikke opstår chikane og slagsmål i staldene. Eller at vi alle sammen, vi forbrugere, bare skulle drikke og spise lidt færre mælkeprodukter, så der ikke var behov for så mange køer. Det med kalken kan jo også klares ad andre veje, hvis man ikke nødvendigvis skal tænke i profitmaksimering. Eller noget.

Det tænker jeg på, imens drengen næsten er nået frem til stedet, hvor det bliver hans tur, til at forcere forhindringsbanen.

»Sikken tålmodighed,« siger en ældre mand. Ja. Det er vel trods alt noget, de lærer ude i institutionerne: at vente på det bliver deres tur.

På parkeringspladsen spørger to parkeringsvagter, om det er vores bil, der holder i solen med en hund i.

Vi ryster på hovederne, vi har ingen hund. Forruden er helt dugget, så de vil snart slå en rude ind, hvis ikke de finder ejeren.

Jeg kigger over på køerne, der nu græsser fredeligt. Tænker på kalvene i burene. Køerne der stadig står inden for i staldene og alle deres ikkeøkologiske artsfæller, som ikke har udsigt til at komme ud, før de skal slagtes.

Om der er nogen, der vil slå en rude ind for dem?

Addie Nors Madsen er uddannet cand.comm.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her