Kronik

’Ensomhed og social isolation gør ondt, fandens ondt’

Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så forestil jer, hvordan det er ikke at have nogen at betro sig til, at dele sine sorger og glæder med. Jeg er et produkt af det fællesskab, jeg er blevet udelukket fra
Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så forestil jer, hvordan det er ikke at have nogen at betro sig til, at dele sine sorger og glæder med. Jeg er et produkt af det fællesskab, jeg er blevet udelukket fra

iBureauet/Mia Mottelson

Debat
14. april 2015

KRONIK – Jeg opfylder alle parametre for at blive klassificeret som ensom og socialt isoleret. Jeg er midaldrende, single og barnløs. Min eneste forælder er død. Min søster har jeg ingen kontakt med. Hendes børn næsten heller ikke. De få venner, jeg har, bor langt væk, og jeg er førtidspensionist.

Men denne kronik handler ikke om mig som person, for selv om jeg tager udgangspunkt i min egen situation, er dette ment som et bidrag til en debat om et meget nærliggende og voksende problem i samfundet, nemlig ensomhed og eksklusion.

Ingen indrømmer frivilligt, at de er ensomme. Det er flovt; det er tabu; og det er hensynsløst over for dem, der ikke er det – for man kunne risikere at give dem en dårlig smag i munden.

Men ensomhed findes alle steder, i skoleklasser, på arbejdspladser, i ægteskaber. Det har sneget sig ind, efter at vi fik så travlt med arbejde og selvrealisering, at der ikke længere er tid til at komme hinanden ved.

Og nu vil jeg give tabu en over næsen og stå frem og sige det højt: JA, jeg er ensom. JA, jeg er socialt isoleret. NEJ, jeg vil ikke have medlidenhed.

Man mister håbet

Ensomhed og social isolation gør ondt, fandens ondt. Men hvordan opleves det?

Ensomhed er, når man ikke længere har nogen at kunne betro sine inderste tanker til, dele sine glæder med, ingen at dele sorger og bekymringer med; når der ikke længere er nogen, man ved, er der, uanset hvad der måtte ske; når der ikke længere er nogen, man har en fælles historie med, og som man kan dele fælles minder om fælles oplevelser med; ingen, der vil savne en, hvis man var borte. Når man er nået så langt, så giver livet heller ikke længere nogen mening. Man mister håbet om, at livet nogensinde vil blive bedre. Man tænker ofte på, hvorfor man overhovedet bliver ved. Nå ja, man må ikke være egoistisk, og man skal tænke på, hvad det ville gøre ved dem, man efterlader. Men man mister livslysten. Forsøger at fylde dagene, så godt som økonomien og kræfterne tillader. Man ændrer sig som person.

Den, man engang var, forsvinder og erstattes af en anden; en person, som man end ikke selv bryder sig om. Skuffelsen og sorgen spreder sig i kroppen, og den knugende fornemmelse af sorg bliver ens faste følgesvend.

Ingen ensomme ønsker medlidenhed. Man ønsker sig ligeværdige sociale kontakter, hvor begge eller alle parter har et ønske om at deltage. Men så længe folk ikke kommer ud af deres individuelle boble, lægger deres elektroniske legetøj til side og engagerer sig i det virkelige liv, så vil antallet af reelt ensomme stige.

Ja, velgørende organisationer kan gøre meget for ensomme, men de ’netværk’, man får der, er kunstige, det er ikke reelle venskaber. De er der for at fylde tiden ud for ensomme, så de har mindre tid at føle sig ensomme i. Det giver ingen reel følelse af at være en del af fællesskabet, for det er ikke andre ensomme, man har behov for at få kontakt til.

Det er ikke din personlighed, men dit miljø, der gør, at du bliver ensom – og det er ensomheden, der ændrer din personlighed. At skulle sidde i en gruppe af mennesker, hvor alles personlighed har ændret sig i en negativ retning, og være negative sammen, det kan kun gøre én endnu mere negativ, og så bliver det endnu sværere at få normale kontakter.

Man kan beskrive ensomhed som en gruppe på ti mennesker, der står skulder ved skulder i en rundkreds, mens den ensomme står udenfor og kigger på, uden mulighed for at kunne komme med i kredsen.

For en ensom kan ikke selv bryde kæden. Vi snakker om inklusion, men inklusion er ikke noget, den ensomme selv kan skabe, det kan kun fællesskabet – ved at åbne op og lade de ensomme være med. Vi skal ikke være sammen med andre ensomme, men med ligestillede, der allerede er inkluderede i samfundet.

Uden arbejde er du intet værd

Jeg blev grundlæggende født som et overoptimistisk menneske; livsglad og ubekymret, smilende, åben, imødekommende, nysgerrig, let at snakke med og komme i kontakt med. Jeg elskede at grine, gerne meget og gerne hver eneste dag. Og jeg havde let ved at finde venner. Men alt det er næsten væk i dag. Jeg kan mærke, at det stadig kan vækkes til live, men omstændighederne (læs: mit miljø) forhindrer det.

I et land, hvor de fleste sociale kontakter skabes på arbejdet, er sygdom og arbejdsløshed med til at forstærke ensomhed meget. Det har det i hvert fald gjort i mit tilfælde. Det sociale liv i Danmark foregår for en stor del via arbejdspladsen. Og uden arbejde er du intet værd.

Jeg ville meget gerne kunne besøge venner og bekendte meget mere, end jeg gør. Men her sætter økonomien sine egne grænser for en udsat, og kan man ikke holde trit med venskabskredsen, gavebytteriet, middagene og så videre, så falder den også væk, lige så stille og roligt.

Jeg har nogle fantastiske venner, intellektuelt ligestillede, men ikke mange, de bor så langt væk, og det er sjældent, vi ses. Men da jeg i dag er førtidspensionist, er der mange, som tidligere ville have glædet sig over et venskab med mig, der ikke længere vil have noget med mig at gøre – eller er det fordi min personlighed allerede har ændret sig så meget i en negativ retning, at jeg skræmmer folk væk?

Jeg vil gerne have en at dele resten af livet med. Af de samme grunde som alle andre: for ikke at være ensom, og fordi ensomhed fører til sygdom og tidlig død. Men jeg har intet at byde ind med i et forhold andet end det, jeg har mellem ørerne.

Jeg kan ikke holde hus for to, ikke være spontan, jeg kan ikke overkomme ret meget, heller ikke i relation til fysisk samvær. Så jeg har indset, at jeg med relativ stor sikkerhed aldrig vil komme til at finde en at dele resten af livet med.

Alle har et ansvar

Ensomhed i dag skyldes sjældent, at et menneske ikke kan tilpasse sig, eller er det, man i gamle dage kaldte en særling. Nej, det skyldes, at der stilles så mange og store krav til borgerne i samfundet på så mange planer, at de fleste ikke længere har tid til andet end dem selv og deres eget. De er ikke klar over, at ensomheden meget nemt kan ramme dem selv en dag.

Så, alle I inkluderede derude: Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så prøv at tænk på, at det menneske måske ikke har nogen, som det kan betro sig til, dele sine sorger og glæder med. Tænk på, at det ikke er dem, I reelt ser, men derimod et produkt af en ensomhed skabt af vores samfund og udelukkelsen fra et normalt liv, fra deltagelse i fællesskabet. Tænk på, at den eneste måde, hvorpå de kan blive ’normale’ igen, er ved at inkludere dem.

Tænk på, at den ensomme går alene dag ind og dag ud og måske ikke har råd til ferier, ikke har råd til teatre og koncerter, ikke har råd til shoppingture og ikke oplever ret meget positivt i hverdagen.

Nej, det er ikke altid sjovt at høre på, men vær klar over, at det først er, når et menneske er hentet ud af ensomheden, at det også begynder at få positive oplevelser, som det kan berette om og bidrage til en samtale med.

Ensomhed er et problem, alle bidrager til; både de inkluderede og de ekskluderede. Og skal ensomheden minimeres, skal alle gøres deres – men mest af alt de inkluderede.

Liliane Murray er såkaldt brøkførtidspensionist. Det betyder, at hun får udbetalt en begrænset førtidspension. Man skal have boet i Danmark i mindst 40 år for at kunne få fuld førtidspension

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

John Christensen

Hvis du brænder efter en der ubetinget elsker dig, så anskaf dig en lille hund!
Den vil desuden holde dig igang og sørge for - at du også selv bliver luftet.

Jeg har personligt oplevet at have udvidet netværket lokalt, fordi "hundemennesker" mødes og taler sammen - også om andet end hundeemner. I det seneste årstid hvor vi har haft en lille hund.

Spøjst at du oplever netværk via velgørende organisationer - som kunstige i forhold til rigtige venskaber.
Hvor og hvornår har du sidst oplevet, at god kemi opstår og lyst til at være ift. en af dine venner?
Jeg mener at der er andre og endog bedre kanaler end jobs!
Tak fordi du med dit indlæg er med til at nedbryde et tabu.
Jeg mistede for nu 3 år siden min allerbedste ven igennem livet til kræften, og kan ikke rigtig komme mig over tabet.
Der er ikke en anden der bare kan tage over.
Der er sågar gamle venner som jeg ikke selv ønsker at inkluderer i mit nuværende liv, fordi de er for belastende (misbrug, af og til ude af kontrol).
Vennekredsen svandt ind, samtidig med at solidariteten forduftede, og spekulationen tog over der hvor man bor.

Tror ved nærmere eftertanke ALDRIG jeg har oplevet et fællesskab der ikke i en eller anden grad har virket ekskluderende på typer der ikke har passet ind, og da ikke mindst på arbejdsmarkedet.

Så søg derfor et fællesskab hvor du passer ind.
"Lige børn leger bedst", og kontakt med ligestillede - altså andre ensomme skæbner - kan godt være en god begyndelse, på en proces væk fra isolationen. Du kan ikke være venner med alle, men plej og dyrk relationen hvor din indsats bliver gengældt.
Kan du ikke få den du elsker, så elsk den du får.
At udsætte kan være fatalt - Så lev dit liv.
I København har vi Kofoeds Skole hvor alle voksne imellem 18 og 60 år kan komme ind fra gaden og gøre en forskel - også for sig selv.
Ellers?
Hvem ved - måske ses vi i Hundegården? (Start med at låne en. Hvis du er tvivl - så lad være!)

God dag der ude

Anne Mette Jørgensen, Liliane Murray, Michael Reves, Birthe Skyt, Markus Hornum-Stenz, nils valla, Britta Hansen og peter fonnesbech anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er selvfølgelig noget af et problem at være en førtidspensionist, der ikke engang modtager den fulde pension - så er må det være svært at få råd til at deltage i meget. Selv holder jeg meget af min ensomhed, for selvom jeg har en del venner, har jeg ingen, jeg rigtig betror mig til. Med tiden er det nu også snarere blevet sådan, at betroelser er blevet afløst af indiskretioner, hvilket letter meget på omgangen med andre mennesker.
Det kommer an på, hvor man bor - og selvfølgelig, når man er på pension: hvad årsagen er, altså om der er fysiske og psykiske begrænsninger på aktiviteterne.
Selv går jeg meget på biblioteket; men jeg bruger også megen tid med at udveksle med de gamle bekendte og skolekammerater, jeg har fundet via nettet, især facebook. Mine forældre har altid været foreningsmennesker, så sporene skræmte tidligt; men det er meget tit ved at erhverve sig nogle aktiviteter at gå til, at man kan skabe bekendtskaber.

Christel Gruner-Olesen, Gert Selmer Jensen, Frank Hansen, Britta Hansen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar
Bente Petersen

Hi Liliane, din beskrivelse af ensomhed er, som man siger paa dansk, 'forfaerdelig god" - og der er nok mange der foeler saadan - og det er forfaerdeligt. ...MEN:
-
Der er kun een, der kan bryde ens ensomhed og det er en selv.
-
Men det vi alle kan goere for at hjaelpe er at lytte.
-
Jeg er self broek-pensionist, da jeg arbejdede mange aar uden for DK ... (men det pekuniaere er ikke noget problem, da jeg er vant til at overleve paa meget lidt) - - - kva arejedet uden for DK I 45 aar er mine mange gode venner derude og det koster mange penge at besoege dem... men saa er der heldigvis nettet - email - afstand er jo bare noget der eksisterer i ens peception.
-
Jeg kan godt FORSTAA, hvad du Liliane siger. Men glaeden ved at vaere til, glaeden ved at nyde solen skinner og traerne springer us, eller efteraar vinter, hvor lyset svinder og naturen begyner at sove den kommer indefra.
-
Du var glad ... og hvad skete saa ? Der lavede om paa det? Hvad skal der til, for at du kan blive glad igen? Hvad kan du goere for at du kan blive glad igen?
-
Og saa maa jeg lige spoerge, hvad spiser du ?
Er din kost een, der giver dig kraefter og energy? Een der giver dig mulighed for at sove 7-8 timer ? Hvis ikke, saa find us af, hvad kost er den rigtige for dig og gaa igang med den, saa du kan faa kraefter og energi ... saa vender glaeden lige saa stille tilbage.
-
Og saa er der jo altid, den der med at taenke paa dem der har det meget vaerre... for dem er der jo mange af her i denne verden. Det har faktisk taget hjulpet mig mange gange.
-
Med hensyn til at have venner... saa var der engang een, der sagde til mig ''For at have en god ven, maa du have vaeret (og vaere) en god ven.'' - Det gjorde mig glad - det var meget 'validerende" .. men det er faktisk meget rigtigt, synes jeg. - Baade paa det personlige niveau, paa nationalt og paa internationalt niveau.
-
Tak for at du skrev, hvad du gjorde her - det skal der faktisk meget mod til.
-

Anne Mette Jørgensen, Birthe Skyt, Markus Hornum-Stenz, Nanna Wulff M., Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Et modigt og væsentligt emne.
Men det er lidt svært at gennemskue for mig, hvorfor Liliane ikke ønsker samvær med andre, som føler sig ekskluderet? Er det af frygt for at ende i en nagativ samtalespiral eller..måske at møde et menneske med lige så lidt overskud, som een selv, og så ikke formå at skabe kontakt?

John Christensen
Jeg er sikker på din gode intention, men en hund koster penge på mere end een måde.

Anne Mette Jørgensen og Britta Hansen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Ensomhed er mange ting, hvis man er mere intelligent end gennemsnittet er man udsat, hvis man ikke er psykisk robust så er man udsat, hvis ens forældre ikke havde tid til en så er man udsat osv. Måske er det sådan, at kun de mennesker med en udpræget social intelligens og ingen andre skavanker kan føle sig uden for farezonen ... og måske skulle vi andre ikke sætte et ideal om et rigt socialt liv fyldt med underholdene mennesker, fordi det simpelthen er naturstridigt. Jeg tror ikke, at vi mennesker lever på en planet, der er særlig ideel i forhold til at være social, hvis vi ser os rundt i "junglen" så er det kamp for at overleve, der præger dagsorden - hvis vi vil være sociale så går vi op imod strømmen og vi skal nok "polstre os" i forhold til at ville det unaturlige "sociale rige" liv. Måske en dag kan vores civilisation indholde mere end at indpasse mennesker til samfunds maskineriet, men det kræver en indsats ud over det sædvanlige ... eksempelvis skal man kunne man kunne udføre det mirakel, at gøre ideen om kulturhuse interessant igen og endvidere sørger for at nedsætte antal af børn pr. lære og pr. pædagog og det sker nok ikke lige foreløbigt.... når det gælder kultur, så er vi måske ikke kommet ud af stratosfæren...der er stadig et stort univers hvor ingen kvinde eller mand endnu er nået ud...

Michael Reves, Preben Haagensen, odd bjertnes og Troels Brøgger anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

... hvis mennesket var et socialt duelig væsen, så ville vi forlængst have indrettet verden helt anderledes....

Anne Mette Jørgensen, Michael Reves, Gert Selmer Jensen og Carsten Mortensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Ak, ensomhedens mentale fængsel. Først og fremmest tak for en hudløst ærlig skildring af den bundløse fortvivlelse, som en sådan indespærring medfører. Nedbrydelsen af sjælen, tabet af meningen, ressentimentet der som en uafrystelig skygge formørker selv solens lys.

Også jeg er intimt bekendt med dette fængsels vægge. Har nidkært ridset dagenes kommen og gåen i deres grå beton:

Livet .Lige nu og her, men alligevel helt ved siden af. Langt herfra. Langt fra denne fængselsgård, hvor solen nok skinner, jo bevares, men skinnet bedrager. Falder som ligegyldige dråber, blandt træer og buske. På slidte fliser lagt af for længst glemte hænder, i en anden tid. Fortid. Datid. Da solen skinnede klarere, i en anden virkelighed. Hvor nutid var fremtid, og alle døre stod åbne.Denne virkelige fængselsgård, i dette virkelige øjeblik. Dette virkeligt vigtige øjeblik, som allerede er forbi, og som aldrig kommer igen. Var jeg her virkelig, da det virkelig gjaldt? I denne gård, i dette liv? Eller er de spildt - disse dråber af tid? Mistillid!

Hvis lidelse skaber stor kunst er jeg, som det turde fremgå, undtagelsen fra reglen. Men vedlagte lille 'digt' burde dog tjene til at give mine ord lidt vægt: Jeg ved hvad jeg taler om! For din erfaring har været min. Er min, når skyggen fra tid til anden gør opmærksom på sig selv. Den slipper jeg aldrig af med, og det er på sin vis en god ting. Den har tugtet mig, det er sandt, berøvet min verden noget af dens lys og varme. Men den har også belært mig, givet mig en indsigt og en viden som er min, og som tilhører hjertet snarere end forstanden.

Men en sådan medlidenhed vil du ikke vide af, skriver du. Du låser fængselsdøren indefra, lader skyggerne danse på væggen. Nøglen smider du væk - for en tid.

Jeg håber at du vil tro mig, Liliane Murray, når jeg fortæller dig at intet fængsel kan holde et menneske indespærret, som ikke ønsker at være det. Det lyder barskt, urimeligt, afvisende, men det er ikke desto mindre sandt. Det betyder ikke, at et menneske selv kan bryde ud. Vi har alle hjælp behov. Jeg håber også at du vil lytte til mig, når jeg påpeger at skyggen bekræfter lysets eksistens.

I Dybeste medlidenhed,
Torsten

Anne Mette Jørgensen, Sandra Mønster, Maiken Guttorm, Hjalte Jensen, Markus Hornum-Stenz, Carsten Mortensen, Christian Meyer Nielsen, Britta Hansen, Anne Eriksen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Jeg har altid stor respekt for mennesker, der tør udlevere sig selv, så vi andre kan få indsigt. Og jeg har selv oplevet en del i samme boldgade, så jeg kan godt forstå dine ord. Når det er sagt, må jeg også sige, at man selv er med til at give en situation lov til at opstå, hvis man ikke stritter imod og gør tiltag, der kan modvirke og kompensere. Og handler det om, at man gerne vil have et større netværk, så må man starte med selv at være åben og gøre sig attraktiv, interessant og synlig. I dit tilfælde Liliane, understreger du, at du ikke vil have medlidenhed og det tolker jeg som, at du skriver i Information, fordi du gerne vil tages seriøst og i dialog. Det betyder også muligheden for at få nogle modspil. Når jeg kigger på din Facebook, møder jeg imidlertid en yderst anonym profil, med så få oplysninger og et intetsigende barnebillede, at hvis jeg har set på den rigtige profil, så må jeg sige, at den ikke just befordrer til nysgerrighed. Og jeg tror faktisk, at netop det at gøre andre nysgerrige på, hvem du er, er en af hovedvejene ind til netop dig. Så på den ene side, kan jeg sagtens se og forstå din situation. På den anden side, er der flere andre end mig, der i deres kommentarer, undrer sig over, at du afviser muligheder, der ligger lige til højrebenet. Vi kan alle kun være et dejligt tilbud til vores medmennesker og omverden. Om de vil os eller ej, er altid deres eget valg, men siger de nej, går de glip af os :-)

Birthe Skyt, Troels Brøgger, Sune Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Jeg syntes det er lidt beskæmmende, at mennesker forholder sig mere til sig selv og deres følelser istedet for nøgternt, at se på hvad socialitet egentlig er og hvor meget det kan indeholde....venskaber, patnerskaber, ægteskaber er alle optimistjoller i åbent hav...

Markus Hornum-Stenz og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Og det er ikke nemt
at være ude og glemt
når man er faldet derned
hvor man ikke mer ved
om man er købt eller solgt
skal være flov eller stolt
og man føler sig skabt
som en håbløs fredløs hjemløs hjælpeløs fortabt
(Tom Lunden, Bifrost)

Og, en dårlig dag har altid været nemmere at komme igennem med penge på lommen end uden ...

At være et søgende menneske er stadig muligt, og vi har stadig gratis glæder - naturen, biblioteker, gratisarrangementer, gratis kor, sang og dans, gratis yoga (aldeles fremragende med den rette underviser) på fx koefods skole? Byens Lys, biografen på christiania, har spændende gratis aftenforedrag, gratis jam på christianias børneteater - og christiania er iøvrigt et interessant og naturskønt sted at komme, olde koller og .... at have det som liliane er en stor eksistentiel udfordring, en ond spiral som er svær at bryde. Gør noget usædvanligt, smør en madpakke og cykl ud og mød verden og mennesker - der sker altid noget sjovt eller spændende, stort og småt, hvis man er imødekommende og fordomsfri, og om ikke andet er man træt og sover godt efterfølgende. Det kan også være godt at arbejde med bevidst tankestyring - ikke at lade sig rive med af negativitet, men bevidst fokusere på det gode, sande, skønne og retfærdige. Politisk arbejde er altid efterspurgt, fx i Alternativets politiske laboratorier.

Med årene
kan det blive sværere
at hive sig op
ved hårene
(rc)

Men hvad er alternativet - en langsom død?
God vind liliane.

Anne Mette Jørgensen, Christel Gruner-Olesen, Jørn Andersen, Mette Hansen, Britta Hansen og Poul Sørensen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Poul Solrart Sørensen skriver,

Jeg syntes det er lidt beskæmmende, at mennesker forholder sig mere til sig selv og deres følelser istedet for nøgternt, at se på hvad socialitet egentlig er og hvor meget det kan indeholde....venskaber, patnerskaber, ægteskaber er alle optimistjoller i åbent hav...

En sådan beskæmmelse forudsætter jo troen på at en nøgtern evne til at se, er os alle forundt, i alle faser af vores liv. Men det, Poul, er jo netop ikke tilfældet. For det første kan jeg ikke nære mig for at påstå, at dét du forbinder med et 'nøgternt' perspektiv, i al væsentlighed er sammenfaldende med dit eget, subjektive perspektiv. Der er absolut ingen grund til at formode, at et sådant nøgternt blik er tilgængeligt for alle andre. Tværtimod.
(dermed ikke sagt at dit perspektiv er andre uvedkommende. Den socialitet du påpeger muligheden af, er vel netop karakteriseret ved det gensidigt anerkendende blik?)

For det andet, og i sammenhæng med det første, er det en misforståelse at skelne mellem 'mennesker selv og deres følelser'. Vi mennesker 'er' vores følelser, i lige så høj grad som vi 'er' vores forstand. Og her er det værd at bemærke at følelsen kommer først, og at den forstandige tanke ikke kan opbygges på andet grundlag. Hvad nytter det så at bede mennesker om at føle noget andet, end det de gør? At tænke noget andet? Har det nogensinde virket for dig? Er du forfatter til dine egne tanker? Kalder du bevidst din glæde, din kærlighed, dit had, din foragt frem?

Hvis du havde ret, kunne vi alle nøgternt kigge ind i den andens øjne, og erklære vores kærlighed og forbundethed. Men som bekendt er livet ikke helt så let endda.

Britha Bunk, Laust Persson, Anne Eriksen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Torsten det er ingenting, der er enkelt, hvis man ikke skiller tingene ad. Vi har forstand og vi har følelser, men vi er lige så lidt vores følelser, som vi alene er vores forstand.
Hvis vi vil forstå, hvad der foregår må vi træde skridt tilbage og analysere på det. Alt vores videnskab er baseret på at vores nysgerrighed har fået os til at træde et skridt tilbage og spurgt os selv, hvad det vi har foran os.
Hvor ville menneskeheden have været henne hvis vi ikke havde analyseret på vores situation. Vi havde ikke haft tingsteder, jyskelov eller kærlighed (i stedet for parringssæson). Mennesker må forstå, at de skal forholde sig til sig selv og deres egen situation og kan man ikke det, så er man enten fanget i en slags depression eller også skyldes det at man ikke har gjort sig nogen tanker om de sammenhænge der fungere på det pågældende område. Socialitet er en størrelse i vores eget liv som vi - lige som alt andet - skal udsætte for vores nysgerrighed for at kunne bruge, medmindre man ligefrem er født med en høj social intelligens .....
Da vi var børn blev vi ført sammen af de voksne og vi kunne klare os uden social intelligens, men når vi bliver voksne må vi interessere for vores sociale intelligens lige som vi må interessere os for vores arbejdsevne ....

Michael Reves, Randi Christiansen og Peter Günther anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Når nogen mener at det er helt til grin, at spekulere over hvad slags dyr de er, så skyldes det måske at de har bort rationaliseret den del af deres personlighed, der blandt andet indeholder deres sociale side...den side der kan lide at lege lidt med begreberne...

Der er to sider af sagen. Den eksistentielle og den strukturelle. Kronikøren gør sit for at italesætte de strukturelle problemer, og kommentarkoret bjæffer løs med eksistentielle selvhjælps husgeråd. Det er altsammen meget sympatisk, men rykker ikke en radisse.

I Ove Kaj Pedersens analyse af det moderne Danske samfunds udvikling påviser han hvordan de forskellige faser er karakteriseret ikke blot ved forskellige menneskesyn, men i højere grad ved hvordan vi som samfund definerer fællesskab. Den tidlige nationalstats fællesskabsbegreb var folkeligt. Foreningsliv og alt det der. Så kom velfærdsstaten og gjorde fællesskabet til et eksistentielt anliggende hvor ansvaret for hinanden vejede tungest. OVK kalder det menneskeliv. I den senmoderne tid har vi så en konkurrencestat hvor tidligere folkeliv, senere menneskeliv, nu er erstattet af arbejdsliv. Det definerende fællesskab er arbejdsfællesskabet. Arbejdet ophøjes til den ultimativt frigørende og selvrealiserende katalysator for velvære, og hvis du ikke har noget, ja så er du sgu selv uden om det. Snup en tudekiks og en lykkepille. Og tag dig så i øvrigt lige sammen...

Det er groteskt at vi samtidig får tudet ørerne fulde om inklusion. En konkurrencestat er pr. definition ekskluderende. MAO: enten sadler vi om og satser på inkluderende strukturer, eller også skider vi højt og flot på dem der falder af i svinget...

Anne Mette Jørgensen, Laust Persson, Christel Gruner-Olesen, Martin Madsen, Vivi Rindom, Hugo Barlach, Maiken Guttorm, Jens Kofoed, Poul Sørensen, Carsten Mortensen, lars abildgaard, Inge Balling, Anne Eriksen, Randi Christiansen, Morten Jespersen, Britta Hansen, Elisabeth Andersen, Steffen Gliese og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Michael Bruus

Vil starte med at sige at artiklen gjorde et stor indtryk.

Ensomhed og social isolation er vel det samme som manglende integration og som sådan et meget udbredt problem som kun syntes at blive mere udbredt i samfundet. Hvis man begynder, at se efter er der rigtig mange steder hvor manglende integration skaber problemer.
Når jeg taler om manglende integration taler jeg om manglende integration i bred forstand, altså at integrer følelse og tanker, eller at integrer menneske og kultur, eller at integrere indefra og udefra osv. osv.

Og hvis jeg ikke tager meget fejl er vor tids største problem/udfordring integration, og årsagen til de mange mennesker som har undt i livet.

Torsten Jacobsen

Poul Solrart Sørensen,

Du skriver:

Mennesker må forstå, at de skal forholde sig til sig selv og deres egen situation og kan man ikke det, så er man enten fanget i en slags depression eller også skyldes det at man ikke har gjort sig nogen tanker om de sammenhænge der fungere på det pågældende område.

Der findes ikke mennesker, der ikke 'forholder sig til sig selv og deres situation'. Din insisteren på at mennesker må forstå nødvendigheden af en sådan 'forholden sig til' er helt unødvendig.

Det du skriver er egentlig blot, at mennesker ikke blot må forstå, men også tilegne sig dit perspektiv. Dette uagtet at dit perspektiv er dit alene, og derfor utilgængeligt for andres erfaring. Du går endda så vidt som til at insinuere, at en manglende evne til at erfare dit perspektiv, det vil sige tilegne sig det fuldt og helt, er udtryk for en patologisk tilstand, en slags depression, som så igen forhindrer hin stakkel i at erkende verden som den er, i al sin nøgterne realitet.

Hvis ovenstående lyder 'snerrende', skal jeg være den første til at beklage. Og i det omfang en vis form for udglatning er påkrævet, vil jeg gerne understrege at jeg både forstår og til dels anerkender din pointe om, at al udvikling forudsætter at vi får bedre besked. Og at en sådan tilegnelse af viden, på visse områder, opnås bedst i de stunder, hvor vi gør en indsats for ikke at lade følelserne råde. Derfor er alle velmente råd til Liliane Murray og alle andre, som til tider finder livet svært, da også værdifulde i deres egen ret. Hvis blot man ikke bilder sig ind, at viljen til at handle afhænger af tanken alene.

Anne Mette Jørgensen, Anne Eriksen og Nanna Wulff M. anbefalede denne kommentar

Liliane Murray.
Når jeg læser alle de intellektualiserende besserwisseres kommentarer, får det mig til at tænke, at man sikkert selv opleve det, for at forstå det. Artiklen er (næsten) en beskrivelse af min egen situation. Du strejfer godt nok emnet, men konkluderer ikke, at det er de manglende ressourcer, der er hovedårsag til ensomheden. Og isolationen. Lidt ligesom de svage dyr i naturen. Spørgsmålet er så naturligvis, om vi vil være et humant samfund, der rækker ud til de druknende. Eller vi vil råbe til dem, at de skal svømme over til de andre druknende og redde dem. Det sidste har vi gjort i mange år, og det bliver vi nok ved med.

Anne Mette Jørgensen, Christel Gruner-Olesen, Britta Hansen, Vivi Rindom, Randi Christiansen, Heidi Larsen, Maiken Guttorm, Flemming Scheel Andersen, Liliane Murray, Troels Brøgger og Vibeke Rasmussen anbefalede denne kommentar
Nanna Wulff M.

Torsten. Mange af dine fine indlæg viser at du har stor medfølenhed. Tak!

Du skriver:

"Jeg håber at du vil tro mig, Liliane Murray, når jeg fortæller dig at intet fængsel kan holde et menneske indespærret, som ikke ønsker at være det. Det lyder barskt, urimeligt, afvisende, men det er ikke desto mindre sandt. Det betyder ikke, at et menneske selv kan bryde ud. Vi har alle hjælp behov. Jeg håber også at du vil lytte til mig, når jeg påpeger at skyggen bekræfter lysets eksistens. "

Smukt! Og sandt.

Nanna

Britta Hansen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Rune Lund,

Undskyld mig, men *GAB*.
Den 'kritiske venstrefløj', som jeg i parentes bemærket selv mener at tilhøre, har alt for længe i sin både nødvendige og korrekte system/strukturkritik glemt mennesket som bebor disse systemer og strukturer. 'Det rykker ikke en radisse', siger du, med alt dette eksistentielle pladder.
Mennesket skal frelses forstår man, ikke frelse sig selv. Som om der var tale om en modsætning.

Men der er ikke tale om en modsætning, og en kold systemtænkning er intet værd, hvis den ikke tager de mennesker som bebor systemerne alvorligt.

Systemtænkning er systemtænkning, uanset om formålet er at bygge systemer op eller bryde dem ned.

Morten Pedersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Torsten
Sådan opfatter jeg ikke Rune Lunds indlæg.
Han ridser bare rammerne op for den samfundsmæssige del af ekskluderingen udi ensomhed.
Der er bestemt også en eksistentiel del af ensomhed.
og en rent personlighedsmæssig del.
og en fysik del.

Ensomhed er faktisk så enormt og komplekst et emne,
at et indlæg, som skulle omfatte det hele problematikken,
ville blive ulæseligt.

Anne Mette Jørgensen, Vivi Rindom, Maiken Guttorm, Flemming Scheel Andersen, lars abildgaard og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Peter Günther

Min egen erfaring er, at hvis man ikke kan elske den man ser i spejlet om morgenen, så vil det også være svært for omgivelserne...

Vibeke Rasmussen

"Not Waving but Drowning"
Stevie Smith (1902–1971)

"Nobody heard him, the dead man,
But still he lay moaning:
I was much further out than you thought
And not waving but drowning.

Poor chap, he always loved larking
And now he’s dead
It must have been too cold for him his heart gave way,
They said.

Oh, no no no, it was too cold always
(Still the dead one lay moaning)
I was much too far out all my life
And not waving but drowning."

Kristoffer Olsen

Jeg vil virkelig anbefale debatindlæggets forfatter at melde sig ind i en forening med henblik på at være aktivt deltagende i at udføre frivilligt, socialt arbejde. Nu kender jeg selvfølgelig ikke skribentens motoriske situation, men det er mit indtryk, at det for langt de fleste er muligt at finde en forening, hvor de kan bidrage med noget værdifuldt, og det er tilsvarende mit indtryk, at det at engagere sig i at arbejde for en sag blandt ligesidende er noget af det mest motiverende og livsbekræftende, man kan opleve og at det i rigt mål giver anledning til at knytte langvarige venskaber på kryds og tværs. Det virker lidt spøjst, at skribenten mener sig i stand til at udelukke denne mulighed alene ved at overveje en involvering som passiv modtager af de velgørende foreningers tjenester.

Bente Petersen, Sune Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Poul, ser lige jeg var for hurtig på knappen - social intelligens er i forskellig grad til stede og vigtig for børn.

Randi Christiansen

Torsten - "Hvis blot man ikke bilder sig ind, at viljen til at handle afhænger af tanken alene" - af hvad da, et ubevidst kaos som kun kan forblive ukendt og i mørket?

Nej, for øvrigt, også tiden hjælper til at finde ro, i det som er - hvilket i øvrigt er en forudsætning for at komme videre. Men sandt, at uden mad og drikke duer helten ikke.

Randi Christiansen

Torsten, igen for hurtig på knappen 'ikke af tanken alene' - kunne du komme nærmere ind på af hvad ellers? Udover de miljø-og socioøkonomiske omstændigheder.

Genkendeligt ..... folk visner i mit nærvær og deres verdener kollapser.
Men det er bedre at grine end at græde. Det er disse forum-tråde en stor hjælp til i dagligdagen, også selvom århus for progræs endda har kostet mig flow til abonnementet, så des mere tak :-)

Elsebeth Schiller

Det er ok at være vred, når der er god grund til det, og det er der. Så ras - og slå ikke dig selv i hovedet for det. Socialitet og gruppetilhørsforhold er ikke lig med det rigtige, det er der masser eksempler på. Det er selvfølgeligt ikke sjovt at erkende, hvordan social ulighed er katalysator for, hvad der reelt måtte styre "venskaber", letkøbt bekræftelse osv. Kram Elsebeth

NB. Til dem med velmente hundeforslag: hunde er jo dyre, mindst ligeså dyre som et par sko til et par tusind

Troels Brøgger

Jeg er enig i at det her har noget med samfundets konstruktion at gøre. Jeg er ikke meget for ordet "skyld" i den sammenhæng. Skyld forudsætter nogen der kan vlre skyldig, og samfundet er ikke "nogen" det er en konstruktion, og der er tænkt ret meget over den.
Der er faktisk blev arbejdet på den i århundreder.
I øjeblikket fungerer den bare ikke godt nok i forhold til hvor meget vi EGENTLIG ved !
Den altomsiggribende magtsyge og grådighed lægger sig i vejen for en bedre måde at gøre det på.

Det som efter min mening ville gøre en forskel er for eksempel lige præcis det der skrives om i artiklen: Dem der har det dårligt eller er ensomme skal IKKE bare omgås dem der har det ligesådan.
Selskaber som er blandede er langt de mest interessante, det er der nok mange, der tror de kun kan have noget ud af omgås deres eget segment, som ville blive overraskede over !

Steffen Gliese, Randi Christiansen, Poul Sørensen, Anne Eriksen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Ensomhed ...er det noget med at være bange for at blive afvist som det menneske man nu engang er?

Birgitte D Pedersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar

Jeg skriver nu noget, som muligvis vil afføde vrede kommetarer. Jeg led for mange år siden af en voldsom, opslidende ensomhedsfølelse, som var tilstede, uanset om jeg var sammen med nogen eller ej. I anden forbindelse modtog jeg antidepressiv og antipsykotisk medicinsk behandling, som hjalp på sygdommen, men efter nogle års behandling måtte jeg til min egen overraskelse konstatere, at al ensomhedsfølelse var væk, og jeg har ikke haft den på nogensomhelst måde i alle de år, der er gået, hvor jeg har været i behandling. En normal psyke er noget mærkeligt, uhyre delikat noget, men den er karakteriseret ved at være den simpleste, enkleste sindstilstand af alle. Det er jo derfor, at alle normalerne ikke forstår en meter af, hvad psykisk sygdom er. Denne kan bestå af alle grader af forrykket virkelighedsopfattelse, ofte så umærkeligt, at bæreren af denne end ikke bemærker, at det er denne selv, der er noget i vejen med. Det helt almindelige billede ved psykisk sygdom er, at forstyrrelsen/forstyrrelserne projiceres ud på omgivelserne, på verden. Det er verden, der er noget galt med, og ikke personen. Det forvirrende er, at de iagttagelser, der ligger til grund for denne opfattelse, ofte er korrekte, men tilbage står så den kendsgerning, at den syge er i en elendig forfatning. Ofte består problemet i manglende frihed til at bestemme, hvad man vil rette sin opmærksomhed imod, og det kan være en vanskelig opgave at få andre til at forstå, at man har et problem her.

Steffen Gliese, Bill Atkins, Flemming Scheel Andersen og odd bjertnes anbefalede denne kommentar

Bill, det er ikke tænkt i forkert retning, men det er nok et erfaringsgrundlag, ikke en 'angst'.
Deror taler skribenten om at være 'et produkt af fællesskabet'.

Og den aktivistiske socialkonstruktivisme - (eller 'ånden fra '68 gud bedre det') - dens fascination af 'crowd control', der har ytret sig først som Nyrups næsegruse misundelse over islams evner der ud i, men senere er blevet bekræftet som brugbar almen metode igennem de såkaldte 'ryge-politikker', den forsvinder ikke overnight, selvom den blev så miskrediteret af 'kommunisme og nazisme', men det er ulideligt let og lykkeligt glemt... . Og den øgede sociale isolation i samfundet generelt skader jo ikke disse dagsordner.

odd, Nå ja, det er jo ikke bare lige. Jeg går udfra vi ikke taler ensomhedsfølelse som en sygdom, men netop som en følelse.

Liliane Murray skriver Ingen indrømmer frivilligt, at de er ensomme. Jeg er absolut ikke enig, og jeg vil råde folk, der er ensomme til at være åbne om situationen, uden dog at være anmasende. Der er ingen grund til at skjule følelsen, den skræmmer ikke almindelige mennesker.

Liliane Murray skriver videre : det fællesskab, jeg er blevet udelukket fra. Igen er jeg uenig. Ingen bliver eskluderet af det store fællesskab medmindre de stalker et (aktraktivt) men lukket selskab og ser det som deres eneste mål.(Og den slags mennesker har jeg mødt mange af, og jeg ville også føle mig ensom hvis jeg havde deres trang.) Nej, man bliver ikke udelukket, man resignerer.

Og Hvad er så 'ikke-ensomhed'? Jeg har ude i menneskeflokkene set mange agere i roller, hvor jeg tænkt: "Det må da være et udslag af ensomhed, at de er så domminerende og ikke lader omgivelserne komme til dem." men jeg tror ikke de nødvendigvis selv føler det sådan.

Jeg tror det gælder om at risikere at blive afvist som det menneske man nu engang er, så "lærer" man ikke at være ensom.

John Christensen, Steffen Gliese, Birgitte D Pedersen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Flemming Scheel Andersen

Ensomhed er ikke isoleret til at være alene, man kan faktisk ofte især føle sig ensom i en flok.

Det kan være en valgt ensomhed, men kan også en nødvendig ensomhed fordi man føler at man har behov for den beskyttelse det giver at være "udenfor".
At være en del af en floks fællesskab er kun positivt, hvis flokkens "kvalitet" synes tiltrækkende, ellers kan den afskrække.
Ensomhed behøver ikke være en svaghed for den enkelte, men kan faktisk være nødvendig for flokkens fremtidige adfærd.
Er ensomheden et problem så ræk hånden ud,......begge veje.

John Christensen, Anne Eriksen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Er man ensom, fordi man er alene?
Svaret må vist blive nej - som Flemming Andersen skriver, så kan det være valgt - måske i en periode, hvor man har brug for at tænke over tingene.
Det kan blive kvalitetstid i en verden af likes og rotteræs - det hjælper også på at lære sig selv at kende - hvilket ikke er det dummeste.
Acceptere sig selv på godt og ondt og så huske den nødvendige feed-back, hvor man end kan finde den.
Ikke den "værdiladede" dom, men den ærlige og velmenende...

lars abildgaard, Steffen Gliese, Birgitte D Pedersen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar
Jørn Petersen

Ja ...... ensomhed har mange ansigter.

Det er vel så også på sin plads at nævne den ensomhed som er en følge af ødelæggelsen af vores samfund .... centralismens knusning af de mange små fællesskaber der var i alle kroge i danmark, de blev kørt over med fatale følger for det danske folk.

Påstanden er at alle er ensomme, efterladt alene i sin jagt på materielle goder, jagt på en passende facade at have sig selv i, ja .... så kan det da ikke være helt galt... vel.?

Er vi ærlige, eller er dette bare endnu en intellektuel debat med det formål at fortælle at man skam godt ved den er gal, men se jeg kan håndtere det og behøver hverken medlidenhed eller nærhed, jooo ....politikkerne ved hvordan de fremmedgør os for hinanden, ofte er vi ikke engang klar over det.

Christel Gruner-Olesen, Flemming Scheel Andersen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Randi selvfølgelig er social intelligens tilstede hos børn, men børn er ikke afhængige af den sociale intelligens, fordi de har de voksne til at trøste sig. Når man bliver voksen og følsom, så er man pludselig meget mere afhængig af, at kunne finde ud af at begå sig i sociale fællesskaber og før eller siden tage ansvaret for at de sociale fællesskaber udvikler som man er en del af udvikler sig og så man ikke bare lever sig ind i en rolle som man kan spille - om ikke andet ind til, at man ikke længere kan holde sig selv ud og man opdager at man må videre i sit liv. Det er almene menneskelige ting, som måske skulle inkluderes i børnene skolepensum, så børnene bliver mere opmærksomme på, at man må udvikle evner på flere områder end bare den rolle eller samfunds identitet som man bliver tildelt.

Lise Lotte Rahbek

Jeg tror ikke,
jeg selv kender mennesker,
som ikke på et eller andet tidspunkt,
i en eller anden udstrækning har følt sig ensomme.
Inklusiv mig selv naturligvis.

Tanken om, at de ensomme mennesker som gerne vil have en hånd ud af ensomheden,
selv må være med til at beskrive,
hvad der skal få dem ud af skallen,
er blevet ved at trænge sig på. For lige som ensomheden er individuel, må løsningerne og vejen ind i et fællesskab vel også være individuel..?

For mit eget vedkommene er vejen at finde sammen med mennesker, der interesserer sig for det samme som jeg. Blandt andet politik og samfundsforhold. Og haver. Og underlige påfund i genbrugsgenren. Og store grin. Og frivilligt arbejde. og sårnt.

Christel Gruner-Olesen, Britta Hansen, lars abildgaard, Bente Petersen, odd bjertnes, Bill Atkins, Anne Eriksen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Poul Sørensen

Torsten Jacobsen Det er ikke mit subjektive perspektiv, at vurdere mine egne sociale evner lige så lidt, som det er min egen subjektive indgang til verden, at vurdere mine sportslige evner...

Tak, for et hudløst ærligt indlæg, Liliane Murray.

Ja, ensomhed er et udpræget og stærkt stigende problem i Danmark. Ensomhed har nok lige så mange facetter som der er mennesker, og er meget individuelt.

Eksempelvis:
- Stigende egoisme
- Større ulighed
- Økonomisk trænge omstændigheder for den enkelte
- Dem som tør sige deres uforbeholdne meninger (og ikke lade sig nøjes med...)
- Alle har travlt med deres eget
- Kan ikke leve op til de mange falske samfundsidealer

I denne forbindelse vil jeg gøre opmærksom på, at DR sætter fokus på ensomhed i uge 17 med en langt række af forskellige radio- og TV-programmer som eksempelvis "En som mig" inklusiv en Temalørdag på DR2.

http://www.dr.dk/Om_DR/Nyt+fra+DR/artikler/2015/04/14091134.htm

Randi Christiansen

Fejlanbf v ovenstående af pss

Glem ikke miljøgifte - har stor betydning for fysik og psyke. En god ide at blive testet for evt mangler. Det er heldigvis stadig gratis at få en henvisning til lægernes laboratorium. Jeg var unormalt træt, og fik konstateret blodmangel, som blev rettet op med b12 vit.

John Robert Parkins

Avoid asking yourself disempowering questions. These are the types of questions with no real answers, that place you as a victim. While you may be a victim of a particular situation or circumstances beyond your control, it isn't helping anything looking at things in a way that prevents you from rearranging the challenges and choosing to changing your life's path. Whatever the truth may be, there is nothing to be gained by dwelling on it.

Michael Bruus

Det jeg søgte at kaste lys på, er at vores tid masseproducer triste og ensomme mennesker.

Jeg ser at det sker, fordi vi tilpasser i stedet for at integrere.

Der tales om integration i forhold til indvandre, men det vi forventer af dem er, at de tilpasser sig.

Det samme gør vi med vuggestuebørn, vi integrer ikke børn og institution, men børnene er tvunget til at tilpasse sig (selvfølgelig er stole og borde i børnehøjde, men børnenes inde behov bliver de tvunget til at tilpasse (der er oseaner af forskning som underbygger dette)

Det samme sker i børnehaven og skolen og hvis nogen skulle være i tvivl også mellem menneske og arbejdsmarked, der har man også bare at tilpasse sig (omstillingsparat/ pisk og gulerod)

Og hver gang man tilpasser sig, hugger man en hæl og skære en tå og ender til sidst med at have mistet rigtig meget af sig selv: opskriften på tristhed og ensomhed.

Tag et hurtigt kig i informations artikler over en periode på et par måneder og fortæl mig at tristhed og mistrivsel ikke er et evigt tilbagevendende tema.

Peter Günther, Poul Sørensen, Randi Christiansen og Liliane Murray anbefalede denne kommentar

Den mangfoldige verden kan være svær for os at forstå.
Nok findes der ufred, men uden ufred ville ikke du kunne opleve fred.
Vælg hvilken oplevelse du vil have.
Nok findes der ensomhed, men uden ensomheden var fællesskab jo bare det der var, og ikke noget at blive.
Vælg hvilken oplevelse du vil have.
Ønsker man at bevæge sig fra ensomhed til fællesskab, er det hvad man får; et ønske om at indgå i et fællesskab, hvilket ikke er det samme som at indgå i et fællesskab, men kun et ønske.
Så vil man fællesskab så bliv fællesskab, bliv social på det helt konkredte plan. Efterlev det, hav det ikke kun som ønske.
Det er selvfølgelig lettere for mig at skrive her, end det er at virkeliggøre for en som er ensom.
Det der er svært, er at tænde for "knappen" der får en til at ændre retning, for vaner/gamle vaner er svære at ændre på.

PS.
Man bør ikke gøre ensomhed til hverken et politisk eller religiøst issue, for vi ønsker vel dybest set alle det samme.
Man bør også acceptere, lade folk indgå i lige netop de fællesskaber de nu engang finder frem i, uden at ekskludere disse grupper fra samfundet.

Poul Sørensen

Der er to ting til ensomhed, dels skal man lære, at se sig selv og se sig selv i samfundet og dels skal samfundet lære at se mennesket.... ensomhed er politik, psyke, undertrykkelse, økonomi, kultur, tro, filosofi og fælles for disse ting er, at politikerne ikke rigtigt tager det alvorligt når det sættes i forhold til det enkelte menneske - politikerne mener derimod grundlæggende, at det enkelte menneske selv må opfinde sin egen verden på baggrund af den meget begrænsede viden som de får i folkeskolen.

Randi Christiansen

Hvis en vækst har sparsom gødning, bliver resultatet derefter, alt efter biotopens karakter. Muligvis en hårdfør, nøjsom ørkenplante - muligvis en degenereret skralling.

Input og output hænger nøje sammen, og det er klart, at selvom mennesker ikke lever af brød alene, så er brødet dog en forudsætning for liv. Nuværende konkurrencestatsøkonomi er den rene røverstat. Eet eksempel er det nye begreb 'arbejdsudbud', som forsvares med argumentet om, at det 'over tid' vil øge den anden slags arbejdsudbud (det, vi indtil nu - og inden dette tilslørende nysprog, opfundet til lejligheden, tror man vi er født i går og tørret på kakkelovnen i nat? - har anset det for at være) nemlig flere job. Over tid? Og indtil da? Hvem er det, der kommer til at hænge til tørre imens? Ihvertfald ikke den 1% og co - ikke i første omgang. For slet ikke at tale om de fremtidige løn-og arbejdsforhold, der tegner sig. Mon de blir bedre eller værre. At dømme efter hidtidig politik med eklatant mangel på omsorg for helheden, er bange anelser desværre berettigede.

Hvad der giver håb, er bl.a. den dokumentation, som fremlægges her :

"I The Great Transition dokumenterer Lester Brown, hvordan teknologiske, økonomiske og sociale kræfter nu »konvergerer mod at fremme denne store omstilling." Læs artiklen her på sitet 'Lester Brown: ’Jeg er mere optimistisk nu end i 50 år’

Det er absolut ikke ukendt, at være ensom i skandinavien.
Hvis man sidder på perronen dagen lang, og kigger på tog der passerer med 200 km/t fordi det er nu engang værdinormen i samfund og medie, så ser det lidt ensomt ud.
Få fat i en kat, og det er ikke en joke. Dyr er ikke mindre interessante end mennesker, snarere tværtimod her i år 2015.
Katte er også poetiske, mange af dem forlader sin ejermand, når de kan mærke, at døden nærmer sig-:)

Randi Christiansen

Katte er skønne, og så kan man dele kattemaden med dem sidst på måneden

John Christensen

Hellere rig og rask, end syg og fattig.

Hellere velstillet, end fritstillet - ekskluderet igen.
Skulle have holdt min store kæft, ligesom de andre!

Heldigvis går vi lysere tider i møde.
Husk: Det er ingen skam at gå, når man bliver smidt ud!

Duk dig ikke - duk op
Bryd ikke sammen - bryd ud

God dag der ude

Sider