Kronik

’Ensomhed og social isolation gør ondt, fandens ondt’

Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så forestil jer, hvordan det er ikke at have nogen at betro sig til, at dele sine sorger og glæder med. Jeg er et produkt af det fællesskab, jeg er blevet udelukket fra
Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så forestil jer, hvordan det er ikke at have nogen at betro sig til, at dele sine sorger og glæder med. Jeg er et produkt af det fællesskab, jeg er blevet udelukket fra

iBureauet/Mia Mottelson

Debat
14. april 2015

KRONIK – Jeg opfylder alle parametre for at blive klassificeret som ensom og socialt isoleret. Jeg er midaldrende, single og barnløs. Min eneste forælder er død. Min søster har jeg ingen kontakt med. Hendes børn næsten heller ikke. De få venner, jeg har, bor langt væk, og jeg er førtidspensionist.

Men denne kronik handler ikke om mig som person, for selv om jeg tager udgangspunkt i min egen situation, er dette ment som et bidrag til en debat om et meget nærliggende og voksende problem i samfundet, nemlig ensomhed og eksklusion.

Ingen indrømmer frivilligt, at de er ensomme. Det er flovt; det er tabu; og det er hensynsløst over for dem, der ikke er det – for man kunne risikere at give dem en dårlig smag i munden.

Men ensomhed findes alle steder, i skoleklasser, på arbejdspladser, i ægteskaber. Det har sneget sig ind, efter at vi fik så travlt med arbejde og selvrealisering, at der ikke længere er tid til at komme hinanden ved.

Og nu vil jeg give tabu en over næsen og stå frem og sige det højt: JA, jeg er ensom. JA, jeg er socialt isoleret. NEJ, jeg vil ikke have medlidenhed.

Man mister håbet

Ensomhed og social isolation gør ondt, fandens ondt. Men hvordan opleves det?

Ensomhed er, når man ikke længere har nogen at kunne betro sine inderste tanker til, dele sine glæder med, ingen at dele sorger og bekymringer med; når der ikke længere er nogen, man ved, er der, uanset hvad der måtte ske; når der ikke længere er nogen, man har en fælles historie med, og som man kan dele fælles minder om fælles oplevelser med; ingen, der vil savne en, hvis man var borte. Når man er nået så langt, så giver livet heller ikke længere nogen mening. Man mister håbet om, at livet nogensinde vil blive bedre. Man tænker ofte på, hvorfor man overhovedet bliver ved. Nå ja, man må ikke være egoistisk, og man skal tænke på, hvad det ville gøre ved dem, man efterlader. Men man mister livslysten. Forsøger at fylde dagene, så godt som økonomien og kræfterne tillader. Man ændrer sig som person.

Den, man engang var, forsvinder og erstattes af en anden; en person, som man end ikke selv bryder sig om. Skuffelsen og sorgen spreder sig i kroppen, og den knugende fornemmelse af sorg bliver ens faste følgesvend.

Ingen ensomme ønsker medlidenhed. Man ønsker sig ligeværdige sociale kontakter, hvor begge eller alle parter har et ønske om at deltage. Men så længe folk ikke kommer ud af deres individuelle boble, lægger deres elektroniske legetøj til side og engagerer sig i det virkelige liv, så vil antallet af reelt ensomme stige.

Ja, velgørende organisationer kan gøre meget for ensomme, men de ’netværk’, man får der, er kunstige, det er ikke reelle venskaber. De er der for at fylde tiden ud for ensomme, så de har mindre tid at føle sig ensomme i. Det giver ingen reel følelse af at være en del af fællesskabet, for det er ikke andre ensomme, man har behov for at få kontakt til.

Det er ikke din personlighed, men dit miljø, der gør, at du bliver ensom – og det er ensomheden, der ændrer din personlighed. At skulle sidde i en gruppe af mennesker, hvor alles personlighed har ændret sig i en negativ retning, og være negative sammen, det kan kun gøre én endnu mere negativ, og så bliver det endnu sværere at få normale kontakter.

Man kan beskrive ensomhed som en gruppe på ti mennesker, der står skulder ved skulder i en rundkreds, mens den ensomme står udenfor og kigger på, uden mulighed for at kunne komme med i kredsen.

For en ensom kan ikke selv bryde kæden. Vi snakker om inklusion, men inklusion er ikke noget, den ensomme selv kan skabe, det kan kun fællesskabet – ved at åbne op og lade de ensomme være med. Vi skal ikke være sammen med andre ensomme, men med ligestillede, der allerede er inkluderede i samfundet.

Uden arbejde er du intet værd

Jeg blev grundlæggende født som et overoptimistisk menneske; livsglad og ubekymret, smilende, åben, imødekommende, nysgerrig, let at snakke med og komme i kontakt med. Jeg elskede at grine, gerne meget og gerne hver eneste dag. Og jeg havde let ved at finde venner. Men alt det er næsten væk i dag. Jeg kan mærke, at det stadig kan vækkes til live, men omstændighederne (læs: mit miljø) forhindrer det.

I et land, hvor de fleste sociale kontakter skabes på arbejdet, er sygdom og arbejdsløshed med til at forstærke ensomhed meget. Det har det i hvert fald gjort i mit tilfælde. Det sociale liv i Danmark foregår for en stor del via arbejdspladsen. Og uden arbejde er du intet værd.

Jeg ville meget gerne kunne besøge venner og bekendte meget mere, end jeg gør. Men her sætter økonomien sine egne grænser for en udsat, og kan man ikke holde trit med venskabskredsen, gavebytteriet, middagene og så videre, så falder den også væk, lige så stille og roligt.

Jeg har nogle fantastiske venner, intellektuelt ligestillede, men ikke mange, de bor så langt væk, og det er sjældent, vi ses. Men da jeg i dag er førtidspensionist, er der mange, som tidligere ville have glædet sig over et venskab med mig, der ikke længere vil have noget med mig at gøre – eller er det fordi min personlighed allerede har ændret sig så meget i en negativ retning, at jeg skræmmer folk væk?

Jeg vil gerne have en at dele resten af livet med. Af de samme grunde som alle andre: for ikke at være ensom, og fordi ensomhed fører til sygdom og tidlig død. Men jeg har intet at byde ind med i et forhold andet end det, jeg har mellem ørerne.

Jeg kan ikke holde hus for to, ikke være spontan, jeg kan ikke overkomme ret meget, heller ikke i relation til fysisk samvær. Så jeg har indset, at jeg med relativ stor sikkerhed aldrig vil komme til at finde en at dele resten af livet med.

Alle har et ansvar

Ensomhed i dag skyldes sjældent, at et menneske ikke kan tilpasse sig, eller er det, man i gamle dage kaldte en særling. Nej, det skyldes, at der stilles så mange og store krav til borgerne i samfundet på så mange planer, at de fleste ikke længere har tid til andet end dem selv og deres eget. De er ikke klar over, at ensomheden meget nemt kan ramme dem selv en dag.

Så, alle I inkluderede derude: Når I møder en som mig, der måske brokker sig meget over sin situation, over samfundet, over uretfærdigheden, så prøv at tænk på, at det menneske måske ikke har nogen, som det kan betro sig til, dele sine sorger og glæder med. Tænk på, at det ikke er dem, I reelt ser, men derimod et produkt af en ensomhed skabt af vores samfund og udelukkelsen fra et normalt liv, fra deltagelse i fællesskabet. Tænk på, at den eneste måde, hvorpå de kan blive ’normale’ igen, er ved at inkludere dem.

Tænk på, at den ensomme går alene dag ind og dag ud og måske ikke har råd til ferier, ikke har råd til teatre og koncerter, ikke har råd til shoppingture og ikke oplever ret meget positivt i hverdagen.

Nej, det er ikke altid sjovt at høre på, men vær klar over, at det først er, når et menneske er hentet ud af ensomheden, at det også begynder at få positive oplevelser, som det kan berette om og bidrage til en samtale med.

Ensomhed er et problem, alle bidrager til; både de inkluderede og de ekskluderede. Og skal ensomheden minimeres, skal alle gøres deres – men mest af alt de inkluderede.

Liliane Murray er såkaldt brøkførtidspensionist. Det betyder, at hun får udbetalt en begrænset førtidspension. Man skal have boet i Danmark i mindst 40 år for at kunne få fuld førtidspension

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Johnny Hedegaard

Nissen flytter altid med.
Derfor bliver man af og til nødt til at skifte synsvinkel.
Man kan ikke forandre verdens gang, men kan højest forandre sig selv - hvilket af og til giver uanede og uventede resultater.

Hvilke muligheder ligger der i begrænsningen -
Er tilsyneladende begrænsninger også i virkeligheden reelle begrænsninger -
Ord er taknemmelige, men dybest set rykker det, når man ser det gamle, det vanlige, det forventelige, med nye øjne.

Anne Eriksen og Flemming Scheel Andersen anbefalede denne kommentar

Når brøkpensionister får kun en del af pensionen, så er de automatisk isoleret fra samnfundet, det er et liv, som i fængsel...

Anne Mette Jørgensen

Gid du var min ven! Kloge ord, og jeg kunne skrive stolpe op og ned med egne erfaringer, som ligner dine meget. Orker det ikke pt. Har ingen gode råd, fordi der ingen er som menneskeheden ser ud til pt.

Sider