Læsetid: 7 min.

Fremtiden Direkte: Omstilling

Vi har inviteret syv forfattere til at overvære syv videnskabelige læsermøder med forskere fra forskellige fagdiscipliner. Forskerne har i fællesskab belyst vores forestillinger om fremtiden inden for udvalgte områder. Det er der kommet syv litterære tekster ud af, som bringes i Information. Den følgende tekst er forfattet af Theis Ørntoft og Ferdinand Ahm Krag på baggrund af mødet med overskriften ’Omstilling’
Vi har inviteret syv forfattere til at overvære syv videnskabelige læsermøder med forskere fra forskellige fagdiscipliner. Forskerne har i fællesskab belyst vores forestillinger om fremtiden inden for udvalgte områder. Det er der kommet syv litterære tekster ud af, som bringes i Information. Den følgende tekst er forfattet af Theis Ørntoft og Ferdinand Ahm Krag på baggrund af mødet med overskriften ’Omstilling’

Josephine Kyhn/iBureauet

Debat
10. april 2015

I den nuværende fortælling om ’omstilling’ indtager det senmoderne operationelle menneske scenens forgrund. Med sit økonomiske blik, sit administrative sprog og opfindsomme teknologiske løsninger kæmper det for at holde den økologiske katastrofe tilbage, så den kan forblive en perifer og abstrakt begivenhed et sted derude, i de tropiske og arktiske kulisser. Mennesket og dets samfund i forgrunden, naturen og dens katastrofiske virkninger i baggrunden; sådan tager omstillingens drøm sig ud i hovedet på den sanseløse politiker.

Og politikeren, dette på én gang handlingslammede og aggressive væsen: Den seneste kampagne, der suser forbi os, på bussen og på skærmen, her i Danmark kan du ikke komme ind. For mindre end ti år siden tilhørte selv samme holdning den rabiate højrefløj; nu er det Danmarks store midterparti, der reklamerer med de fascistoide punchlines og viser dem frem med ivrig stolthed.

Vi betragter Helle Thorning-Schmidts ansigt på plakaten. De urgamle atomer, der udgør dette ansigt, brint og helium, senere indgået i mere komplekse kulstofforbindelser, dannet i supernovaeksplosioner for milliarder af år siden. Disse atomer må senere hen have passeret igennem tidlige galakser og fjerne stjernetåger, før de ankom her, til et solsystem i udkanten af Mælkevejen. Herfra videre ind gennem urskove og bregner, kultiden for 350 millioner år siden, livet var kravlet op på land; atomerne i Helle Thornings hjerne ankommet til nutiden via floder af lava, nu fanget og låst fast i dette kortvarige glimt af menneske, denne på én gang nådesløse og forvirrede organisme, fortabt og fjern i blikket, gennemstrømmet af sin egen økonomi: Vi gør det nødvendige. Vi fører nødvendighedens politik. Og man undres over, hvordan noget så urgammelt har kunnet glide tilbage til dette uvidende og infantile stadie. Er det, fordi politikerne ikke ved, hvilke sprog de skal slå over i, hvilke håndbevægelser og omfavnelser, hvilke debatformer, hvilke kærlighedserklæringer de skal tro på?

10.000 års historie er forbi

Men det er ikke kun politikken og medierne; også kunstverdenen insisterer på fastholdelsen og reproduktionen af det velkendte paradigme; de samme erkendelsesrum, de samme institutioner og kritikformer, de samme tematiseringer af det afgrænsede humane, det sociale som noget isoleret og adskilt fra verden.

Vi hører om den ødelagte opvækst, den artsnarcissistiske problemstilling kaldet ’identitet’, og når det går højest, leveres en vag kritik af kapitalismen eller systemet. Personligt oplever vi, at vi i stigende grad vender os væk fra kunstens institutioner, bliver mere og mere ligeglade med dem, indifferente over for kunstmarkedets konjunkturer eller den gode sætning, tematiseringen af det afgrænsede jegs ødelagte barndom, ødelagte liv; den gamle verden og dens vaner udspiller sig ikke mindst i kunsten og kritikken.

10.000 års menneskehistorie er forbi. Det holocæne rum har lukket sig bag os, og den sjette masseudryddelse af levende arter i planetens historie er begyndt. Ørken og fossildannelse. Byer og andre dataobjekter, placeret op ad en lodret akse i et grønligt bayou. Det er, som om selv de genetiske entreprenører hallucinerer for tiden. Samfundenes ’omstilling’ til en klimaforandret virkelighed vil i geohistoriens perspektiv blive set som en gang naiv symptombehandling, der tjente til at tilsløre en underliggende og meget dybere planetarisk og evolutionær transformation. Det er denne transformation, der skal udvikles et nyt sprog for, en ny æstetik, en ny tænkning og en ny institution. Det er ikke ’bare’ en økonomisk krise. Det er ikke ’bare’ en økologisk krise. Det er en transformation af det samlede planetsystem og vilkårene for udvikling af det fænomen, vi overhovedet kalder ’liv’. Vi skal forsøge at gribe og forstå en ny form for livsgeografi. Grænsen mellem liv og ikkeliv, et sted mellem bjergkæderne, er forstøvet og blæst væk, som pulveret fra en knust hånd.

Orden og kaos

Hele vejen op gennem udviklingshistorien finder man tegn på, hvordan menneskearten gradvist, men med en forunderlig hastighed, løsrev sig fra den selvsamme økologiske verden, som den voksede ud af. Hvor finder man de første tegn? Måske har løsrivelsen sin oprindelse for 10.000 år siden, i det område, der i dag kaldes Irak. Man siger, at det var her, mennesket udviste de første tegn på civilisation. Man bevægede sig ned fra bjergene og bosatte sig i de grønne dalområder mellem floderne Tigris og Eufrat. Langsomt, eller måske hurtigt, gik man fra den nomadiske jæger/samler-væren, hvor det var naturen, der flyttede mennesket rundt, og over i en tid med agerbrug, hvor det var mennesket selv, der begyndte at flytte rundt på naturen. Man domesticerede planter og dyr, opfandt hjulet og de første skriftsprog, ledte flodernes vand ud i fintmaskede netværk og kanaler, man byggede de første byer.

En spekulation: Samtidig med denne første, tidlige kultivering af den materielle geografi, spirede også de første dualismer frem i menneskets hjerne. Man løftede blikket fra sin indhegnede mark og fik øje på ikkemarken, der omgav den. Man så op fra byen og anede den knudrede skov derude bag markerne, pludselig mystisk, eller underlig ukendt.

Orden og kaos – herinde og derude – subjekt og omgivelser – forgrund og baggrund – hvem ved; måske var det i denne passage, mellem jæger/samler-liv og agerbrugene, at forestillingen om natur og kultur for første gang dæmrede i de mentale systemer.

Hvem tjener accelerationen?

Med de kristne munkes opfindelse af det mekaniske ur i 1200-tallet blev tidsangivelsen løftet fri af den jordiske materie og af årstidsbestemte økologiske processer. Naturen kunne træde i baggrunden, som en netop tidløs – og dermed død – ressource. I klostrenes indre oplyste rum blev munkenes daglige rutiner ikke længere fastsat efter solen, men efter lyden fra det mekaniske ur. Lys og tid som menneskelige orienteringsformer var blevet flyttet fra et ydre kosmisk og økologisk rum og ind i et arkitektonisk rum med mekaniske konstruktioner. Denne forflytning virkede samtidig gravitationelt ind på alt det hellige, der før gennemtrængte naturen. Det hellige var nu kommet i hus. Kirken som institution kunne patentere det hellige, og de animistiske naturreligioner måtte langsomt vige pladsen for en ny hellighedskosmologi, der var inderliggjort, abstrakt og institutionaliseret.

Oppe i 1500-tallet bekendtgjorde Rene Descartes, at dyret ikke var en levende organisme. Mennesket var absolut adskilt fra dyret, og skriget, der kom, når man skar det op, i eksperimentets eller måltidets øjemed, var intet andet end en sjælløs maskines knirkelyde.

I slutningen af 1700-tallet, da den industrielle revolution satte masseafbrændingen af kul i gang, var der ikke længere nogen tvingende grund til at bygge sin virksomhed ved siden af vand, ligesom der ikke længere var brug for vinden for at få skibet til at sejle. På kort tid – vel deraf navnet revolution – overskred mennesket sin egen kropslige muskelkraft som grundlaget for alt arbejde, og lod maskinerne og fabrikkerne potensere og accelerere menneskeverdenen op i en størrelsesorden, der gjorde individerne selv små på en helt ny måde.

Nu, heroppe i 2015, langt inde i de digitale netværk, finder løsrivelsen fortsat sted; nu blot i en hastighed så høj og accelereret, at enhver kan mærke, hvordan den ikke længere tjener det menneske, der i sin tid satte den i gang. Men hvem tjener accelerationen så? For hvis skyld har mennesket taget al sin kommunikation, al sin viden og al sin økonomi, afmaterialiseret det hele og skudt det ind i den digitale zone? For hvis skyld har mennesket sendt verden op i en hastighed, som det ikke længere selv kan forstå? Hvad er det for en zone, vi er ved at oprette derinde bag de lysende skærme? En ny klimazone? Et nyt domæne for liv; ikkebiologisk, hinsides tid, rum og atomer?

Karbon-apokalypsen

Proterozoikum for 2.500 millioner år siden. Her opstod livet, siger man, som vidtstrakte måtter af blågrønne alger; en art sort planteslim, som avlede blindt og bevidstløst under oceanernes overflade. Algerne indoptog metan fra atmosfæren og frigav til gengæld oxygen. Men algerne kunne ikke tåle oxygenen, som de selv havde produceret, og på den måde forgiftede de langsomt sig selv. Til gengæld, gennem oxygenproduktionen, dannede algerne mulighedsbetingelserne for fremkomsten af mer-komplekst liv.

Liv, hævder biologerne, bevæger sig tilsyneladende uundgåeligt fra det primitive mod det komplekse. Denne første masseudryddelse af liv i planetens historie – algernes forsvinden – kalder geologerne oxygen-apokalypsen, og den har én ting til fælles med den nuværende masseuddøen af biologiske arter: Ifølge geologerne er det de to eneste eksempler på, at masseuddøen ikke er konsekvensen af ydre geologiske eller astrale begivenheder (vulkanisme, meteornedslag, gammaglimt), men derimod af én enkelt arts måde at vokse på. Det er altså en apokalypse, der vokser indefra og ud, og som er betinget af et vækstprincip. Denne nuværende sjette masseuddøen i planetens historie kunne vi kalde for karbon-apokalypsen. Og ligesom de blågrønne alger formåede at transformere hele atmosfæren og dermed skabe udviklingsnicher hinsides dem selv, således vil menneskets (selv)destruktive adfærd måske også generere udviklingsnicher for et økosystem hinsides os selv – et økosystem befolket af livsformer, der ikke er kulstofbaserede og afhængige af oxygen.

Produktionen af droner i insektstørrelse. Programmeringer af etiske algoritmer til en kommende krigsførelse. Førerløse transportmidler; trin for trin har mennesket opfundet samtlige midler til overflødiggørelsen af sig selv. Endnu bliver udviklingen af artificiel intelligens fastholdt i en antropocentrisk fortælling: Det er os, den tjener; men enhver, der ser, hvad der foregår, kan se, at det ikke er sandt. Boston Dynamics’ hundelignende krigsrobotter, der løber rundt i de amerikanske fyrreskove, stavrende som et nyfødt dyr, men allerede smidige i bevægelserne, vejrtrækningsløse, og i stand til at løbe hurtigere og mere målrettet end nogen menneskekrop nogensinde kunne blive i stand til. Vi har rullet en infrastruktur ud for mangfoldiggørelsen af livsformer hinsides vores egen biologi.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tankevækkende.

Randi Christiansen

"Samfundenes ’omstilling’ til en klimaforandret virkelighed vil i geohistoriens perspektiv blive set som en gang naiv symptombehandling," - I overser det faktum, at omstillingen er en omfattende, ikke afsluttet og derfor ikke fuldt beskrevet proces. Vi har som menneskehed, som bevidsthedsoperatører, stadig mulighed for at agere hensigtsmæssigt ifht til overlevelse. Selvom meget peger i stærkt betænkelige retninger, er alt endnu ikke afgjort. Men sandt, at i fx klimamæssig henseende er vi endnu ikke ramt af bevægelser igangsat for årtier tilbage; så muligvis er det virkelig for sent for denne race, i denne biotop, på denne smukke blå planet. Suk.