I Danmark bryster vi os af, at vi er et af verdens mindst korrupte lande. Og det er da også det billede, man får, hvis man går til Transparency Internationals indflydelsesrige Corruption Perception Index, hvor Danmark de sidste tre år har ligget nummer et, som det mindst korrupte af 175 lande. Men selv om vi står bedre end Italien eller Libyen, kan der stadig være grund til at være på vagt.
Transparency Internationals undersøgelse måler nemlig, som titlen forklarer, alene opfattelsen af korruption i de forskellige lande. Og sandheden er, at der er en lang række transaktioner, som flyver under vores mentale radar. Vi forestiller os ofte, at korruption kun er direkte bestikkelse, hvor firmaer eller privatpersoner betaler politikere og andre magtfulde personer for at ændre deres stemme eller få personlige fordele. Men der er også mere finurlige og indirekte måder at bruge penge til at påvirke beslutningsprocesser.
Et klart eksempel så vi for nogle uger siden, da det kom frem, at en række danske pensionsdirektører fik dyre skirejser betalt af en britisk kapitalfond, hvor de havde millioninvesteringer. Et andet eksempel er Mærsk-koncernen, der gennem årene har givet ure og smykker i hundredtusindkroners-klassen til en række danske ministre og deres ægtefæller – vicestatsminister Marianne Jelved (R) og statsministerfrue Lone Dybkjær fik hver et guldur til 122.000 i 2000.
I ingen af disse tilfælde er der tegn på, at der har været krav om direkte modydelser. Men ikke desto mindre skaber gaverne en relation mellem giver og modtager, som kan påvirke beslutningsprocesser.
Gavens økonomi
Den økonomiske logik bag gavegivning blev oprindeligt beskrevet af den franske sociolog Marcel Maus i 1925. Gaveøkonomien er anderledes end den direkte handelsøkonomi, vi kender fra markedet, hvor det er noget for noget. Jeg giver butiksmedarbejderen 40 kroner til gengæld for en sandwich. Byggefirmaet giver kommunalpolitikeren en kuvert med 40.000 kroner og får til gengæld kontrakten på at bygge en skole.
Logikken i gaven er imidlertid anderledes. Der er en forventning om gensidighed, men der er ikke sat et tidspunkt for modydelsen. Jeg betaler for middagen denne gang og forventer, at du på et senere tidspunkt returnerer min gave. Så længe en gave ikke er besvaret, står modtageren i ’gæld’ til giveren. Denne flydende grænse kan være svær at manøvrere. Giver man gaven for sent, kan man virke nærig. Giver man modgaven for tidligt, siger man måske: Jeg vil ikke skylde dig noget. Men det værste er dog at afvise gaven. Få ting er så uhøflige som ikke at ville modtage en gave.
Gaver er ikke bare med til at skabe relationer mellem individer, men kan også skabe fællesskaber og etablere forbindelser mellem grupper. Statsoverhoveder udveksler gaver for at befæste og bevidne det gode forhold mellem lande. Samtidig befæster store virksomheders gaver til politikere det gode forhold mellem politik og kapital. Det er en påmindelse om et fællesskab, om et fælles syn på verden og et håb om fredelig sameksistens.
Behov for regulering
De danske partistøtteregler har længe været under kritik for en manglende åbenhed, der ifølge Europarådet svarer til Maltas og Albaniens. Derfor er der grund til at glæde sig over, at regeringen nu har fremlagt et udspil, der skal sikre større åbenhed om penge i politik.
Fokus i debatten har indtil nu været på den direkte støtte til partierne. Men det er også en væsentlig opgave at få reguleret de private gaver til politikerne.
I Danmark er det ikke lovligt at modtage private gaver som embedsmand. En gymnasielærer må ikke få sin striktrøje og rødvin betalt af sine studerende og slet ikke lige før eksamen. Men som politiker er der intet loft, så længe gavens størrelse indberettes til Skat. Gavernes størrelse og afsender skal ikke oplyses til offentligheden, men er alene et mellemværende mellem politikeren og skattevæsenet.
Et eksempel på en gråzone er, at Venstres Søren Pind ifølge Jyllands-Posten i 2008 fik en lejlighed stillet gratis til rådighed i seks måneder af boligspekulanten Carsten Leveau. I samme periode benyttede Pind sit medlemskab af Folketinget til – gennem et fortroligt brev til erhvervsministeren – at lægge pres på regeringen for at give bedre forhold for boligspekulanter i forbindelse med sagen om Roskilde Bank. Der er intet, der tyder på, at Pind gjorde noget ulovligt, men potentialet for misbrug er markant.
Hensyn til privatinteresser
Problemet er, at vi i dag ikke ved, hvor stort omfanget af de personlige gaver til danske politikere er. Måske er der tale om bagateller? Måske er der tale om betydelige beløb, som kan udøve pres på sagsbehandlingen i Folketinget. Faktisk må offentligheden ikke engang få indsigt i det samlede beløb for alle 175 folketingspolitikere. Da fagbladet Journalisten i 2014 forsøgte at få indsigt i tallene, nægtede skatteminister Benny Engelbrecht (S) at udlevere dem, selv i anonymiseret form.
Private pengegaver bliver i dag ikke opfattet som korrumperende, når de ikke følges af et direkte krav om modydelse. Men den subtile gaveøkonomi kan, ligesom direkte bestikkelse, være med til at forvride beslutningsprocesser og skabe afhængighedsforhold mellem giver og modtager. Resultatet er, at hensynet til stærke privatinteresser eller rige enkeltpersoner kan gå forud for flertallets ønsker og det almene vel.
Derfor har offentligheden ret til at vide, hvilke pengeinteresser deres politikere er underlagt. Man kan ikke skabe åbenhed om penge i politik uden at gøre det obligatorisk for politikere at oplyse om private gaver.
Anton Grau Larsen er ph.d.-stipendiat i Sociologi ved Københavns Universitet. Rune Møller Stahl er ph.d.-stipendiat i Statskundskab ved Københavns Universitet. Begge er medlemmer af Selskabet for Kritisk Samfundsforskning, som er et netværk af unge akademikere, der ønsker at bruge samfundsforskningen til at sætte spørgsmålstegn ved det aktuelle samfund og dets udvikling. Selskabet skriver for Information hver fredag
