Interview

Helten er den ledige, der siger nej til et job uden overenskomst

Friheden til at have et arbejde, der giver mening både personligt og økonomisk, er truet, mener bestyrelsesmedlem i 3F’s lærlingeklub og tømrer Helga Mathiassen. Solidaritet er stadig arbejdernes eneste våben, men skal det være effektivt, skal de genopdrages til at stå sammen, understreger hun
Tømrerlærling Helga Mathiassen ser sig som en slags frihedskæmper: ’Fagforeningerne får mindre og mindre magt i forhandlingerne med arbejds-giverne, fordi de ikke repræsenterer særligt mange, og til sidst giver det ikke mening at forhandle. Det er derfor, vi kan kalde det her en frihedskamp,’ siger hun.

Sigrid Nygaard

17. april 2015

Hvorfor er det nødvendigt med en frihedskamp på arbejdsmarkedet?

»Vi skal kæmpe for friheden til at have et arbejde, man kan leve af. Retten til at have et job, som er ordentligt betalt, og hvor du har ordentlige velfærdsgoder, mens du er på arbejde. Den konstante jagt på arbejdsløse, beskyldninger om dovenskab og nasseri, forringelser af dagpengesystemet, lønpres fra udenlandsk arbejdskraft. Det er alt sammen med til at skabe et arbejdsmarked, hvor man ikke har friheden til at sige nej til lortearbejde til en lorteløn. Og så er man sgu ikke særligt fri. Udover at det er vigtigt at kunne vælge et ordentligt betalt arbejde, er det også vigtigt at lave noget, der er meningsfuldt. Ikke som karrierespringbræt eller selvudvikling, det skal være samfundsnyttigt. For eksempel er det nyttigt at bippe varer ind i Fakta, fordi folk skal købe noget. Det er også nyttigt at bygge et hus. Men det tager meget af arbejdsglæden, når jeg skal pille et rigtig godt gulv op og lægge et nyt, fordi nogen har ændret smag,« siger 23-årige Helga Mathiassen og fortsætter:

»På hospitalerne skal sygeplejersker dokumentere alt muligt på skrift i stedet for at udføre det, de er uddannet til. Og arbejdsløse akademikere kommer ud og får at vide, at de skal skabe deres eget job. Så skal de sidde og finde på et eller andet. Det synes jeg er åndssvagt, og jeg tror, at der er rigtig mange i alle mulige brancher, der har den følelse.«

– Hvis alle kræver et meningsfuldt godt betalt arbejde, ender vi så ikke bare med endnu flere arbejdsløse?

»Man skal ikke bare malke systemet. Selvfølgelig skal man søge arbejde og tage det arbejde, der er, men ikke hvis det er underbetalt eller på dårlige vilkår. Det er ikke flot, når Mette ovre i Horsens kan cykle rundt og få flere jobtilbud på en dag. For hvad er det for nogle job? Hvis det er et rengøringsjob, som underbyder dem, der skal arbejde med rengøring hele deres liv, synes jeg faktisk, det er uansvarligt og noget svineri. Dem, der til gengæld siger nej til et arbejde, fordi det ligger under overenskomstniveauet for lavtlønnede, de er vores helte.«

– Ud over Mette fra Horsens, hvem udfordrer så frihedskampen?

»Vores fronttropper er dem, der siger nej til et underbetalt job, fordi de ikke vil være med til at underbyde lønnen. Men det er en helt modsat diskurs, der er i Danmark lige nu. Man taler om, at folk er dovne, hvis de ikke vil tage et arbejde, og at man altid kan få et job, hvis man virkelig vil. Men man skal ikke tage et underbetalt job og være med til presse lønnen for andre og forringe deres vilkår. Den diskurs skal vi have vendt. For vil vi have et samfund, hvor folk er fattige? Det er rigtig skræmmende at se, hvad der på få år er sket i Tyskland med Hartz-reformerne, der totalt har devalueret arbejdsmarkedet. 2,7 millioner tyskere har et ekstra job. Tænk at have et fuldtidsjob, hvor lønnen er så lav, at man ikke kan leve af det.«

Det er en ideologisk kamp

– Men Danmark er jo ikke Tyskland?

»Herhjemme forsøger Ryanair at komme ind i Københavns Lufthavn. De betaler deres ansatte 10.000 kr. om måneden. Prøv at leve for 10.000 i Danmark. Claus Hjort har direkte sagt, at han synes, at vi skal have tyske lønninger på dele af det danske arbejdsmarked. På den anden side står alle de politikere, der siger, vi skal have mere lighed, men ikke gør noget ved det. De kunne sagtens give flere ressourcer til SKAT, som så kunne gå efter fuskerfirmaer eller indføre kædeansvar, så hovedentreprenøren ikke sparer penge på at finde underentreprenører, der snyder deres ansatte i løn eller skider på sikkerheden. Det ville staten også have godt af. Det er helt sikkert en ideologisk kamp. Der er nogen, der vil have større ulighed, så vi kan få mere vækst. Men hvorfor skal man gå ind for øget vækst, hvis man er en af dem, der skal arbejde for 10.000 kroner om måneden? Arbejdsmarkedet er blevet globaliseret, og det er blevet det evige argument for alle, der mener, at nogen grupper skal gå ned i løn. Men det er forkælet at tale om tyske lønninger i Danmark. Til gengæld er det ikke forkælet at ville have et godt liv. Jeg synes, vi skal skabe et samfund, hvor alle kan det. Overordnet handler det om at ændre den politiske tankegang. Vi skal ikke konkurrere på lortelønninger. Vi skal konkurrere på kvalitet, bæredygtighed og gode uddannelser.«

– Men med fagbevægelsens dalende popularitet, er den så overhovedet det rigtige våben?

»Fagbevægelsen er det bedste middel, vi har til at forsvare et samfund med ordentlige arbejdsvilkår. Selvfølgelig er der mange ting, jeg kunne kritisere fagforeningerne for. De er for topstyrede, og der bliver ikke lagt nok op til, at folk deltager aktivt. Men der er meget andet, som presser de danske lønmodtagere lige nu. Globaliseringen og arbejdskraftens fri bevægelighed, ulige arbejdsvilkår for udenlandsk arbejdskraft og alle mulige vikarbureauer og enkeltmandsvirksomheder. Jeg tror, at en styrket fagbevægelse er vores bedste chance for at vælge en anden retning end at presse hinanden ned i løn til fordel for mere privilegerede grupper. Banalt set handler det jo om at stå sammen og kræve ordentlige vilkår i stedet for at underbyde hinanden.

– Hvor er det så, fagbevægelsen kan oppe sig?

»Fagbevægelsen har svigtet i forhold til at få mobiliseret folk. Lige nu har vi to store problemer. For det første: Som medlem føler man ikke, det er meningen, man skal deltage aktivt, og derfor svinder tilhørsforholdet. For det andet: Selv om det er fagforeningen, der sender overenskomstkrav og får tegnet en overenskomst med et firma, er de ansatte i firmaet – medlemmerne i fagforeningen – ikke aktivt med til at kæmpe for overenskomsten. De kender den ikke og har ikke et ejerskab til den. Derfor er der ingen til at håndhæve den, og en overenskomst, der ikke bliver håndhævet af de ansatte, er ikke meget værd. Toppen af fagbevægelsen skal forstå, at de har brug for aktive medlemmer, som slås for, at overenskomsterne og arbejdsmiljøreglerne bliver overholdt; som lægger pres på politikerne, når politikerne ikke tager fagbosserne alvorligt; som deltager aktivt i demonstrationer og blokader. Der er folk i fagbevægelsen, der arbejder i den retning, men det går alt for langsomt.«

Vi må holde mere sammen

– Hvordan få fagbevægelsen engageret medlemmerne?

»Fagbevægelsen skal være bedre til at opdrage folk solidarisk. Den opgave løfter den ikke nu. Man skal sætte benhårdt ind på at lave flere firmaklubber og lokale klubber. Det burde jo være naturligt, at man på en eller anden måde er tilknyttet sin fagforening i det område, man bor og arbejder. Jeg tror, at fagforeningerne – her mener jeg også alle medlemmerne – skal være bedre til at fortælle om og diskutere, hvorfor det er vigtigt at holde sammen og kræve, at alle har ordentlige arbejdsforhold. Hvis alle kampene bliver taget bag skrivebordene, så oplever man ikke, at man selv er en del af kampen. Man skal skabe følelsen af, at man godt ved, at ens kammerater ovre i fagforeningen ikke synes, det er i orden, at man går til for lav løn. Det kræver en masse benarbejde, men man kan faktisk godt få folk med, gøre dem mere aktivistiske.

– Hvordan?

»Det er til dels lykkedes for den lærlingeklub, hvor jeg kommer. Vi er en ret stor gruppe lærlinge og unge svende, der er aktive i vores lokale 3F-afdeling, og selv laver vi en masse organiseringsarbejde og forsøger at sætte fokus på for eksempel lærepladsmanglen. Vi har blandt andet kørt en bus med lærlinge ud til de store virksomheder, der ikke tog lærlinge. Og lavet banneraktioner mod Panum- og metrobyggeriet og andre store offentlige byggerier, hvor man ikke har sørget for, at der blev skabt lærepladser. Vi har været med til at organisere, at vi nedlagde arbejdet på teknisk skole en dag i protest mod lærepladsmanglen og det samme på skolepraktikcentrene. Vi har kørt en kampagne mod (erhvervsminister, red.) Henrik Sass Larsen for at få ham til at indføre klausuler om lærepladser på statsfinansieret byggeri. Og vi arrangerer løntjek, hvor lærlinge kan komme og få hjælp til at tjekke, om de får det rigtige i løn.

Tyskland er et trist eksempel

– Men har fagbevægelsen overhovedet en chance i forhold til det globale arbejdsmarked og arbejdstagerne fra Østeuropa?

»Det kommer an på, om man formår at skabe bedre samarbejde og solidaritet mellem lønmodtagere på tværs af grænser. Vi bliver jo nødt til at alliere os med arbejderne andre steder i verden, der har samme interesser som os: De kinesiske bygningsarbejdere, der laver arbejd-langsomt-aktioner i protest mod absurd dårlige arbejdsvilkår; de polakker i Danmark, der indser, at det giver mening at melde sig ind i en fagforening. De er alle saledighmmen vores allierede. Vores fælles interesse er at få et globalt arbejdsmarked, hvor man kan leve af det arbejde man udfører. Hvor alle har frihed til at sige nej til et lortejob. Det er jo dumt, at fagforeningerne ikke i højere grad har formået lave et globalt samarbejde, ikke kun på tværs i toppen, men også blandt græsrødderne.«

– Hvad er konsekvensen, hvis fagbevægelsen ikke formår at mobilisere arbejderne?

»Hvis vi ikke formår det, bryder det arbejdsmarked, vi kender, sammen. Tyskland er desværre et rigtig godt eksempel på netop det. Kun 50 procent af arbejdsstyrken er medlemmer af en fagforening, og i nogle regioner er det endda meget færre. Fagforeningerne får mindre og mindre magt i forhandlingerne med arbejdsgiverne, fordi de ikke repræsenterer særligt mange, og til sidst giver det ikke mening at forhandle. Det kan være konsekvensen herhjemme. Det er derfor, vi kan kalde det her en frihedskamp. Det handler om at have magt over sit eget liv. Det har man ikke, hvis man ikke kan leve af et fuldtidsarbejde.«

Serie

Seneste artikler

  • ’Kun nationalstaten kan garantere vores frihed’

    15. maj 2015
    Den homogene nationalstat er den eneste organisationsform, som kan sikre solidaritet og dermed demokrati. Samtidig er den suveræne nationalstat og stop for ukontrolleret indvandring afgørende, hvis vi skal bevare global mangfoldighed, mener lektor i statskundskab Søren Hviid Pedersen
  • ’Vi køber os fri af det kapitalistiske marked’

    8. maj 2015
    Kampen mod kapitalismen vindes ikke med revolutioner, men ved at bekæmpe kapitalismen indefra og på dens egne præmisser, mener professor Thomas Højrup, der er formand for Thorupstrand Kystfiskerlaug
  • ’Hamas kæmper en kamp for frihed’

    16. april 2015
    Når Hamas dræber civile israelere, er der ikke tale om terror, fordi alle israelere er soldater og dermed medskyldige i besættelsen af de palæstinensiske områder. Hamas er derimod en modstandsbevægelse, der kæmper for frihed, forklarer højtstående medlem af Hamas og professor ved Gazas Islamiske Universitet, Salam Salameh
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Vivi Rindom
  • Elisabeth Andersen
  • Henning Pedersen
  • Anne Eriksen
  • Jan Pedersen
  • Dorte Sørensen
  • lars abildgaard
  • Lise Lotte Rahbek
  • Poul Simonsen
  • June Beltoft
Vivi Rindom, Elisabeth Andersen, Henning Pedersen, Anne Eriksen, Jan Pedersen, Dorte Sørensen, lars abildgaard, Lise Lotte Rahbek, Poul Simonsen og June Beltoft anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Simonsen

Skønt at se den gamle børnelærdomme blive forstået igen. Desværre har vi gennem nogle årtier sovet længe og grundigt. Det har en væsenlig del af skylden for, at vores samfund er blevet mere og mere skævt siden Anker Jørgensen var statsminister.
Desværre var der alt for mange, der faldt for den ideologiske snak om, at klasserne var forsvundet og klassekampen en anakronisme fra en fjern fortid.
Det gjaldt selvfølgelig ikke de rige og kapitalisterne. De har aldrig haft mere succes med klassekampen end netop gennem disse år.
Håber denne venden tilbage til rødderne og virkeligheden, må brede sig meget hurtigt i min klasse.

Torben Kjeldsen, Vivi Rindom, Preben Haagensen, Elisabeth Andersen, Jens Lerdorf, Bill Atkins og Jan Pedersen anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Venstres opfattelse af frihed er udelukkende den stærkes ret til, at udnytte den svage.

Fagbevægelsen har snorksovet, javel har den det.
Men hvordan skulle en fagbevægelse kunne fungere effektivt ud over et afgrænset område??

Det er i virkeligheden lige DER fagbevægelsen har svigtet allermest.
Enhver med bare forstand for en toøre har kunnet se, at de overstatslige samarbejder byggende på først og fremmest kapitalens og dernæst varerne og arbejdernes frie bevægelighed, kun ville gavne de medlemmer af fagbevægelsen der var i arbejde.
Og dette kun i den udstrækning at EU IKKE blev udfordret af andre områder med lavere lønninger, fordi EU har begrænset fagbevægelsens indflydelse og derfor selv lå åben for de negative forandringers fulde kraft.

Fagbevægelsens politik har hele tiden ligget i tråd med EUs fordi man i bevægelsen kun at udstrakt solidariteten til de arbejdende medlemmer, og derfor dagligt har udstillet sine egne mangler ved at være ligegyldig over for indskrænkningerne i rettighederne for de mulige medlemmer på overførsel.

Man skulle have indset at en fagbevægelses magt er afgrænset til et givet område, for at styrke sig indenfor dette område og dernæst have søgt at styrke samarbejdet ud over området, og hav udbredt sit virkefelt inden for området så den solidariske ide forekom meget mere synlig og fungerende.

Man må indse at frihandelsaftaler ikke er i lønmodtagernes samlede interesse, fordi de er det i forbrugernes interesse, selvom der udmærket kan være tale om samme person, fordi der ikke kan være nogen beskyttelse i den globaliserede verden med dens forskelle.
Kun indenfor et afgrænset og defineret område kan velfærdsstaten fungere og fagbevægelsen tilbyde beskyttelse, og det er et total svigt ikke at have indset dette.

Gert Selmer Jensen, Jens Lerdorf, Ebbe Overbye og Bill Atkins anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Ledige skal have ret til, at sige nej til arbejde uden overenskomst. Det må selv sorte venstre bifalde, da de går ind for den danske model, hvor det er arbejdsmarkedes parter, som aftaler vilkårene på det danske arbejdsmarkede, normalt uden politisk indblanding.

Jørn Petersen

Fagforeninger er blevet administrative og er kun systemets forlængede arm, som lægger en dæmper på medlemmernes utilfredshed.

Det har stået på længe og ser nu ud til at have fået nye folk som tænker at forbedringer for lønmodtagerne kun kan skabes gennem kamp.

Så ud med de gamle koryfæer og ind med kraften og viljen til at forandre,.....for hvem er ikke træt af at se borgermusikken skære det største stykke af kagen og stjæle lidt af dit også.

Herman Hansen

"Overordnet handler det om at ændre den politiske tankegang."

Sådan som den var før sorte Anders Fogh Rasmussen Venstre kom til magten før 2002...

Solidaritet, samfundssind og sammenhængskraft er kodeordene for det danske og nordiske velfærdsmodel. En kode, som sorte venstre gennem manipulation har forsøgt at ødelægge ved at splitte fællesskabet i det danske samfund.

Venstres mål er, at vi skal være hinandens fjender frem for at være solidariske, som det danske folk har været det i århundred. Egoismen skal ifølge venstre være samfundets nye kraft. Ifølge venstre skal vi have tyske tilstande i Danmark, hvor over 15% af befolkningen lever i direkte håbløs fattigdom og adskillige millioner groft udbyttes med lønninger på reelt 4-5 euro i timen.

Og ja, jeg ved godt der er indført en mindsteløn i Tyskland på 8,50 euro pr. 01. januar 2015. Men da der sort set ikke findes fagforeninger og dermed overenskomster for de lavtlønnede omgås arbejdsgivere det groft ved at manipulere med timetallet.

Venstre har dæmoniseret det danske samfund for mørkets fyrste, den økonomiske magtelite. Feudal samfundet og slaveri er ved at blive genskabt.

Karsten Aaen, Felix Austin, Elisabeth Andersen og Jens Lerdorf anbefalede denne kommentar
Herman Hansen

Dæmonisering af det danske samfund betyder bl.a., at lønmodtagere med en måske kommende løn på 70 kr. i timen ikke har økonomisk mulighed for at være medlem af en fagforening og a-kasse. Det er en selvforstærkende accelererende glidebane Danmark har bevæget sig ind på.

Præcis, som klimaforandringer. Vi står på kanten af en katastrofe ved hjælp af venstre od deres lige. Men de fleste mennesker er dumme og ser det ikke komme.

Når staten ødelægger de job søgende ret til overenskomst sikret arbejde, åbner de også op for at kreative job opslag der ser stort på arbejdstider og mindste løn.
Job formidler og arbejdsgiver kan jo føle sig fristet til at misbruge den faglige job 'lovløshed', arbejdsledige bliver tvunget ind i af staten, f.eks. 10-12 timers skifteholds arbejdstider, der ikke forholder sig til overarbejde, nat, søn- og helligdags betaling, men er til stor økonomisk fordel for job formidler og arbejdsgiver, hvor du ikke kan gøre en skid.
Det er jo desværre sandheden, den tidligere og til en vis grad også nuværende regeringen ikke bare nøjes med at håne og træde på de arbejdsløse, de giver sørme også job udbyder og arbejdsgiver lov til at 'skumme' vores timeløn, det er hvor klamt statens har strikket deres monster konceptet 'Jobnet', sammen.

Karsten Aaen, Felix Austin og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar