Kommentar

Historieforfalskning på Statens Museum for Kunst

Udstillingen ’What’s Happening?’ er udtryk for en institutionel fascisme, der i øjeblikket rider den danske kunstinstitution som en mare. (Hvide) mandlige kunstnere udelades, fordi de ikke passer ind i en nyfeministisk skabelon
Debat
16. april 2015

Statens Museum for Kunst viser i øjeblikket udstillingen What’s Happening? – en udstilling om avantgarde og feminisme i 1960’erne og 70’erne. Udstillingen omfatter tiåret fra 1965 til 1975. Det er glimrende, at der sættes fokus på happeninggenren, der har været et stedbarn i dansk kunsthistorie, selv om betydelige kunstnere som Per Kirkeby og Bjørn Nørgaard trådte deres kunstneriske barnesko i blandt andet denne genre. Også 1970’ernes til dels oversete kvindelige kunstnere fortjener den opmærksomhed, der bliver dem til del på udstillingen, der nærmest fungerer som en museal kanonisering af Lene Adler Petersen, der i alle årene har stået i skyggen af sin mand, Bjørn Nørgaard. Det rettes der nu op på.

Men når det er sagt, er udstillingen og ikke mindst det kuratoriske greb, som udstillingens kurator, Birgitte Anderberg, har anvendt, dybt problematisk, da udstillingen har et både overdrevet og tidstypisk fokus på kvindelige kunstnere. Kunstinstitutionen kører i disse år stærkt frem med at indplacere mere eller mindre oversete kvindelige kunstnere i kunsthistorien, og det synes bestemt også at være intentionen med Statens Museum for Kunsts aktuelle udstilling. Men det sker desværre på bekostning af lige så vigtige institutionelt oversete mandlige kunstnere, der slet ikke i samme grad indplaceres i kunsthistorien og kunstinstitutionen, selv om deres format til overflod matcher deres kvindelige kollegers.

Der er sandsynligvis to forklaringer på dette fænomen. For det første gør man aflad for den kendsgerning, at kvindelige billedkunstnere rent faktisk har været overset i kunsthistorisk og institutionel sammenhæng og derfor naturligt nok bør indplaceres i disse sammenhænge. En anden mere kedelig, men pragmatisk forklaring er, at kunsthistorie i alt overvejende har udviklet sig til et kvindefag, og at de kvindelige kunsthistorikere overser mandlige kunstnere. Denne tendens har ikke været alt for tydelig, da tunge institutioner har en lang inkubationstid, hvad forandringer angår. Men tendensen synes at slå igennem nu, hvor kvindelige kunsthistorikere i stigende grad befæster de danske kunstinstitutioner og kunstmuseer og her udfolder deres syn på billedkunsten.

Otte (hvide) kvinder

Det er næppe uden betydning, at What’s Happening? er skabt af kurator Birgitte Anderberg, kunstformidler Annette Rosenvold Hvidt, udstillingsarkitekt Pernille Jensen, grafisk designer Nanna Arnfred, kuratorassistent Birgitte Vilslev, arkitektassistent Maria Legaard Kjeldsen, assistent Mia Høj Mathiasson og udstillingsproducent Gitte Kikkenberg. En museumsudstilling skabt af otte (hvide) kvinder, hvor man udelader væsentlige mandlige kunstnere. Forestil dig ramaskriget, hvis det omvendte havde været tilfældet. Så havde der været en storm omkring udstillingens forsmædelige omgåelse af kvindelige kunstnere og kunstinstitutionens indbyggede mandschauvinisme. Nu forbigås den kønslige skævvridning i stedet i stilhed, selv om det synes evident, at den har påvirket sammensætningen af kunstnere på udstillingen.

Udstillingen udelader behændigt det og de kunstnere, der stikker ud i forhold til den glatte historie, man ønsker at fortælle. Udstillingens begyndelsesår er 1965, selv om blandt andet Paul Gernes’ Stofkugle fra 1962 er med på udstillingen. Dermed undgår man at skulle forholde sig til Jørgen Nash’ afsavning af Den Lille Havfrues hoved i 1964. Et værk, der med sin gennemslagskraft i medierne uden tvivl har inspireret Nørgaards og Adler Petersens hesteslagtning i 1970.

Feministisk råbekor

Heller ikke Nash’ kunstneriske våbenbroder Jens Jørgen Thorsen, der med sine CO-RITUS-manifestationer op igennem 60’erne med fordel kunne have været med på en udstilling om avantgarde, er at finde på What’s Happening? Og sådan kunne jeg blive ved. For udstillingens bagkvinder har angiveligt været så forhippede på at tilfredsstille det råbekor, der for øjeblikket fylder luften med sin klagesang om oversete kvindelige billedkunstnere og flere indkøb af kvindelige billedkunstneres værker, at de har begået en brøde mod mandlige kunstnere, der burde være selvskrevne som deltagere på udstillingen.

Hvis man er venlig, kan man kalde det, Statens Museum for Kunst bedriver, for kunsthistorisk historieforfalskning. En mere præcis beskrivelse er at betegne udstillingen What’s Happening? som et udtryk for institutionel fascisme, hvor (hvide) mandlige kunstnere ikke får plads i en fortælling, hvor de naturligt har deres berettigelse, fordi de ikke passer ind i den nyfeministiske og kunstnerisk korrekte skabelon, der i øjeblikket rider den danske kunstinstitution som en mare.

Uwe Max Jensen er kunstteoretiker

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her