Klumme

Ja, hvad skal man tro ...

... når ikke engang naturvidenskaben tilsyneladende kan overbevise om nødvendigheden af andet end økonomisk vækst i øget materielt naturforbrug?
7. april 2015

Endnu en gang har verden vist, at den står til påske – og i dag, tirsdag, endda noget længere. Men om den også gør det på lidt længere sigt, finder hovedparten af naturvidenskaben tvivlsomt. Så sent som i onsdags blev det her i bladet med henvisning til forskernetværket Climate Analytics konstateret, at »det CO2-budget, menneskeheden endnu har tilbage inden for togradersrammen, hastigt er på vej mod overskridelse.«

Skønt hovedparten af den sagkyndige del af naturvidenskaben er overbevist om, at opvarmer menneskeheden Jorden mere end de to grader, indtræffer stor sandsynlighed for de såkaldte tipping points: stadig selvforstærkende, uafvendelige naturomvæltninger, der meget vel – selv inden for dette århundrede – kan udslette naturgrundlaget for moderne menneskelig civilisation.

Hvad skal man så tro på? Når menneskeheden tilsyneladende ikke tror på sin egen naturvidenskab?

Foranlediget af seneste Frie Ord – som inspireret af påsken for en uge siden også kredsede om trosspørgsmålet – bekender Information-læser Michael Kongstad Nielsen: »Jeg tror, verden står i mange år endnu – med bøge og snarligt løvspring, der ånder og holder atmosfæren frisk og uden alt for meget CO2.« Knap så frejdigt erklærer en anden læser, Niels-Simon Larsen: »Kristendom er pladder fra ende til anden med lidt gode historier ind imellem. Spørgsmålet er, om vi kan få det gode frem i os selv, om vi kan skabe andet end ødelæggelse af planeten og vores eget livsgrundlag? Vi skal leve et liv uden tilgivelse, for naturen tilgiver os ikke. Den kristne gud gør, men det bruger vi bare til at fortsætte det destruktive liv.«

Hvorefter Niels-Simon sætter mig kniven for struben og spørger: »Hvad var det, du ville her med de Frie ord gennem årene? Jo, du ville vel vække ansvarligheden til live for naturen, for det enkle liv og det, der ikke passer ind i en firkant. Der var også noget med g og u og d – sådan et eller andet …«

En langtidsledig tømmersvend

Spørgsmålet fik jeg også stillet for et års tid siden af kristeligheden selv – inkarneret af Kristeligt Dagblad. Da genbrug jo – med rette – er tidens løsen, gribes lejligheden til her at gengive svaret på bladets Marianne Luna Røndals spørgsmål:

»–Hvordan vil du beskrive din tro?«

»Jeg tror på, at i begyndelsen var naturen, og naturen var hos Gud, og Gud er naturen, der bliver sig selv bevidst i det naturvæsen, som kalder sig mennesket. Jeg tror på en langtidsledig tømmersvend født for cirka 2.000 år siden. Jeg tror på hans bedste evangelist: Shakespeare (…) Det afgørende er, at ånden er afhængig af noget kødeligt. Selvom jeg har meget imod den kristne trosbekendelse, så slutter den netop ikke med troen på åndens opstandelse, men kun på kødets opstandelse. Der skal være kød, for at glæden, kunsten, taknemmeligheden eller det modsatte – had – kan opstå som psykiske fænomener. Samspillet mellem det kødelige og det åndelige kræver noget tredje. Man kunne kalde det den dialogiske trialektik. Om man så kalder det religion, Gud, biologi, natur eller noget helt tredje, er sådan set ligegyldigt. Det afgørende for mig er, at der ud af det kommer taknemmelighed. Det er det væsentligste i tilværelsen. Når Grundtvig i salmen ’Du, som går ud fra den levende Gud’ bryder ud i erkendelsen: ’Skin over vang som en morgen i sang, morgen i maj, når det grønnes! Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt, så på Guds nåde der skønnes!’, så er det en erfaring, mange danskere, troende som vantro, gør i denne og den kommende tid. For naturen kan vække umådelig glæde. Det er ikke os, der har skabt naturen. Det er naturen, der har skabt os. Derfor står vi i den situation, at vi skal være taknemmelige for det, der er givet os, for det er ikke vores fortjeneste.«

»– Hvad har udfordret din tro?«

»Jeg fatter ikke, hvordan man i Jesu navn har kunnet brænde tusindvis af kvinder af som såkaldte hekse i 1600-tallet. Og endda langt flere i de lutherske lande end i de katolske. Ligesom jeg ikke fatter, at den katolske kirke frembragte inkvisitionen. Jeg forstår ikke, man kunne udsende korsfarere i Jesu navn. Man gjorde det også for nylig, hvor George W. Bush i kristendommens navn overfaldt irakere. Jesus, som udtrykkeligt siger, at vi ikke må dømme, og som udtrykkeligt fastholder det, skønt han selv skal udsættes for en af de mest ondskabsfulde henrettelsesformer, som mennesket har opfundet. Jeg håber ikke, det er sandt, at vi virkelig er skabt i Guds billede, for jeg vil meget nødigt tro på en Gud, der ligner mennesket for meget. For mit eget vedkommende har jeg svært ved at kalde mig kristen i betragtning af, hvad der er udøvet af forbrydelser i kristendommens navn, ud fra, hvad Jesus selv ville kalde forbryderisk. Der er noget farligt ved kristendommen, når man bilder sig ind at være i en religion, der er hævet over naturen. Som om vi var den overordnede. Som om vi havde magten over naturen. Som om der ikke var grænser. For der er sandelig grænser. Det er jo det, vi får at vide af naturvidenskaben i netop disse år.«

I den forstand er der god overensstemmelse mellem Jesus og netop – naturvidenskaben …

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • curt jensen
  • Michael Kongstad Nielsen
  • John Fredsted
  • Niels-Simon Larsen
curt jensen, Michael Kongstad Nielsen, John Fredsted og Niels-Simon Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gud er naturen?
Jeg har lyst til at svare med en omskrivning af Tom Kristensen: ’Dyrk ikke naturen den ligner en last’
Lad os m.a.o. ikke gøre naturen til gud. Naturen er grum og ubarmhjertig. Kun de stærke overlever
’Naturen’ er dybets set meningsløs.
Troen drejer sig vel netop om barmhjertighed og beskyttelse af de svage – derfor mente jo Nietzsche at kristendommen er livsfjendsk, fordi den stækker de naturlige drifter og livskraft.
Vores problemer udspringer af en mangelende forståelse af, at vi er en del af naturen ikke hævet over den, men ’naturen’ givet ikke selv svaret på hvad vi skal gøre, vi må selv finde løsningerne.

John Fredsted, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Jesus er Natur

I den forstand er der god overensstemmelse mellem Jesus og netop – naturvidenskaben … - det er da noget af en uventet og forbløffende raskmelding af et henved 2000-årigt fantom – gakkeriet er efterhånden grænseløst underholdende … ;-)

Niels-Simon Larsen

Der er to lag i det denne gang. Det ene er videnskabens nøgne sandheder om klimasituationen, som ikke bliver taget alvorligt nok. Den anden er det, vi har med os af bagagen af religiøse trossystemer. Jeg er ikke blevet helt klar over, hvad 'de to' egentlig har med hinanden at gøre. Man kunne jo bare holde dem adskilt - om dagen forsøge at forstå verden og om aftenen forsøge at finde mening med at være til. Var det sådan, blev der ingen problemer. Det er først, når der er nogle (gerne nogle med magt), der siger, at nu skal vi høre godt efter, for det er nemlig sådan, at der er en, der hedder Gud, og han er grundlaget for alt, og hvis vi glemmer det, så skal de nok minde os om det, og de har nogle glimrende midler til at bringe forskellige ting i erindring.

Ejvinds måde at forsøge at forbinde videnskab og Gud på, har jeg ikke noget imod, men hvorfor indføre begrebet i sine mange variationer? Der må vel ligge en antagelse om, at hvis vi ikke har gud med, så er vi på dyrestadiet eller deromkring. Selv har jeg ikke behov for Gud, men har det udmærket med de gamle, religiøse tekster, som jeg bare kan dykke ned i, når lysten melder sig.

Jeg spørger altså efter den hammer, der vil ramme os i fald vi ikke vender os mod Gud, gud eller g og u og d? Hvis ikke vi frygter den hammer, sker der ulykker, men hvilke? Hvad var religionerne uden straf (og belønning)?
Vi lever alle under naturens store straf- og belønningssystem. Det burde være nok, men nej, vi har også opfundet et religiøst system. Det er det, jeg synes er så mærkeligt. Der er rigeligt at lave for os i natursystemet, men vi vil mærkeligt nok hellere forholde os til noget fjernt fra naturen. Vi kunne da sagtens opstille leveregler for god opførsel, men der skal lige den krølle på det, at det er en gud har indstiftet reglerne.

Hvis vi nu sagde, at det vigtigste var at redde Jorden, så ville en rigtig religiøs sige nej, det vigtigste er at forholde sig til Gud. Det er der, nøjagtig der balladen opstår, fortsætter og kører det hele i sænk. Det kunne så få mig til at kalde til hellig krig mod de hellige, men det gør jeg ikke. Andre har gjort det. Sporene skræmmer.

Så er der ikke andet at gøre end at se på (dog uden at nyde) de kommende katastrofer og redde, hvad reddes kan. Jeg kan jo ikke gøre for, at brikkerne er stillet op, som de er. Jeg kan flytte de få brikker, jeg selv har at flytte rundt på, og det er så det. Sideløbende har jeg en hang til at diskutere spillets gang med venner, gøre lidt her og der og ellers 'leve skjult' som stoikeren, Epikur, sagde. Arbejde lidt i haven, holde en pause, snakke, lave mad, sove og så forfra igen.

Andre og bedre forslag udbedes...

Niels-Simon: Så vidt jeg har forstået en evangelisk-lutherske udgave af kristendommen, er der ikke noget vi kan gøre til eller fra for at 'sikre' os en plads i paradis. Gerningsretfærdighed f.eks. gennem gode gerninger er bandlyst. Vi har kun nåden at håbe på gode som onde.
Hvilket ikke betyder, at det er ligegyldigt, hvad du foretager dig her i livet - i alt fald ikke for de levende, og man kan jo altid håbe at ens gode gerninger vil blive værdsat i det 'næste liv', hvis de er gjort af et rent hjerte. Hvad er et rent hjerte? Det svarer Jesus med, at når du f.eks. giver en almisse må den ene hånd ikke vide, hvad den anden hånd gør. Altså gør ikke en god gerning, fordi du regner med en belønning i det næste liv eller for at udstille dig for andre.
Det kristne budskab om at vi alle er syndere kan forekomme livsfjendsk, og er ofte også brugt sådan. Men i den aktuelle miljøsituation er den jo sand: Vi er alle medskyldige i den situation vi har bragt os i enten som producenter eller som forbrugere

Niels-Simon Larsen, Lise Lotte Rahbek og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

@Ole: Kirkens kerneydelse er frelse, så det drejer sig om, hvordan man bliver frelst. Selvfølgelig skal man tro, men på hvad? Man skal tro på, at Jesus er Kristus og Guds søn, men her må man spørge, hvorfor sådan en indviklet sag, som teologer har sloges om i et par tusind år, er så forbandet vigtig? Det kan vel være lige meget, hvis man ellers er et ordentligt menneske. Nej, nej, nej, det er det ikke, for begrebet 'et ordentligt menneske' er noget humanistisk hittepåsomhed. Troen, som ingen kan finde ud af, er adgangskortet til de frelstes land.

På den ene side er det vanvittigt at skulle diskutere dette, men på den anden side er det grundstrukturen i det kristne trossystem. Nåden, som vi ikke ved noget om, ser ud til at blive drysset ud med en saltbøsse. Ingen aner, om de bliver frelst. Hvad er meningen med at leve i denne usikkerhed?
Derfor opbygger de fleste i dag deres egen tro ved at tage ned fra de religiøse hylder. De betaler til en kristen kirke med kødets opstandelse på programmet, samtidig med at de tror på reinkarnation.
Hvis nu alle ateister meldte sig ud af folkekirken, brasede den sammen, men de bliver der af frygt for følgerne. Hellere en udvandet, religiøs narkokirke end en utilregnelig religiøs femtekolonne med politisk slagkraft. Bl.a. det gør diskussionerne så plumrede. Da jeg ikke kan lide plumrede vande, men går ind for, at man har en klar holdning til livets vigtige spørgsmål, bliver jeg af og til træt af debatten - dog blot for et stykke tid.

Niels-Simon: Jeg har det sådan, at diskussioner om, hvad det vil sige at være en god kristen, ikke interesserer mig - eller kun i det omfang, hvor det har en etisk betydning.
Jeg kan heller ikke helt forstå, at man håndfast kan forsvare synspunktet, at alene troen er vigtig - og ikke hvordan man lever som menneske i forhold til andre mennesker. Paulus siger jo også at det drejer sig om tro, håb og kærlighed, og at kærligheden er den 'største' - jeg går ud fra at han tænker på en jordiske kærlighed. Så her sniger etikken sig jo ind alligevel.
Sådan er kristendommen så selvmodsigende ind i mellem.
Så hvis Paulus har ret, så er der håb også for os 'frafaldne' fra troen , hvis vi har ejet og praktiseret kærlighed (ikke fordi jeg tror det interesserer dig)
Jeg ved ikke hvad Paulus tænkte på mere konkret med 'håb'. Er det blot håbet om personlig frelse eller kan det også være håb af mindre egoistisk art? f.eks. håbet om menneskehedens redning - hvorfor ikke?

John Fredsted

"Det afgørende for mig er, at der ud af det kommer taknemmelighed. Det er det væsentligste i tilværelsen [...] ... så er det en erfaring, mange danskere, troende som vantro, gør i denne og den kommende tid. For naturen kan vække umådelig glæde."

Then I have failed miserably (som det hedder på nudansk). Foråret og sommeren, hvoraf førstnævnte velsagtens for alvor begyndte her i Påsken med et så perfekt timet solskin bankende ned fra en skyfri himmel, at alle "Livet er en gave!"-apostlene sikkert har følt sig yderligere bekræftet i denne deres forestilling, er de årstider, hvor jeg finder livet grimmest. En belejring af lys, varme og lyd. Plænen, der skal holdes nede. Hækken, der skal holdes nede. Myrerne, der skal holdes nede, osv. Ekspansion, ekspansion, ekspansion.

Der er sikkert dem, der vil gå i rette med mig og sige, at uden denne ekspansion, drevet af Solen, så var der ingen mad til mig, idet der i så fald ingen velfungerende fødekæde ville være. Men et sådant argument er i virkeligheden lige så urimeligt som for eksempel at irettesætte et menneske, der ikke bryder sig om støjende børn, med, at vedkommende selv har været barn engang. Hvorfor er det urimeligt? Fordi intet menneske er blevet spurgt, hvorvidt det vil sættes i verden, og intet menneske kan undgå at starte med at være et barn. På denne måde er vores kultur fyldt med kitsch.

Torsten Jacobsen

Niels-Simon skriver,

Hvis vi nu sagde, at det vigtigste var at redde Jorden, så ville en rigtig religiøs sige nej, det vigtigste er at forholde sig til Gud.

Dette er kun til dels rigtigt. At forholde sig til 'Gud' er vejen, at redde jorden er målet. Der er altså ikke tale om et enten-eller, men om at anvise den rette vej.

Kigger man efter vil man hurtigt opdage at en sådan anvisning af vejen til 'frelse' er kernen i alle mystiske traditioner, herunder de religiøse. Der er altså tale om et universelt og derfor dybt menneskeligt erkendelses- eller erfaringspotentiale.

Spørgsmålet om 'Guds' ontologiske status er for så vidt uinteressant, en diskussion for børn og umodne voksne. Hvad der bør stå i centrum er vejen til freden, ikke hvilken form freden i sig selv vil antage. Thi vejen er en transformation, og ved dens ende vil vores øjne ikke længere se, hvad de før så.

Torsten: Frelse bliver først interessant når det ikke længere drejer sig om den enkeltes personlige frelse i det næste liv, men om frelse af menneskeheden i dette liv

Torsten Jacobsen

Men jeg taler om fred, Ole - ikke frelse. For mig er der her tale om en ikke ubetydelig distinktion. Omend jeg for tiden tror at en frelse uden fred er til forveksling vil ligne den frelse vi allerede har fundet i dag - en kort fornøjelse.

Niels-Simon Larsen

Man kan ikke komme udenom, at der i NT tales meget om fred og frelse. Efter min mening er frelse noget personligt. Kollektiv frelse, hvor et helt folk og land bliver reddet, husker jeg ikke så meget om. Vi må ikke glemme, at det hele ender med en ordentlig r..fuld, hvorefter der kommer en ny himmel og en ny Jord. Det skal ende galt. Det er forudsagt, så det kan mennesket ikke pille ved, men måske er også det bortfortolket af nyere teologer. Hvad må man efterhånden tro på?

Fred må være noget indre, for så længe verden ligger i det onde (ved hjælp at djævlens mellemkomst), kan der umuligt være fred over hele linjen. Fred findes i enklaver, især i menigheder (hvor de kan holde fred (som her :-))), og så selvfølgelig i det enkelte menneske. Den ægte fred skænkes af Gud, og det gør frelsen også - lige med undtagelse af os ateister, der er selvforsynende med begge dele.

Det er en skam, at der ikke er mere åben debat om disse ting. I stedet holder folk kortene tæt ind til kroppen, hvis de overhovedet går i spil, men det er nok samfundets skyld.

Lennart Kampmann

At der stadig er nogle der tror på gud, må bero på at de endnu ikke har stiftet bekendtskab med videnskabelig metode.
Gud har været en fremragende overgangsfigur, men tiden er løbet fra den. Man vælger dog fortsat selv sit blændværk.

Ingen gud, ingen frelse, ingen Frelser.
En kort tid i solen, og derefter intet. Du er ubetydelig i en kosmisk skala - lev med det.

med venlig hilsen
Lennart

Niels-Simon Larsen

@Marianne: Kender godt Pi's liv. Fantastisk bog.
Tro er meget vigtigt, og jeg er selv meget troende. Det er også derfor, jeg skriver her.
Jeg ved godt, at så snart jeg har sagt ordet ateist, bliver jeg sat i bås. Det bedste for mig er, at have en hel aften afsat, for så kan man komme omkring nogle vigtige spørgsmål.
Altså en troende, men ikke gudstroende, ateist. Det er ikke spor kompliceret for mig. Det umulige er at have en gud med om bord. Jeg oplever at alle dem, jeg diskuterer med snor sig, selv dem der har mødt Gud.
Jeg synes bestemt, at vi skal have et åndeligt indhold både personligt og samfundsmæssigt. Det kan jeg ikke se, at man kan have med en gud, for man bliver kastet ud i alle mulige mærkelige kriser og slagsmål, og dem er der nok af alligevel.

Jeg hørte lige, at nogle konfirmanter nu bliver afhentet med helikopter. Hvis jeg var præst, ville jeg nægte at konfirmere dem. Der må sgu da være grænser for galskaben - men det ved jeg godt, der ikke er.

Michael Kongstad Nielsen

Ole Falstoft (09:54) skriver:

"Gud er naturen?
Jeg har lyst til at svare med en omskrivning af Tom Kristensen: ’Dyrk ikke naturen den ligner en last’
Lad os m.a.o. ikke gøre naturen til gud. Naturen er grum og ubarmhjertig. Kun de stærke overlever ..."

Jeg vil svare: - hvis naturen ligner en last, så er det en af de sunde af slagsen. Her er helse (ikke frelse) for sjæl og legeme (ånd og kød, ville Ejvind sige), frisk luft og fornøjelig medleven. De svage skabninger er der mange af, de overlever også. I kraft af snilde, flugt, camouflage, mangfoldighed, og andre nedarvede metoder, bemærk, at Darwin ikke konkluderede "survival of the strongest" men ".. of the fittest", - de bedst tilpassede.

Men jeg synes nu heller ikke, at naturen er gud eller omvendt. Ligesom vi mennesker heller ikke er det, det ved gud, vi ikke er. Der nærmeste jeg inspireret af påsken kom et kristent moralsk forhold mellem menneske og natur, var da jeg hørte biskop Kjeld Holm i DR P1 tale om følgende:

"Den dybeste kristne moral er, at Gud kræver af dig, at næstens lykke er i din hånd."
(fra Johannes Sløk).

Og her kom jeg til at tænke på en anden gammel radioudsendelse, hvor den tidligere biskop i Ribe, Dons Christensen, foreslog, at vi burde udbreder næsten til også at omfatte naturen.
Ja, naturen, ikke som gud, men som næste, den er ikke dårlig, og så ligger det lige for at Gud kræver af dig, at naturens trivsel er i din hånd.

Lennart Kampmann

Konfirmationen er jo blot et overgangsritual. En helikopter lyder som et glimrende transportmiddel i den sammenhæng. Det eneste problem det efterlader er hvad man så skal transporteres hjem i til sin seksten-årsdag.

Det er naturligvis fremragende at have tandløse institutioner som for eksempel folkekirken til at tage sig af de livsvigtige ritualer i forbindelse med fødsel, overgang, bryllup og død.
Hvis man kan bevare disse institutioner uden at bevare overtroen, vil man være nået langt. Et fremskridt.

Mennesket er naturligvis spirituelt og søgende, men vores erhvervede viden må pege på fraværet af gud. Som skrevet på den vises gravsten: jeg var ikke, jeg var, jeg er ikke.
Således også vores civilisation. En dag findes vores planet(er) ikke.

med venlig hilsen
Lennart

Michael Kongstad Nielsen

Og hvis jeg må forsvare mit lige lovligt "frejdige" udsagn fra sidste uges "Frie ord"-tråd, som Ejvind er så venlig og gavmild at citerer mig for i dagens artikel, så skyldes min tro på verdens beståen indtil videre, at der vitterligt gøres noget ved det. CO2-udslippet nedbringes i Danmark såvel som i Kina, Mærsk nedsætter udslippet med ligeså meget som hele Danmark,
http://www.csr.dk/m%C3%A6rsk-vil-neds%C3%A6tte-co2-udledningen-markant
overalt arbejdes der seriøst med mere vedvarende energi, energibesparelser og programlægning herfor frem mod Paris.

John Fredsted

@Den, det måtte interessere: Omend jeg i det store og hele stadig mener, det jeg skrev i går, så skulle kommentaren aldrig være sendt. Jeg blev som sædvanlig provokeret af naturromantikken. Det er naturligvis bare min personlige smerte, der løb af med mig. Men den hører ikke hjemme her i disse tråde. Med disse ord lukker jeg hermed ned for deltagelse her på information.dk, i hvert fald foråret og sommeren over.

John: Jeg mener ikke at være en ’naturromantiker’. Jeg er udmærket klar over, at det er en barsk og nådesløs verden at overleve i. Trods det er naturen en konstant kilde til glæde for mig. Uden naturoplevelser ville livet ikke være værd at leve. Glæden er helt irrationel, jeg ikke kan begrunde den, og den er der på trods at al viden og alle overvejelser. Jeg tror den dybest set er medfødt
Du ser livet som en konstant kamp for at ekspandere, jeg ser den mere som en kamp for at overleve
For at det skal lykkes må arterne producere et vist ’overskud’ af afkom gennem livet
Men uanset synsvinklen giver det ingen mening at bedømme det moralsk, når vi lige set bort fra mennesket

Michael Bruus

Ken Wilber har behandlet forholdet mellem religion og videnskab i bogen ”religion og videnskab” og hvis jeg husker rigtig, bruger han vendingen ”den sovende ånd” om naturen.

Jeg kan varmt anbefale bogen.

'Natur' er en 'spand', hvor i vi smider alt det, som ikke er direkte skabt af mennesker. Det er med andre ord et 'diverse' af fænomener, der kun er forenet i vores bevidsthed ved at mangle en egenskab. Nogle taler om Natur som om der var tale om et overindividuelt nærmest guddommeligt fænomen, der er i besiddelse af ånd og bevidsthed. Det er for mig at se vrøvl

Torsten Jacobsen

Ole Falstoft,

Hvis ikke der er ånd i naturen, hvor vil du dog så finde den? Det eneste der adskiller mennesket fra naturen, menneske fra menneske, er oplevelsen af, at en sådan adskillelse og afstand eksisterer. Forestillingen om en forskel på 'dette er' og 'dette er ikke...'. Den forbudne frugt.

Det glade budskab i kernen af alle religioner er, for mig at se, at en sådan afstand og forskel ikke eksisterer. Den er en illusion. 'Gud' er alt, vitterligt alt. En svimlende tanke, umulig at rumme for det umodne sind.

jvf. Markusevangeliet (jeg har slået det op, jeg er ikke bibelkyndig, ej heller kristen):

v28 En af de skriftkloge, som havde hørt dem diskutere og lagt mærke til, at Jesus svarede dem rigtigt, kom hen og spurgte ham: »Hvilket er det første af alle bud?« v29 Jesus svarede: »Det første bud er: ›Hør Israel! Herren vor Gud, Herren er én, v30 og du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.‹ v31 Dernæst kommer: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ Intet andet bud er større end disse.« v32 Så sagde den skriftkloge til ham: »Det er rigtigt, Mester. Det er sandt, som du sagde, at Gud er én, og at der ikke er nogen anden end ham, v33 og at det at elske ham af hele sit hjerte og af hele sin forstand og af hele sin styrke og det at elske sin næste som sig selv er mere værd end alle brændofre og slagtofre.« v34 Da Jesus hørte, at han svarede klogt, sagde han til ham: »Du er ikke langt fra Guds rige.« Derefter turde ingen længere spørge ham om noget.

'Derefter turde ingen længere spørge ham om noget'....
Nej, det tror fanden. Hvad skal man dog stille op med så radikalt et udsagn? Man kan jo vælge, som kristne til deres sorg og lidelse har gjort, at tolke udsagnet som et bogstaveligt forbud mod at have andre guder end den ene og sande gud, og som et påbud, et krav om at elske næsten, som en forudsætning for frelsen.

Men kærligheden til 'Gud' og til 'næsten' er ikke umiddelbart tilgængelig for os. For vi ser som udgangspunkt kun afstanden, forskellen på 'det er' og 'det er ikke'. Vi erkender ikke at 'Gud' er alt! Men det ændrer ikke på, at en sådan erkendelse er vejen til frelsen. Og vejen kan man ikke gå til ende, hvis man ikke flytter sig ud af stedet. Og hvis man flytter sig ud af stedet vil ens perspektiv ændre sig.

Niels-Simon Larsen

@John: Læste dit indlæg fra i går igen.
Det, der har været interessant med de debatter, vi har haft her, er, at der har været nogen, der havde et standpunkt og andre, der søgte frem til et. Det er ikke gratis at fægte sig frem til en position, og du, John, har for mig at se repræsenteret det mest humant yderligtgående standpunkt overhovedet - at forkaste selve eksistensen, ønsket om mere og mere liv, den aggressive ekspansion. Det er de færreste af os vant til. Jeg kender det kun som det endegyldige farvel til livet eller som Buddhas vej.
Da jeg trådte ind i forummet for seks år siden, påpegede jeg over for dig, at jeg opfattede dig som buddhist uden Buddha. Jeg har svært ved at fatte buddhismen, men den er venlig over for medmennesket. Det samme er du, og i begyndelsen forvirrede det mig, at du på den mest venlige måde siger: Nej tak, det her er ikke godt nok.
Vi er alle opdraget til at sige tak og ja tak, og er der en, der siger nej tak, er det svært at rumme. Vi har været omkring det utallige gange, især filosofisk. Kan det fremstormende liv fremkomme med sin modsætning, der siger nej tak, ikke mere af den sædvanlige slags fremstormende liv? Sammenkædet med om naturen kan fremkalde en skabning, der ødelægger naturen og sætter punktum.
For mig har mange af dine indlæg bragt mig ud til grænsen af følelsesmæssigt tænkning, fordi der stod et menneske af kød og blod bag, så hvis du ikke havde været der, havde der manglet noget. Du har stået alene med det pres, der følger med at være alene. Grunden til, at Buddha ikke står alene, er, at han angiver en vej. Derfor har jeg nok villet have dig ind på en vej. Bare en eller anden vej, så jeg kunne rubricere dig. Du har fortalt, at du har en verden med fysisk matematisk indhold, og det kan så smage lidt af fugl for mig. Du må jo regne med, at vi ikke rigtigt kan hygge os indenfor, når du står ude i det, vi andre mener er kulden.

Vi vil huske hinanden for noget, når indlæggene er glemt, og det er ikke svært at huske dig. Lad os se, når der er gået et stykke tid, som du skrev.

Torsten: Udsagnet at 'Gud er alt' giver ingen mening for mig. Hvis Gud er alt er Gud intet.
Kan du forklare mig hvad 'ånden i naturen' er? Kom med et eksempel. Jeg fatter det ikke

Dette guddommelige fænomen og søn må have fandens travlt -

Alverdens vrede folk løber Gud på dørene:

“Hjælp Danmark, Gud!” – “Gott strafe England!” – “God save the King!” – “In God we trust!”

Gud dit, Gud dat, og Gud alverdens ting!

”Du gode Gud!” sa’ Gud – ”Jeg har da nok om ørerne”.

Og nu skal jeg så også redde miljøet og vælge noget sikkert at tro på – så jeg vælger Naturvidenskaben – dens love har jeg trods alt selv skabt …

Frit efter:
Elias Bredsdorff: Nonsens og Bonsens. Cambridge, 1978.

Torsten Jacobsen

Ole Falstoft,

Jeg fatter det heller ikke. Det er ikke en tanke der kan rummes i et umodent sind, det vil sige at det ikke kan erkendes gennem rationel tankevirksomhed. Tanken kan kun bringe os et stykke af vejen. Det er lidt ligesom med udsagnet 'vi er alle gjort af stjernestøv'. Et videnskabeligt 'faktum', som selv en Lennart Kampmann kan tilslutte sig, men det betyder jo ikke at vi føler os som stjernestøv. Den rationelle erkendelse af, at 'ja, vi er alle skabt af stjernestøv' har ingen konkret betydning for hvordan vi lever vores liv.

På samme måde med videnskabens opdagelse af, at vi er opbygget af atomer, og at atomerne i min krop ikke adskiller sig fra atomerne i skærmen foran mig, på anden måde end i deres organisering. Det kan jeg forstå intellektuelt, rationelt, men jeg kan ikke fuldt erkende det, for jeg føler ikke denne lighed. Jeg kan ikke se atomerne, mærker dem heller ikke. De spiller i en vis forstand ingen rolle i og for min livsudfoldelse.
På samme måde som den rationelle erkendelse af at jeg skal dø og at døden kan indtræffe hvert øjeblik, ikke forhindrer mig i at spilde tiden med f.eks. at se en dårlig film for tredje gang, eller med at skændes med min ekskæreste om hvem der nu har vist størst fleksibilitet i forhold til samkvemmet med vores fælles barn.

Illusionen om afstand og adskillelse kan jeg nok erkende med tanken, men en sådan erkendelse er ikke nok. At 'Gud' vitterligt er alt, og at vi med begreber som 'Gud' eller 'ånd' i virkeligheden blot forsøger at italesætte netop dette 'alt', og dermed vende nihil ryggen, forslår som en skrædder i helvede, såfremt vi ikke ved bedre besked. 'Ånden i naturen' må erfares, (op)leves, hvis mit perspektiv for alvor skal ændre sig, hvis en transformation skal finde sted.

Dette er vejen. Rejsen må begynde med et første skridt.

Torsten Jacobsen

Eller som ateisten Albert Camus har udtrykt det:

Den ondskab, der findes i verden, stammer næsten altid fra uvidenhed, og den gode vilje kan afstedkomme lige så megen fortræd som den onde, dersom den ikke ved bedre besked. Menneskene er snarere gode end slette, og i virkeligheden er det slet ikke dér, spørgsmålet ligger. Men de er mere eller mindre uvidende, og her er det, man kan skelne mellem dyd og last, idet den mest fortvivlende last er den uvidenhed, der tror alt, og tager sig ret til at dræbe. Morderens sjæl er blind, og der findes hverken nogen sand godhed eller virkelig kærlighed, som ikke er forenet med den højest tænkelige grad af klarsynethed.

og

“An intellectual? Yes. And never deny it. An intellectual is someone whose mind watches itself. I like this, because I am happy to be both halves, the watcher and the watched…’I despise intelligence’ really means: ‘I cannot bear my doubts.’ I prefer to keep my eyes open.”

Niels Duus Nielsen

Torsten Jacobsen, med fare for at gentage, hvad du allerede har skrevet:

En klog mand (har glemt hvem) sagde en gang, at tro aldrig kan udledes af vore ord, men kun af vore handlinger. Forstået således, at vi kan sig, at vi tror på på dit, men det har ingen betydning, hvis vore handlinger afslører, at vi i faktisk handler ud fra en tro på dat.

Fx kan en politiker helt gratis sige, at han/hun tror på frihed, men hvis vedkommende, hver gang, chancen byder sig, begrænser andre menneskers handlemuligheder, afslører politikeren, at vedkommendes lyver om sin tro.

Lennart Kampmanns tro på videnskaben er ud fra denne betragtning en sand tro, for så vidt han efterlever denne tro i dagligdagen. Og da han mig bekendt er uddannet ingeniør, ser jeg ud fra mine erfaringer med ingeniører ingen grund til at betvivle ærligheden af denne tro.

Det er det modsatte af "Du skal gøre som jeg siger, ikke som jeg gør" - og det samme som "at foregå med et godt eksempel".

Niels Duus Nielsen

NB: Det er vigtigt at skelne mellem tro og tro - eller mellem belief og faith, som englænderne siger. Ovenstående kommentar handler om belief - jeg har som agnostiker ikke rigtig nogen mening om faith.

Torsten: Din sammenligning mellem gudstro og atomvidenskab holder ikke. At vi består af atomer kan jo netop erkendes rationelt og testes/efterprøves empirisk, men det kan guds eksistens ikke.
At 'Gud er alt' er og bliver en påstand, som man kan vælge at tro på eller forkaste.
Sandhedsværdien af udsagnet kan vi aldrig afgøre.
Selvom vi valgte at tro på det udsagn (det kunne vi godt, det er for mig at ret harmløst), kan jeg ikke se hvilke nye erkendelser, det ville føre os til.
For hvis Gud er alt er 'han' både det onde og det gode, og det er så stadig vores eget ansvar at vælge mellem de to. Så ved at gøre Gud til 'alt' reduceres hans betydning til 'intet'

Torsten Jacobsen

Ole Falstoft skriver,

Torsten: Din sammenligning mellem gudstro og atomvidenskab holder ikke. At vi består af atomer kan jo netop erkendes rationelt og testes/efterprøves empirisk, men det kan guds eksistens ikke.

Jeg taler ikke om erkendelse, men om erfaring. Som tidligere skrevet betragter jeg enhver diskussion om Guds ontologiske status som en beskæftigelse for børn og andre små ånder. Har man ikke erfaret Guds eksistens er enhver diskussion om emnet efter min mening formålsløs: Som blinde der diskuterer lys og skygge. Og har man på den anden side først erfaret Guds eksistens, er diskussionen også bragt til ende. Hvad mere kan mennesker tilføje?

Hvis du nu ikke tænker det jeg skriver i forhold til en vestlig, teologisk diskussion, men snarere i forhold til østens kontemplative traditioner (f.eks. Buddhismen), kan det være at det giver bedre mening?

Jeg hævder ikke at 'Gud er alt'. Jeg hævder at 'alt er', hvilket forøvrigt umuliggør det 'intet' du hele tiden refererer tilbage til. At 'alt er' er vist en af de mere banale erkendelser vi kan nå frem til. Med eller uden videnskabens hjælp. At erfare dette 'alt', derimod, er noget man kan stræbe efter, og det er, i min forståelse, denne stræben som alle mystiske traditioner i sidste ende forsøger at anvise vejen til.

N.B. 'Gud' og 'Ånd' er menneskelige begreber, intet andet. Abstraktioner, spøgelser, med mindre de erfares, dvs. leves.

John Fredsted

Det er måske lidt karakterløst det her, men jeg må indrømme, at jeg har fortrudt min udmelding "Med disse ord lukker jeg hermed ned for deltagelse her på information.dk, i hvert fald foråret og sommeren over." Jeg burde vide bedre, idet sådanne kategoriske udmeldinger sjældent er hverken konstruktive eller holdbare; og jeg vidste velsagtens også bedre, da jeg sendte kommentaren, men jeg tror følelserne inde i mig - sådan lidt som et surmulende barn med korslagte arme - stadig havde overtaget. Åh, ja, ak!

Niels-Simon Larsen, Torsten Jacobsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
John Fredsted

@Marianne: Tak for dine søde ord. Og tak for dit spændende bogforslag. Den bog tror jeg rent faktisk jeg vil bestille snarest.

Niels Duus Nielsen

Velkommen tilbage, John Fredsted, dit sortsyn er en lise for sjælen - for så ved jeg, at jeg ikke er helt alene om at synes, at det hele går ad helvede til.

;o)

Torsten Jacobsen

Niels Nielsen skriver,

En klog mand (har glemt hvem) sagde en gang, at tro aldrig kan udledes af vore ord, men kun af vore handlinger. Forstået således, at vi kan sig, at vi tror på på dit, men det har ingen betydning, hvis vore handlinger afslører, at vi i faktisk handler ud fra en tro på dat.

Netop. Med den tilføjelse at netop vores handlinger og deres konsekvenser jo også virker tilbage på vores 'tro', dvs. vores perspektiv.

Et eksempel:
Lad os nu forestille os at jeg i de næste 8 uger hver dag afsatte en halv time til, i uforstyrret natur, at optræne min evne til at 'erfare øjeblikket'. Det man også kalder meditation. Ville jeg være den samme efter de to uger var gået, eller ville mit perspektiv have ændret sig?

Vi kan også forestille os at jeg i stedet for havde afsat tid til at torturere kattekillinger i den samme periode. Ville jeg efter 8 uger være den samme, eller ville mit perspektiv have ændret sig?

Bemærk at de to eksempler ikke siger noget om min tro på nytten i at meditere eller torturere kattekillinger. Det er selve handlingen der vil forme mit perspektiv, som så igen vil sætte mig i forbindelse med nye handlinger osv.

Kan man sige noget om hvordan mit perspektiv præcist ville være efter 8 uger, i de to scenarier? Nej, det må erfares. Kan man sige noget om i hvilket scenarium jeg bedst bruger min tid? Jeg mener ja. For ikke alle veje fører samme sted hen. Men det, vil nogen nok påstå, er så en trossag.

Torsten: Nej jeg tror ikke jeg helt forstår dig - det er sgu for subtilt. Blot vi er enige om at diskussioner om, hvad 'Gud er' er tidspilde. Så lad os 'lande den der'

John Fredsted

@Niels-Simon: Akkurat som til Marianne: Tak for dine søde ord.

Jeg kan overhovedet ikke huske, at du for seks år siden, påpegede overfor mig, at du opfattede mig som "buddhist uden Buddha". Så meget for min hukommelse.

Jeg er bange for, at jeg ikke er (helt) berettiget til dine søde ord "... venlig over for medmennesket. Det samme er du ...". For sandheden er den, at jeg i det offentlige rum ofte nærer stor (uspecifik) vrede overfor mennesker, jeg ikke kender, en vrede jeg dog som oftest formår at holde helt indenbords, hvor den så, med et billede lånt fra Milan Kundera, kan svømme omkring som en giftig fisk, jeg ikke kan gylpe op, men som langsomt går i ødelæggende opløsning.

Jeg er ret sikker på, at denne vrede er forbundet med en grundlæggende forestilling om, at jeg ikke har lov til at være her - en forestilling, der er grundlagt i min opvækst hos forældre, der trak deres såkaldte kærlighed væk, hver eneste gang, de syntes, jeg ikke opførte mig 'ordentligt'. Det har dybt inde i mig installeret en forestilling om, at jeg grundlæggende ikke må ville noget som helst med mit liv (mens andre gerne må).

Når jeg mærker livet omkring mig ekspandere, så føler jeg mig derfor grundlæggende truet. Ikke fysisk, men følelsesmæssigt. Den åbenlyse kur imod dette kunne jo så synes at være selv at begynde at ekspandere, altså at tage plads. Men det er der et eller andet inde i mig, der nærer stor uvilje imod: Hvis jeg skal kæmpe for at få plads eller blive set eller hørt, og jeg kun kan få pladsen på den måde, så har denne plads ingen værdi for mig. I en sådan situation gør jeg hellere det velkendte: går hjem og ruller mine persienner ned.

Torsten Jacobsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Lennart Kampmann

@ John Fredsted
Jeg nærer stor respekt for din åbenhed omkring dit sinds inderste kroge. Modigt.
Det bliver spændende at følge om du en dag giver dig selv lov til at være her. Det sætter også dine indlæg i et mere nuanceret lys.

med venlig hilsen
Lennart

peter fonnesbech, Torsten Jacobsen og John Fredsted anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvis jeg havde været født i et indianersamfund, tror jeg ikke, at der ville have været noget ballade med mig. Jeg havde troet på ånderne i naturen, ikke overfisket eller gjort nar ad totemdyrene, og hvis jeg havde været medicinmand ladet mig begrave i nogle dage, for at tage til dødens rige og komme tilbage med stærk medicin.

Derfor tænker jeg tit på, hvorfor jeg er så trekantet, at jeg hverken kan lide Gud, konge eller det storforbrugende fædreland. Er vores samfund ikke i stand til at give en ung mand følelsen af, at han er det rette sted? Ser jeg nu på hjemløsstatistikkerne, pilleforbruget og stressniveauet er der måske slet ikke nogen, der føler, at de hører til? Ser man på ferieannoncer ønsker de fleste sig langt væk. Ser man på rusmidler, tager folk flugten på anden måde.

Spurgte man folk, om de virkelig syntes, at de var havnet det rette sted, ville mange måske svare nej og uhyggeligt få ja - og en stor gruppe, ved ikke. Tænk nu hvis vi levede i en sammenhæng, som vi gik helhjertet ind for... Ingen vilde drømme om dette og hint, bare udleve et almindeligt liv. Jeg har brugt megen tid på at tænke på alternativer til det bestående, der stort set gik ud på det samme, som høvding Seattle spåede: En dag vil I indse, at man ikke kan spise penge. Så langt er vi ikke kommet endnu. Der har aldrig været så mange penge i omløb som nu. Bankerne laver dem. Nu også skyggebankerne. For et par år siden talte man om peak oil, men så frackede man, og så var der mere end nok. Hvornår kommen sammenbruddet, og hvor begynder det?

Du a(l)(f)mægtige guddom

Man kan da altid trøste sig med, at vi ikke er unikke i universet – det kan virke som en trussel for nogen, der straks ruller sine persienner ned, men en interessant nyhed for andre – også for de videnskabelige suboptimalister, der bakser med et såkaldt CO2-budget for denne forsvindende lille singulære plet i uendeligheden …

http://www.eso.org/public/denmark/news/eso1513/

Michael Kongstad Nielsen

Er der ånd i naturen? Det skulle jeg mene. Ejvind vil have ånden bundet til kødet, før der kan opstå psykiske fænomener, ok., vi kan ikke have frit svævende ånd uden legeme, som dog efter min mening ikke behøver at være "carne", animalsk kød, men ligeså godt kan komme fra planteriget. Er naturen kun defineret som alt det levende, eller er det livløse også med? Er sten, olie, gas, vand, luft, atmosfære, lys, varme også natur?, og er der også ånd i det livløse?

Jeg vil sige nej til det sidste. Ånden findes kun i det levende, inden for såvel plante- som dyreriget. Hvorfor bøjer planten sig efter lyset, og lukker blomsterne om aftenen? Der er nok ånd i det. Men alt det levende er afhængig af alt det livløse. Livet er afhængigt af det livløse (atmosfære, lys, vand, varme), og livets behandling af det livløse er afgørende for livets beståen. Derfor er det selvfølgelig indlysende, at den ånd, der besjæler det klogeste blandt alle væsener på jord, mennesket, belaver sig på behandle de livløse på en sådan måde, at det bevarer evnen til at holde det levende i live.

Michael Kongstad Nielsen

Mennesket har qua sin lidenhed i forhold til de store skove, bjergene og vejret, altid betragtet naturen som åndrig. I nordisk mytologi, oldgræsk religion og til dels romersk, vrimler det med guder og gudinder, der både værner og beskytter mod naturens gru, men også støtter og giver mulighed for jagt og fiskeri, frugtbarhed, vin og fornøjelse. Kristendommen gjorde det lidt kedeligere, for nu var der kun én gud + søn, der sammen med Helligånden skulle tage sig af alle de tidligere mange guders og ånders arbejde. Man kan godt forstå, det var svært at følge med i det hele.

Niels-Simon Larsen

Kære EL'er.
Hvad siger I til denne meddelelse i Politiken i går - og nu er vi altså langt fra 1.april?:
Preben Wilhjelm: Vores tanketomhed er ved at afmontere demokratiet
Danmark har brug for flabethed og ud-af-boksen-tænkning - og måske også Alternativet.

Åndeligt-sjæleligt de to begreber bruges vist i flæng?
Jeg er 'hårdcore' materialist på det område. Jeg tror ikke at ånd eller sjæl kan eksistere uden krop og at der findes en sjæl efter døden. Det kan være jeg tager fejl og at 'guderne' sidder et sted og slår sig på lårene af gin over mine filosofiske kandestøberier -men det i i alt fald min 'arbejdshypotese'
Det åndelige opfatter jeg som et rent menneskeligt område. Ser vi en ånd i naturen skal vi søge forklaringen i den menneskelige psyke ikke i naturen. Jeg tror, det var bedre for vores naturforståelse, hvis vi så på naturen med mere nøgterne øjne, samtidig med at vi erkender vores dybe afhængighed af den psykisk som fysisk.

Torsten Jacobsen

Selv om jeg ikke er 'EL''er (hvad det så er for en størrelse?) så vil jeg da gerne give mit besyv med:

et lille klip fra interviewet med Wilhjelm:

Er det muligt for en så lille bevægelse at udfordre hele markeds- og væksttankegangen med en ud-af-boksen-tænkning?

»Nej, ikke for bevægelsen alene. Men den er jo med til at skabe dagsordenen, fordi Alternativet sætter opgøret med væksttankegangen helt i toppen af deres virke. Bevægelsen Midteroprøret forsøget noget tilsvarende i begyndelsen af 80’erne, og den nåede at lave aktivgrupper i hele landet og havde, tror jeg, 50.000 registrerede aktive medlemmer i bevægelsen. Det var en fantastisk mobilisering af folk, der ofte ikke kunne drømme om at gå ind i partipolitik. Men hvis man vil gøre noget konsistent over flere år og forfølge et mål, må man gøre sig klart, hvad man er oppe imod«.

Wilhjelm har her fat i noget centralt, synes jeg. Jeg anede for eksempel ikke at der har eksisteret noget man kaldte 'Midteroprøret'. Skal man tro denne artikel fra 2003 (http://www.information.dk/78139), sagde bevægelsen alle de indlysende rigtige ting (ligesom Alternativet), organiserede sine medlemmer bredt i 'studiekredse' og lokalgrupper (som Alternativet), og forsvandt som dug for solen fra den offentlige bevidsthed få år efter (som Alternativet?).

Hvad Midteroprøret utvivlsomt manglede, var en konkret praktisk dimension. Altså et helt konkret alternativ til 'Capital Realism'*. For nok kan mennesker begejstres ved ord alene, og det i kortere eller længere tid, men før eller siden skal ordene kunne aflæses i den konkrete, levede virkelighed. Jvf. mine ovenstående indlæg om forskellen på erkendelse og erfaring.

En af globaliseringens store teoretikere, Thomas PM Barnett, beskriver i en af sine bøger hvordan USA efter at have tvunget Saddam Hussein fra magten, havde et gyldent vindue på omkring 6 måneder, hvor opbakningen til de amerikanske tropper faktisk var relativt stor i den brede irakiske befolkning. Begejstringen over at være sluppet af med diktatoren og håbet for fremtiden blomstrede. Men da der efter godt 6 måneder stadig ikke var etableret basale tjenester som elektricitet, vand, og sikkerhed i Bagdad, så slog håbet og begejstringen meget hurtigt over i vrede og disillusion.

Man kan diskutere en sådan analyse, men jeg tror ikke man skal underkende betydningen af praksis. Hvis man ikke på meget kort tid kan etablere et helt konkret og jordnært alternativ til den bestående orden, så mister mennesker interessen. Eller rettere: Så føler mennesker sig svigtet. 'Det var alligevel bare ord - tænkte vi det ikke nok!'.

Jeg ved ikke hvilken praksisdimension Alternativet reelt har? Og det bekymrer mig at partiets første impuls er at gå ind i politik, og at den ikke var f.eks. at omsætte idéerne i praksis først? (Som blot et lille eksempel forekommer det mig, at den gennemsnitlige spidskandidat hos Alternativet arbejder mere end 37 timer om ugen? Jeg håber selvfølgelig jeg tager fejl.)
At etablere et konkret og jordnært alternativ, som andre mennesker kan se og røre ved, for til sidst at indse, at 'sådan vil jeg også leve'. Det tror jeg på er vejen frem.

For som Slavoj Zizek påpeger et sted, så udtrykker vi ikke vores tro på kapitalismen gennem vores ord, men gennem vores handlinger. Vores indre overbevisning er mindre værd end vores handlinger i den henseende.

curt jensen, John Fredsted og Ole Falstoft anbefalede denne kommentar

Marianne: Ja ha ha :)
Ja vi oplever ofte en åndelig 'løftelse' når vi færdes i naturen - men igen mener jeg det blot afspejler vore psykiske forbundenhed med naturen - ikke at naturen er 'besjælet'

Torsten Jacobsen

Niels-Simon,

Jeg forstår ikke helt hvad du mener? Kan du bevise at du eksisterer? Er det dét niveau vi er nede på? I så fald bliver vi aldrig færdige ;)

Sider