Klumme

Journalistik og moralsk panik

Den journalistiske dækning af misbrugssager som den fra Tønder fører til hurtige og uigennemtænkte politiske tiltag. Som journalister bør vi ikke kun lede efter ofre og skurke
Debat
15. april 2015

Sidste uges virale tophit med 13.074 delinger, kommentarer og likes på de sociale medier var et åbent brev i dagbladet Politiken, hvor den ældste pige fra Tøndersagen skrev til statsministeren og undrede sig over, at gerningsmænd belønnes, mens ofrene straffes. Hun og hendes lillesøster blev udsat for langvarigt seksuelt misbrug, bl.a. ved at faderen lejede dem ud til fremmede mænd. Nu står faderen over for en prøveløsladelse.

»Imens sidder jeg nu på 6. måned på en psykiatrisk afdeling og er for længst holdt op med at tælle mine selvmordsforsøg,« skriver hun.

Tønder-, Brønderslev- og Rebild-sagerne var misbrugshistorier og prægede naturligvis mediebilledet. Ofte var det energiske journalister, der afslørede sagerne – og ikke mindst afdækkede kommunale myndigheders lemfældige eller manglende indgriben. Rebild-sagen affødte en fortjent Cavling-pris. Det er nødvendig journalistik at afsløre den slags. At være de svages beskytter og de stærkes kontrollant. Men journalist Ulrik Holmstrup har i en endnu ikke offentliggjort rapport med titlen Udsat for Pressen sat eftertænksomme spørgsmålstegn ved de processer, som den helt forståelige og ofte dygtigt udførte journalistik sætter i gang.

Holmstrup indledte en kronik i Weekendavisen den 1. april med en tilståelse: Journalister (som ham selv) er med til at skabe et fortegnet billede af virkeligheden, som går ud over de børn, som alle ønsker at hjælpe – de udsatte børn. Mediernes virkelighedsbillede – og især enkeltsagerne – skaber hurtige politiske initiativer. Historierne skaber en tilstand, som samfundsforskere kalder moralsk panik, hvor politikere viser handlekraft med hurtig lovgivning, når pressen sætter fokus på et problem. Uden at hverken medier eller politikere ved, hvad der virker.

’Konstruktiv journalistik’ handler blandt andet om at anvise løsninger. De fleste journalister er ikke er fagfolk på området, og vi vil derfor lede efter en forsker eller en ekspert, der har et bud på en løsning – uden at vide, om den virker. Og forskningen på området er ikke overbevisende, skriver Holmstrup, der netop har afsluttet et halvt års fellowship på Trygfondens Børneforskningscenter i Aarhus.

»Problemet er«, skriver Holmstrup, »at de professionelle, som burde vide noget, heller ikke ved noget.«

Journalister – og her inkluderer Holmstrup sig selv – har ikke den fornødne faglige ballast til andet end at agere mikrofonholdere.

»Helt grundlæggende bliver der derfor ikke sat spørgsmålstegn ved, om det nu også er det rigtige, vi som samfund gør,« konkluderer Holmstrup.

Det ville være absurd at kræve, at medierne skulle lade være med at afsløre magthavere eller ikke skulle fortælle historierne fra Brønderslev, Tønder eller Rebild. De skal fortælles! Og det er nærliggende at forsøge at finde de skyldige. Men der, hvor det begynder at blive journalistisk svært og fortællemæssigt udfordrende, er, når man skal gå kritisk til værks over for de politikere, der i den moralske panik iler med tiltag som den seneste ’overgrebspakke’ fra 2013, der uden tvivl er inspireret af de forfærdelige sager, hvor medierne ifølge Holmstrup »tilbyder en forklaring, ofte forsimplet og ofte af en karakter, som blot indkredser de skyldige«. Holmstrup citerer en rapport fra en anonym kommune, som mener at konstatere, at de ovenfra kommende krav om stærkere detailstyring får området og specielt de ’almindelige’ børnesager til at sejle.

Mediernes udfordring er både rystende enkel og dybt kompliceret. De store og modbydelige sager – de såkaldte bindestregssager – er dramatiske, uforståelige og ulækre. Medierne finder skyldige og ofre. Ti år efter bliver Tønder-ofret viral topscorer. Men ingen – heller ikke forskerne – kender tilsyneladende løsningen på problemerne. Og de forsøg på løsninger, som åbenbart ikke virker, er et resultat af den moralske panik, som enkeltsagerne skaber. Dem er vi gode til i medierne – og skal være det. Men panikslagne politikere og lappeløsninger er vi måske knap så gode til.

Lasse Jensen er mediejournalist.

Klummen er udtryk for skribentens egen holdning

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bolette Westerholt

Det er en glæde at se faglig selvransagelse, erkendelse af egen rolle i det, der sker og en større forståelse af helheden. Måske kommer vi en dag dertil, hvor dem, der af egen erfaring har en reel viden om, hvad der er brug for på området, bliver inddraget og hørt.

80 % af de børn der oplever seksuelle overgreb fortæller ikke om det til nogen. Til gengæld er der mange voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, der gerne vil dele deres erfaringer og viden om forebyggelse og behandling - men de bliver ikke hørt...og slet ikke spurgt.

Hvor mange voksne med senfølger af seksuelle overgreb findes der i Danmark? Et kvalificeret skøn er 300.000 personer. Men vi ved det ikke - for der findes ikke repræsentative undersøgelser af området i Danmark.

Indtil vi som samfund, som forskere, politikere og medborgere forholder os til den virkelighed, som voksne med senfølger kan fortælle om, vil det blive ved med at være enkeltsager, uvidenhed og moralsk panik der dominerer - samtidig med at overgrebene forsætter i det skjulte.

Spor - Landsforeningen for voksne med senfølger af seksuelle overgreb i barndommen, udsendte for nylig et notat om den viden, der pt. foreligger på området til samtlige politikere og landsdækkende dagblade - ikke en eneste har henvendt sig.
Notatet ligger frit tilgængeligt her: http://umbraco0559.web04.fab-it.dk/media/57533/Notat-om-sociale-og-%C3%B...

Lise Lotte Rahbek, Anne Christensen og Michael Bruus anbefalede denne kommentar
Henrik Bjerre

Endnu en god artikel fra Lasse Jensen - tak for det.

På dette uhyre smertefulde område bringer den journalistisk selvransagelse, mig den måske mest udskældte debatør i dette univers ihu:

Pastor Emeritus Søren Krarup, provokerede alle ved at være imod menneskerettigheder! "Mennesket er ikke særlig godt - hvorfor skal det have nogle særlige rettigheder?" Og også imod meget af velfærdsstaten. Her var argumentet dog skarpere: "Problemet med velfærdsstaten, er ikke at den ikke kan hjælpe nogle familier - men at den har den bivirkning at familien alt i alt svækkes - og familien vil alt i alt gøre det bedre end staten på dette område."