Kommentar

Lad os åbne Europas grænser

Vil vi hindre tragiske dødsfald på havet, nytter kun én ting: Nedlæg Fæstning Europa og lad dem, der ønsker at realisere deres potentiale hos os, vise, hvad de duer til
25. april 2015

Efter en tårevædet uge oven på 1.200 migranters druknedød i Middelhavet spørger europæiske regeringsembedsmænd og observatører sig nu hændervridende: »Jamen, hvad skal vi dog gøre?«.

Helt ærligt, så svært er det ikke. Vil vi stoppe de forfærdelige dødsfald på havet, ligger løsningen lige for: Liberalisér Europas indvandringslove. Vær så åben som muligt over for at modtage ankommende, nye arbejdstagere og håbefulde potentielle medborgere fra Afrika og Mellemøsten. Dette er, hvad der kan og bør gøres.

Politikernes forslag til forebyggelse af fremtidige dødsfald lader meget tilbage at ønske. Nogle henviser som Storbritanniens premierminister, David Cameron, til de »modbydelige menneskehandlere«, der afkræver illegale indvandrere formuer for livsfarlig bådoverfart. På venstrefløjen udpeges nedskaleringen af redningsaktionerne i Middelhavet som udslagsgivende for de forøgede dødstal.

Begge ignorerer det underliggende problem. Det forhold, som gør menneskehandel lukrativ og redningsopgaver nødvendige, er Europas opførelse af et kraftfelt omkring sine kyster, der skal holde udlændinge ude. Uvillig til at kritisere Fæstning Europa er den politiske klasse i stedet besat af symptomerne på samme.

Europæiske befriere?

Alene fra 1993 til ​​2012 skete der 17.306 dødsfald blandt ikke-europæiske indvandrere. Nogle frøs ihjel efter at have gemt sig i flyvemaskiners lastrum, andre faldt ned fra bunden af de ​​højhastighedstog, de klamrede sig til; mange druknede ud for Italien. Siden 2012 har endnu flere lidt samme skæbne, især på både fra Libyen – den nation, som Cameron, Sarkozy & Co. hævdede at have befriet. Deres krig skabte imidlertid kun borgerkrig og splittelse, og de, som nu forsøger at flygte til Europa – i armene på deres formodede befriere – risikerer død eller internering.

Har vi i øvrigt glemt, at der også druknede i hundredvis i Middelhavet, dengang de såkaldte redningsopgaver stadig blev varetaget? ’Såkaldte’, fordi de redningsaktioner, velmenende venstreorienterede og humanitære ngo’er nu mindes så nostalgisk, i realiteten var grænsepolitioperationer. Sammen med den italienske flådes styrker bedrev Frontex – den store organisation, der fører tilsyn med EU-landenes bevogtning af deres ydre grænser – politiarbejde i forklædning. Det hele udformet med henblik på at være afskrækkende over for dem, der ønskede at komme til Europa. Som indvandrerorganisationer sagde i 2008, var »meget af Frontex’ redningsarbejde sekundært i forhold til organisationens afskrækkelseskampagne«, der ofte ikke veg tilbage fra at tvinge flygtningeskibene helt tilbage til deres afrejseland. Redningsopgaverne handlede med andre ord mindre om at redde indvandrere end om at redde Europa fra indvandrere.

Vi bør hylde dem

Hvad vi har her, er ikke en seriøs debat om grænsekontrol eller fri bevægelighed, men snarere et sammenstød mellem dem, der ønsker at dæmonisere indvandrere, og dem, der vil infantilisere dem. På den ene side de borgerlige politikere og højrepopulistiske klummeskribenter, der hænger indvandrerne eller deres rejseformidlere ud som onde og fordærvede. På den anden side den humanistiske venstrefløj og de humanitære ngo’er, der foretrækker at se dem som ofre, der har behov for redning og omsorg – bemærk blot Red Barnets ivrige fokus på bådbørn og »de emotionelle skader«, som de kan have fået. Uvilkårligt formidles det indtryk, at de illegale indvandrere generelt er ikkeautonome, viljesvage, hjælpeløse stakler, der primært tjener til at give vestlige beskyttere mulighed for at påtage sig en frelserrolle over for svage sorte mennesker. Om noget er venstrefløjens infantilisering af indvandrere værre end højrepolitikernes dæmonisering af dem. Sidstnævnte erkender i det mindste, at indvandrerne og deres rejseformidlere er selvstændigt tænkende og handlende mennesker.

Vi skal hverken dæmonisere eller infantilisere de illegale indvandrere. Vi bør tværtimod hylde dem for at udøve deres selvbestemmelse under meget vanskelige forhold og træffe en bevidst beslutning om at foretage en uhyre risikabel rejse til Europa. Så brændende ønsker de at komme til vores kontinent, at de er rede til at marchere gennem ørkener og krydse farefulde farvande. Og hvordan belønner vi dem for deres hede ønske om at slutte sig til os? Ved at kriminalisere eller patronisere dem. Ved at negere deres ønske om medborgerskab og behandle dem som dæmoner eller spædbørn, der har brug for straf eller for forældre.

Vi bør beundre de illegale indvandrere for deres list, gåpåmod og udholdenhed. De er lige præcis sådanne mennesker, som et sklerotisk, indadvendt Europa har brug for mange flere af. Lad os åbne grænserne. Lad disse mennesker prøve lykken i vores lande, og lad os se, hvordan de klarer sig. Gør vi det, smadrer vi ikke blot menneskesmuglernes forretning og sætter en stopper for dødsfaldene i Middelhavet. Vi giver også mennesker, der ikke har begået nogen anden forbrydelse end at ville realisere deres potentiale i vores byer, en chance for at vise, hvad de duer til. Sammen med os.

Brendan O’Neill er redaktør af Spiked.

© Spiked og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu