Læserbrev

Læserbreve

Debat
21. april 2015

Fælles fodslag med S

Ulla Sandbæk, asylordfører for Alternativet

Tak til Lars Aslan Rasmussen (S) for omtalen af Alternativet i læserbrevet »Dansk politik er blevet et cirkus«, onsdag den 15. april. Som ny i klassen er det rart at blive anerkendt.

Vi deler med Socialdemokraterne et stort ønske om at bidrage til en løsning mellem Israel og Palæstina. Synspunktet om, at det ikke nytter noget at fastholde en definition af Hamas som en terrororganisation, deler jeg med en lang række internationale retseksperter, for eksempel John Dugard. Årsagen er, at definitionen står i vejen for anerkendelsen af Palæstina som stat, hvilket er helt nødvendigt for, at vi opnår en to-stats-løsning. Og den er i mine øjne det bedste bud på en holdbar løsning.

På andre områder er jeg også optimistisk med fælles fodslag med Socialdemokraterne. Det er svært at diskutere Rusland og EU uden at forholde sig til, at EU endnu er afhængig af sort energi fra Rusland. Nu er det ingen hemmelighed, at Alternativet arbejder for, at sort energi – også når den er russisk – bliver i jorden. Og netop i forhold til den grønne omstilling ser vi gerne, at EU spiller en langt mere ambitiøs rolle – dels for at flere stopper med at pumpe CO2 ud i naturen, og dels for at forbedre EU’s forhandlingsposition i forhold til Rusland.

Og sidst, men ikke mindst: At vi lytter til hinanden og fører en respektfuld dialog er forudsætninger for, at vi sammen skaber de nye, kreative løsninger på de økonomiske, miljømæssige og sociale udfordringer, som vi står over for i den moderne verden – både globalt og nationalt. I min verden er der altid håb forude, så lad også det her tjene som en åben invitation til en kop kaffe, Lars. Jeg sludrer altid gerne med gode, politiske kolleger.

Stop konkurrencen på børne-området

Jakob Sølvhøj, formand for Pædagogisk sektor i FOA

 

Siden statsministerens nytårstale har vi ventet på et børneudspil fra regeringen. Ventetiden skyldes forhåbentlig en grundig forberedelse af et udspil, der stopper den eksplosive vækst i privatiseringen af dagtilbudsområdet. Siden 2007 er antallet af børn i private daginstitutioner og hos private børnepassere mere end fordoblet. Det er hyppigst veluddannede og etnisk danske forældre, som fravælger de offentlige dagtilbud.

Dagtilbudene følger sporet fra skoleområdet, hvor stadig flere vælger folkeskolen fra. Vi begynder at ane en fremtid, hvor mange børn ikke længere mødes og danner kammeratskaber på tværs af sociale og etniske skel. Sker det, vil det ændre en kultur, der har bidraget til at fastholde en sammenhængskraft i et samfund, hvor velfærden er under et alvorligt pres.

Den begyndende skævvridning af vores dagtilbud stopper ikke af sig selv. Der er brug for politisk handling. Det kan håndteres enkelt ved at stoppe privates mulighed for at nyetablere sig – uden dermed at gribe ind over for allerede eksisterende private tilbud. Men meget tyder på, at regeringen tøver.

Der kan tjenes mange penge på private daginstitutioner. Derfor har privatiseringen i de øvrige nordiske lande også skiftet karakter. I Norge var 13 procent af de private børnehaver organiseret som aktieselskaber i 2000. I 2012 var det 52 procent.

Sådan behøver det ikke gå i Danmark, hvis regeringen afskaffer den mulighed for at trække overskud ud af daginstitutionernes drift, som VK-regeringen indførte i 2005. Træk nu i bremsen, og fri os for konkurrencestaten på børneområdet.

Myten om Günther Grass

Joachim Lund, Humlebæk

Bedst som man i den forløbne uge har prist ’Informeren’ til højre og venstre for at holde sin sti ren, hopper min avis alligevel i med begge ben. I »Den stridbare trommeslager«, lørdag den 18. april, hævdes det, at Grass under krigen meldte sig frivilligt til SS. Det er usandt.

Grass blev som 13-årig indkaldt til luftværnet, og som 15-årig meldte han sig frivilligt til Værnemagten, men blev afvist. Derpå blev han indkaldt til Rigsarbejdstjenesten, og i november 1944, da han var 17 år, blev hans årgang så indkaldt til militærtjeneste i Waffen-SS.

Han meldte sig således ikke frivilligt – og slet ikke til SS, nazipartiets sikkerheds- og efterretningsorganisation.

Myten er i den forløbne uge blevet genoplivet af hele udtrækket af danske mainstream medier, som skriver af efter hinanden. Hvis artiklens forfatter havde slået efter i Grass’ erindringer Når løget skrælles, som han refererer til, var vi sluppet.

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her